Skærmene og det gode børneliv

 

Stine Liv Johansen og Thomas Enemark Lundtofte er blevet bekymrede som følge af den seneste tids debat om børns og unges skærmbrug. I den anledning præsenterede de den 1. juni 2023 et forsvarsskrift for dén totale omfavnelse af børnenes brug af skærme, som vel har været deres væsentligste bidrag til skærmdebatten hidtil.

Nu er man fra politisk side ved at få øjnene op for, at man kan anskue brugen af skærme og sociale medier på andre måder, end hvad tech-lobbyen og dens allierede blandt højt placerede medieforskere hidtil har foreslået: Måske er børns og unges overdrevne brug af sociale medier ikke blot udtryk for at ”legen er flyttet online”. Måske betyder det noget, og ikke kun noget godt, at næsten halvdelen af de unge dagligt bruger mere end 4 timer af deres sparsomme fritid på skærmene. Måske går det ud over skolens og fritidspædagogikkens forpligtende, dannende fællesskaber, når halvdelen af børnene skærmer sig fra dem, hver gang noget opleves som kedeligt eller svært.

Måske skyldes de to medieforskeres bekymringer i virkeligheden, at der er ved at snige sig nogle flere nuancer ind i debatten om vores skærmforbrug, så deres fortælling om, at man overhovedet ikke bør bekymre sig, ikke længere står helt uimodsagt? Tænk; pædagoger, forældre og politikere har også en mening om, hvad det gode børneliv er – og endda en idé om, at det ikke kun foregår på såkaldt “sociale” medier på skærmene, men også ude i det virkelige, levede liv?

Johansen og Lundtofte anklager med den ene hånd politikerne for at forlade sig på “selektiv viden”, mens de med den anden hånd afviser enhver undersøgelse, der så meget som antyder en forbindelse mellem overdreven skærmbrug og mistrivsel. Man skal ikke lytte til professor Anna Lembke, der er en af verdens førende afhængighedsforskere, når hun advarer om de sociale mediers afhængighedsskabende mekanismer. Man skal ikke lytte til WHO, der anbefaler grænser for små børns tid med skærme. Man skal ikke lytte til US Surgeon General, der netop har udsendt en rapport med anbefalinger om at begrænse børns og unges tid med skærmene.

Til gengæld skal man stole nærmest blindt på den forskning, der bekræfter de standpunkter, man allerede på forhånd har etableret: Der er ikke entydig evidens for, at børns og unges skærmbrug er problematisk. Det fravær af evidens bruger man til at konkludere, at der ikke er noget problem, selvom det for de fleste forældre og for mange skoler og fritidstilbud, er svært at overse problemerne med den overdrevne skærmbrug. Her kan man da for alvor tale om forlade sig på ”selektiv viden”, og man må undre sig over, hvorfor der ikke gælder en form for forsigtighedsprincip på dette område: Hvis vi ikke er sikre på, at børns nærmest ubegrænsede brug af skærme er uskadeligt for dem – kan vi så tillade at børnene bruger dem i så stort omfang, som det er tilfældet?

Vi kan, efter vores mening, ikke blive ved med at træde rundt i den samme fortælling om, at enhver bekymring og enhver opfordring til forsigtighed ift. børns brug af skærme, er udtryk for moralsk mediepanik – et udtryk medieforskere ofte bruger, når nogen kritiserer børn overdrevne brug af skærme. Vi kan ikke blive ved med at acceptere, at enhver pædagogs og forælders insisteren på, at børnenes tid med skærmene må reduceres, så de også kan være i verden på andre måder end gennem skærmen, kaldes ud som et overgreb på børnene og de unge.

Pædagogik handler om, at de voksne tager ansvar for den opvoksende generation. Det betyder blandt andet, at de voksne må gøre sig forestillinger om, hvad det gode børne- og ungdomsliv er, så de kan sætte rammerne for det. Samtalen om dét, har vi forsømt ift. skærmenes rolle i børns og unges liv.

