Den analoge omstilling 2: Skærmen ud af de voksnes liv

“Den her opdatering bliver ikke populær. Men jeg er nødt til at skrive den. For som kulturminister kan jeg ikke længere holde ud at høre om børns skærmforbrug, uden vi samtidig forholder os til os voksnes skærmforbrug. For de to ting hænger uløseligt sammen. Det er en del af det samme problem. Det rækker langt udover PISA-resultater, skærmregler, skolepolitik og opdragelse.

For det, vi ser i de her år, er et KULTURproblem. Vi kæmper en kulturkrig. Måske når vi ikke engang at forstå, at krigen er i gang, før vi har tabt.

Vi har helt ukritisk ladet amerikanske og kinesiske teknologivirksomheder stjæle vores opmærksomhed. Vi har accepteret, at vores evne til at koncentrere os og være nærværende er blevet flået i stykker. Det er selvfølgelig mest kritisk for børn, der er lige dér i livet, hvor hele fundamentet skal lægges. Men i virkeligheden er vi stort set alle sammen blevet små junkier, der længes efter det næste dopaminkick: En video, en update, en notifikation, et like.

Engang længtes man efter at holde fri fra hverdagens forstyrrelser. Drømmen var at fordybe sig i en bog, en samtale, et håndarbejde, en rejse, en gåtur. Nærvær med familie eller venner var fritidens naturlige fokuspunkt.”

Linked-in opslag ved Kulturminister Zenia Stamp, der også adresserer den ANALOGE OMSTILLING: https://www.linkedin.com/feed/?highlightedUpdateUrn=urn%3Ali%3Aactivity%3A7504519705752170496&highlightedUpdateType=REACTIONS_BY_YOUR_NETWORK&origin=INAPP&highlightedUpdateTrackingId=ils%2B0dGVTquVhgtyOvfx%2FA%3D%3D&showCommentBox=true

Og hun fortsætter:

“Og nu kommer kunstig intelligens så og fuldender rejsen. For nu behøver vi ikke engang fordybe os for at skrive en opgave eller lave en festsang. Vi kan lige holde fokus til at skrive et par stikord ind i chatGPT, og så kan den gøre alt det bøvlede arbejde for os. På den måde er cirklen fuldendt.

Rastløsheden gør os til zombier og stjæler det mest dyrebare, vi har: Tid. Nærvær. Fællesskab. Fokus. Kultur. Og det er vores børn, der betaler prisen. Vi mister vores børn, det sker lige nu. Hvis det ikke er et wake up call, så ved jeg ikke, hvordan et wake up call skal se ud.

Så hvordan forhindrer vi, at sociale medier og kunstig intelligens æder vores opmærksomhed, så vi bliver fraværende forældre. Dårlige venner. Udannede demokrater. Hvordan gør vi? Det er vor tids store diskussion. Det er det, vi skal tale om, før det er for sent.”

Den analoge omstilling: computerne ud af politikernes liv

Danmark befinder sig midt i den analoge omstilling, og nu er politikerne begyndt at fjerne computerne fra Christiansborg, så de bedre kan tænke:

Han lader det retoriske spørgsmål hænge ubesvaret i det store kontor. Det er møbleret med et langt bord med stole og et sæt sofaer. Intet skrivebord, ingen computer. Det har den 45-årige top-socialdemokrat ikke haft siden 2018, for han bryder sig ikke om at starte arbejdsdagen med at logge ind på en skærm. Endnu et benspænd. Når han skal skrive kronikker eller svare på mails, gør han det på sin sort/hvide telefonskærm.

Læs historien på DR.dk

Leder: Det er ikke skærmen. Det er digitaliseringen

Alle har tilsyneladende en mening om hvad der skal gøres for børn i skolen efter offentliggørelsen af endnu en såkaldt PISA-undersøgelse af deres læse- og regne-færdigheder, færdigheder, der tydeligvis er blevet ubeskriveligt meget ringere i løbet af de seneste år. Her er det vigtigt at huske, at PISA-undersøgelserne, der ligenu tages som højeste visdom fra Olympen, hugget i stentavler, har været kontroversielle fra starten af, ja selv undervisningsministeriet skriver på deres hjemmeside  at ‘der er delte meninger om PISA’ og tilføjer at ‘PISA giver et klart billede af en helt afgørende del af folkeskolens formål, men undersøgelsen måler kun på en del af det, folkeskolen skal. PISA er derfor en vigtig undersøgelse, men det skal ikke være – og er det heller ikke – den eneste undersøgelse, vi træffer beslutninger om grundskolen på baggrund af’, selvom det ligenu ser ud til at være lige præsis det vi er ved at gøre, altså træffer beslutninger om Folkeskolen på baggrund af en PISA-undersøgelse.

