Vi advarer: Sæt ikke din lid til sølvpapirshatten!

/i /af

Ved et af sine digitaliseringskritiske foredrag havde dette indlægs forfatter bedt arrangøren om at putte en sølvpapirshat i den goodiebag som hver deltager fik. Se hvor glade folk ser ud.

Af: Anders Colding-Jørgensen

I samme øjeblik man stiller sig op og forholder sig kritisk til digital overvågning af borgerne, kan man nærmest stille sit ur efter de personer der fremsætter gode råd som indeholder ordet “sølvpapirshat”.

Fra Analogiseringsstyrelsen side anbefaler vi imidlertid ikke hatte af staniol til andet end brug ved festlige lejligheder (se foto). Tværtimod vil vi i Analogiseringsstyrelsen på det kraftigste opfordre til at man ikke tager en sølvpapirshat på, hvis man er bange for at blive strålepåvirket af manipulerende budskaber fra suspekte regeringsorganer. De virker nemlig stik modsat hensigten, viser forskning som fuldmægtig i Analogiseringsstyrelsen, Anders Kjærulff, for nyligt fremlagde for styrelsen.

I 2005 udførtes på et af verdens mest anerkendte tekniske universiteter, MIT, et eksperiment med radiobølger og sølvpapirshatte. Forsøget, som blev foretaget med state of the art måleudstyr til en kvart million dollars, viste helt entydigt at sølvpapirshatte forstærkede radiosignalet på de radiofrekvenser som de amerikanske myndigheder havde rådighed over. Teoretisk set er du altså ikke mindre udsat for at blive fjernstyret af radiobølger fra NSA og CIA, med en sølvpapirshat, men tværtimod mere udsat.

Mere præcist blev der registreret en 30 db forstærkning af radiosignalerne på 2.6 Ghz og en 20 db forstærkning på 1.2 Ghz. Frekvensområder som ifølge FCC – en organisation som styrer uddelingen af radiofrekvenser i USA – er reserveret af de amerikanske myndigheder til det noget diffuse formål “radiolokation”.

Resultaterne fik faktisk MIT-holdet bag forsøget til at spekulere I at det reelt set ville være i de amerikanske myndigheders interesse at plante ideen om at man kan beskytte sig med en sølvpapirshat,  da det på den måde kan øge deres mulighed for overvågning og tankekontrol af borgerne.

De spekulationer vil vi lade stå for deres egen regning.

I Analogiseringsstyrelsen er vi nemlig af den opfattelse at du, såfremt du ønsker et samfund med mindre overvågning, ikke skal prøve at opnå det gennem dit valg (eller fravalg) af hovedbeklædning, men ved at vælge nogle politikere der har mod til at lade borgerne være i fred. Og i øvrigt ved at bruge dine demokratisk sikrede rettigheder til at kræve at loven bliver overholdt. Det gør folkene bag ulovliglogning.dk for eksempel.

Ønsker du at gardere dig imod tankekontrol, kan det heller ikke klares med en hat, men ved at du holder dig oplyst og taler med dine medmennesker og ikke lade hele verden komme til dig gennem ekkokamre og virale historier. Kom ud i foråret med dig! Drik en øl med en du er uenig med. Med eller uden en klædelig sommerhat af staniol.

Læs mere om MIT’s forsøg med sølvpapirshatte her

Hør, hvorfor har Analogiseringsstyrelsen egentlig en hjemmeside?

/i /af

På nuværende tidspunkt har du sandsynligvis allerede stillet dig selv dette såre snedige og afslørende spørgsmål.

Det korte svar er: Fordi vi netop ikke er mavesure maskinstormere.

Vi mener naturligvis ikke ukritisk at en analog løsning altid er bedre end en digital. Hvis vi fraskrev os den udmærkede måde at konstituere vores tænketank og formidle dens indhold til hinanden på, som et website er, ville det jo være totalitær og enøjet tvangsanalogisering. Vi ville afvise et nyttigt værktøj alene fordi det er digitalt. Og netop denne ideologiske og tvangsmæssige forholden sig til teknologi er det vi ikke er ret glade for, ved dagens digitaliseringsbegejstring. Den kalder vi digitalisme.

