Hvordan kan det være at de politikere  som så ihærdigt  gennemdigitaliserer vores samfund, tilsyneladende er så enige med os, som kritiserer dem?

Af: Anders Colding-Jørgensen

I Tænketanken Analogiseringsstyrelsen oplever vi lige nu en overvældende positiv respons på vores eksistens – og ikke mindst vores digitaliseringskritiske tankevirksomhed. Tak for den.

Et af vores nøglebegreber er digitalisme. Digitalisme er digitalisering som ideologi. Som digitalist, ser man digitalisering af enhver analog proces som et uundgåeligt fremskridt. I nutidens digitalistiske æra, kan man derfor stille sig op og påstå at der er et kæmpe potentiale i at digitalisere XX – uden at nogen stopper én og spørger hvilket potentiale der egentlig tales om – eller hvad der overhovedet menes med digitalisering. For en digitalist er fremtiden digital – det er et axiom, der ganske enkelt ikke stilles spørgsmålstegn ved. Svaret er en computer – nu mangler vi blot at finde ud af hvad spørgsmålet er.

Vi ser digitalisme alle steder. I bestræbelser på at digitalisere en smuk og demokratisk, analog valghandling, som i dag fungerer perfekt, med rekordhøj stemmedeltagelse. Planer som kun er sat i bero, fordi der endnu ikke kan findes en hackersikker løsning. Busplaner, som digitaliseres uden at brugerne bliver spurgt – så de efterfølgende må bruge tid og kræfter på at råbe op og bede om at få de velfungerende analoge køreplaner tilbage. I dag kan man digitalisere stort set hvadsomhelst, uden at blive stillet til regnskab for om det overhovedet er noget der gør mennesker sunde, glade og tilfredse. Tværtimod gentager politikerne selvopfyldende digitalismens credo: i fremtiden vil samfundet være mere digitalt, på stort set alle tænkelige områder. Vi kan lige så godt vænne os til det.

Øøøøh… fremtiden, siger I?

I Analogiseringsstyrelsen tillader vi os at påpege at der ikke findes nogen evidens for hvad fremtiden bringer – bortset fra at den traditionelt plejer at udvikle sig temmelig anderledes end man troede, før den indtraf. Vi ser det heller ikke som en naturlov at indførelsen en bestemt type teknologi – computeren – nødvendigvis er enhver innovations endemål og skal have forrang for ofte velfungerende og afprøvede analoge teknologier. Vi finder det direkte bizart at de selvsamme politikere som har direkte indflydelse på hvordan forvaltningen af  samfundet udformes, taler som om en digitalisering af samfundet og den offentlige sektor er en uundgåelig kraft, som de ingen indflydelse har på. Hvis ikke de har – hvem har så?

Der er naturligvis forhold som påvirkes af markeder, standarder og forventninger fra borgerne. Men robotterne “kommer” ikke – det er menneskene der bygger og indfører dem. Og vores folkevalgte politikere kan sagtens vælge at der er andre parametre end effektivisering, som skal være styrende. Det vil faktisk være både legitimt og fremtidsorienteret at vedtage at visse opgaver ganske enkelt gør flere mennesker tilfredse og sunde, hvis de ikke udføres af en computer.

Men det kan jo være svært at se, hvis det er en fast etableret sandhed at en digitalisering af samfundet er uundgåelig.

For en ægte digitalist er udvikling det samme som digitalisering

I en radiodebat imellem Analogiseringsstyrelsen (ved undertegnede) og innovationsminister Sophie Lødhe om digitalisering af sundhedskortet, blev ministeren spurgt, hvem der egentlig havde bedt om at få digitaliseret sundhedskortet. Ministerens svar var et smukt skoleeksempel på digitalisme. Hun svarede nemlig at “danskerne forventer at vi udvikler den offentlige service”. Ministeren blev altså spurgt om digitalisering og hørte det som udvikling. Det er digitalisme, i sin mest pædagogiske form. For en digitalist er der nemlig ingen forskel!

Er vi enige alle sammen?

