Film: Disconnect Me
Trailer for filmen “Disconnect Me”, om at leve uden smartphone i 30 dage (anmeldt dårligt i The Guardian).
Trailer for filmen “Disconnect Me”, om at leve uden smartphone i 30 dage (anmeldt dårligt i The Guardian).
Der hænger en dunst af panik, fortielse og løgn over historien om Danmark og det digitale. Politikerne påstår vi har fået bedre service og et mere effektivt samfund. Men digitaliseringen ligner altså simpel privatisering fyldt med fiktive besparelser og uendelige automatiseringer med det formål at fjerne mennesker og indsætte maskiner i stedet. Gør man opmærksom på at det digitale ikke har noget tøj på, bliver man prompte irettesat som var man en gammeldags, lidt barnlig nostalgiker, der vil ’tilbage til stenalderen’.
Der hvor det mærkes tydeligst, er hvis man ønsker at kritisere noget i den vanvidsbevægelse, som Digitaliseringsstyrelsen, erhvervslivet og førende meningsdannere dagligt bekræfter hinanden i uafvendeligheden, nødvendigheden og vigtigheden af: At vi absolut må fortsætte med at digitalisere alt, ikke må stoppe op og tænke for vi SKAL være førende: Anfægter man denne i høj grad religiøse tilgang til fremskridtet, forventes det, at man indleder hver sætning med: ’Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande og vi har fået meget ud af at digitalisere…’
’Digitalisering’ er blevet det, man på nydansk kalder en ’placeholder’ og på almindeligt dansk en stadigt dårligere undskyldning for vilde forestillinger om effektivitet og besparelser, forklædt som ’bedre service’. Imens forsvinder menneskelige job, måske inkluderede de en del rutine, men det var også de jobs, der fik dagene til at være bløde og glidende. Nu logger vi ind og ud af selvbetjente løsninger og tilbringer vor alt for begrænsede tid på jorden med at kigge på en skærm i stedet for på et andet menneske.
Digitalisering i dag er alt fra brug af kunstig intelligens til forskning og festsange, overvågning af arbejdsløse, iPads i børnehaver, unge, der laver lektier via Google, computerspil og apps mod psykiske lidelser og til TikTok-video-ansvarlige fra SocialMedie-afdelinger i kommuner, der finder det vigtigere at implementere AI-chat-bots end at tale direkte med borgerne, der helst skal blive hjemme foran deres skærme. Drister de sig til at møde op for at få en forklaring af et menneske, bliver de mødt af anonymiserede medarbejdere, overvågningskameraer og vagter. Og de skal bestille tid. Via MitID.
Under indførslen af MitID blev borgerservice til en kampplads og HK måtte gå til pressen og indskærpe, at borgerne skulle tale pænt til medarbejderne, der jo bare passede deres arbejde. Digitaliseringsstyrelsen sad på kontoret i København, mens borgere landet over var i trediegradsforhør om familieforhold og tidligere bopælsadresser, for at kunne bevise hvem de var. Pas, dåbsattester og kørekort, engang gyldige legitimationspapirer, er nemlig sat ud af kraft når det gælder det MitID – og har du glemt dit password, har du store problemer.
Men én ting er den totale digitale dehumanisering, og identitetstyveri mod borgerne. Noget andet er, at vi ikke har mål for, hvad vi gerne vil med ’digitalisering’. Ser man på strategierne, der vælter ud af DJØFerne og de overbetalte private konsulenthuse, skal ’Digitalisering’ angiveligt effektivisere og forbedre servicen i det offentlige, selvom det fra borgersynspunkt opleves som om, det kun handler om, at borgerne skal gøre det, de ansatte i forvaltninger skulle gøre for os, før, mens forvaltninger så kan koncentrere sig om at lave data på de borgere, hvis skærm-arbejde, de nu kontrollerer?
Imens er den offentlige sektor vokset støt og vi har nu en ekstremt højtbetalt statsadministration på 100.000 mennesker, højeste antal nogensinde. Siden 2016, midt i den såkaldt ’effektive’ digitalisering, er der ansat 14.000 mennesker med ’arbejde, der forudsætter viden på højeste niveau’ – og med tilsvarende lønninger.
