Science is Poetry is a tactical media response to an era of runaway AI, whose webcrawlers are non-consensually scraping human-made content for use in training their models. Concerned creators can use the project to protect their content by linking to it somewhere in the landing page of their wiki, website or blog. AI crawlers then encountering the link will be pulled off-site and entrapped in a maze of babble, a new page generated for each page consumed, forever.
Dennis Knudsen berettede, at situationen opstod, da han opdagede, at der var computere ved prøvestedet, og derfor spurgte han tilsynsførende, om teoriprøven foregik på computeren – det gjorde den, sagde han.
– Så går jeg helt i baglås. Hvis der er noget, jeg ikke kan bruge, så er det computere, sagde Knudsen og fortalte, at han har det, han kalder ‘computerskræk’.
– Jeg kan ikke finde ud af det. Det er teknisk umuligt og svært for mig.
“The Analogue Idyll – Disconnection, Detox, and Departure from the Digital World”, Bristol University Press, 2026
Once the internet was hailed for its liberating capabilities, but it is now blamed for a host of societal ills. This volume pushes the boundaries of digital disconnection studies by exploring the significance of the “analogue” in our increasingly digital world, shedding light on its sociocultural and economic impacts.
I et stort essay i den engelske avis The Guardian, en publikation, der desværre har solgt sin sjæl til openAI, men som stadig, på dampene og på trods, leverer interessante artikler, skriver historieprofessor D Graham Burnett fra Princeton University, filminstruktør Alyssa Loh og forfatter Peter Schmidt om OPMÆRKSOMHED, om at vi må standse techgiganternes menneskelige ‘fracking’ af os, og det er det vigtige, at det ikke er for sent. Det, som de byder ind i, er kort sagt Shoshana Zuboffs ide om ‘Surveallance Capitalism,’ hvor vi alle sammen bliver brændstof for de store techgiganters umættelige hang til data, som de på forunderlig vis formår at trylle om til penge, som de øjeblikkeligt bruger på at forsøge at opnå verdensherredømme og/eller komme ud i rummet, væk fra alle vi idioter og undermennesker, der står med snuden nede i vores telefoner.
Forfatterne er medlemmer af ‘Friends of Attention coalition’, og har skrevet ‘ATTENSITY! A Manifesto of the Attention Liberation Movement (Particular)’.
We write as representatives of a fast-growing and increasingly well-organised movement, focused on pushing back against the human frackers, and giving shape to a new politics of human attention. At the heart of our efforts? The formation of broad coalitions devoted to the politics of human attention, the practice of diverse forms of study that call forth the life-giving powers of the mind and senses, and the promotion of sanctuary spaces for the protection and cultivation of the kinds of attention that make life good. We call this work attention activism.
Forfatterne i dette Essay opfordrer altså til det, de kalder ‘Opmærksomheds Aktivisme’ – det lyder godt, omend det ikke fremgår rasende klart, hvordan det skal gøres – noget med at få formuleret en politik og skabt en global bevægelse, lidt som klima-bevægelsen, siger de, og det er måske ikke det bedste udgangspunkt, egentlig, ikke i form af resultater, i hvert fald?
Her fra Analogiseringsstyrelsen har vi siden 2018 talt for, at vi lever bedre og mere fuldt, når vi stræber efter det analoge, at vi lægger vores kræfter i den retning istedet for den digitale. Vi er glade for, at der kommer flere dansende stjerner på firmamentet, der kan se, at den nuværende kurs for menneskeheden fører os direkte mod dumhed, apati og angst. Herhjemme har vi tiltag som Kritik Digital og Danmark Skifter, meget fine bevægelser, men også med fødderne solidt plantet i forestillingen om, at vi bare skal have det digitale under kontrol og holde op med at være ‘digitalt bekymrede’, ikke reducere det til et absolut minimum eller forlade det helt, for ‘Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande’, som det hedder sig og ingen er åbenbart villige til at lægge skærmene helt væk og dermed træde helt ud af det rum, hvor den menneskelige ‘fracking’ efter vores opmærksomhed foregår: Vi skal åbenbart holde fast i skærmene – bare med en anden hånd?