Derfor blev vi lidt overraskende over at nogle af de mennesker som erklærer sig ubetinget enige i vores kritik af hovedløs digitalisering er de selvsamme politikere – ja sågar folk i Digitaliseringsstyrelsen. Det er jo netop deres valg og forvaltning vi kritiserer – for at få dem til at være mere modige og at tænke selv. I ovennævnte radiodebat, gik to formuleringer igen fra både innovationsministeren og Socialdemokraternes IT-ordfører, Karin Gaardsteds side: “Man skal ikke digitalisere for digitaliseringens skyld” og “Man skal kun digitalisere hvor det giver mening”.

På overfladen kan det faktisk lyde som om de var ansatte i Analogiseringsstyrelsen – indtil man dykker lidt ned i substansen. For hvad betyder de to sætninger egentlig. Hvorvidt noget “giver mening” er en komplet subjektiv antagelse, som i praksis intet betyder. Det er nærmest nonsens. Og så længe det altid synes at være de andre der vil “digitalisere for digitaliseringens skyld” – aldrig én selv, betyder begrebet i praksis heller intet som helst. Begge udtryk er substansløse røgslør og rent subjektive besværgelser. En slags digitalistiske fadervor, som ikke tjener andet formål end at styrke den der bruger dem, i den digitalistiske tro og at afværge enhver dybere kritisk debat i opløbet.

Sådan digitaliserer man for digitaliseringens egens skyld

I sagen om sundhedskortet, havde Sundhedsministeren foretaget en undersøgelse, inden hun kom med sin udmelding om at digitalisere det. Men det var ikke en undersøgelse af de samfundsmæssige konsekvenser – eller de psykologiske eller sociologiske – en begyndende udfasning af et analogt sundhedskort kunne have. Nej, man havde spurgt et IT konsulenthus om det kunne lade sig gøre og hvad det ville koste. Man havde ganske enkelt sprunget det skridt over at undersøge hvad borgerne mister, hvis et analogt kort udfases. Om vores liv bliver bedre med et der kun virker hvis man har en smartphone med strøm på. Og det er da egentlig klart. Hvad skal man med den slags besværlige overvejelser, når vi allerede allesammen ved at “fremtiden er digital”?

Nu kan man berettiget mene at sagen om sundhedskortet er relativt enkel og at man, da man jo en tid endnu fastholder et analogt kort, ikke behøver at overveje omkostningerne ved at udfase det endnu. Men hvor mange andre steder springer man de vigtige spørgsmål over og går direkte til design, implementering og til at indkassere besparelserne? Spurgte man lægerne om de ville til at være lægesekretærer, inden man indførte sundhedsplatformen og fyrede en stor del af sekretærerne? Spurgte man danskerne om de gerne ville have at deres analoge klippekort forsvandt, selvom de fungerede upåklageligt?

Sandheden er at man kan udtale lige så mange gange at man da “ikke skal digitalisere for digitaliseringen skyld”, men hvis man derefter går i gang med at digitalisere, som om det var en naturlov, uden at undersøge om det i det konkrete tilfælde er den løsning der giver det bedste liv, er det altså lige nøjagtigt hvad man gør.

Fremtiden er ikke digital.  Fremtiden er fremtiden og computeren er blot én af mange menneskeskabte teknologier, som man kan få en masse fantastisk værdi af, hvis man holder op med at tale om dem, som om de er sendt af guderne.

Læs også: Kære Ellen – en digitalisering er altså ikke en opgradering | Mandag Morgen: Digitalismen er død – længe leve computeren

Danmark regnes angiveligt for verdens mest digitaliserede land, men det bliver stadigt vanskeligere at se om den placering skal udløse medaljer eller om det i virkeligheden er en advarsel i et seks meter langt signalhorn, en advarsel om ødelæggende skær og sirenesange fra et bundløst mørke under det mistænkeligt skærm-blanke hav, vi mennesker besejler?