Den eneste succes man kan bryste sig af, er en FN-verdensmåls-undersøgelse, der viser penetrationen af bredbåndsforbindelser, antal mobiltelefoner og brug af offentlige digitale services. Den undersøgelse har vi været nummer et i nogen år i træk uden nogen har tænkt over, hvor nemt, det er at blive nr. 1, når man tvinger en hel befolkning til at deltage.
Spørger man til om det digitale har gjort os lykkeligere eller bedre mennesker, mødes man altid med et ’du-vil-vel-ikke-tilbage-til-dengang-vi-stod-i-kø-i-posthuset-i-timevis? Eller-dengang-vi-skulle-ned-banken-for-at-få-penge’ – men jeg var der, dengang, og nej, det var én gang om måneden man gik på posthuset eller i banken, som regel mens man alligevel købte ind og det tog måske en halv time, men så havde man også betalt alle regninger, og man behøvede ikke at tænke mere på det, den måned. Men hvordan går det egentlig nu, hvor vi tjekker konti via bunker af apps fra de banker, der kynisk forsøger at standse vores analoge handlen med hinanden via de kontanter, bankerne helst ser afskaffet, og tvinger os til MitID og digitale penge? Er det blevet nemmere og bruger jeg mindre tid?
Jeg er alvorligt i tvivl.
Men selvom jeg så faktisk ville tilbage til posthuset og køen, så er det ikke længere muligt. Alle posthuse er lukkede og erstattet af GLS-pakketerminaler eller en enkelt PostNord-medarbejder på en lille plads ved siden af smøger og sprut i supermarkedet. En af de helt indlysende konsekvenser af første bølge af tvangs-digitaliseringen, digital post, var som bekendt, at man slog Post Danmark ihjel, og i samme åndedrag endegyldigt afskaffede århundredes analog brevskrivning mellem pårørende og elskende – og det ER ikke noget fremskridt, det er et syv-mile-tilbageskridt!
Og vi kan ikke gøre det om: For kort tid siden, kunne folketinget triumferende meddele at de ved lov har ’sat markedet frit’ hvilket betyder at vi ikke længere har et statsligt postvæsen her i landet. Som eneste land i hele EU! Vi er åbenbart for fattige til den slags?
Marie Bjerre, digitaliseringsminister, lovede at gøre det nemmere for de analoge danskere, der ikke ville være med i det digitale samfund, der mere og mere ligner en stor computer. Men vi må ikke være analoge, selvom vi er mange, op til 25 procent af os er helt uden ønske eller evne for det digitale, iflg. Justitia, og står det til Bjerre og Digitaliseringsstyrelsen skal disse over en million borgere(!) enten lade sig umyndiggøre og dermed overlade deres liv, økonomi og helbred til kommunen eller en pårørende, eller de skal undervises og ’hjælpes’ ind i det digitale af frivillige eller via en hotline. Vi taler om voksne, i de fleste tilfælde velfungerende mennesker, der ikke kan eller ikke vil det digitale, der altså skal infantilaseres af den stat, der ikke formår at lave systemer, alle kan se sig selv i.
Måske er det på tide, at vi begynder at gå efter en anden slags mesterskab end det digitale. Kunne man for eksempel forestille sig, at Danmark blev verdensmestre i at være menneskelige? Eller i samfundskvalitet, demokrati, medborgerskab? At vi fik analoge rettigheder – at vi kan være her som borgere, uden internet og smartphone? Eller skal vi passivt stå i de digitale køer foran en stat, der ikke længere vil vide af borgerne – undtagen i form af salgbare data på en skærm?
Og er det ikke nu, vi behøver et kontrapunkt til den gammeldags Digitaliseringsstyrelse? Vi kunne jo kalde det Analogiseringsstyrelsen? Analogisering peger nemlig fremad – ind i det virkeligt moderne, der hvor mennesker kan bo og bruge teknologi uden at blive gjort til data.
For mennesket er så meget mere end bare det.
Mennesket er smukt.
Tidligere bragt i Kristeligt Dagblad https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/nej-vi-skal-ikke-vaere-verdensmestre-i-digitalisering
Kasper Kjær Raunholst har ligesom mange andre unge helt droppet at have en smartphone. Til TV2 fortæller han, at den distraherer ham for meget, så nu har han valgt en dum Nokia-telefon og lidt andet for at kunne fungere i den moderne verden. TV2 skriver:
‘Foran Kasper Kjær Raunholst har han en lille taske. I den har han alt det, han har brug for, når han skal ud af døren. En lille kode-generator, hvis han skal logge på MitID, en notesblok til at notere, hvornår han skal med bussen eller ting, som han skal huske. En MP3-afspiller, så han kan høre musik. Dankort og kontanter, hvis han skal købe noget. Og selvfølgelig dumbphonen.’