Et stort flertal af politikerne, heriblandt Statsminister Mette Frederiksen, har allerede udpeget den store skurk og det er det ubestemte ‘SKÆRMEN’. Skærmen er skyld i alting nu. Denne lysende og åbenbart ondt magiske kvadrat æder af vores børns hjerner og gør dem dummere, hver gang de ser på en af dem, det er de fleste rørende enige om.
Det er i øvrigt ironisk, grænsende til det pinlige, at alle PISA-undersøgelser laves på…en skærm! 

‘En ting er hvad vi gør ved skolen, men vi er kollektivt ved at blive dummere. Og det er på grund af skærmen, og den kan skolen ikke løse for os’, sagde Mette Frederiksen simpelthen på et pressemøde torsdag den 10 september i det herrens år 2026, og hvad hun mener med at skærmen skal ‘løses’ må hun diskutere med sin gamle dansklærer, men det gør hun nok ikke. I stedet har hun og regeringen lanceret en lov, der skal FORBYDE skærme og mobiltelefoner i skolerne.
Sådan.
Så kan den lære det, den skærm!

‘Regeringen vil forbyde mobiltelefoner og private skærme i Folkeskolen. Det siger statsminister Mette Frederiksen på pressemødet. Mobilforbuddet skal gå hånd i hånd med en aldersgrænse på de sociale medier for at sikre, at børn får mere tid væk fra skærmen hver dag.
– Når vi foreslår en aldersgrænse for sociale medier og et forbud mod mobiltelefoner i skolen, handler det ikke om at tage noget fra jer, men om at give jer noget tilbage. Jeres barndom og jeres frihed”. sagde Mette Frederiksen i følge Ekstra Bladets frenetiske liveblog.

Sådan lyder altså planen for børnene, der ikke kan læse, skrive eller regne: FORBUD mod sociale medier og mobile telefoner og ‘private skærme’ i folkeskolen. Ordet ‘privat’ er værd at bide mærke i – der er tydeligvis ikke nogen tanker om, at fjerne de bunker af hundedyre licencer til amerikansk software der skaber lyset i de skærme, politikerne selv har skubbet ind i hele landet, også i skolerne, år efter år, under dundrende klapsalver og støvletramp med den fine, glitrende overskrift: DIGITALISERING.

Mobiletelefoner ER allerede stort set bandlyst i alle danske folkeskoler, men det har man åbenbart glemt i begejstringen for at kunne forbyde noget mere. Men det er altså ikke skærmene, det er DIGITALISERING, der har smidt alle skolebibliotekernes bøger ud og erstattet dem med .pdf filer og e-bøger, som ingen læser og som de beviseligt og med oldgammel men ikke for alvor  modbevist forskning, ikke får nær så meget ud af, som hvis de havde læst samme tekst i de bøger, der ikke er der længere.

Og det er i den grad DIGITALISERINGEN, der kommer til at tvinge børnene til at gribe efter den forbudte telefon, ligeså snart de kommer hjem fra skole, ja faktisk allerede når de skal med toget eller bussen og vil bruge den APP, som DSB mener er det eneste saliggørende hvis man skal benytte offentlig transport og det er DIGITALISERINGEN, der tvinger alle borgere til at holde fast i den mobiltelefon, for hvordan i alverden skal vi ellers klare os i en reelt TVANGS-DIGITALISERET verden, som skiftende teknokratiske regeringer, gang på gang på gang har læsset det ene lag SKÆRM ovenpå os, et lag vi er nød til at slæbe med os som en blyjakke uanset hvad vi synes om det, hvis vi vil være i den DIGITALISEREDE verden, den vore politikere holder så meget af, at de ikke engang kan se gennem deres egne skærme for bare mitID og DIGITAL selvbetjening, mens de metodisk og iskoldt brænder det analoge ned bag sig.

Styrelsen minder om, at Danmark kørte glimrende helt analogt indtil for ganske nylig, ja faktisk helt frem til at vi var nød til at bruge PISA-undersøgelser for at forstå hvad problemerne var.

Men hvad så med forbuddet mod de sociale medier? Det er vel en god ide? Well – som loven ser ud nu, er det bare et forbud uden straf, sanktioner eller mulighed for at holde øje med om loven bliver overholdt. Forbuddet er personligt: Børn MÅ ikke og det er åbenbart rasende meget nemmere at give dem ansvaret end at lægge det på TechGiganternes brede skuldre og kræve, at de holder mindreårige væk fra skadeligt indhold? Til gengæld vil vores DIGITALISEREDE stat selvfølgelig tilbyde Zuckerberg og Musk en løsning, som alle skatteborgere skal betale for. Det er selvfølgelig en DIGITALISERET løsning, endnu en APP som kræver en forbudt mobiltelefon – og den har det dystopiske navn: altID og den skal ALLE vi små syngende noder i det DIGITALE Danmark have installeret hvis vi vil tilgå voksenindhold og meget andet på det der internet, der finder sted på de der skærme.