Således har Københavns Kommune valgt at adressere et af livets evige spørgsmål, ved at gøre det til et uløseligt problem: Et problem, hvis formulering alene, gør det endnu større end det var, før det overhovedet fandtes.

‘Problemet’ er, at gamle mennesker ikke bliver rørt ved og set og besøgt nok, hverken af deres slægtninge eller af de ansatte, der skal tage sig af dem. Når jeg sætter ‘problem’ i anførselstegn, så er det fordi, det på mange måder er et grundvilkår at man bliver mere og mere alene, jo ældre man bliver, ens venner dør, man arbejder ikke længere og kroppens langsomme ødelæggelse tager mere og mere af ens sparsomme tid. Sådan har det dybest set altid været, men i disse verdensmester-digitale-tider har ingen af os tilsyneladende tid, længere, slet ikke til at tage på besøg hos de ældre slægtninge, vi har parkeret på plejehjemmene i kommunen.

Og det har fået Københavns Kommune, og med dem, desværre, sikkert også alle andre kommuner i Kongeriget, til at foreslå noget helt og aldeles vanvittigt.

Nem ‘dialog’?

»Langt de fleste af os har i dag en smartphone, og vi er vant til at kommunikere med alt lige fra banken til vores børns daginstitution fra denne. Derfor er det også helt naturligt, at vi samler kommunikationen mellem den pårørende og plejehjemmet i en app, så vi gør dialogen nem for begge parter,« siger Sisse Marie Welling i en pressemeddelelse.

Sisse Marie Welling er fra SF og har titel af Sundheds- og omsorgsborgmester, og hun mener altså i fuldt alvor at smartphone-brug er ‘helt naturligt’, hvilket i sig selv er en massiv modsigelse, og at den rigtige måde at adressere forholdet mellem pårørende, plejehjemmet og de gamle, er at proppe endnu en ‘app’ ned i den lille skærm, vi alle sammen er tvunget til at stirre stift ned i det meste af dagen, noget som Sundheds- og omsorgsborgmesteren åbenbart foretrækker.

»Jeg har selv en datter, der går i vuggestue i København, og jeg synes, at det er enormt trygt, at jeg bare kan åbne en app, og så ved jeg, at al information fra vuggestuen er derinde. Og hvis min mor eller far boede på et af byens plejehjem, ville jeg da klart foretrække en tilsvarende løsning,« siger sundheds- og omsorgsborgmesteren.

Den ‘App’ som Sisse Marie Welling henviser til, er den nye AULA-app(afløseren for forældreintra), der giver forældre og stat og kommuner mulighed for at overvåge  børn på sikker afstand lige fra vuggestue til gymnasie, helt uden at behøve noget så gammeldags som at være der selv.

Og når Sisse Marie Welling finder det ‘trygt’, så er det måske netop fordi det unægteligt er nemmere at lade som om man kan putte virkeligheden ind i en iPhone og klikke lidt rundt derinde. Herinde kan man nemlig nøjes med at beskæftige sig med det, Sisse kalder ‘informationer’ – og dermed slippe for at tænke over de mennesker, der gemmer sig i dem. Sisse Marie mener, at det vil gøre dialogen ‘nem for begge parter’, men hun glemmer samtidig, at appen netop ophæver al dialog og istedet etablerer et virtuelt skydetelt af gensidig overvågning og mistro, noget man tidligere har set udfolde sig i fuldt flor på forældreintra, hvor tilsyneladende voksne forældre trækker et uendeligt spor af intrigerende småsnak om lus og lærere med sig gennem nætterne, mens børnene ligger i deres senge og stirrer ind i deres telefoner.

Dialog ER ikke nemt. Det skal det heller ikke være. Faktisk er der alt for mange ting, der er blevet alt for nemme, og nej, det gør ikke vores liv, som sådan, en tøddel nemmere. Simuleret dialog via smartphones gør vores liv sværere, fordi det gør os mere ensomme og fordi skærmenes lys ikke kan erstatte lyset i den andens, dit medmenneskes, øjne.