Kodeviseren der hentydes til, er sandsynligvis den meget lidt promoverede kodeviser fra Digitaliseringsstyrelsen, der så let som ingenting kan erstatte den besværlige og smartphonekrævende APP, som vores søsterstyrelse forsøger at bilde befolkningen ind, de ikke kan undvære. Analogiseringsstyrelsen ønsker Kasper held og lykke på rejsen.
LÆS HISTORIEN HER: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2023-10-02-kasper-droppede-sin-smartphone-og-han-vil-ikke-have-den-tilbage
Når vi hører ordet ‘maskinstormer’ eller det mere avancerede ‘luddit’, tænker vi på en flok naive mennesker, der helt uden held forsøgte at modsætte sig fremskridtet i 1811 ved at ødelægge automatiske væve med en meget stor hammer der blev kaldt ENOCH! Og gennem mange år har maskinstormere og ludditter været et skældsord der betegnede naive og lidt tumpede personer, der mente de kunne bekæmpe indlysende fremskridt, en myte, som ikke mindst tech-branchen har formået at puste til gennem mange år.
Men ludditternes kamp var ikke resultatet af dumhed eller et generelt had til maskiner, den var en velkalkuleret folkelig bevægelse bestående af dygtige håndværkere, der selv var vant til at håndtere maskiner , men samtidig kunne se hvad industri-baronerne var i færd med at gøre, nemlig at bruge maskiner til at fjerne arbejdernes rettigheder, hæve fabriksejernes profitter, halvere arbejdernes løn og i øvrigt lave dårligere produkter end der fandtes før.
Organiserede
Og kampen mod teknikken var langt fra så dum eller naiv som vi tror: Luditterne var velorganiserede og intelligente og startede faktisk med at forsøge at overtale parlamentet til at forsvare deres rettigheder. Det var først da det blev helt klart, at regeringen var ligeglade med arbejderne og holdt med de, der ville erstatte de små hjemmeværksteder, hvor tøj blev fremstillet før, med store fabrikker fyldt med maskiner, at man skiftede taktik og nu begyndte at angribe fabrikker, hvor arbejdere blev udnyttet. Tech-journalisten Brian Merchant har skrevet Luditternes virkelige historie i bogen ‘Blood in the Machine: The Origins of the Rebellion Against Big Tech’, der netop er udkommet. Og så har han skrevet et essay om, hvorfor han ser sig selv som en moderne luddit – selvom han elsker teknologi.
Skadeligt for det fælles
‘Luditter var banebrydende for en ny måde at iscenesætte en decentral modstand mod teknologier, der var “skadelige for det fælles.” De organiserede sig under den apokryfe Ned Ludds banner og sendte trusselsbreve til iværksættere, der investerede i automatisering; de plyndrede fabrikkerne hos de mest forhadte chefer i byen og smadrede kun det maskineri, der “stjal deres brød”, som ludditerne sagde. I en periode var de folkehelte i England – hyldet af digtere som Lord Byron og heppet på af arbejderklassen; de var større end Robin Hood’, skriver Brian Merchant. Hele historien fik en trist afslutning: Luditterne blev fanget, nedkæmpet med vold og henrettet i bunkevis, så nej, der var ikke tale om, at de bøjede sig for fremskridtet, de blev simpelthen slået ihjel.
Kampen mod AI
Brian Merchant ser mange paralleller mellem Luditternes kamp under industrialiseringen og så den kamp, der bør kæmpes mod techgiganterne og især mod Kunstig Intelligens. ‘Dengang, som nu, brugte industribaroner teknologi både som en ny produktionsmåde og som en idé, der gjorde det muligt for dem at ignorere mangeårige love og regler. I 1800-tallet kunne dette have været en fabrikschef, der hævdede, at hans mølle fritog ham fra en lov om lærlingearbejde. I dag er det en app, der hævder at være et softwarefirma, så den ikke behøver at spille efter reglerne for at drive et taxa-firma’, skriver han og fortsætter:
‘Klædearbejderne fra 1800-tallet havde den rigtige idé: De mente, at alle burde få del i gavn af de fantastiske teknologier, deres arbejde gør muligt. Det er derfor, jeg er Luddit – og derfor bør du også være det’, skriver han.