Vi er ikke ret sikre på – endsige enige om – ret meget i Analogiseringsstyrelsen. Tvivl er et mål i sig selv. Men netop tvivlen gør det muligt for os at spørge – mere fordomsfrit – om den bedste løsning for mennesker i en konkret situation er digital, analog eller måske en hybrid. Og her et et website indlysende bedre og sjovere end ikke at have et. Der sker noget interessant med ens egne tanker, når man læser dem på et website. Og som en bonus kan andre oven i købet læse med.

Tiden er nu moden til at vi kommer op af skyttegravene og sammen finder gode løsninger på samfundets problemer. Også når det indebærer en erkendelse af at den analoge løsning ikke altid er en fremtidsangst og mavesur tilbagevenden, men også kan være den eneste rigtige vej fremad i konkrete situationer f.eks. i borgerkontakt, behandling, samarbejde eller forvaltning.

Vi aner ikke om du læser dette

En måde vi har valgt at være selektivt digitale på er at vi anvender et open source websystem (WordPress) på et jysk webhotel. Vi anvender ingen trackers (ofte uskyldigt kaldt “cookies” på andre websites) * – heller ikke Google Analytics, hvilket betyder at vi ikke aner om nogen som helst følger med i tænketankens arbejde.

Vi har heller ingen Facebook like knapper, som kan afgive data om besøgende. Vi er ikke til stede på sociale medier som styrelse. Det ville være en dejligt nem måde at komme i kontakt med folk på. Men vi har faktisk bevidst gjort det mere besværligt at kommunikere med os, end vi kunne have gjort. Man er altså nødt til at forholde sig til os direkte, for at kunne kommunikere med os. På den måde nyder vi at kunne konstituere os og udtrykke vore tanker, uden ukritisk at tage “hele den digitale pakke” med.

Så vi har naturligvis et website – vi er jo ikke idioter!

* Hvis du nu hører til de super-ultra-tekno-snedige, vil du have opsporet at vi faktisk lægger én cookie i din browser, når du besøger sitet. Vi kan dog berolige dig med at den først bliver lagt når du trykker “fedt” på den lille cookieboks – og dens absolut eneste formål er at fortælle wordpress at du allerede har set boksen og nu har klikket den væk, så du ikke behøver at få den at se på hver eneste side du besøger. 

Snedigere endnu? Send en email eller ring. hvis du opdager andre former for tracking og privatlivsproblemer, vi endnu ikke selv har opdaget.

Køreplan til det analoge samfund: En skitse til umistelige rettigheder

/i /af

Jeg skriver dette på baggrund af noget helt konkret: Køreplanerne til de københavnske busser.
Og jeg skriver det, fordi de ikke længere er der, i virkeligheden.

Indtil for ganske nylig var der en firkantet metalramme med et stykke papir indeni bag et stykke glas ved hvert eneste busstop i byen. På papiret stod afgangstider og linier, og hvis køreplanen ændrede sig, tog man papiret ud og satte et nyt ind. Det gør man ikke mere. Nu kan man slå køreplanen op, på sin smartphone, over internettet, hedder det.
Nu er det ‘live’.

Movia følger den almindelige, offentlige digitaliseringsstrategi. Med liveopdateret trafikinformation kan vi give en bedre service digitalt end analogt. Det er rigtigt, at vi dermed også laver om på passagerernes vaner i den kollektive transport«,  siger Movias kommunikationsdirektør, Camilla Struckmann,
Movia bevarer et analogt figenblad ved at gøre opmærksom på, at man kan ringe til dem og få tilsendt en køreplan, men det er tydeligvis ikke det, man håber.

Og det er ikke kun passagernes ‘vaner’ man laver om på her.
Man sætter dem samtidig i en situation, hvor de, hvis de vil have en ‘live’ køreplan, SKAL have en mobiltelefon, opladet og med internetforbindelse.
»Så vidt jeg ved, står det ikke i nogen lov, at man skal have en mobiltelefon«, siger Joan Bøgh fra Sundbyvester, der er buspassager, og det har hun ret i, og alligevel ikke.
For der står heller ikke i nogen lov, at det skal være muligt at tilgå og bruge offentlige og private services UDEN en mobiltelefon.

Men det burde der gøre. Og vi er nød til at få indført love, der kan sikre os rettigheden til tilgå det samfund, vi alle sammen skal kunne bo i, også uden digitale mellemled, i en fart.

