Analogiseringsstyrelsen skyder valgkampen i gang!
Bange politikere digitaliserer for meget og forkert – men DU kan jo stemme imod hovedløs digitalisering ved næste valg!
Af: Anders Colding-Jørgensen
I Analogiseringsstyrelsen elsker vi computere – men vi vil så gerne have at de bliver brugt med viden og omtanke – til at skabe bedre liv med. Ikke blot fordi de findes, fordi “de andre gør det“ og fordi alle fortæller hinanden at “fremtiden er digital”.
At sige nej til digitalisering, når alle andre løber rundt som om huset brænder, kræver mod. Ikke mindst af vore folkevalgte. Derfor er det vigtigt at fortælle dem at de godt må sige nej. De må gerne kræve at få undersøgt om digitalisering af et specifikt område skaber bedre liv. Og de må ikke mindst gerne stå fast på at en analog løsning, der fungerer fint som den er, naturligvis ikke skal skrottes til fordel for en digital, blot fordi muligheden findes.
Du må godt…
Første kampagneplakat minder dig om at du gerne må sige nej. For at være helt ærlige, så er det nok det pædagogiske niveau vi må begynde på. Du må godt spørge hvorfor den velfungerende analoge buskøreplan, skal forsvinde til fordel for en app. Du må godt bruge din mavefornemmelse og fornuft. Du må godt sige nej til blind digitalisering. Digitalisering er hverken et tryllemiddel eller en naturlov. Og stik imod hvad alle går og siger til hinanden, er du ikke nødt til at stemme for enhver form for digitalisering, der lokker med et “potentiale” i fremtiden.
Kære kandidat: Skal du have analog førstehjælp?
Det kan være svært at få argumentationen imod blind digitalisering op i en politisk flyvehøjde. Analogiseringsstyrelsen tilbyder ministerbetjening samt analog førstehjælp til politiske kandidater, uanset politisk observans, som gerne vil gøre deres argumenter imod automatisk og ukritisk digitalisering stærkere. Enten generelt eller inden for dine mærkesager.