Du kan høre Brian Merchant fortælle om bogen i podcasten ‘Tech Wont Save Us’ og læse hans essay her: https://wapo.st/3RJBULo
(GRAFIK: Johanne Aarup Hansen)
Mobiltelefonproducenten PUNKT står bag en række simple telefoner, hvis formål er, at få dig til at koncentrere dig om andet end skærmen og de sociale medier. Nu har de også anmeldt en guide-bog til det, de kalder Low-Tech-Life, hvor de blandt andet skriver: ‘The book highlights the importance of seeking support from like-minded individuals and organizations on this journey, emphasizing the power of community in overcoming digital overwhelm. Furthermore, it nudges you towards diversifying your gadget portfolio, thereby reducing your reliance on multipurpose devices’. Læs anmeldelse her og læs mere om bogen på forfatterens website her hvor bogen også kan købes, ironisk nok som e-bog: https://josebriones.org/store/p/low-tech-life-ebook-version

low tech life
Der hersker en udbredt misforståelse omkring digitaliseringens grønhed, og at skærmforbrug er mindre klimabelastende end at printe papir ud fx. Men prøv at sammenhold disse to citater:
“The digital industry is responsible for 2-5% of global emissions, more than the aviation industry. If the Internet were a country it would be one of the top five polluters.”
Kilde: w3.org
“The pulp and paper sector was responsible for just under 2% of all emissions from industry in 2022”
Set hos kritiskpynt.dk
I dag udkom nyeste nummer af Medien und Zeit, der har fået overskriften “The Media we refused to use“. I den er der en artikel forfattet af fuldmægtig Balslev og fænoemerita Mie Oehlenschläger. Artiklen er en udvikling af en tekst der startede som en anmeldelse her på sitet, siden kom den med i bogen, og så foldede vi til sidst nogle af tankerne helt ud, til et sultent internationalt publikum.
Så vær så god: læs hele artikelsamlingen her, men især vores bidrag “Towards Digital disconnection in Danish Educational Policy”
Gæsteindlæg ved Skolekommisær, pensioneret overlærer V. Smitt
Jeg har med henvisning til GDPR anonymiseret de her omtalte personer, så enhver lighed med nulevende personer er urovækkende og ubehagelig. Da jeg ser på sagen med stor alvor har min lange pædagogiske erfaring og min teoretiske indsigt dikteret de mnemotekniske dæknavne, jeg har valgt til anonymiseringen.
Sammen med min kloge kollega, Cruella, brugte jeg sidste forår noget tid på at rydde op i et fysiklokale. Det gik op for mig, at hun ville smide samtlige klassesæt af lærebøger ud i containeren. Jeg stod ikke og skulle bruge dem umiddelbart, men opfattede det – uden tvivl grundet min manglende indsigt i digitalismens velsignelser – som min moralske pligt at redde nogle af dem. Herunder et udklip af vores mailudveksling om sagen:
– Kære Cruella kunne vi ikke nok beholde bare et klassesæt af de forskellige lærebogssæt?
– Nå Boomer. Du ønsker at beholde bogsystemerne udelukkende baseret på dine egne behov – det har absolut intet med elevernes indlæring eller faglige udbytte af fagene at gøre, det vil jeg gerne udtrykke min store utilfredshed med. Du er nok syg!…eller måske skal du på kursus.
Vores pædagogiske leder, Ratata, mente også, at der var for mange bøger, og det havde han også set på andre skoler rundt omkring, hvor de gamle bøger bare fyldte op, og det var da irriterende. Ratata var yderst venlig, forstående og imødekommende overfor især de mest besværlige børn og deres forældre. Overfor os lærere gjorde han sin pligt som nidkær kontrollant. Der var et spejl inde på Ratatas kontor, og jeg kom engang for skade at se ham spejle sig. Han så mig heldigvis ikke, men den han så i spejlet er en figur jeg kalder ”Store Leder”. Jeg så noget lidt andet i Ratata, og Cruella opdagede vist ikke, hvor håbløs han var til at bruge simple IT-værktøjer.
