Skærmene og det gode børneliv
Stine Liv Johansen og Thomas Enemark Lundtofte er blevet bekymrede som følge af den seneste tids debat om børns og unges skærmbrug. I den anledning præsenterede de den 1. juni 2023 et forsvarsskrift for dén totale omfavnelse af børnenes brug af skærme, som vel har været deres væsentligste bidrag til skærmdebatten hidtil.
Nu er man fra politisk side ved at få øjnene op for, at man kan anskue brugen af skærme og sociale medier på andre måder, end hvad tech-lobbyen og dens allierede blandt højt placerede medieforskere hidtil har foreslået: Måske er børns og unges overdrevne brug af sociale medier ikke blot udtryk for at ”legen er flyttet online”. Måske betyder det noget, og ikke kun noget godt, at næsten halvdelen af de unge dagligt bruger mere end 4 timer af deres sparsomme fritid på skærmene. Måske går det ud over skolens og fritidspædagogikkens forpligtende, dannende fællesskaber, når halvdelen af børnene skærmer sig fra dem, hver gang noget opleves som kedeligt eller svært.
Måske skyldes de to medieforskeres bekymringer i virkeligheden, at der er ved at snige sig nogle flere nuancer ind i debatten om vores skærmforbrug, så deres fortælling om, at man overhovedet ikke bør bekymre sig, ikke længere står helt uimodsagt? Tænk; pædagoger, forældre og politikere har også en mening om, hvad det gode børneliv er – og endda en idé om, at det ikke kun foregår på såkaldt “sociale” medier på skærmene, men også ude i det virkelige, levede liv?
Johansen og Lundtofte anklager med den ene hånd politikerne for at forlade sig på “selektiv viden”, mens de med den anden hånd afviser enhver undersøgelse, der så meget som antyder en forbindelse mellem overdreven skærmbrug og mistrivsel. Man skal ikke lytte til professor Anna Lembke, der er en af verdens førende afhængighedsforskere, når hun advarer om de sociale mediers afhængighedsskabende mekanismer. Man skal ikke lytte til WHO, der anbefaler grænser for små børns tid med skærme. Man skal ikke lytte til US Surgeon General, der netop har udsendt en rapport med anbefalinger om at begrænse børns og unges tid med skærmene.
Til gengæld skal man stole nærmest blindt på den forskning, der bekræfter de standpunkter, man allerede på forhånd har etableret: Der er ikke entydig evidens for, at børns og unges skærmbrug er problematisk. Det fravær af evidens bruger man til at konkludere, at der ikke er noget problem, selvom det for de fleste forældre og for mange skoler og fritidstilbud, er svært at overse problemerne med den overdrevne skærmbrug. Her kan man da for alvor tale om forlade sig på ”selektiv viden”, og man må undre sig over, hvorfor der ikke gælder en form for forsigtighedsprincip på dette område: Hvis vi ikke er sikre på, at børns nærmest ubegrænsede brug af skærme er uskadeligt for dem – kan vi så tillade at børnene bruger dem i så stort omfang, som det er tilfældet?
Vi kan, efter vores mening, ikke blive ved med at træde rundt i den samme fortælling om, at enhver bekymring og enhver opfordring til forsigtighed ift. børns brug af skærme, er udtryk for moralsk mediepanik – et udtryk medieforskere ofte bruger, når nogen kritiserer børn overdrevne brug af skærme. Vi kan ikke blive ved med at acceptere, at enhver pædagogs og forælders insisteren på, at børnenes tid med skærmene må reduceres, så de også kan være i verden på andre måder end gennem skærmen, kaldes ud som et overgreb på børnene og de unge. Pædagogik handler om, at de voksne tager ansvar for den opvoksende generation. Det betyder blandt andet, at de voksne må gøre sig forestillinger om, hvad det gode børne- og ungdomsliv er, så de kan sætte rammerne for det. Samtalen om dét, har vi forsømt ift. skærmenes rolle i børns og unges liv.
Det er på tide, at vi begynder på den samtale, og det er af allerstørste vigtighed, at vi ikke kun lytter til tech-lobbyen og de mere eller mindre lukkede fagfelter, der har en særlig interesse i børns liv på skærmen. Vi må også lytte til forældre, lærere, pædagoger, forskere (inden for mange forskellige fagfelter) og politikere: Verden er større end skærmen. Lad os prøve at hjælpe hinanden, og ikke mindst børnene, med at løfte blikket og få øje på det.
Kunne du lide, hvad du læste? Så få indlægget trykt på en t-shirt. På den måde kan du give vores arbejde et like i den fysiske verden. Vi kalder konceptet “Opinionsmode”.
Resultatet var The Sound Burger, et underligt monstrum af en pladespiller, som nu er blevet gen-produceret i anledning af dens 60 års jubilæum – nu, balancerende på kanten af det analoge spektrum – med indbygget bluetooth, så der ikke er brug for ledninger til hovedtelefoner – der er dog stadig et stik.
