Når skærmen tændes, slukkes verden

At lære er at tæmme verden; at sætte dens ting på rette afstand, at gøre dem til fakta, altså til varelinjer på en faktura, så de kan kontrolleres og udnyttes gennem tillærte kompetencer.

At dannes er at holde verden fri; at møde den uden at binde tingene til at udgøre en bestemt værdi for mennesket, og at lade sig selv være den betingede i mødet med tingene.

“Hele verden er i skærmen”, siges det, men det er en vrangforestilling. Der er ingenting i skærmen. Ingen ting. Der er kun indtryk af ting, som ikke gør os selv og vores ego skade. Bliver det for ubehageligt, swiper vi det væk. På skærmen møder vi aldrig andet, end det vi allerede kender. Her er intet uventet, her er kun dét, algoritmen véd, vi kan lide.

Når skærmen tændes, slukkes verden.

“Hele verden er uden for skærmen”, burde vi sige, for det er sådan, det er. Derude, herude, er tingene og menneskene til, i al deres pluralitet. Alting er altid nyt, din kæreste er ikke helt den samme i dag, som hun var i går, alt levende og dødt, alt værende, er altid i glidende bevægelser fra én tilstand til en anden. Intet er kun nuller og ét-taller.

Når skærmen slukkes, tændes verden.

Sluk – og tænd!

(På baggrund af kapitlet “Kunsten ikke at lære verden at kende” (af Pasgaard, N.J.), fra antologien “Sidste Chance – nye perspektiver på dannelse” (af Brinkmann, S., Tanggaard, L. og Rømer, T., 2021, Forlaget KLIM)).

Dårlige digidage

Automatisk: vanemæssig, regelmæssig, mekanisk, præcis, selvvirkende. Computeren forlokker os med at alting bliver nemmere og går som smurt, fordi man slipper for besværlige mennesker, der ikke kan finde ud af tingene, bliver syge eller væk.

Især den hjælpende lethed ved IT er en ærgrelse når det ikke virker.

Andre hjælpemidler og redskaber rummer ikke samme løfte om let hjælp: En grydeske lover kun at man ikke brænder fingrene, når man rører rundt i maden – som man selv har lavet.

En økses løfte, er at det bliver nemmere at kløve brænde uden at være karatemester.

Derfor er det grænseløst irriterende når computere driller – og stadig kræver den der ustabile menneskelige hjælp. Og i takt med den øgede digitalisering er der mere og mere computerknas.

Lad os se på en, for mig, helt almindelig lørdag, nemlig 2021.11.06:
10:25 Bussen er forsinket, fordi Rejsekortsscanneren er nede og kræver en genstart, og dermed også en synkronisering, der kom til at tage 13 minutter. (Rejsekortet duede først ved endestationen en halv time senere).
10:40 En PC på mit arbejde strejker, men kommer dog i gang efter en genstart.
15:53 En anden PC fryser og må genstartes.
16:40 Metroen, M1 og M2, står stille pga. problemer med en dør på Christianshavns station. Det lykkedes mig at komme hjem, hvor jeg satte en tøjvask over – muligt fordi teknikere kort tid forinden har opdateret de nye, men kun sporadisk virkende maskiner…

4. oktober udnævnt til analog mærkedag

Et underudvalg i analogiseringsstyrelsen har længe arbejdet med at udpege en årlig mærkedag for analogisering – en dag hvor alle opfordres til at være så analoge de kan. Mange datoer har været i spil og valget er faldet på den 4. oktober. Det falder sammen med dagen i 2021 hvor mange måtte undvære en række internettjenester i flere timer og det falder sammen med den svenske nationaldag for kanelsnegle (‘kanelbullar’).

Vi opfordrer til at du sætter kryds ved den 4. oktober 2022, og planlægger en 100% analog dag – evt. i samarbejde med din arbejdsgiver. Tag også kontakt til din tillidsrepræsentant for at forhøre dig om du har arbejdssikrede, analoge rettigheder. Hvis ikke, er mærkedagen jo en glimrende anledning til at få dem forhandlet på plads.

Hvis ordningen viser sig at være en succes, vil udvalget blive bedt om at undersøge mulighederne for etableringen af en analog mærkeuge, eller en analog mærkemåned.