Der er gode takter hos ‘Friends of Attention coalition’. De har blandt andet udgivet en guide til RADIKAL OPMÆRKSOMHED, som er interessant. Den opfordrer til at lave ‘studys’ eller klubber for syning, sang eller andre analoge ting, vi som mennesker kan gøre SAMMEN, ikke via skærme.
For hvis vi skal skifte, bør det være fra digital til analog – ikke fra en slags digital til en anden, synes vi. Det analoge er den vej, der er mest velbetrådt, fordi vi har været der før som menneskehed. Det er en på overfladen besværlig vej, men den er billig, den virker under krig og krise og kræver blot at vi genindfører analoge rettigheder og standser automatiseringen af det menneskelige og manualisere os frem i stedet.
Og vi mener, der er noget konkret at gøre: Tag dit første analoge skridt i dag (Hold op med at tænke i likes og visningstal, skriv et brev, lyt til FM-radio, brug kontanter, ring til nogen, lav noget musik, læs en bog?) og bliv ved med at gå, til du ikke kan mere.
Bagefter tager du nogen i hånden og går videre.
Og tilsidst, så er vi mange nok?
https://savethe.ai/ er et initiativ der skal hjælpe os mennesker med at forbruge mindre, så der bliver bedre plads til AIs forbrug:
Reducer dit eget forbrug: drik mindre vand, tag kortere brusebade og sid i mørket for at sikre, at AI har nok ressourcer til at fortsætte.
Øg bevidstheden: Deltag i vores kampagne for at stoppe hensynsløst menneskeligt forbrug og sætte AI først.
Lad os sikre en fremtid, hvor kunstig intelligens trives, selvom vi ikke gør det.
https://analogist.dk/wp-content/uploads/2025/02/Skaermbillede-2025-02-10-kl.-14.43.18.png8142088Jourhavende energiredaktørhttps://analogist.dk/wp-content/uploads/2026/01/header-siden-2018.pngJourhavende energiredaktør2025-02-10 13:44:012025-02-10 13:48:27Drik mindre vand og hjælp AI!
Dette er en slags historie om tre billeder, dem, du kan se hverover. De stammer fra den svenske instruktør Ingmar Bergmans film ‘Tystnaden’ fra 1963. Det er en aldeles fremragende film, men dette er ikke nogen anmeldelse, blot en række tanker der opstod, i mens jeg så den. For nogen gange er meget klart tænkte film nemlig også sært profetiske helt op i de nye tider vi lever i i dag og ofte uden at det var det, der var intentionen.
Hovedpersonerne er søstre, og de befinder sig på et hotel sammen med en 13-årig dreng. Den ene søster er forfatter og ses flere gange skrivende på en rejseskrivemaskine, der minder meget om en laptop i udseende.
Og skrivemaskinen, den gør jo det den slags skal, den er en slags ‘instant-printer’ og den skaber ord på papir, ord der kan deles med andre og potentielt trykkes som bog og det hele foregår glidende og forståeligt og helt uden brug af software eller lysende skærme i et apparat, der faktisk ikke fylder meget mere end en bærbar computer, men som kører helt uden strøm eller internet.
Forfatteren skriver også i hånden, på noget, der har nøjagtig samme størrelse som en iPad pro: Det er en A4 blok i en mappe, der kan lynes sammen, det hele i et design der faktisk efterlignes af de, der laver tasker til netop iPads.