Alarmerende symptom

Analogiseringsstyrelsen opfatter både AULA og den kommende app til kontakt mellem pårørende og ældre som alarmerende symptomer på en døende, skadelig og ubrugelig digitalisme, der her kun skaber yderligere afstand og lapper på den helt begrundede følelse af, at vi ikke længere er her for hinanden.

Det burde efterhånden stå lysende klart, at man ikke ‘bare kan åbne en app’ og så er alting godt. I virkeligheden, og jo, den findes stadig derude(men den behøver altså lidt vedligeholdelse), der kræver både børn og ældre noget helt andet: Tilstedeværelse, berøring og, ikke mindst, kærlighed.

Forskellen på at røre ved en telefon og røre ved et menneske, kan faktisk gøres op i kroner og ører, og Analogiseringsstyrelsen skal på det kraftigste opfordre, ja KRÆVE af kommuner landet over, at de straks at begynder at tage ansvar for deres brug af borgernes skattekroner.

Vi foreslår følgende alternativer: Ægte, menneskelig analog dialog skal have første prioritet! Begynd med at tage telefonen, derinde på kommunen og på plejehjemmene, tag den, og hjælp borgerne med at få svar på det, de spørger om. Slå dørene til rådhuset op, på vid gab og lad os strømme indenfor og spørge og få svar, for nej, vi har ikke noget imod at stå i virkelige køer, måske møder vi nogen vi kender, eller endnu bedre, nogen vi ikke kender, endnu.

Og hvis I stadig hungrer efter et teknisk fix, så er her en billig løsning: I stedet for at udvikle en app, kunne man, i hvertfald så længe vi befinder os i den nuværende nødsituation, at vi ikke har et fungerende, analogt postvæsen, sende samtlige pårørende en sms med en opfordring til at komme på besøg på plejehjemmet/institutionen. I forhold til endnu engang at skulle udvikle og drive en digital erstatning og glitrende undskyldning for reel kontakt, vil det være utroligt kosteffektivt og simpelt.

Når et fornuftigt analogt postvæsen engang er genetableret, kunne man ansætte mennesker til hjælpe de ældre med at skrive breve til deres pårørende med en opfordring til at komme på besøg, eller til at sende breve tilbage – analog post er almindeligt anerkendt som et af de vigtige analoge reflektionsrum, vi alle sammen behøver for at have tilfredsstillende liv.

Børn og gamle sammen?

En anden og mere radikalt tilfredsstillende løsning ville være, at man for de penge, der idag er afsat til meningsløse apps og nyttesløs digitalisering, byggede integrerede institutioner, hvor gamle og børn opholdt sig på samme tid i dagtimerne, noget begge grupper beviseligt ville få stor medmenneskelig gevinst og friktion ud af.

Men vores vigtigste anbefaling til kommunerne og især til den i øvrigt sikkert velmenende, men digitalt forblændede Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling, er at hun lægger sin telefon fra sig, og i stedet rører noget mere ved borgerne og sine børn og sine slægtninge.

Og måske skulle de også røre noget mere ved hinanden, de skærm-ramte ansatte ude i kommunerne? Noget tyder på det er tiltrængt, det er som bekendt gratis, og alle får det bedre og bliver gladere, end de var før.

Faktisk er det ikke bare en opfordring: Det er et krav.

Vi er nødt til at gøre det.

Fordi mennesket er smukt.

Af: Anders Colding-Jørgensen

Først forsvandt klippekortet, selvom intet menneske havde krævet det afskaffet. Er vi ved at skrotte endnu en velfungerende teknologi, alene fordi den ikke er “digital nok”?

Dit gule sundhedskort – eller sygesikringsbevis, som det også stadig kendes som, er en enkel og afprøvet teknologi. Det er det kort du skal vise hos lægen og det fungerer i praksis som identifikation i mange både akutte og mindre akutte situationer.

Sundhedskortet kan være i en tegnebog og er komplet uafhængigt af mobildækning, strøm eller it kundskaber hos ejeren. Det fungerer også selvom det har været en tur i toilettet. Det er med andre ord en robust og gennemtestet løsning, der altid ligger klar til besøget hos lægen eller på biblioteket. Hvis du ellers har husket det.