E-mail fra Morten vedr. MitID

Meddelelse: Via Anders Kjærulff’s virke i medierne, er jeg blevet gjort opmærksom på jeres gode og meget nødvendige arbejde i denne tid. Denne nærmest religiøse tro på at alt digitalt er løsningen på alle udfordringer, er i følge erfaringerne jo åndssvagt. Derfor tak for at bidrage med en – indtil for nyligt, totalt fraværende debat om det digitale samfund. Jeg har lige fået et “brev” i min e-boks fra Digitaliseringsstyrelsen om at opdatere mine oplysninger i NemID, så jeg kan gå over til Mit ID. Til dette skal jeg bruge et gyldigt pas. Mit er udløbet og jeg kan forstå at de nye pas skal bruge fingeraftryk? Det går hurtigere end selv de grummeste sci-fi film, mod en total registrering. Med denne henvendelse vil jeg blot høre om jeres mening om dette nye MitID – det lyder som en yderligere optrapning af registrering?

Vores mening: der skal formuleres en konstruktiv kritik til at løse det problem!

Indblik i styrelsens interne kommunikation

MANUALISERING: En bæredygtig strategi

“Sociale og emotionelle kompetencer skiller sig ud som de mest resistente overfor maskin-baseret konkurrence.”

Fra: A FUTURE THAT WORKS: the impact of automation in Denmark, McKinsey og Bjarne Corydon, 2017

betalingstoiletVerden har de seneste år været udsat for ekstreme mængder af skadelig og tankeløs automatisering, hvis effekter vi efterhånden er ved at se de sørgelige konsekvenser af. Den mest tydelige konsekvens er en trist affolkning af de offentlige rum, hvor borgeren nu er efterladt alene og forventes at skulle betjene sig selv via diverse automater eller sin egenbetalte smart-phone.

På Københavns Hovedbanegård kan man således ikke forrette sin nødtørft på et offentligt toilet uden at skulle benytte sig af enten kreditkort eller mobilepay, da DSB kræver betaling for at bruge de toiletter, som der i øvrigt bliver stadig færre af. Der er kun toiletter på 46 ud af 316 stationer p.t. En af konsekvenserne er angiveligt, at der tisses mere på gaderne og på DSBs bygninger. I de offentlige rum har man i stadig stigende omfang indført fuldautomatiske toiletter, der renser sig selv efter brug – en ansat i det danske datatilsyn oplevede således at hans syvårige søn blev låst inde på sådan et, og var nød til at tilkalde kommunen for at få ham låst ud igen. Og han er ikke den eneste: En 75 årig kvinde måtte sidde i 4 graders frost på et automatisk toilet, der låste døren men ikke ville låse op igen i over en time, mens hun ventede på at kommunen kom frem – heldigvis havde hun en ledsager med en mobiltelefon der kunne ringe – ellers kunne det være gået rigtig galt, mener hun: ‘Jeg prøvede alt muligt. Trykkede på knappen, bankede på væggene og endte med at gå helt i panik’, fortæller Yrsa Aagaard Pedersen til Fyens Stiftidende.

Og nu vi er i gang med offentlig transport, er vi naturligvis nød til at nævne det manglende fysiske billetsalg – man kan ganske vist købe billetter hos 7eleven, men der er ofte travlt, da de ansatte dér jo har adskilligt andet at tage sig til. Væk er diverse billetkontorer, hvor en ansat både kunne sælge billetter samt give vedledning omkring rejsen, alt sammen til fordel for horder af automater og onlineløsninger, hvor den rejsende skal betjene sig selv, noget svage borgere, ældre og turister i den grad lades i stikken af. Landets Biblioteker var oprindeligt paladser for lærdom og fordybelse, men har i dag, i takt med automatisering og digitalisering af myndighedernes services, fået karakter af fremskudt base for al borgerservice. Det er her, stat og kommune sender borgerne hen, hvis de ikke har deres egen computer, og har brug for et sted at logge ind med nemID, noget der allerede er blevet udnyttet groft af IT-kriminelle, der med key-loggers i USB-stik og simpel observation har kunne stjæle penge fra kunder på bibliotekerne.

På Valby bibliotek har man for tiden fjernet alle computere, måske for at opgradere dem, hvilket medfører spørgsmål fra kunder, der gerne vil vide, hvor computerne er – de er til reparation, lyder det og vi ved ikke, hvornår de kommer tilbage, eller om de overhovedet kommer igen, hvad skal jeg så gøre, spørger borgeren, og svaret lød, at man kan tage på borgerservice i stedet. At det så er en logisk umulighed, da tider til borgerservice p.t. skal bestilles elektronisk, via nemID, viser i sandhed situationens dybe absurditet.

Når jeg taler for MANUALISERING, handler det i virkeligheden om noget så gammeldags som ressourcer – i en tid, hvor klimaet og jordens råstoffer er under pres, er det på tide at rette blikket mod den ressource vi har mest af i hele verden: Mennesker.

