Gæsteindlæg ved Skolekommisær, pensioneret overlærer V. Smitt

Pædagogisk mnemoteknik

Jeg har med henvisning til GDPR anonymiseret de her omtalte personer, så enhver lighed med nulevende personer er urovækkende og ubehagelig. Da jeg ser på sagen med stor alvor har min lange pædagogiske erfaring og min teoretiske indsigt dikteret de mnemotekniske dæknavne, jeg har valgt til anonymiseringen.

Helt overflødige analoge læremidler på Gåserup Skole

Sammen med min kloge kollega, Cruella, brugte jeg sidste forår noget tid på at rydde op i et fysiklokale. Det gik op for mig, at hun ville smide samtlige klassesæt af lærebøger ud i containeren. Jeg stod ikke og skulle bruge dem umiddelbart, men opfattede det – uden tvivl grundet min manglende indsigt i digitalismens velsignelser – som min moralske pligt at redde nogle af dem. Herunder et udklip af vores mailudveksling om sagen:

– Kære Cruella kunne vi ikke nok beholde bare et klassesæt af de forskellige lærebogssæt?

– Nå Boomer. Du ønsker at beholde bogsystemerne udelukkende baseret på dine egne behov – det har absolut intet med elevernes indlæring eller faglige udbytte af fagene at gøre, det vil jeg gerne udtrykke min store utilfredshed med. Du er nok syg!…eller måske skal du på kursus.

Vores pædagogiske leder, Ratata, mente også, at der var for mange bøger, og det havde han også set på andre skoler rundt omkring, hvor de gamle bøger bare fyldte op, og det var da irriterende. Ratata var yderst venlig, forstående og imødekommende overfor især de mest besværlige børn og deres forældre. Overfor os lærere gjorde han sin pligt som nidkær kontrollant. Der var et spejl inde på Ratatas kontor, og jeg kom engang for skade at se ham spejle sig. Han så mig heldigvis ikke, men den han så i spejlet er en figur jeg kalder ”Store Leder”. Jeg så noget lidt andet i Ratata, og Cruella opdagede vist ikke, hvor håbløs han var til at bruge simple IT-værktøjer.

Uberettiget analog læsning og empatisk digitalisering

Jeg tænkte, at Cruella nok havde ret og, at den var helt gal med mig. Men jeg synes godt nok, at jeg havde læst noget om, at elevers læsefærdigheder ville være bedre tjent med mere analog læsning. Derfor tænkte jeg, at det kunne være godt at lægge skærmene væk en stund, men det turde jeg selvfølgeligt ikke fremføre.

Jeg havde endda kontakt med de kloge fuldmægtige i Papyrusstyrelsen. De sendte mig links (ja IT er da nyttigt) til undersøgelser, som samlet også indikerede, at analog læsning var bedst – især når det gjaldt fordybelse. Men jeg afventede nu alligevel Cruellas visdom, selv om jeg af og til fik den tanke – som jeg dog stadig bebrejder mig selv, for det kan jo ikke passe – at det mest handlede om hendes følelser.

Dejlig digital didaktik

Måske gør nogen IT-programmer noget for læsning, jeg tænker på det, der hedder Appwriter til ordblinde. Det undrede mig, at ordblinde elever, så nemt kunne vælge det fra. Det handlede om ikke at tage sig dum ud i klassekammeraternes øjne – at være dum var vist ok. Jeg tog sikkert fejl, men stigmaet kunne vel reduceres, hvis alle klassens lærere i enighed insisterede på, at ordblinde elever skulle anvende virksomme værktøjer. Som ofte før vidste Cruella selvfølgelig bedre, så der blev f.eks. ikke lagt pres på Guffi for at bruge programmet. Han blev kaldt Guffi på lærerværelset, eller det var begyndt med fedtmule og siden Fætter Guf, som var blevet til Guffi. Det turde vi selvfølgelig ikke sige, når Cruella var der. Udover den store næse var Guffi kæmpestor og meget dominerende i 7. bling. Klassen hed egentlig 7. b, men støjen og den manglende koncentration havde givet dem ”kælenavnet” bling. På skolen var reglen, at eleverne skulle stille mobiltelefonen i mobilhotellet, når timen begyndte. Men Cruella betroede mig, at det ville hun ikke, for det føltes ikke rigtigt. Det blev derfor svært for mig at fastholde dette blingreducerende tiltag i den vores fælles klasse. Men jeg tror naturligvis på Cruellas visdom, selvom jeg godt nok ikke helt kan forklare den for mig selv.

Det største problem i klassen var Guffis manglende koncentration. Når man satte dem til at løse en opgave, kunne Guffi ikke læse teksten og satte derfor aktivitet i gang blandt drengene især Kuno, Knosti, JøkJøk og Smatbob. Da pigerne især Yrsa-ubehag, Smaddy og LaLa beundrede Guffi, var undervisningen nu effektivt blokeret.