Det er på tide, at vi begynder på den samtale, og det er af allerstørste vigtighed, at vi ikke kun lytter til tech-lobbyen og de mere eller mindre lukkede fagfelter, der har en særlig interesse i børns liv på skærmen. Vi må også lytte til forældre, lærere, pædagoger, forskere (inden for mange forskellige fagfelter) og politikere: Verden er større end skærmen. Lad os prøve at hjælpe hinanden, og ikke mindst børnene, med at løfte blikket og få øje på det.


Kunne du lide, hvad du læste? Så få indlægget trykt på en t-shirt. På den måde kan du give vores arbejde et like i den fysiske verden. Vi kalder konceptet “Opinionsmode”.

Generation Analog: En genskabt klassiker til LP

Det skortede ikke på fantasi i 80erne, hvor Audio-Technica lancerede en kombination af to ting, der tegnede tiden: LP-plader og…burgere.

Resultatet var The Sound Burger, et underligt monstrum af en pladespiller, som nu er blevet gen-produceret i anledning af dens 60 års jubilæum – nu, balancerende på kanten af det analoge spektrum – med indbygget bluetooth, så der ikke er brug for ledninger til hovedtelefoner – der er dog stadig et stik.
Herfra styrelsen synes vi Sound Burger sjov og pæn, men hvis du alligevel skal bruge penge på en pladespiller, så køb dig en rigtig een af slagsen – f.eks Audio-Technichas egen fuldt analoge AT-LP7.

Mere om Sound Burger her: https://www.audio-technica.com/en-us/at-sb2022

Nej, mennesker er ikke nogen røvhuller – du er for meget på nettet!

Hvis man følger med i nyhedsstrømmen og deltager i debatter på sociale medier, kan man meget nemt få det indtryk, at mennesker generelt er nogen onde, selviske, selvhævdende røvhuller, der tilsyneladende lever for at være grove ved andre.

Men det er der en logisk forklaring på, siger forfatteren Mark Manson, der mener at manglende omsorg og kærlighed til sine medmennesker, ja kynisme, er ligefrem proportionalt med den tid man tilbringer on-line – altså: Jo mere tid du er på nettet, des mere kynisk bliver du og jo dårligere synes du om dine medmennesker.

FORSKNING
Men det er der faktisk ingen grund til, siger han.Et hold forskere fra Stanford, nåede for nylig frem til, at 74 procent af alle konflikter på det notorisk konfliktfyldte sociale medie Reddit, er startet af kun 1 % af alle brugere. Men det bliver værre endnu, for de fleste af de konflikter, de blev ikke udkæmpet af den ene procent, der startede dem, men af uskyldige, der følte sig kaldet til at gå ind i diskussionen.

Det hedder ‘negativ bias’ – at vi oplever negative kommentarer vigtigere end positive, og derfor synes vi skal deltage i en negativ debat for at gøre den bedre. Men mennesker er faktisk generelt gode ved hinanden, viser et par centrale tal, som Mark Manson har taget fat i:

  • Kun 1 % af den svenske befolkning står for 63 procent af al voldelig kriminalitet.  Det betyder at 99 % af befolkningen ikke begår vold.
  • Kun 3% læger står helt alene for næsten halvdelen af al fejlbehandling, hvilket betyder at hovedparten af lægerne gør det godt.

Der er masser af andre eksempler på, at det er de få, der fylder for meget i vores hoveder i artiklen her: https://markmanson.net/most-people-are-good

1 %
Hvis vi nu bruger 1% tallet igen, og siger at ud af 100 mennesker du møder på en uge i den virkelige verden, så er der EN af dem, der virkelig kan gøre dig i dårligt humør og ødelægge din dag. På en almindelig uge, ville du nok være ret uheldig hvis du overhovedet mødte den plageånd.

Men du er ikke længere kun i den fysiske verden – du er online. Og tænk lige over hvor mange mennesker, du kommer forbi DER, hver eneste dag? I nyhederne. Og på sociale medier. En indlysende og synes vi i styrelsen, logisk konklusion på denne viden må være, at det er vigtigt ikke at bruge for meget tid på de sociale medier og nyhederne. Brug din tid på dine medmennesker. For de fleste af dem, er altså gode nok.