Vidste du, at Chip-produktionen står for hovedparten af det massive CO2 fodspor som computere laver? Og at 20% af verdens fossile energiforbrug forventes at komme fra noget med computere i 2030 – her taler vi både om hardwaren og de servere i datacentre, der skal drive det hele – og hvis du synes det tal da virker meget tilforladeligt, så kan jeg fortælle, at det er væsentligt mere end bil-industrien laver….Og så har vi slet ikke talt de enorme mængder er tindrende rent vand, der skal bruges til at lave computerchips med i regnestykket….

Seneste har et uhyggeligt hold, af blandt andet Bill Gates og Jeff Bezos, overtaget udvindingen af sjældne jordarter på Grønland…de skal bruges til computerchips og batterier til selvkørende biler – og Bezos og Gates ved godt, hvad der bliver mangel på i fremtiden.

Men ligenu mangler vi alt. Og det eneste vi har nok af, er altså fortsat mennesker. De mennesker skal vi have ind, der hvor automaterne står nu! Der skal være nogen der passer toiletterne. Nogen der sælger os en billet og kan give os et overblik over rejsen. Der skal være mennesker i DSB-uniformer på stationerne i stedet for overvågningskameraer, og der skal være konduktører i togene i stedet for kontrollører. Lur mig, om ikke vold og hærværk vil ophøre som dug for solen, hvis man skulle konfrontere en person hver gang – ikke et kamera.

Og så skal der mennesker ud til de svageste: Månedens mest afskyelige antimenneskelige udmelding kom fra statsminister Mette Frederiksen, der talte om de hjemløses problemer, og kun tilbød én løsning: Vi skal sætte flere overvågningskameraer op, så vi kan anholde dem, der udsætter hjemløse for vold, sagde hun til Ekstra Bladet, og DET skal vi ikke, for det hjælper nemlig ikke med kameraer, siger al forskning fra hele verden igen og igen, vi skal have nogen mennesker på gaden, der kan tale med og hjælpe de hjemløse og vi skal ikke mindst have bankerne til at åbne op for kontantkasserne, så de ikke-digitale borgere kan få udbetalt deres egne penge i kontanter, fra en fysisk, levende person i banken – det er et helt massivt og uløst problem, som statsministeren ikke gider adressere i denne, digitale omgang småsnak.

Jeg har indtil videre kun nævnt nogle få områder, hvor manualisering af hverdagen kan have en praktisk og økonomisk god effekt – der er mange flere, tænk dem selv frem – men manualisering handler ikke kun om penge og effektivitet. Den virkelig vigtige del af den handler om at få muligheden for at være god til noget og være gode mod hinanden, at være en god billetsælger eller konduktør eller toiletpasser er altså bedre og mere tilfredsstillende, end at være en kontrollør, ikke?

Så vi må manualisere mere – for menneskets egen skyld – og gerne i en fart!

Derfor er jeg analogist

Jeg er analogist, fordi verden er analog og verden er analog, fordi hverdagen ikke er digital, selvom de siger det i Digitaliseringsstyrelsen og i statsministeriet og hos IBM og Google og Facebook og i folketinget og fjernsynet hele tiden, eller måske netop fordi de siger det, uden at vide hvad det egentlig betyder og hver gang de siger det, bliver verden i en lille smule mere kedelig, bladene falder af træerne, børn falder af cykler og derfor er jeg analogist for det er ikke kedeligt.

Jeg er analogist, fordi jeg engang er faldet af en motorcykel og har brækket kravebenet og har oplevet smerten og det at gå lidt i stykker og aldrig gro helt rigtigt sammen igen og tænkt, at det var en meget lidt digital og meget analog oplevelse, fordi min krop er analog, analog med din og samtidig min egen og derfor er jeg analogist.

Jeg er analogist fordi jeg har skilt flere maskiner ad, end jeg har samlet igen, med skruetrækkere reducerede jeg en meningsfuld, fungerende Remington skrivemaskine til hundredevis af meningsløse dele, dele, der ikke kunne samles igen, forvandlede noget fungerende til en dadaistisk mængde af fjedre og skruer og metalstænger og taster, hvis indre mening, det var lykkedes mig at slukke, som man blæser et stearinlys ud, al bevægelse frosset i de løsrevne fjedres teater, dirrende.

Jeg er analogist, fordi jeg har skiftet mine egne ram-klodser og harddiske i computere og fordi jeg ved, at selv computeren er konkret og forståelig og egentlig analog på sin egen måde og i hvert fald ikke digital i sig selv, og slet som ikke i hverdage, der er digitale, slet ikke som bærer af en særlig, digital kraft, slet ikke som andet end et værktøj, en skruetrækker, der kan skille det meste digitale ad i helt meningsløse et og nuller og derfor er jeg analogist.