Her fra Analogiseringstyrelsen er vi glade for, at regeringen har fået øjnene op for, at DIGITALISERINGEN er skadelig.
Nu mangler vi så bare, at de tager konsekvensen.
Det vil kræve en gennemgribende analogisering af vores hverdag, en med længsel ventet gen-menneskeliggørelse af det, at være borger, en mulighed for at leve uden en amerikansk overvåget smartphone og med fulde analoge rettigheder, ret til at leve i Danmark uden at være på internettet, ret til at være offline, tilstede.
Så kom nu, folketing. Læg jeres skærme væk, og se op fra Instagram og TikTok, så I bedre kan koncentrere jer om opgaven.
Og kom i gang med at løse problemet i stedet for at symptombehandle. Danmark fortjener bedre.
For skærmen er et symptom.
Problemet er DIGITALISERINGEN. Og som vi har sagt det siden 2018: Analogisering er en fremtiden.
Digitaliseringen var en fejlslagen strategi.

Så hvorfor vente?

PS:Styrelsen giver gerne et helt konkret råd til regeringen: LUK AULA – genindfør kontaktbogen! Det vil alle, ikke mindst forældrene, blive glade for.

Flotteste postkasse i rigsfællesskabet

Fra Sisimiut, Kallaalit Nunaat, hvor de er længere fremme med analogiseringen end i Danmark.

New York forbyder AI i skoler

Mens Danmark angiveligt, efter mindst 10 års nølen, er på vej med en lov, der forbyder Sociale Medier for børn under 15, så er staten New York gået endnu videre: I følge New York Times, vil staten simpelthen forbyde brug af AI blandt skolelever op til 8. klasse – og du må slet ikke bruge din egen skærm. feks på mobilen, før 3de klasse.

When New York City public schoolchildren return to the classroom next week, younger students will be barred from using artificial intelligence. No individual screens will be allowed until third grade. And teachers will not be able to ask A.I. to grade assignments.

Those rules on technology use are part of a sweeping new policy announced on Wednesday by the city’s Department of Education that will place strict limits on digital devices and A.I. tools in the city’s school system — the nation’s largest — particularly for its elementary and middle-school students.

Still, some parents and groups that had called for a two-year moratorium on A.I. in schools said that the guidelines were disappointing.

Under the rules, about 600,000 students in the city’s schools — about two-thirds of all students in New York City public schools — will not be allowed to use A.I. until they enter high school, and even then, it will be permitted only in specific cases.

 

Analogiseringsstyrelsen lykønsker New York for at gå foran med brug af Intelligent Analogisering, IA.

Læs mere her: (betalingsmur) https://www.nytimes.com/2026/09/01/nyregion/ai-ban-schools-nyc.html

Stop bog-makuleringen – Reparer i stedet!

Store techfirmaers behov for data til deres AI er tilsyneladende umætteligt og antager mere og mere brutale former – seneste er det blevet afsløret at AMAZON har købt store partier af sjældne bøger, har scannet indholdet til at træne AI på og efterfølgende fuldkomment skånsesløst makuleret alle bøgerne, noget der må siges at være stærkt ironisk, da netop Amazon som bekendt startede med at sælge bøger!
DEN sørgelige historie kan du læse mere om her: https://www.techtimes.com/articles/324871/20260818/amazon-destroys-rare-books-ai-training-despite-prior-denial-airtag-confirms.htm
Men heldigvis er verden ikke fyldt med typer som de, der styrer Amazon. Der er stadig rigtige mennesker iblandt os, ja, sandsynligvis udgør de et stort, men ligenu rigeligt tavst flertal. En af dem er bogbinderen Charlotte Wainwright, der sætter en ære i at holde gamle håndværk i live. 

Og hun viser i denne video en omvendt Amazon: En fuld, meget smuk restaurering af en meget slidt gammel bog.

Kære Frederik og Nikolai!

I har skrevet at I gerne ville meldes ind, men har ikke angivet e-mail adresse – det gør det svært at svare og igangsætte processen!

Skriv venligst igen.

Sådan klarer du dig i en hysterisk AI-tid

The Hindu har lavet en fin tegnet guide med gode råd til et liv i en AI-hype-hysterisk tid.