For det er ikke det eneste sted, mennesker uden mobiltelefon, og ikke mindst uden netadgang, er lukket ude: Med indførsel af tvungen, digital post, aka det i øvrigt profit og privatdrevne, statsprojekt E-BOKS og nemID, er der meget få muligheder for at klare sig uden.

Samtidig arbejder regering, folketing og administration utrætteligt på at ‘digitaliseringsklargøre’ love og regler, der indføres Robot Process Automation(RPA) overalt i forvaltningerne, og enhver, der har prøvet at komme analogt i kontakt med kommuner eller skat, ved hvor lang tid man så kan komme til at sidde i ventekø, mens man hører automatiske stemmer stave sig gennem uendelige selvbetjeningsmenuer og insiterende henvisninger til hjemmesider, hvor man angiveligt kan finde svar på det, man ellers netop har opgivet at finde – hvilket var grunden til, man tog telefonen og ringede….

Resultatet af digitalismens sidste, desperate krampetrækninger er som bekendt en uhyrlig ophobning af data om borgerne, data, forvaltninger og styrelser tydeligvis ikke kan finde ud af at håndtere på menneskelig eller sikker vis.

De digitaliseringssklare lovgivninger er et forvaltningsmæssigt kapitel for sig: Man kan som bekendt, med noget besvær, blive fritaget for at benytte nemID – men når ens sag om ganske kort tid bliver behandlet algoritmisk, så er der pt. lagt op til, at man skal fritages ENDNU engang, for at kunne klage analogt – en fritagelse, der iøvrigt SKAL gennemføres digitalt! Det er ikke sikkert, det går så galt. Måske kommer nogen til fornuft inden. Men det er heller ikke sikkert, det går bedre, ja, det kan såmænd gå meget værre – stat og kommuner har nemlig sandsynligvis allerede ‘hjemtaget’ forventet spare-‘gevinst’ ved digitalisering og automatisering – og så er der ikke råd til fine fornemmelser.

Og så er der alt det, man allerede har taget fra os, uden videre diskussion: Retten til at være off-line!
I en tid, hvor det bliver mere og mere tydeligt, at mange mennesker stresses og forvirres over deres digitale liv, skal der være mulighed for at sige fra og gå tilbage til den analoge tilværelse – den vi har levet efter indtil for ganske nylig og som har skabt det samfund, vi nu nærmer os vejs ende med at digitalisere.
Vi har brug for en analog køreplan, en vished om, at når bussen kører, så ved vi, hvor den skal hen.

Jeg mener derfor, vi hurtigst muligt skal have indført 10 bud i alt arbejde med fremtidig digitalisering og automatisering – der er p.t. tale om skitser – skriv endelig til analogiseringsstyrelsen, hvis du har forslag eller bedre formuleringer.

Jeg gør samtidig opmærksom på, at der indtil videre er tale om et enkeltstående, personligt og tvivlende synspunkt i styrelsen, at jeg end ikke ved, om jeg har ret og at understående vil være til diskussion mellem de øvrige fuldmægtige og jeg den nærmeste tid, i det håb, at vi engang kan formulere et officielt manifest:

1. Myndighederne kan aldrig pålægge borgere i Danmark at være forbundet til internettet eller være i besiddelse af mobiltelefoner.

2. Myndighederne kan ikke kræve af en borger, at man er i besiddelse af computere, smartphones eller andre lignende apparater, for at kunne få den betjening, man har krav på.

3. Al borgerbetjening skal tilgodese både digitale og analoge danskere.

4. Borgere skal kunne møde fysisk op og møde en ansvarlig, menneskelig repræsentant for de systemer, der har truffet en beslutning på deres vegne. Repræsentanten skal kunne forklare beslutningen på en let forståelig, og juridisk holdbar måde. I tvivlstilfælde bør menneskelige, juridiske skøn have forrang for algoritmiske beslutninger.

5. Borgerne skal frit kunne vælge mellem om de ønsker en digital eller en analog behandling af myndighederne.

6. Digital selvbetjening skal være et tilbud. Ikke et krav.

7. Relevante sagsakter skal kunne udleveres og fremsendes på betryggende vis i papirform.

8. Borgeren skal have mulighed for at svare myndighederne i brevform eller ved fysisk fremmøde.

9. Stat, kommune og andre relevante myndigheder anerkender og arbejder ud fra princippet om, at de er til for borgerne, uanset borgernes tilgang til myndighedernes tilbud og krav.