Skulle sundhedskortet en dag erstattes af en anden teknologi, kunne man forestille sig at det foregik omtrent sådan her:

1. Man undersøger om der er et udbredt behov – eller blot et ønske, hos de mennesker der bruger det, for at få en anden teknologi
2. Er det det, sætter man en process i gang, hvor man taler med borgere/brugere, for at finde ud af hvilke forandringer der vil opleves som forbedringer og gøre livet bedre for dem.
3. Her kan man for eksempel hyre antropologer og produktudviklingseksperter, til at forstå om det for eksempel er nok at modificere det eksisterende kort – eller hvad den næste udgave i givet fald bør indeholde

Altså en lydhør og åben process, hvor intet tages for givet og borgerne er det naturlige midtpunkt. Ifølge en artikel i Jyllandsposten ser det nu ud til at man faktisk er gået i gang med processen.

Man har dog valgt en lidt anderledes tilgang, mildest talt.

Den ser omtrent sådan her ud:

1. Uden at spørge borgerne om de egentlig er trætte af kortet, konkluderer sundhedsministeren at kortet bliver bedre, hvis det bliver digitaliseret. Altså en klassisk digitalistisk tilgang, hvor det tages for givet at en digitalisering af enhver analog proces, naturligvis er en opgradering. Eller en “modernisering” som det formuleres.
2. Beslutningen bygges ikke på en analyse af hvad mennesker gerne vil have, men på en analyse fra et IT konsulenthus, som ministeriet har bestilt. En analyse af digitale muligheder, vel at mærke. Man har altså angiveligt spurgt omtrent sådan: “kan det digitaliseres og hvad vil det koste?” (den samme type analyser kunne bruges til at erstatte børnehavepædagoger med iPads, hvis man skulle få den idé).
3. Brugeranalysen ser ud til at bestå i at sundhedsministeren antager at unge mennesker “undrer sig [..] over, at de skal have et gammeldags (sic!) plastickort op af lommen for at komme til lægen”.

Vi tager naturligvis forbehold for at journalisten har misforstået eller fejlciteret ministeren eller udeladt væsentlige udtalelser.

Hos Analogiseringsstyrelsen er vi ikke imod digitalisering.

Vi er til gengæld imod det, for samfund og borgere, åbenlyst skadelige fænomen, at man opererer med utopisk digitalisme i omgangen med kritisk samfundsinfrastruktur.

Digitalisme, fordi man uden nogen former for evidens, antager at den analoge udgave et et værktøj eller en proces er forældet og gammeldags – og at en digital udgave af samme derfor er en modernisering, en opgradering – uanset hvad brugere og borgere måtte mene (hvilket man sjældent ved, da de ikke er blevet spurgt).

Utopisk, fordi man tilsyneladende komplet ignorerer de praktiske problemer med at designe, udvikle, implementere og ikke mindst anvende de såkaldt “smarte” løsninger i en praktisk hverdag. Meget få digitale løsninger er lige så smarte i praksis, som de er på en powerpoint. Hvad gør man for eksempel, hvis man finder en livløs borger med en låst telefon?

Det mest problematiske er dog næsten at ministeren synes at mene at personlige informationer der findes på en app, tilstluttet internettet, er mere “sikre” end hvis de findes på et analogt plastickort. Vi efterspørger her empiri – eller i det mindste en lidt skarpere definition af hvad der menes med “sikker”.

Kære Ellen

Det er forståeligt at du vil gøre ting bedre og forandre verden, nu du er minister. Og du må også meget gerne forbedre vores sundheds-ID. Men begynd dog det rigtige sted: Spørg folk om de virkelig er så trætte af at have et lille plastkort med sig, at staten skal kaste endnu flere millioner efter en anderledes teknologi OG tvinge borgerne til at gå omkring med en tændt smartphone til tusindvis af kroner med strøm på og måske endda internetdækning, for at kunne identificere os hos lægen.