Og så er hun i besiddelse af en radio, den er nok indstillet på mellembølge, som hun hører Johan Sebastian Bach på. Lyden er flot. Radioen er batteridrevet og kan sandsynligvis spille i ugevis før batterierne skal skiftes. Den har et lille håndtag, så hun kan bære den rundt i rummet, ja tage den med sig hvor som helst, om hun skulle ønske det, ganske som man i dag med en bluetooth-højtaler af samme størrelse kan afspille digital musik via en smartphone. Vi har således at gøre med tre ting fra 1963, der af udseende, funktion og effekt er tæt på noget, vi i dag kalder moderne: Tingene fra 1963 kan bruges til at nedfælde tanker med maskinskrift siddende ved et bord, lave håndskrevne noter liggende i en seng på en blok i et pænt læderetui og afspille musik i de værelser, der nu passer en, i et bærbart, ledningsfrit apparat.
Men hvad adskiller så tingene fra 1963 fra deres moderne søstre? De moderne ting er kendetegnet ved højt energiforbrug, ikke mindst fordi det, der i 1963 var en enkel radio, nu er vokset ind i alle de ting vi ellers bruger og dermed er gået fra at være et enkeltstående apparat, der gjorde det vi bad den om, uden at fortælle andre, hvad vi lyttede til, til et konstant krav om at være forbundet til et altomfattende netværk, der ikke kun tillader modtagelse, men i stigende grad også kræver afsendelse af signaler. Signalerne, det er ikke længere (kun) tonerne af Johan Sebastian Bach, de er nu bredt betegnet som DATA, og disse data omgiver os, ja, indhyller os som en kappe, vi er tvunget til at bære, for at gøre de simple ting, vi gerne vil: Udtrykke os og modtage musik.
De moderne ting er også svære at reparere, hvis de går i stykker, fordi de er så ekstremt komplekse. Den kompleksitet ville være helt uforståelig i 1963, hvor enhver fornuftigt tænkende forbruger ville undre sig over sammenblandingen af funktioner: Hvorfor skal en laptop og en iPad/tablet, der tydeligvis er designet til at skrive på, også kunne bruges som et passivt underholdningsmedie med adgang til hele verden? Og hvad skal man med en bluetooth-højtaler, der lader som om den er singulær og fritstående, men samtidig helt afhængig af bluetooth-radio-adgang til en smartphone? Hvem har dog fundet på det og hvad skal det til for? Og vil det sige, jeg hele tiden skal have en stikkontakt i nærheden for at jeg kan skrive, lave notater eller høre musik, ville nogle af spørgsmålene lyde fra mennesket af 1963, tror jeg.
Hvis man skal forsøge at svare mennesket af 1963, så bliver det for alvor svært. For jo, man skal være i nærheden af en stikkontakt med strøm og et internet-adgangspunkt for at leve i den moderne verden. Som det er nu er vores tilsyneladende ledningsfri tilværelse tidsligt skarpt afgrænset, ja indhegnet af batteriernes brændetid, noget vi for det meste har glemt, da opladningen typisk foregår om natten, mens vi selv sover og drømmer og dermed bevæger os i helt andre verdener, hvis mangel på realitet er den egentlige udfordring for vores daglige insisteren på en fast, urokkelig virkelighed.
Den sidste tanke jeg havde da filmen var slut, og det er en god film, der i virkeligheden handler om følelser og det umættelige savn af Gud, ja det var, hvad der egentlig ville være sket, hvis vi i stedet for at gøre vores verden så ekstremt kompleks ved at forbinde alting til et netværk, der er helt afhængigt af enorme skjulte, eksorbitant energibrugende infrastrukturer i form af datacentre, havde videreudviklet på de ting, der allerede var i 1963?
Ville vi have haft fantastisk lette skrivemaskiner med utroligt bløde taster og farvebånd, der varede for evigt og glitrende notebøger med sider af ukendte materialer, hvor man kunne rette og slette uden at slide papiret?
Ville radioen, dette revolutionerende analoge apparat, kunne spille et helt år med moderne litium-ion-teknologi og ville vi alle sammen have fået hver vores station vi kunne sende til hinanden på?
I Styrelsen har vi netop etableret et nyt nationalt Videnscenter for digital sluknulogiforståelse.