10. Borgere i Danmark har umistelig ret til at frasige sig digital behandling af myndighederne og dermed kunne leve deres liv som de ønsker, også udenfor internettet, uden nærmere begrundelse, og myndighederne forpligter sig til at understøtte deres livsvalg. 

En styrelse i splid med sig selv: Giv din krop til jorden, ikke lægerne?

/i /af

Analogiseringsstyrelsen er en rummelig styrelse, hvor der er plads til at være i spild med sig selv – måske skal du ikke give din krop til lægerne – men til jorden eller himlen eller ingen som helst?

Denne tekst er blevet analogiseret, og findes nu i bogen der kan bestilles her.

Den ultimativt analoge gaveidé?

/i /af

Doner din krop til lægevidenskaben og giv fremtidens læger den mest værdifulde analoge gave de kan få

Hvordan sikrer vi at den læge der skal møde os og vore efterkommere, har erfaring med anatomi og døde mennesker fra andet end en computersimulation?

Det kan du faktisk hjælpe med. Du har i dag en meget konkret og 100% analog måde at give de lægestuderende fysiske og taktile erfaringer med anatomi og døde menneskekroppe på, nemlig ved at donere din krop til lægevidenskaben.

Analog proces

Du kan donere dit legeme til lægevidenskaben ved at kontakte Institut for Cellulær og Molekylær medicin ved Københavns Universitet. Det kan du gøre telefonisk, hvorefter du modtager en konvolut med et analogt stykke papir i, som du skal læse, underskrive og returnere.

Tag den analoge samtale med familien

Et kropstestamente er en glimrende anledning til at tale med børn og andre pårørende om det vigtige og smukke i at fremtidens lægestuderende kan få lov at røre ved et rigtigt dødt menneske, inden de skal ud og praktisere. Prøv at forestille dig at være en ung læge som rører ved sit første døde menneske når de er blevet ansat og der er pårørende og andre at tage hensyn til. Det kan ingen computersimulationer forberede én på.

Læs på Københavns Universitet hvordan du gør:

Doner dit legeme her

 

Hør om at testamentere sin krop til videnskaben i Hjernekassen på P1

I programmet her, kan du møde professor Jørgen Tranum-Jensen fra Københavns Universitet og høre ham fortælle hvad der sker med din krop, når de overlader den til lægestuderende.

Hør Hjernekassen her

 

Analogiseringsmessen 2019

/i /af

Er desværre stadig på tegnebrættet og ren fantasi, men der spekuleres hårdt over hvordan man kunne finde en første og en sidste finansiering, uden alt for stor en arbejdsindsats. Hvis midlerne falder, vil analogiseringsstyrelsen selvfølgelig tilbyde sig som bannerfører for koordinering, logistik og at bringe de relevante parter sammen, så dette (ubevidst) efterspurgte event kan gøres til virkelighed. Det ligger dog allerede klart at:

  • Der sigtes efter en international brudflade, og derfor ville det være nærliggende at gå i forhandling med Kongresshaus.de i Baden-Baden som mulig venue. Det ligger centralt i Europa, og kan tage i mod mange tusinde deltagere. Alternativt, hvis man går efter et mere minimalistisk koncept: treehotel i Sverige.
  • En shortlist over ønskede keynote-speakere kunne være: Evgeny Morozov, James Bridle, Kara Swisher, Jaron Lanier, Natasha Schüll
  • Programmet skulle køre over en tre-fire spor: “Ubiquitous Analogisation (UA): dystopia or utopia?” | “Offlining in theory and practice” | “Digital repurposing” | “TransAnalogism – is all technology in reality human?”
  • På messen inviteres praktikere, designere og ingeniører, der præsenterer analogiske løsninger og prototyper
  • Halvvejs i konferencen arrangeres en lang fælles gåtur med guidet svampeplukning – konsumeres over bål med underholdning fra det finske råbekor.

Dette er nogle af de planer og tanker der rumsterer – og skal blot forstås som inspirationskatalog i den videre proces.

Færre data = mere sikkerhed: Og så taler vi sammen, ikke?

/i /af

Det er velkendt, at det computere er bedst til, er at samle og gemme data. Måske er det i virkeligheden det eneste, de er gode til?

Ihvertfald samler de data hele tiden i form af logs, der fortæller hvordan brugeren benytter maskinen og da internettet består af forbundne computere og de fleste maskiner er koblet til det, så mangedobles mængden af data om hvad maskinen, og borgeren bag den, foretager sig.

