Dette er en slags historie om tre billeder, dem, du kan se hverover. De stammer fra den svenske instruktør Ingmar Bergmans film ‘Tystnaden’ fra 1963. Det er en aldeles fremragende film, men dette er ikke nogen anmeldelse, blot en række tanker der opstod, i mens jeg så den. For nogen gange er meget klart tænkte film nemlig også sært profetiske helt op i de nye tider vi lever i i dag og ofte uden at det var det, der var intentionen.

Hovedpersonerne er søstre, og de befinder sig på et hotel sammen med en 13-årig dreng. Den ene søster er forfatter og ses flere gange skrivende på en rejseskrivemaskine, der minder meget om en laptop i udseende.
Og skrivemaskinen, den gør jo det den slags skal, den er en slags ‘instant-printer’ og den skaber ord på papir, ord der kan deles med andre og potentielt trykkes som bog og det hele foregår glidende og forståeligt og helt uden brug af software eller lysende skærme i et apparat, der faktisk ikke fylder meget mere end en bærbar computer, men som kører helt uden strøm eller internet.

Forfatteren skriver også i hånden, på noget, der har nøjagtig samme størrelse som en iPad pro: Det er en A4 blok i en mappe, der kan lynes sammen, det hele i et design der faktisk efterlignes af de, der laver tasker til netop iPads.

Og så er hun i besiddelse af en radio, den er nok indstillet på mellembølge, som hun hører Johan Sebastian Bach på. Lyden er flot. Radioen er batteridrevet og kan sandsynligvis spille i ugevis før batterierne skal skiftes.
Den har et lille håndtag, så hun kan bære den rundt i rummet, ja tage den med sig hvor som helst, om hun skulle ønske det, ganske som man i dag med en bluetooth-højtaler af samme størrelse kan afspille digital musik via en smartphone. Vi har således at gøre med tre ting fra 1963, der af udseende, funktion og effekt er tæt på noget, vi i dag kalder moderne: Tingene fra 1963 kan bruges til at nedfælde tanker med maskinskrift siddende ved et bord, lave håndskrevne noter liggende i en seng på en blok i et pænt læderetui og afspille musik i de værelser, der nu passer en, i et bærbart, ledningsfrit apparat.

Men hvad adskiller så tingene fra 1963 fra deres moderne søstre? De moderne ting er kendetegnet ved højt energiforbrug, ikke mindst fordi det, der i 1963 var en enkel radio, nu er vokset ind i alle de ting vi ellers bruger og dermed er gået fra at være et enkeltstående apparat, der gjorde det vi bad den om, uden at fortælle andre, hvad vi lyttede til, til et konstant krav om at være forbundet til et altomfattende netværk, der ikke kun tillader modtagelse, men i stigende grad også kræver afsendelse af signaler. Signalerne, det er ikke længere (kun) tonerne af Johan Sebastian Bach, de er nu bredt betegnet som DATA, og disse data omgiver os, ja, indhyller os som en kappe, vi er tvunget til at bære, for at gøre de simple ting, vi gerne vil: Udtrykke os og modtage musik.

De moderne ting er også svære at reparere, hvis de går i stykker, fordi de er så ekstremt komplekse. Den kompleksitet ville være helt uforståelig i 1963, hvor enhver fornuftigt tænkende forbruger ville undre sig over sammenblandingen af funktioner: Hvorfor skal en laptop og en iPad/tablet, der tydeligvis er designet til at skrive på, også kunne bruges som et passivt underholdningsmedie med adgang til hele verden? Og hvad skal man med en bluetooth-højtaler, der lader som om den er singulær og fritstående, men samtidig helt afhængig af bluetooth-radio-adgang til en smartphone? Hvem har dog fundet på det og hvad skal det til for? Og vil det sige, jeg hele tiden skal have en stikkontakt i nærheden for at jeg kan skrive, lave notater eller høre musik, ville nogle af spørgsmålene lyde fra mennesket af 1963, tror jeg.

Hvis man skal forsøge at svare mennesket af 1963, så bliver det for alvor svært. For jo, man skal være i nærheden af en stikkontakt med strøm og et internet-adgangspunkt for at leve i den moderne verden. Som det er nu er vores tilsyneladende ledningsfri tilværelse tidsligt skarpt afgrænset, ja indhegnet af batteriernes brændetid, noget vi for det meste har glemt, da opladningen typisk foregår om natten, mens vi selv sover og drømmer og dermed bevæger os i helt andre verdener, hvis mangel på realitet er den egentlige udfordring for vores daglige insisteren på en fast, urokkelig virkelighed.

Den sidste tanke jeg havde da filmen var slut, og det er en god film, der i virkeligheden handler om følelser og det umættelige savn af Gud, ja det var, hvad der egentlig ville være sket, hvis vi i stedet for at gøre vores verden så ekstremt kompleks ved at forbinde alting til et netværk, der er helt afhængigt af enorme skjulte, eksorbitant energibrugende infrastrukturer i form af datacentre, havde videreudviklet på de ting, der allerede var i 1963?

Ville vi have haft fantastisk lette skrivemaskiner med utroligt bløde taster og farvebånd, der varede for evigt og glitrende notebøger med sider af ukendte materialer, hvor man kunne rette og slette uden at slide papiret?

Ville radioen, dette revolutionerende analoge apparat, kunne spille et helt år med moderne litium-ion-teknologi og ville vi alle sammen have fået hver vores station vi kunne sende til hinanden på?

Og ville vi mon lytte?