Illustration fra undersøgelse af konflikter på Reddit fra Standford

Analogiseringskommission

I Sverige diskuterer man om det er på tide med en analogiseringskommission der skal granske om digitalisering bør begrænses eller afvikles:

Digitaliseringen saboterar våra barns skola
En analogiseringskommission borde utreda på vilka områden digitaliseringen bör dämpas eller rivas upp

Læs mere på netmediet Fokus (desværre bag paywall)

Artikel: Giv borgerne retten til at være analoge tilbage

Digitaliseringsministeren er nødt til at være åben for, at visse borgere foretrækker en analog relation til det offentlige, når de skal have hjælp, skriver lederen af Center for Digital Velfærd Irina Papazu og postdoc Søren Skaarup fra IT-Universitet.

Vores nye digitaliseringsminister Marie Bjerre mener, at det vil være at gøre borgerne en bjørnetjeneste at gøre det lettere at være analog i kontakten til det offentlige. Det ville være at lade de ikke- eller mindre digitale i stikken. De skal hjælpes, motiveres og nudges til at tilegne sig de digitale kompetencer, de tilsyneladende mangler, så de kan blive fuldgyldige medlemmer af det digitaliserede samfund.

Det er svært at være uenig med ministeren i, at alle borgere der ønsker at blive bedre til det digitale, skal have mulighed for at blive præcis så digitale, som de ønsker og magter. Det vil være godt for borgeren selv og for samfundet.

Men det kan sagtens forenes med, at alle borgere i kontakten med det offentlige skal have mulighed for at være så analoge, som de har behov for at være. Synes du, det lyder farligt? Så hæng på lidt endnu!

Det digitale slår ikke altid til

Forestil dig, at du er en borger, der skal ordne noget med det offentlige. Du skal måske ansøge om en ydelse, en service eller en tilladelse, eller du skal indberette f.eks. skat eller flytning – og du skal som udgangspunkt gøre det digitalt. Af en eller anden grund er du i denne situation ikke helt tryg ved at gøre det selv. Hvad gør du så?

Du kan ”ringe til en ven”, hvis du har nogen i dit netværk, som du tror har mere styr på situationen end du selv har, og som du i øvrigt synes skal have lov at få indblik i det, det handler om.

Du kan kontakte den myndighed, der har ansvaret og bede dem om hjælp (hvis du kan komme igennem til dem), du kan gå på biblioteket eller i borgerservice (hvis du kan få en tid, og de har åbent, når du kan), eller du kan trække på nogle af de frivillige organisationer, som tilbyder hjælp.

Eller du kan give op, fordi den hjælp, du har brug for, ikke er let for dig at få, eller du ikke har overskud og kræfter til at opsøge den. Disse scenarier skulle være nogenlunde udtømmende for, hvad borgere der ikke kan klare tingene selv kan gøre. Og det gør de allerede i dag. (Der er et yderligere scenarie: fuldmagter – men det er en problemstilling til en senere klumme).

Retten til at være analog

Forestil dig nu, at vi i morgen besluttede, at det ikke længere var obligatorisk for borgerne at betjene sig digitalt i forhold til det offentlige. Hvad ville der ske?

Når man lufter denne tanke for beslutningstagere, ser de tilsyneladende for sig en hær af borgere, der lægger de offentlige telefoner ned og danner kilometerlange køer foran borgerservicecentrene. Men hvorfor tror de egentlig det? Indimellem fornemmer man, at de antager, at borgerne simpelthen er for dovne eller dumme til at gøre tingene digitalt, hvis man ikke lægger pres på dem. Samtidig siger de også, at borgeren efterspørger mere digitalisering, fordi det er smart og nemt for dem. Det hænger jo ikke rigtig sammen.

Forestil dig nu, at du er den dovne borger. Du skal ordne noget med det offentlige og vil gerne bruge så få kræfter som muligt på det. Din eneste forhindring, antager vi, er dovenskab. Hvad gør du så? Bruger lang tid i en telefonkø? Bestiller tid i Borgerservice til en anden dag og bruger tid på transport og ventetid – måske i arbejdstiden? Eller ordner du det hjemmefra, digitalt? Vores gæt er, at du nok gør det sidste.