Hele tegningen kan downloades og printes her: https://www.thehindu.com/news/resources/71395033-how-to-live-in-the-age-of-ai-by-sillygautamireddypdf

Hvis du har lyst, så lav en version på dansk – og send den gerne til os på davs@analogist.dk

Debattør: Det er løgn at unge elsker AI

I en artikel i ‘Raeson’ tager den 20-årige debattør Marius Buch Holtze bladet fra munden og erklærer: Unge mennesker elsker IKKE AI så meget som medierne påstår!

‘Medierne gør et ihærdigt arbejde for at styrke fortællingen om den del af ungdommen, der bifalder udviklingen, og det er et kæmpe svigt, at man ikke får den anden side af debatten med. Jeg oplevede det selv for nyligt, da jeg blev ringet op af en journalist, der ville have mig i TV for at få et ungt perspektiv på kunstig intelligens. Da jeg fortalte, at jeg ikke selv brugte chatbots og andet generativ AI til mine opgaver, sagde de pænt nej tak til at have mig med i programmet og sagde, at de ville finde en anden’, skriver han blandt andet.

Marius Buch Holtze forventer, at der kommer en modreaktion fra ungdommen snart i form af en bevægelse mod AI:

 

‘På et tidspunkt må de mange utilfredse unge resultere i, at der opstår en bevægelse, der på samme måde som klimabevægelser som Den Grønne Ungdomsbevægelse samler tusinder af mennesker til demonstrationer, får mediernes opmærksomhed og er med til at påvirket store dagsordener. Ungdomsbevægelsen skal kæmpe for yderligere regulering, når det kommer til udviklingen af kunstig intelligens. Da den kunstige intelligens ulovligt indsamler materiale fra bl.a. kunstnere, journalister og forfattere, er dette en nødvendighed. Derudover skal bevægelsen sætte fokus på miljøbelastningen som brugen af den kunstige intelligens medfører, og inviteres ind til dialog med uddannelsesinstitutioner i hvordan man hensigtsmæssigt forholder sig til problematikken.’

Analogiseringsstyrelsen hylder Marius Buch Holtzes mod og ærlighed og ønsker ungdommen alt godt fremover!

Læs hele debatindlægget her: https://www.raeson.dk/2026/marius-buch-holtze-en-ungdomsbevaegelse-imod-ai-er-taettere-paa-end-mange-tror/

 

Bus-tid og god-tid: Hvad i alverden er klokken?

For nogen uger siden skulle jeg med bussen og nå et vigtigt møde. På vej mod stoppestedet lod jeg mig distrahere af en glemt jakke på et offentligt anlæg og blev kortvarigt lammet af den sære tristhed, der kan være over noget, der tydeligvis er smidt væk, med vilje, af en der bor på gaden og som har sovet i den jakke et GODT stykke tid og nu ikke orker at bære videre på den og derfor har efterladt den som en ham, der er krænget af, startende dagen somom det ikke kom til at ske igen, det med at sove på gaden, ALDRIG mere!, ikke igen aften og slet ikke i morgen, som om alting er godt, nu og helt almindeligt, fordi solen skinner og det er mildt og varmt og jeg tænkte: Sådan har vi det alle sammen, vi starter på en frisk, hver dag, vi river timer og sekunder ned af alle hylder og lader som om alt er nyt, NU!
Den jakke stod jeg altså og så på et øjeblik og jeg tog også et billede og da mit kamera er langsomt, tog det også LIDT tid.
Klokken var lidt i 8 i følge mit analoge armbåndsur – mit møde var kl. 9, der var GOD tid.

Jeg ser op og begynder at bevæge mig de sidste meter mod bus-stoppestedet, kun for at se bagenden af bussen køre væk fra mig i en fanfare af gult.
Det gør ikke noget, tænker jeg, for bussen kører jo tit herfra, faktisk hvert kvarter og jeg har GOD tid endnu og jeg tænker over udtrykket: God tid, der samtidig betyder at der er noget der hedder DÅRLIG tid for når tid bliver dårligt er der for lidt af den, den rådner som et æble og tid, der er for lidt af, er tid, der bliver brunt og ophører, standser, går i stå og får verden til at fryse.
Jeg stiller mig foran stoppestedet og går i stå.