Jeg tænkte, at Cruella nok havde ret og, at den var helt gal med mig. Men jeg synes godt nok, at jeg havde læst noget om, at elevers læsefærdigheder ville være bedre tjent med mere analog læsning. Derfor tænkte jeg, at det kunne være godt at lægge skærmene væk en stund, men det turde jeg selvfølgeligt ikke fremføre.
Jeg havde endda kontakt med de kloge fuldmægtige i Papyrusstyrelsen. De sendte mig links (ja IT er da nyttigt) til undersøgelser, som samlet også indikerede, at analog læsning var bedst – især når det gjaldt fordybelse. Men jeg afventede nu alligevel Cruellas visdom, selv om jeg af og til fik den tanke – som jeg dog stadig bebrejder mig selv, for det kan jo ikke passe – at det mest handlede om hendes følelser.
Måske gør nogen IT-programmer noget for læsning, jeg tænker på det, der hedder Appwriter til ordblinde. Det undrede mig, at ordblinde elever, så nemt kunne vælge det fra. Det handlede om ikke at tage sig dum ud i klassekammeraternes øjne – at være dum var vist ok. Jeg tog sikkert fejl, men stigmaet kunne vel reduceres, hvis alle klassens lærere i enighed insisterede på, at ordblinde elever skulle anvende virksomme værktøjer. Som ofte før vidste Cruella selvfølgelig bedre, så der blev f.eks. ikke lagt pres på Guffi for at bruge programmet. Han blev kaldt Guffi på lærerværelset, eller det var begyndt med fedtmule og siden Fætter Guf, som var blevet til Guffi. Det turde vi selvfølgelig ikke sige, når Cruella var der. Udover den store næse var Guffi kæmpestor og meget dominerende i 7. bling. Klassen hed egentlig 7. b, men støjen og den manglende koncentration havde givet dem ”kælenavnet” bling. På skolen var reglen, at eleverne skulle stille mobiltelefonen i mobilhotellet, når timen begyndte. Men Cruella betroede mig, at det ville hun ikke, for det føltes ikke rigtigt. Det blev derfor svært for mig at fastholde dette blingreducerende tiltag i den vores fælles klasse. Men jeg tror naturligvis på Cruellas visdom, selvom jeg godt nok ikke helt kan forklare den for mig selv.
Det største problem i klassen var Guffis manglende koncentration. Når man satte dem til at løse en opgave, kunne Guffi ikke læse teksten og satte derfor aktivitet i gang blandt drengene især Kuno, Knosti, JøkJøk og Smatbob. Da pigerne især Yrsa-ubehag, Smaddy og LaLa beundrede Guffi, var undervisningen nu effektivt blokeret.
De elever der ikke lavede støj var suget ind i deres mobiltelefoner eller de af skolen udleverede PCére. Deres stilhed var jeg næsten taknemmelig for. Selv om det var svært for mig at skabe en relation til dem, når de var opslugt af deres skærme, men jeg er jo heller ingen Cruella.
I mine dansktimer gennemførte jeg en staveprøve med eleverne. Underligt nok, var den på papir selvom det digitale her for mig at se kunne komme til sin ret. Det tog nemlig mange timer at rette besvarelserne. Jeg har senere forstået, at det digitale især er vigtigt for eleverne, mens vi lærere har godt af bruge meget tid på rettearbejde, så vi yder noget for vores løn, som Ratata sagde – og så vi kender vores plads, som han mente. Niveauet for stavning i 7. bling var mildt sagt ikke imponerende. Jeg fortalte eleverne direkte, at det ikke var så godt, og at de skulle gøre sig umage og få lært at stave. Jeg håbede, at gøre dem til bedre læsere. Men min strategi var selvfølgelig helt forkert, fordi den ikke fremkaldte gode og rare følelser hos eleverne.