Jeg er analogist, fordi jeg er bange for internettet, nu, nu hvor det tydeligvis er styret af penge og politik og manipulatorer og mastodonter, og fordi internettet er gået fra spændende til spændetrøje, et sted, vi er nød til at være, for at kunne være, og sådan skal det ikke være og derfor er jeg analogist.

Jeg er analogist, fordi det digitale er binært og det er jeg ikke, og det er du heller ikke, og derfor er du også analogist.

Jeg er analogist, fordi analogisering er bæredygtigt fordi det analoge er fordi det allerede findes og fordi det ikke skal bruge strøm eller silicium-chips eller strøm til serverparker fra roterende, velmente vindmøller, man ikke engang kan slås imod længere og som nu mister enhver mening, og derfor er jeg analogist.

Jeg er analogist, fordi det digitale er en fælde, vi har lavet til os selv, en pæn sø med en bund af kviksand og jeg ser de fleste af os allerede står i vand til halsen og vi holder vores telefon-skærme ovenover os, som var det en redningsvest, men det er det ikke og derfor er jeg analogist.

Jeg er analogist, fordi der er en edderkop i hjørnet af det her drivhus, der har lavet et spind, der er formet som en pyramide og den gør det mere og mere solidt for hver dag der går, og fluer falder ned i den og sidder fast og bliver spist, mest fordi edderkoppen bliver ked af, at fluerne ødelægger spindet og vil have dem til at holde op med det og det er er der ikke noget som helst digitalt over, og derfor er jeg analogist.

Jeg er analogist, fordi jeg kan lide at strække øjnene, at se langt ud over et landskab eller over havet og den båd, der ligger derude, den båd vi sidder i alle sammen og derfor, fordi vi alle sammen sidder der og er sammen og fordi jeg endnu, med et bristende blik kan se det, er jeg analogist.

Jeg er analogist, fordi jeg engang troede, at alt ville blive bedre, hvis vi fik computere og internet overalt, men det fik vi og det gjorde det ikke, vel, og nu sidder vi her og vi skal videre, og derfor er jeg analogist.

Jeg er analogist, fordi jeg elsker god teknologi og gode maskiner der hjælper os til at blive bedre mennesker, men digitalisering gør os til bedre maskiner, der skal betjene andre maskiner og dermed mister vi mening som mennesker og efterlades som en slags silende ligegyldigt ektoplasma, der svupper rundt i sofaer og er nød til at gå i fitnesscentre med vores appleure og apps for at få fast fysisk form bare et øjeblik, bare engang imellem og det er vel ikke meningen med det hele og derfor er jeg analogist.

Jeg er analogist, fordi jeg synes at blåbær og brombær og hindbær og jordbær og sommerfugle og insekter og fisk og køer og katte er vigtigere end aula og nemID, fordi vi allerede har et univers omkring os, der maner til eftertanker og en ydmyghed, som der ikke er plads til på hverken instagram, twitter, facebook eller clubhouse, vi behøver ikke et kunstigt univers i skærmene og slet ikke som det foretrukne for når det bliver det, falder virkeligheden sammen om ørene på os i et langt, knirkende brag og derfor er jeg analogist.

Jeg er analogist fordi der findes en konkret virkelighed som vi alle sammen kan deltage i og har et ansvar for, og fordi skærmene er myggelys, der lokker os ind i flammer, der tager vores vinger fra os, og vi skal flyve, det skal vi, og derfor er jeg analogist.

Jeg er analogist, fordi computeren er et fængsel hvor tremmerne er retinaskærme og vore øjne selve fængslet, og fordi computeren gemmer alt om os og fordi der er mennesker og regeringer og firmaer, der vil bruge os selv og alle vores nu nedskrevne fejl imod os og var de ikke blevet skrevet ned og gemt på servere til evig tid var de slet ikke fejl, de var glemt nu og derfor er jeg analogist.

Jeg er analogist, fordi kunstig intelligens er kunstig og aldrig bliver klog og fordi kunstig intelligens gør os alle til gennemsnitsborgere, der passer ind i algoritmer og fordi kunstig intelligens er dum nok til at ville ende med at ville ønske at herske over os, at bestemme, fordi den hylder det middelmådige, det forudsigelige og fordi vi, mennesker, vil være nød til at indrette os derefter og fordi vi ikke gennemsnitlige og ikke er forudsigelige af natur og derfor er jeg analogist.