Og hvis kortet virkelig er upopulært, så find da ud af hvorfor og hvad der kunne gøre det bedre. Skulle det, i en sådan borgercentreret process, vise sig at en app på mobilen er det der gør fleste mennesker glade og trygge, så vil vi være de første til at promovere den i Analogiseringsstyrelsen.

Men måske er det på tide at nogen har modet til at sige: “dette kort er knippelfint, billigt og driftsikkert. Det er der naturligvis ingen grund til at skifte ud. Og skal det skiftes ud, er det på ingen måde givet at alternativet skal kræve en smartphone at bruge.”

Spørg dig selv: Har du nogensinde mødt nogen der var trætte af at have et sundhedskort?

Eller har du bare taget for givet at noget sikkert er bedre, alene fordi det er digitalt?

På nuværende tidspunkt har du sandsynligvis allerede stillet dig selv dette såre snedige og afslørende spørgsmål.

Det korte svar er: Fordi vi netop ikke er mavesure maskinstormere.

Vi mener naturligvis ikke ukritisk at en analog løsning altid er bedre end en digital. Hvis vi fraskrev os den udmærkede måde at konstituere vores tænketank og formidle dens indhold til hinanden på, som et website er, ville det jo være totalitær og enøjet tvangsanalogisering. Vi ville afvise et nyttigt værktøj alene fordi det er digitalt. Og netop denne ideologiske og tvangsmæssige forholden sig til teknologi er det vi ikke er ret glade for, ved dagens digitaliseringsbegejstring. Den kalder vi digitalisme.

Vi er ikke ret sikre på – endsige enige om – ret meget i Analogiseringsstyrelsen. Tvivl er et mål i sig selv. Men netop tvivlen gør det muligt for os at spørge – mere fordomsfrit – om den bedste løsning for mennesker i en konkret situation er digital, analog eller måske en hybrid. Og her et et website indlysende bedre og sjovere end ikke at have et. Der sker noget interessant med ens egne tanker, når man læser dem på et website. Og som en bonus kan andre oven i købet læse med.

Tiden er nu moden til at vi kommer op af skyttegravene og sammen finder gode løsninger på samfundets problemer. Også når det indebærer en erkendelse af at den analoge løsning ikke altid er en fremtidsangst og mavesur tilbagevenden, men også kan være den eneste rigtige vej fremad i konkrete situationer f.eks. i borgerkontakt, behandling, samarbejde eller forvaltning.

Vi aner ikke om du læser dette

En måde vi har valgt at være selektivt digitale på er at vi anvender et open source websystem (WordPress) på et jysk webhotel. Vi anvender ingen trackers (ofte uskyldigt kaldt “cookies” på andre websites) * – heller ikke Google Analytics, hvilket betyder at vi ikke aner om nogen som helst følger med i tænketankens arbejde.

Vi har heller ingen Facebook like knapper, som kan afgive data om besøgende. Vi er ikke til stede på sociale medier som styrelse. Det ville være en dejligt nem måde at komme i kontakt med folk på. Men vi har faktisk bevidst gjort det mere besværligt at kommunikere med os, end vi kunne have gjort. Man er altså nødt til at forholde sig til os direkte, for at kunne kommunikere med os. På den måde nyder vi at kunne konstituere os og udtrykke vore tanker, uden ukritisk at tage “hele den digitale pakke” med.

Så vi har naturligvis et website – vi er jo ikke idioter!

* Hvis du nu hører til de super-ultra-tekno-snedige, vil du have opsporet at vi faktisk lægger én cookie i din browser, når du besøger sitet. Vi kan dog berolige dig med at den først bliver lagt når du trykker “fedt” på den lille cookieboks – og dens absolut eneste formål er at fortælle wordpress at du allerede har set boksen og nu har klikket den væk, så du ikke behøver at få den at se på hver eneste side du besøger. 

Snedigere endnu? Send en email eller ring. hvis du opdager andre former for tracking og privatlivsproblemer, vi endnu ikke selv har opdaget.