Cruella og jeg skulle arbejde sammen. Men når jeg nævnte de her problemer, sagde hun altid, at hun enormt godt kunne lide Guffi. Jeg var mindre begejstret, og det er med næsten ubærlig skam, at jeg indrømmer, at jeg i ubevogtede øjeblikke fantaserede om, at nogen ville udsætte dette ”vidunderlige unge menneske” for opdragelse. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor en kvindelig lærers betagelse af en uartig teenagedreng er et gyldigt argument. Men min manglende forståelse, skyldes helt sikkert min dårlige relationskompetence. Relationskompetence – som indført at de nyere pædagogiske forsknings mægtige orakel, Lusita Klinghult – er fantastisk, næsten som Kristi Genkomst for folkeskolen. Jeg nævnte ganske vist for Cruella, at i nutidens folkeskole med hyppige lærerskift og endnu hyppigere vikardækning (med skiftende vikarer) ville krav om en hensigtsmæssig skoleadfærd hos eleverne i alle timer måske være en mere realistisk løsning. Cruella blev meget vred over denne bemærkning fra min side, så jeg kunne godt mærke, at jeg var helt galt afmarcheret, og jeg bør jo også kende mig selv især mine begrænsninger og ikke sætte mig op imod Lusita Klinghults og Cruellas samlede visdom. Jeg tror, det er fornemmelsen af Cruellas visdom, der har fået mig til at indse, at kunstig intelligens kan overtage relationsarbejdet i forhold til ikke mindst elever som Guffi. Man behøver måske ikke stoppe der, for dette skønne nye digitale værktøj kan vel også overtage omsorgsopgaven i de mindre klasser på samme måde, som man er ved at koble det ind i ældreplejen.
Her i foråret 2023 har magtfulde politikere udtrykt digitaliseringsbekymring. Statsministeren vil gøre noget ved børn og unges brug af mobiler af hensyn til deres trivsel og undervisningsministeren vil stimulere den analoge læsning i folkeskolen. Jeg har til min store forbavselse også opdaget, at Lusita Klinghult er en stor modstander af omfattende skærmbrug og at selveste UNESCO vil have mobiltelefoner forbudt i klasselokaler.
Men jeg har jo mødt Cruella og forstår nu, hvor vigtig den uhindrede tilgang til det digitale er med henblik på at stimulere problembehandlingskompetencen, tankegangskompetencen men især for at give undervisningen potentiale til de centrale fagoverskridende dimensioner.
I virkeligheden er relationsarbejdet også som ovenfor antydet også bedst tjent med fri digital adgang. Det blev yderligere klart for mig, da Mette Medusa i 7. Bling betroede mig, at hun stod i forhold til sin mobiltelefon. Med min indskrænkede indsigt troede jeg først, at det var en fjoget vittighed, men jeg forstod det bedre senere forklarede Cruella mig, hun havde støttet Mette Medusa i dette, for det var jo også en relation, og det relationelle var jo vigtigt. Derfor ville det ifølge Cruella f.eks. være tudetosset at lade Mette Medusa aflevere sin telefon i timerne.
Jeg stoppede på Gåserup Skole i foråret, men tænker herved et nyt skoleårs begyndelse, at Statsministeren, Undervisningsministeren, Forskeren Lusita Klinghult og UNESCO kunne have gang af stor gavn af at tale med Cruella. Jeg burde måske nok påtage mig at formidle kontakten til Cruella, men jeg vil jo nødig ulejlige hende.
Denne side bruger ingen trackers (det er det som kaldes "cookies" på andre websites).
Fedt!We may request cookies to be set on your device. We use cookies to let us know when you visit our websites, how you interact with us, to enrich your user experience, and to customize your relationship with our website.
Click on the different category headings to find out more. You can also change some of your preferences. Note that blocking some types of cookies may impact your experience on our websites and the services we are able to offer.
These cookies are strictly necessary to provide you with services available through our website and to use some of its features.
Because these cookies are strictly necessary to deliver the website, you cannot refuse them without impacting how our site functions. You can block or delete them by changing your browser settings and force blocking all cookies on this website.
These cookies collect information that is used either in aggregate form to help us understand how our website is being used or how effective our marketing campaigns are, or to help us customize our website and application for you in order to enhance your experience.
If you do not want that we track your visist to our site you can disable tracking in your browser here:
We also use different external services like Google Webfonts, Google Maps and external Video providers. Since these providers may collect personal data like your IP address we allow you to block them here. Please be aware that this might heavily reduce the functionality and appearance of our site. Changes will take effect once you reload the page.
Google Webfont Settings:
Google Map Settings:
Vimeo and Youtube video embeds:
You can read about our cookies and privacy settings in detail on our Privacy Policy Page.
Film: Disconnect Me