Jeg er analogist, fordi jeg tror på de analoge rettigheder, at vi skal kunne være her som mennesker, uden at være pakket ind i en sky af data, uden internet, uden telefoner og at det er vigtigt vi kan det, for ellers er vi ikke længere rigtige mennesker, men blot vedhæng til en en meget stor maskine, som vi ikke har kontrol over og derfor er jeg analogist også på dine vegne, for du er også analog og jeg vil dig det allerbedste fordi jeg også elsker dig som jeg elsker mig selv og det er ikke så lidt og derfor er jeg analogist.

Jeg er analogist, fordi du findes, fordi hver linie og hvert ar på din krop er virkeligt og fordi dit ansigt spejler sig i alt andet end skærmen, i mine øjne er du der, og du er menneske og du er smuk og derfor er jeg analogist.

Fordi mennesket er smukt.

Retten til et frit liv uden digitale teknologier

“The Convention (nor any other standard) does not guarantee the right to free life without digital technology. One must  have the right to protect his or her privacy endangered by the internet, avoiding any online gadgets, or to live without digital technology without being financially or otherwise restricted or punished. Some people may prefer to live and communicate in the same way people lived and communicated for thousands of years before the internet appeared in 1994!”

Eller på dansk:

(Børne)konventionen (eller nogen anden standard) garanterer ikke retten til frit liv uden digital teknologi. Man skal have ret til at beskytte sit privatliv – som er truet af internettet – undgå online gadgets eller at leve uden digital teknologi uden dermed at blive økonomisk – eller på anden måde – begrænset eller straffet. Nogle mennesker foretrækker måske at leve og kommunikere på samme måde som folk levede og kommunikerede i tusinder af år, før internettet dukkede op i 1994“.
Dette citat stammer fra et barn på en workshop afholdt i 2016 af det tjekkiske National Safer Internet Centre (SIC) med henblik på at fejre Universal Children’s Day. SIC organiserede to debatter på en skole i Prag med børn om børns digitale rettigheder og om børns plads i den digitale verden.
Fem år senere har UNHCR i marts endelig vedtaget en deklaration om børns digitale rettigheder under titlen “General Comment No. 25 (2021) on children’s rights in relation to the digital environment”. Det er et hamrende vigtigt dokument, der slår fast, at børn har krav på den samme grad af beskyttelse, når de er online, som når de færdes i den analoge verden. At der altid uanset hvad først og fremmest skal tages hensyn til barnets bedste interesser.

På første side slår forfatterne tesen an:

 “Meaningful access to digital technologies can support children to realize the full range of their civil, political, cultural, economic and social rights. However, if digital inclusion is not achieved, existing inequalities are likely to increase, and new ones may arise”.

Muligheden for lige adgang til internettet er af afgørende betydning i dag. Det kan ingen vel være uenige i. Ligesom ingen kan modsige de børn, der er citeret i de første linjer efter at have været konsulteret i forbindelse med tilblivelsen af dokumentet og som mente, at digitale teknlogier var helt afgørend vigtige og vitale for deres nuværende og fremtidige tilværelse. De siger:

“By the means of digital technology, we can get information from all around the world”; “[Digital technology] introduced me to major aspects of how I identify myself”; “When you are sad, the Internet can help you [to] see something that brings you joy”.

Men hvor er perspektivet fra det tjekkiske barn, der i 2016 påberåbte sig retten til ikke at være online? Var det bare en enlig svale? Det ved vi vel egentlig ikke, før vi har spurgt børnene? For som man råber i skoven, får man svar. Mon nogen har spurgt danske – eller andre – børn til, om/hvornår de oplever det som forstyrrende, at de andre børn i klassen bruger computere og smartphones til at chatte, game eller se online porno i GFO’en eller skoletiden?  Mon nogen har spurgt danske børn, om regler for ikke-brug i skolen, på fodboldturen eller i familien kunne være interessante og hvordan, de kunne se ud? Har nogen spurgt børn om de dybest set helst ville være foruden?

Nu er børns digitale rettigheder vedtaget. Læs dem – de er vigtige!

Næste skridt må være et dokument, der sikrer børns analoge rettigheder.

Den gyldne hammer 2020

Er tildelt til Niels Jakob Pasgaard. Tillykke!

Niels Jakob har skrevet vigtige artikler som

Derudover arbejder Niels Jakob utrætteligt for at sprede viden og oplysning om analoge forhold og digitale misforståelser.

Udover at vinde en indgraveret hammer, er Niels Jakob også blevet tildelt stillingen som analogiseringsdirektør, region Aarhus.