De elever der ikke lavede støj var suget ind i deres mobiltelefoner eller de af skolen udleverede PCére. Deres stilhed var jeg næsten taknemmelig for. Selv om det var svært for mig at skabe en relation til dem, når de var opslugt af deres skærme, men jeg er jo heller ingen Cruella.

I mine dansktimer gennemførte jeg en staveprøve med eleverne. Underligt nok, var den på papir selvom det digitale her for mig at se kunne komme til sin ret. Det tog nemlig mange timer at rette besvarelserne. Jeg har senere forstået, at det digitale især er vigtigt for eleverne, mens vi lærere har godt af bruge meget tid på rettearbejde, så vi yder noget for vores løn, som Ratata sagde – og så vi kender vores plads, som han mente. Niveauet for stavning i 7. bling var mildt sagt ikke imponerende. Jeg fortalte eleverne direkte, at det ikke var så godt, og at de skulle gøre sig umage og få lært at stave. Jeg håbede, at gøre dem til bedre læsere. Men min strategi var selvfølgelig helt forkert, fordi den ikke fremkaldte gode og rare følelser hos eleverne.

Digital relationskompetence

Cruella og jeg skulle arbejde sammen. Men når jeg nævnte de her problemer, sagde hun altid, at hun enormt godt kunne lide Guffi. Jeg var mindre begejstret, og det er med næsten ubærlig skam, at jeg indrømmer, at jeg i ubevogtede øjeblikke fantaserede om, at nogen ville udsætte dette ”vidunderlige unge menneske” for opdragelse. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor en kvindelig lærers betagelse af en uartig teenagedreng er et gyldigt argument. Men min manglende forståelse, skyldes helt sikkert min dårlige relationskompetence. Relationskompetence – som indført at de nyere pædagogiske forsknings mægtige orakel, Lusita Klinghult – er fantastisk, næsten som Kristi Genkomst for folkeskolen. Jeg nævnte ganske vist for Cruella, at i nutidens folkeskole med hyppige lærerskift og endnu hyppigere vikardækning (med skiftende vikarer) ville krav om en hensigtsmæssig skoleadfærd hos eleverne i alle timer måske være en mere realistisk løsning. Cruella blev meget vred over denne bemærkning fra min side, så jeg kunne godt mærke, at jeg var helt galt afmarcheret, og jeg bør jo også kende mig selv især mine begrænsninger og ikke sætte mig op imod Lusita Klinghults og Cruellas samlede visdom. Jeg tror, det er fornemmelsen af Cruellas visdom, der har fået mig til at indse, at kunstig intelligens kan overtage relationsarbejdet i forhold til ikke mindst elever som Guffi. Man behøver måske ikke stoppe der, for dette skønne nye digitale værktøj kan vel også overtage omsorgsopgaven i de mindre klasser på samme måde, som man er ved at koble det ind i ældreplejen.

Råd til regeringen og UNESCO

Her i foråret 2023 har magtfulde politikere udtrykt digitaliseringsbekymring. Statsministeren vil gøre noget ved børn og unges brug af mobiler af hensyn til deres trivsel og undervisningsministeren vil stimulere den analoge læsning i folkeskolen. Jeg har til min store forbavselse også opdaget, at Lusita Klinghult er en stor modstander af omfattende skærmbrug og at selveste UNESCO vil have mobiltelefoner forbudt i klasselokaler.

Men jeg har jo mødt Cruella og forstår nu, hvor vigtig den uhindrede tilgang til det digitale er med henblik på at stimulere problembehandlingskompetencen, tankegangskompetencen men især for at give undervisningen potentiale til de centrale fagoverskridende dimensioner.

I virkeligheden er relationsarbejdet også som ovenfor antydet også bedst tjent med fri digital adgang. Det blev yderligere klart for mig, da Mette Medusa i 7. Bling betroede mig, at hun stod i forhold til sin mobiltelefon. Med min indskrænkede indsigt troede jeg først, at det var en fjoget vittighed, men jeg forstod det bedre senere forklarede Cruella mig, hun havde støttet Mette Medusa i dette, for det var jo også en relation, og det relationelle var jo vigtigt. Derfor ville det ifølge Cruella f.eks. være tudetosset at lade Mette Medusa aflevere sin telefon i timerne.

Jeg stoppede på Gåserup Skole i foråret, men tænker herved et nyt skoleårs begyndelse, at Statsministeren, Undervisningsministeren, Forskeren Lusita Klinghult og UNESCO kunne have gang af stor gavn af at tale med Cruella. Jeg burde måske nok påtage mig at formidle kontakten til Cruella, men jeg vil jo nødig ulejlige hende.