For nogen uger siden skulle jeg med bussen og nå et vigtigt møde. På vej mod stoppestedet lod jeg mig distrahere af en glemt jakke på et offentligt anlæg og blev kortvarigt lammet af den sære tristhed, der kan være over noget, der tydeligvis er smidt væk, med vilje, af en der bor på gaden og som har sovet i den jakke et GODT stykke tid og nu ikke orker at bære videre på den og derfor har efterladt den som en ham, der er krænget af, startende dagen somom det ikke kom til at ske igen, det med at sove på gaden, ALDRIG mere!, ikke igen aften og slet ikke i morgen, som om alting er godt, nu og helt almindeligt, fordi solen skinner og det er mildt og varmt og jeg tænkte: Sådan har vi det alle sammen, vi starter på en frisk, hver dag, vi river timer og sekunder ned af alle hylder og lader som om alt er nyt, NU!
Den jakke stod jeg altså og så på et øjeblik og jeg tog også et billede og da mit kamera er langsomt, tog det også LIDT tid.
Klokken var lidt i 8 i følge mit analoge armbåndsur – mit møde var kl. 9, der var GOD tid.

Jeg ser op og begynder at bevæge mig de sidste meter mod bus-stoppestedet, kun for at se bagenden af bussen køre væk fra mig i en fanfare af gult.
Det gør ikke noget, tænker jeg, for bussen kører jo tit herfra, faktisk hvert kvarter og jeg har GOD tid endnu og jeg tænker over udtrykket: God tid, der samtidig betyder at der er noget der hedder DÅRLIG tid for når tid bliver dårligt er der for lidt af den, den rådner som et æble og tid, der er for lidt af, er tid, der bliver brunt og ophører, standser, går i stå og får verden til at fryse.
Jeg stiller mig foran stoppestedet og går i stå.

Jeg ser på folk i biler, der holder i kø på vej på arbejde og glæder mig over, at jeg skal tage bussen i stedet. Så ser jeg op på standeren ved stoppestedet, der via grå tal på et lcd-display fortæller mig, at der er 16 minutter til bussen kommer. På standeren, der hvor KØREPLANEN engang var, står der, at jeg imens kan følge bussen LIVE via en APP, der har det ekstremt kommunikationsafdelings-brainstormede navn: BUSTER! De må have haft en fest, da de fandt på det: BUS-TER.
Haha.
Kommunikationsfolkene fra Movia mener jeg bør, at jeg skal, scanne en QR kode, så kan jeg følge min bus som et virtuelt billede, og det er min bus fordi det er den næste og fordi der står den kommer om 16 minutter og så kan jeg nå det hele, tænker jeg, den bus, MIN bus, kan nogen se på skærm på en smartphone, men ikke jeg, for jeg har ikke smartphone med og selvom jeg havde haft een, så ville jeg ikke installere BUS-TER, for det kommer min bus jo ikke hurtigere frem af og hvem har så noget ud af, at jeg står og glor på en tegneseriebus på en smartphoneskærm, udover, selvfølgelig, den lårklaskende kommunikationsafdeling, der sikkert vil have min mail og mit navn og alle mine data først…

Jeg kan heller ikke få at vide hvilket klokke-slet bussen går. Det er hemmeligt og det står ikke på standeren, MOVIA vil ikke længere vise en KØREPLAN længere, ikke som før, hvor der var et stykke lamineret papir med TIDER og TID, men det var dengang, for MOVIA, der også elsker rejsekort og som sagt apps og QR-koder, har simpelthen fjernet alle tidsangivelser for, hvornår bussen kommer, her, NU. Og jo, køreplanerne havde man faktisk ind til for få år siden – en liste over afgange og ca. minuttid og måske har de dem stadig inde hos MOVIA, men vi må ikke se dem, kun på vores telefoner, på REJSEPLANEN, som man så kan stå og fumle med på sin smartphone, i sol eller regn eller sne..

Nu er tiden plastisk og det er meget mærkeligt, det digitale er jo binært og absolut, hedder det sig, men her er det digitale ikke til at stole på, det er som en å der både er ramt af stormflod og tørke og den svulmer og tørrer ud fra sekund til sekund, undtagen for MOVIA, der sidder og gnægger i kommunikationsafdelingen og peger på alle os passagerer, der så ikke kan hænge MOVIA op på forsinkelser eller aflysninger, mens bussen kører og driver som det passer den, som et råddent blad, der danser i en pyt under tunge regndråber.
Jeg har kun den der skærm og nogen grå tal, som MOVIA påstår går mod nul, en grå skærm der angiveligt viser hvor mange minutter der går, FØR bussen kommer.
Den har nu bevæget sig ned i tid. 4 gode minutter er der tilbage, skriver skærmen, mens den virkelige bus kører rundt inde i en masse smartphones jeg ikke har. .

For de 4 minutter passer ikke med det, mit analoge armbåndurs fjedre og tandhjul presser frem gennem sine dirrende visere.
I følge det, uret, så er klokken altså 20 minutter over otte. Og hvis det er rigtigt, og uret ikke har U-RET, så skulle bussen have været her for 4 minutter siden, men det var den ikke eller måske var den, men kun på nogen andres smartphones, og jeg stod jo lige her og så ud på vejen og tænkte på tid, der GÅR og tid der kommer og god tid og dårlig tid og det sidste, det er jeg ved at have en hel del mere af end det første og fire minutter senere er bussen stadig ikke kommet og nu viser skiltet 2 minutter, eller rettere bare tallet ‘2’, og måske er det derfor, måske er det ikke minutter, men en hemmelig, bøjelig MOVIA-enhed, en kode til noget, jeg ikke har forstået?

Til sidst, til aller aller-sidst efter otte minutter, ikke fire, så kommer bussen endelig duvende og jeg stiger ind og jeg ved jeg kommer for sent til mit møde og det gjorde jeg, men jeg krænger det af mig, som en digital slangeham og sætter mig og ser ud af vinduet, for nu kan jeg ikke gøre mere, bevægelsen er påbegyndt, jeg har igen god tid, ligetil jeg ankommer, for så skal jeg skynde mig, så skal jeg skridte ud, småløbe, haste fremad…
Og mens jeg ser ud af vinduet klikker noget stort, tungt digitalt rundt og drejer tiden som det passer den, som det passer MOVIA, bevægerne.

Jeg ser på mit Citizen Automatic på venstre hånd. Hvis jeg lægger øret helt tæt til det, så siger det TIK.
TAK for det, tænker jeg og åbner jakken.

Men hvad er klokken? Egentlig? Og sidder jeg nu, i virkeligheden, inde i en smartphone, der tæller ned? Hvad ER klokken?
Og hedder alle vi passagerer nu Buster?
Og standser denne bus nogensinde, igen?