Dem, der ville opsøge hjælp, hvis digital selvbetjening ikke var obligatorisk, ville efter al sandsynlighed stor set være de samme, som opsøger hjælpen i dag. Men det ville ikke længere være inden for rammerne af en diskurs, hvor det ikke at være tilstrækkeligt digital ses som en mangel ved borgeren. Og hvor den mindre digitale borger ses som en, der ikke kan ”følge med”, ikke er ”kompetent” eller ikke er ”motiveret”.  Med andre ord vil det være en mere værdig og inkluderende tilgang, end den vi har i dag.

Men det ville også stille nye krav til visse myndigheder. De myndigheder, der i dag har en utilstrækkelig service over for de mindre eller ikke-digitale, ville skulle forbedre denne service. De myndigheder, der ikke giver borgerne mulighed for personlig betjening, ville skulle overveje, hvordan de bedst muligt sikrer hjælp til de borgere, for hvem personlig betjening er den bedste løsning. Det kunne f.eks. være ved at give de kommunale borgerservicecentre bedre muligheder for at hjælpe på myndighedens område og/eller ved at støtte de frivillige organisationer, så de bedre kan hjælpe borgerne på vej.

Ingen ønsker sig papirblanketten tilbage!

Det er vigtigt at slå fast, at INGEN ØNSKER SIG PAPIRBLANKETTEN TILBAGE! Det er en stråmand, som alt for ofte bliver sat op. Alternativet til at borgeren sidder derhjemme og gør tingene selv på egen hånd er ikke at stikke dem en papirblanket, men at borgeren enten får hjælp derhjemme over telefon eller video eller fysisk sammen med en, der har mere forstand på det end borgeren selv.

Hvorfor har borgerne brug for hjælp?

Det er vigtigt at huske, at der også inden digitaliseringen var borgere, der havde brug for hjælp; de udfordringer, de havde dengang, er langt henad vejen de samme, som de har i dag.

For nogle er det det digitale i sig selv, der er den største udfordring: man kan have svært ved at bruge teknologien, eller man har ikke adgang til den. Men for mange betyder andre ting mere. Hvis man har problemer med at læse og skrive eller ikke er god til dansk, kan det være svært at klare tingene selv. Hvis man står i en situation, man aldrig har været i før, kan man mangle det mentale landkort, der gør situationen overskuelig. Der kan man have behov for at få hjælp til at sikre forståelsen og få skabt overblik og retning, inden man eventuelt selv fortsætter processen.

Der er flere andre grunde til, at man kan have brug for hjælp. Men digitale kompetencer er i det store billede en mindre udfordring. Derfor er det så afgørende, at der altid er gode analoge alternativer til rådighed for de borgere, der har brug for dem. Og det er vigtigt at forstå, at når alternativer efterspørges, er det ikke, fordi borgerne er dovne eller dumme, men fordi en støtte er nødvendig, for at de kan føle sig trygge i processen. Det burde Marie Bjerre have øje for.

Læs også: Analogisering for et bedre samfund – kronik bragt i Politiken 4.8.2022

Sansbar, hed og kold

“Slår man op på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside – og Digitaliseringsstyrelsen er en af de allermest centrale kommandoenheder i den nuværende statsadministration – er det allerførste, der møder én, mottoet ‘Fordi hverdagen er digital’. Nærværende kapitel er tværtimod skrevet på den overbevisning, at hverdagen er så analog, som noget overhovedet kan være – sansbar, hed og kold, våd og tør, fuld af berøringer, salte tårer og en puls der hæver sig under ophidselse. Det er ikke trendy.– Klavs Birkholm

Citat fra: FRA VELFÆRDSSTAT TIL OVERVÅGNINGSSTAT

Hvilken rolle spiller analoge aktiviteter i oplevelse af lykke?

Se selv om du kan spotte de analoge elementer på denne liste, udfærdiget af økonomerne Alex Bryson og George Mackerron


Via Svend Brinkmann

Vellykket analogisering i Herning: Mere tid til hinanden

I Herning kommunes dagtilbud til handicappede, har man valgt den kloge, analoge vej: De slukker for halvdelen af computerne og den anden halvdel har de gemt væk.