Anvender man Google, Facebook, Twitter eller sin favorit løbeapp, ja, så samles der gigantiske mængder data, data, der konsekvent misbruges til at liste brugeren til at købe varer eller som sælges til politiske partier, der vil manipulere vælgere. Staten og det offentlige har valgt samme model, og samler nu data til bunke via blandt andet logningen af vores mobiltelefonbrug, rejsekortet, nummerpladescanning(ANPG), smart-metre på el-nettet, PNR-registrering af flyrejser og senest via det kommende genomcenter. Det overordnede formål med statens brug af disse data er endnu uklart, men alt tyder på, at det vil blive anvendt til mere overvågning og kontrol.

Funktion

Analogiseringsstyrelsen mener, det er på tide at gøre op med det vanvittige fråseri med borger-data , og i stedet rendyrke funktion, frem for registrering. Borgernes ønske om at benytte computere til at søge information på nettet er således helt legitim, men samme søgning bør naturligvis ikke efterlade sig spor, ligesom man ikke vil forfølges af en emsigt noterende bibliotikar, der kræver ens navn og position når man er på besøg på biblioteket og bladrer gennem bøgerne på hylderne.
Analogiseringsstyrelsen forventer, ovenpå digitalismens død, en bølge af iværksættere, der vil sætte en ære i at udvikle software og computere, hvor brugerne ikke kan identificeres.
Identifikation er nøglen til alt misbrug.
Det har blandt andet Østtysklands STASI vist os.
Heldigvis er vi jo blevet klogere siden dengang – og hvem ønsker at gentage den slags fejltagelser og overgreb mod mennesker i den lyse fremtid, der venter os?

Spionage og snageri

Det er almindelig anerkendt, at den opførsel som det nuværende digitale miljø opfordrer til, er at sammenligne med spionage, at snage og lure på andre. Hvem ville frivilligt tjekke ind på et hotel, hvor der er fyldt med mikrofoner og hvor personalet gloede ind gennem nøglehullet? Hvem ville bruge et kort, hvis der fulgte en mand med, der registrerede hvor man var imens? Hvem ville køre i en bil, hvis politiet tog noter fra hver eneste tur? Hvem ville slukke sin sengelampe, velvidende at elselskabet ved, at det netop er det man har gjort – og at de kan blive tvunget til at udlevere data til staten?
Ikke desto mindre, er det præcist det, der er sket under digitalismen – alle normale funktioner, der før var et spørgsmål om at betale og så gå videre, afgiver nu data.

Klippekort NU

Et eksempel: Man kunne for kort tid siden købe et klippe-kort, hvis man ville benytte busser eller tog. Lidt længere tilbage, var det også muligt at købe en fysisk papirbillet i et bemandet billetsalg. Det var en simpel transaktion, der kun krævede kontanter, ind til for nyligt håndteret af rigtige mennesker i kiosker og billetsalg, hvilket gav mulighed for at interagere og tale med andre mennesker. Men vigtigst af alt: Det efterlod ingen data. Med rejsekortet tvinges borgere til at generere en syndflod af finansielle- og bevægelses-data, der alle gemmes i fem år og som datamines for at undersøge for muligt snyd og kan udleveres til politiet. Det er tydeligvis en fejlslagen kurs, der mistænkeliggør borgerne og skaber et klima af mistillid, ligesom den er bygget på en ulækker og utidssvarende spionerende forretningsmodel. Vi er gået fra at have konduktører(der styrede rummet og solgte billetter) til kontrollører, der….kontrollerer….som var de computere selv. Analogiseringstyrelsen forventer og glæder sig til, at det analoge klippekort snart kommer igen, gerne i en opdateret og mere solid udgave, der kan tåle en tur i vaskemaskinen. Det vil også være indlysende at genåbne bemandede billetsalg, så vi igen kan bevæge os med offentlige transportmidler, uden at blive genstand for unødvendig og farlig registrering.

Pas på data?

Når vi kalder registrering for farlig, er det af en simpel årsag: Hvis man har samlet data sammen, skal man også kunne passe på dem – eller risikere, de falder i forkerte hænder. Det er i den forbindelse mere end almindeligt anerkendt, at hverken den danske stat eller virksomheder her i landet, er i stand til at passe på data.