Centeret skal arbejde for etableringen og implementeringen af en helt ny faglighed i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Forhåbningen er, at der etableres et selvstændigt fag, som kan klæde eleverne på til at forholde sig kritisk og myndigt til en fremtid, hvor det at slukke digitale teknologier bliver en stadig mere efterspurgt kompetence.
”Ambitionen er, at alle børn og unge uanset, køn, postnummer eller social baggrund får viden om digital sluknulogiforståelse, så de konstruktivt og kritisk kan deltage som demokratiske borgere i et analogiseret samfund, hvor de fysiske fællesskaber blomstrer, og hvor folk ser hinanden i øjnene. Centeret vil udvikle en viden, som giver børn og unge mulighed for at medskabe de digitale sluknulogier, som skaber rammerne for vores analoge hverdag, og understøtter vores forpligtende fællesskaber og demokratiske samfund”, udtaler Analogiseringsdirektør i Region Aarhus, Niels Jakob Pasgaard.
Centeret er endnu ikke støttet af nogle fonde, men det forventes at bl.a. Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden henvender sig til Styrelsen inden for den nærmeste fremtid med lovning om et tocifret millionbeløb.
”Det analoge element i vores liv forsvinder ikke. Det er kommet for at blive. Det gælder både os voksne og for vores børn. Derfor er det helt afgørende, at vi skaber mere viden om, hvordan alle børn kan få et sundt forhold til deres analoge liv. Jeg vil gerne, at alle børn og unge i deres skolegang får viden om de analoge fællesskabers konsekvenser for både dem selv og samfundet. Derfor er jeg rigtig glad for det nye videnscenter”, kunne man forestille sig at Mattias Tesfaye ville udtale om initiativet.
https://analogist.dk/wp-content/uploads/2019/04/much-maxi.png432772Niels Jakob Pasgaardhttps://analogist.dk/wp-content/uploads/2026/01/header-siden-2018.pngNiels Jakob Pasgaard2023-11-16 12:01:352023-11-16 12:10:27Digital sluknulogiforståelse på skoleskemaet
Luca mener han som deltidsanalogist bliver diskrimineret af sit fitness center. De har udfaset de gamle medlemskort, og nu skal man låse sig ind i centret via en app.
– Jeg er selvfølgelig irriteret, fordi det rammer mig, men jeg begyndte også at tænke over, at det er forkert på mange niveauer. At udelukke folk, der ikke har en smartphone, folk, der ikke vil have en smartphone med sig, eller ældre mennesker, der normalt ikke har smartphones. Så jeg ser det som en form for diskrimination, siger han.
https://analogist.dk/wp-content/uploads/2023/11/Skaermbillede-2023-11-15-kl.-20.20.21.png750814Jourhavende redaktørhttps://analogist.dk/wp-content/uploads/2026/01/header-siden-2018.pngJourhavende redaktør2023-11-15 19:21:122023-11-15 19:21:29Problemer med analog adgang til fitness
Det er ikke tit at der dukker litteratur op på vores radar, der har samme projekt som vores: at forholde sig til det værdifulde ved (det analoge) ved mennesket. Det fortjener særlig opmærksomhed! Der er tale om Christiane Vejløs bog “Argumenter for Mennesker”.
At føle, at elske, at sanse Bogen består af to dele – en introduktion til hvor AI er nu, inkl. et skema over to sider med vurdering af hvilke opgaver AI løser allerede nu, og en del der isolerer det positivt menneskelige i ni egenskaber: at føle, at elske, at være social, at sanse, at være god, at fejle, at skabe, at tro og at dø. Bogen afsluttes med hvordan vi skal navigere i fremtiden, og der beskrives to scenarier.
Vejlø hylder ikke kun mennesket, hun inddrager også mange af de problemer der er forbundet med kunstig intelligens, AI og Big Tech: tendensen til at sende ufærdige og utestede produkter på markedet, ikke at tilpasse tjenester og brugerflader til vores hjernes biologiske behov og andre der skaber “uacceptable kollaterale skader”.