Jeg ser på folk i biler, der holder i kø på vej på arbejde og glæder mig over, at jeg skal tage bussen i stedet. Så ser jeg op på standeren ved stoppestedet, der via grå tal på et lcd-display fortæller mig, at der er 16 minutter til bussen kommer. På standeren, der hvor KØREPLANEN engang var, står der, at jeg imens kan følge bussen LIVE via en APP, der har det ekstremt kommunikationsafdelings-brainstormede navn: BUSTER! De må have haft en fest, da de fandt på det: BUS-TER.
Haha.
Kommunikationsfolkene fra Movia mener jeg bør, at jeg skal, scanne en QR kode, så kan jeg følge min bus som et virtuelt billede, og det er min bus fordi det er den næste og fordi der står den kommer om 16 minutter og så kan jeg nå det hele, tænker jeg, den bus, MIN bus, kan nogen se på skærm på en smartphone, men ikke jeg, for jeg har ikke smartphone med og selvom jeg havde haft een, så ville jeg ikke installere BUS-TER, for det kommer min bus jo ikke hurtigere frem af og hvem har så noget ud af, at jeg står og glor på en tegneseriebus på en smartphoneskærm, udover, selvfølgelig, den lårklaskende kommunikationsafdeling, der sikkert vil have min mail og mit navn og alle mine data først…

Jeg kan heller ikke få at vide hvilket klokke-slet bussen går. Det er hemmeligt og det står ikke på standeren, MOVIA vil ikke længere vise en KØREPLAN længere, ikke som før, hvor der var et stykke lamineret papir med TIDER og TID, men det var dengang, for MOVIA, der også elsker rejsekort og som sagt apps og QR-koder, har simpelthen fjernet alle tidsangivelser for, hvornår bussen kommer, her, NU. Og jo, køreplanerne havde man faktisk ind til for få år siden – en liste over afgange og ca. minuttid og måske har de dem stadig inde hos MOVIA, men vi må ikke se dem, kun på vores telefoner, på REJSEPLANEN, som man så kan stå og fumle med på sin smartphone, i sol eller regn eller sne..

Nu er tiden plastisk og det er meget mærkeligt, det digitale er jo binært og absolut, hedder det sig, men her er det digitale ikke til at stole på, det er som en å der både er ramt af stormflod og tørke og den svulmer og tørrer ud fra sekund til sekund, undtagen for MOVIA, der sidder og gnægger i kommunikationsafdelingen og peger på alle os passagerer, der så ikke kan hænge MOVIA op på forsinkelser eller aflysninger, mens bussen kører og driver som det passer den, som et råddent blad, der danser i en pyt under tunge regndråber.
Jeg har kun den der skærm og nogen grå tal, som MOVIA påstår går mod nul, en grå skærm der angiveligt viser hvor mange minutter der går, FØR bussen kommer.
Den har nu bevæget sig ned i tid. 4 gode minutter er der tilbage, skriver skærmen, mens den virkelige bus kører rundt inde i en masse smartphones jeg ikke har. .

For de 4 minutter passer ikke med det, mit analoge armbåndurs fjedre og tandhjul presser frem gennem sine dirrende visere.
I følge det, uret, så er klokken altså 20 minutter over otte. Og hvis det er rigtigt, og uret ikke har U-RET, så skulle bussen have været her for 4 minutter siden, men det var den ikke eller måske var den, men kun på nogen andres smartphones, og jeg stod jo lige her og så ud på vejen og tænkte på tid, der GÅR og tid der kommer og god tid og dårlig tid og det sidste, det er jeg ved at have en hel del mere af end det første og fire minutter senere er bussen stadig ikke kommet og nu viser skiltet 2 minutter, eller rettere bare tallet ‘2’, og måske er det derfor, måske er det ikke minutter, men en hemmelig, bøjelig MOVIA-enhed, en kode til noget, jeg ikke har forstået?

Til sidst, til aller aller-sidst efter otte minutter, ikke fire, så kommer bussen endelig duvende og jeg stiger ind og jeg ved jeg kommer for sent til mit møde og det gjorde jeg, men jeg krænger det af mig, som en digital slangeham og sætter mig og ser ud af vinduet, for nu kan jeg ikke gøre mere, bevægelsen er påbegyndt, jeg har igen god tid, ligetil jeg ankommer, for så skal jeg skynde mig, så skal jeg skridte ud, småløbe, haste fremad…
Og mens jeg ser ud af vinduet klikker noget stort, tungt digitalt rundt og drejer tiden som det passer den, som det passer MOVIA, bevægerne.

Jeg ser på mit Citizen Automatic på venstre hånd. Hvis jeg lægger øret helt tæt til det, så siger det TIK.
TAK for det, tænker jeg og åbner jakken.

Men hvad er klokken? Egentlig? Og sidder jeg nu, i virkeligheden, inde i en smartphone, der tæller ned? Hvad ER klokken?
Og hedder alle vi passagerer nu Buster?
Og standser denne bus nogensinde, igen?