Således vil en solid analogisering af den offentlige transport hæve cybersikkerheden med 100 procent, den vil gøre overholdelse af GDPR meget nemmere, ligesom risikoen for nedbrud reduceres til næsten nul.
Men hvorfor stoppe med den offentlige transport? Moderne biler registrerer hvor hurtigt ejerne kører, hvor meget de træder på bremsen og 100vis af andre faktorer, der sendes gennem luften direkte til bilfabrikkerne, der på nuværende tidspunkt ikke aner, hvad de data skal bruges til. Udover naturligvis på sigt, at kunne sælges til forsikringsselskaber eller andre, der lever af at vurdere om en borger lever risikofyldt.

Det er indlysende uholdbart, at en bilejer ikke selv er klar over, hvilke data hans eller hendes kørsel genererer eller hvad de skal bruges til. Analogiseringstyrelsen forventer, at bilfabrikkerne indser deres fejltagelser og nøjes med at få bilerne til at køre godt – hvem ville med åbne øjne købe et køretøj, der sladrer om een ved første og bedste lejlighed? Analogiseringsstyrelsen vil komme med flere eksempler på data-minimering eller decideret offlining her på dette site fremover, og vil i første omgang understrege at formålet med at få data ud af vores daglige liv, er, at data fører til mistillid.Og at det verden mangler nu, er tillid.

Til borgerne.
Og til de maskiner vi benytter.

En styrelse i splid med sig selv?

/i /af

En uformel, dynamisk kultur
I analogiseringsstyrelsen har vi en uformel, dynamisk kultur. Vores fokus er hovedsaligt orienteret mod det ansvar vi er sat i verden for at forvalte, og det meste af vores tid er fokus på implementering, implementering, implementering! Men det afholder os ikke fra at give hinanden snor til at tænke frit i de retninger, tankerne nu en gang løber. Det skaber energi, men kan selvfølgelig også være årsag til uenigheder og sammenstød. Fra mit perspektiv er der tre grundlæggende spændinger i styrelsen: den aktualitetsbårne, den psykologiske og den noetiske (den der beskæftiger sig med hvad det vil sige at tænke). Hvordan får vi det hele til at mødes, hvordan formår vi trods alt at bevare den kontinuitet og stabilitet, der kendetegner alle gode styrelser?

En anekdote fra Okkenhaug
Lad mig starte med en lille anekdote, fra min opvækst i Okkenhaug. Min far havde tre brødre: Geir, Thor og Knut. Geir arbejdede på værftet, og Thor og Knut på savværket. Når mine forældre holdt 17. maj fest, havde onklerne altid Kvikk Lunsj-chokoladebarer med til min søster og mig, hvilket skabte stor glæde. Geir var filosoffen blandt de fire brødre, og når den var blevet sent (efter vi var blevet puttet), kunne vi nogle gange høre ham råbe: “Men brødre: hvorfor gør vi det vi gør? Hvor kommer de ideer fra, der gør at vi skal arbejde så hårdt hver dag? Det er som om vi ikke tænker nok over det!“. “Nu begynder du igen, Geir” var svaret som regel, og hvis det ikke endte i slåskamp, så blev hans spørgsmål afbrudt af skål og sange indtil gæsterne faldt om, eller travede hjem igennem sneen.

Styrken i store ideer
Hvorfor fortæller jeg det? Onkel Geirs spørgsmål lever videre i styrelsen, selv her i dag: vi har brug for at tænke over hvorfor vi vælger de strukturer som vi gør, og selvom styrelsens fagligheder undertiden stritter i forskellige retninger, er vi dog enige om dette: det er de store ideer, der skaber forandring. Analogisering er en sådan ide. Men det er en forstyrrende, kompliceret idé, som afføder mange nye spørgsmål, for hvert skridt vi tager. Vigtigst er dog, at vi fastholder ambitionen om at den bærende ide skal kunne samle noetiske impulser op: Hvorfor tænker vi om ting som vi gør? Kunne det hele måske være anderledes? Selvom det kan ende i bragesnak, eller vi falder om af træthed.

For nyligt spurgte jeg min Onkel Geir til hvorfor han altid var blevet i Okkenhaug, og til hvorfor han aldrig søgte arbejde udenfor værftet. “Det er fordi, der den 17. maj, hos dine forældre, altid var plads til at overveje alternativer“, var hans svar.