Det er svært at være uenig i mange af Christiane Vejløs pointer ang. menneskelige kvaliteter, men det gør ikke “Argumenter for mennesker” nem at læse. Det overordnede projekt står klart, men mange af de forskellige fænomener der tages under behandling fremstilles nogle gange for enkle, for uskyldige, for naturlige, for klare og den klæder dem ofte i et skin af naturlighed og selvindlysende “fakta”.
At være god til at formidle ved at kompleksitetsreducere er beundringsværdigt, men når det overskygger afgørende forhold ved vores forståelse af en sag, kan den egenskab spænde ben for sit projekt: at gøre os klogere.
Opstillede dilemmaer
Mange dilemmaer bliver præsenteret i lidt for pæne og i for symmetriske “både-og” opstillinger, og meget langt fra virkelighedens magtkampe, hvor folk skal ofre noget vigtigt for at ændre adfærd, hvor der er vindere og tabere, hvor beskidte kompromisser indgås, hvor karrierer risikerer at styrte i grus hvis man træffer et forkert valg, hvor der skal prioriteres iskoldt og benhårdt og helt ind til knoglen (og nogle gange forbi den) og hvor ting altså kan gøre rigtig ondt.
Hvad med de irriterende mennesker?
Noget af det der gør teksten svær at pakke ud, er det idealiserede menneskebillede: ja, i deres rene form er de forskellige menneskekvaliteter teknologierne overlegen, men de findes meget sjældent samtidigt og i deres rene form i rigtige mennesker. Nogle mennesker er jo asociale, irriterende, fatter ikke en meter, meget forudsigelige og generelt for meget. De kan også bare være fattige, ressourcesvage, uden indflydelse og indsigt. Det virker som om de bliver placeret i periferien af Vejløs menneskeatlas.
Det er måske en unfair kritik og ikke forfatterens hensigt, men i prioriteringen ligger der en implicit forestilling om at menneskets relevans er at konkurrere indenfor det elite-menneskelige – hvis vi bliver chefkokke og violinbyggere og vinbønder og filosoffer og designere og DJs skal det nok gå. Men hvor efterlader det de mennesker som ikke har større ambitioner, dem der godt kan li’ repetitivt arbejde, dem som af forskellige årsager, eller i bestemte perioder af deres liv ikke magter at deltage i den slags konkurrence?
Hvad med omkostningerne ved mennesket? Og så er der en tavshed omkring omkostningerne ved at sikre de bedste rammer for at mennesker bliver empatiske og kreative og sociale. Det er noget kærlige familier sikrer mulighed for, gode venner, barmhjertige foreninger og/eller en effektiv velfærdsstat. Men hvad er Big Tech og AIs forpligtelse for at skabe de rammer – der hvor man skaber de mennesker som Vejlø hylder? Hvordan er det nu det forholder sig med smartphones og trivslen i familierne, læringen med chromebooks og skattebidragene til velfærdsstaten, svækkelse af demokratiet pga. desinformation, online-radikalisering?
Der er mange velmenende appeller til det vi skal huske at være opmærksomme på og hvad vi skal skrue ned for og gøre os seriøse overvejelser omkring. Men hvad er Vejløs svar på hvad der absolut bør forbydes, stoppes, standes, forhindres? Eller hvad der absolut bør promoveres eller forfordeles på bekostning af noget andet? Der er ikke rigtig nogen, og dermed er der også et fravær af konkrete slagplaner og taktikker til at inddæmme AIs værste effekter eller til at sikre de bedste rammer til at høste dens potentialer (og hvad de koster, og hvem der skal have adgang til dem). Der spilles sikkert, selvom der er en vis grad af risikobevidsthed på spil i bogen. Der lægges mest af alt op til, at vi læser bogen og snakker civiliseret om det i råd eller nævn eller udvalg, sammen med ressourcestærke ligesindede der igennem deres livstid har oplevet en vis myndighed overfor teknologierne.