‘Herning Kommune vil stadig skulle lave mål for de handikappede. Men holdningen er, at man måske selv har skabt det system, man nu river ned. Og ifølge kommunen vil man undersøge, om man kan dokumentere både mere analogt og i fællesskab med borgerne.

– I fremtiden kan det være, at vi skal tegne borgerens mål. Eller måske bygge det i legoklodser. Så hvor vi før sad og arbejdede med målene på vores computere, så skal vi nu arbejde med dem sammen med borgerne, fortæller leder Hanne Munk.’
‘Camilla Lund Nielsen glæder sig til, at hun som bruger af dagtilbuddet kommer til at mærke ændringen.
– Jeg tror, at vi får meget mere samvær, og at vi får det meget mere sjovt, når personalet ikke skal sidde så meget bag skærmen, siger hun.’

Læs mere hos TV-Midtvest: https://www.tvmidtvest.dk/herning/herning-kommune-slukker-computeren-til-gavn-for-de-handikappede

Analog guide

Vi fik i morges en mail fra en læser:

Kunne det ikke være jer der hjalp os andre med en guide til konkrete løsninger på problemer som netbank, mobile pay, kamera og logins derfastholder os i det digitale liv med telefoner ved hånden hele tiden? Jeg er sammen med kolleger ved at lægge an til at gå “dumbphone” i en periode, men der er løsninger der skal findes først.

Det er en oplagt ide. For der findes faktisk en række brugbare tips til at bevæge sig ind på det analoge spektrum (som er en sti der begynder ved mindre digitalisering). Der findes gode og dårlige dumbphones fx. Der findes vejledninger til rettigheder for kontakt med forvaltningen. Men der også en fare for at vi begynder at skrive i øst og i vest, uden at vide hvad de vigtigste behov er. Derfor vil vi gerne opfordre skribenten fra i morges, og alle andre der læser dette, til at komme med forslag til de mest nødvendige guides. Brug mailformularen nederst på denne side.

Indtil da: en guide til de bedste dumbphones i 2023 (se om ikke du kan finde en brugt på den blå avis). Jeg anbefaler at man køber en Nokia 8110! Eller læs: Guiden til udmeldelsen af det digitale danmark.


Opdatering

I sidste uge skrev Jesper:

I jeres telegram fra 31. marts beder I læserne om guides til analoge alternativer til smartphonens funktioner. Jeg er ikke helt sikker på, om I mener links til guides på nettet eller læsernes egne tips, men her kommer altså mine egne tips:

Netbank: Kan klares hjemmefra på en computer.

Kamera: Man kan få både analoge og digitale kameraer, der ikke er indbygget i telefoner, men man behøver ikke tage fotografier af alting. Nogle ting kan man gemme i sin erindring som et minde.

Mobile pay: Kan gnidningsfrit erstattes med sedler og mønter. Det nemt og hurtigt og fungerer altid.

Kort og GPS: Man kan bruge et fysisk kort. Krak udgiver desværre ikke trykte kort længere, men med lidt tålmodighed kan man finde et forholdvis nyt eksemplar i et antikvariat. Ellers ligger der kort på Kraks hjemmeside. Det er så ikke analogt, men man kan orientere sig på kortet, inden man tager af sted, og memorere ruten eller skrive det relevante kort ud. Man kan også spørge en forbipasserende om vej – folk bliver typisk overraskede og tror først, at man vil have penge af dem, men når de forstår, at man bare vil spørge om vej, er de som regel hjælpsomme, og det er hyggeligt at interagere lidt med lokalmiljøet.

Musik: I stedet for at høre musik via sin telefon, kan man gå og synge selv. Det plejer jeg at gøre, og det føles enormt godt. Engang var der en kondiløber, der stoppede og sagde til mig: “Jeg elsker, når du går og synger”. Ellers kan man også få bittesmå mp3-afspillere. De er selvfølgelig digitale, men de fungerer uafhængigt af internet.