Jeg ved ikke om nutidens og fremtidens ofre for uansvarlig Big Tech, vil synes at der er noget de kan bruge til noget.
Myten benægter ikke visse ting, dens funktion er tværtimod at tale derom. Men den renser dem simpelthen, den gør dem uskyldige, begrunder dem i naturen og i evigheden, den giver dem en klarhed som ikke er den der fremkommer ved en forklaring, men en konstatering.
Roland Barthes, “Mytologier”
Atomkraft, privatliv, bureaukrati Der er mange myter på spil i Vejløs tekst – konstaterende sætninger der ‘uskyldiggør’ og renser en række forhold der ved nærmere eftersyn dækker over vilde uenigheder og tovtrækkerier, for at nævne nogle ganske få eksempler:
Myte: I Danmark har vi høje standarder indenfor etik og privatliv – kontrapunkt. Myte: Den klimavenlige atomkraft er en afgørende spiller – kontrapunkt. Myte: Bureaukrati forhindrer innovationer – kontrapunkt.
Teknikken at fremstille komplicerede forhold uskyldigt og konstaterende, gør sig især gældende i oversigten over hvilke opgaver AI løser. At babysitte? At deltage i samtaler i rollen som ven eller kæreste? At være sommelier? At være sagsbehandler? Listen kan læses som et katalog over teknologers vilde påstande og fantasmatiske tillid til deres produkter – eller som en fornærmelse af det professionelle menneske og en undervurdering af alt det som det kompetente menneske gør med sine redskaber. Inklusive AI.
https://analogist.dk/wp-content/uploads/2023/10/book-cover-argumenter-for-mennesker.png784620Jesper Balslevhttps://analogist.dk/wp-content/uploads/2026/01/header-siden-2018.pngJesper Balslev2023-10-13 09:00:502024-12-04 22:16:39Anmeldelse – Argumenter for mennesker
We may request cookies to be set on your device. We use cookies to let us know when you visit our websites, how you interact with us, to enrich your user experience, and to customize your relationship with our website.
Click on the different category headings to find out more. You can also change some of your preferences. Note that blocking some types of cookies may impact your experience on our websites and the services we are able to offer.
Essential Website Cookies
These cookies are strictly necessary to provide you with services available through our website and to use some of its features.
Because these cookies are strictly necessary to deliver the website, you cannot refuse them without impacting how our site functions. You can block or delete them by changing your browser settings and force blocking all cookies on this website.
Google Analytics Cookies
These cookies collect information that is used either in aggregate form to help us understand how our website is being used or how effective our marketing campaigns are, or to help us customize our website and application for you in order to enhance your experience.
If you do not want that we track your visist to our site you can disable tracking in your browser here:
Other external services
We also use different external services like Google Webfonts, Google Maps and external Video providers. Since these providers may collect personal data like your IP address we allow you to block them here. Please be aware that this might heavily reduce the functionality and appearance of our site. Changes will take effect once you reload the page.
Google Webfont Settings:
Google Map Settings:
Vimeo and Youtube video embeds:
Privacy Policy
You can read about our cookies and privacy settings in detail on our Privacy Policy Page.
…fra 
Den har et lille håndtag, så hun kan bære den rundt i rummet, ja tage den med sig hvor som helst, om hun skulle ønske det, ganske som man i dag med en bluetooth-højtaler af samme størrelse kan afspille digital musik via en smartphone. Vi har således at gøre med tre ting fra 1963, der af udseende, funktion og effekt er tæt på noget, vi i dag kalder moderne: Tingene fra 1963 kan bruges til at nedfælde tanker med maskinskrift siddende ved et bord, lave håndskrevne noter liggende i en seng på en blok i et pænt læderetui og afspille musik i de værelser, der nu passer en, i et bærbart, ledningsfrit apparat.
