Hvordan skal man forstå mennesker der ikke bruger digitale tjenester eller digitale devices – eller hvordan skal vi forstå fænomenet “ikke-brug” (som vi vil kalde det i resten af denne artikel)? Hvordan argumenteres der når vi vælger ikke at bruge digitale medier?
Der er en tendens til at kategorisere ikke-brug som en midlertidig (og uheldig) mangel som der skal rådes bod på. Når man taler om “The Digital Divide” f.eks. Her er problemet at teknologi ikke er gjort tilgængelig nok. Manglen kan også udbedres ved at opruste folk til at lære at bruge teknologi, igennem videreuddannelse. Der er også en tendens til at kategorisere ikke-brug som et psykopatologisk fænomen, i form af angst eller irrationel antimodernisme. Dem der ikke bruger en smartphone, eller internet betragtes som syge i en eller anden mild grad.
I en lang række tilfælde kan årsager til ikke-brug forklares i materielle mangelsituationer, men hvornår skal ikke-brug forstås som udtryk for bevidste valg? Ikke-brug motiveres på mange måder, og knyttes til særlige situationer, særlige tjenester, og særlige tidspunkter – f.eks. når vi holder møder, spiser aftensmad eller er på “digital detox”. Karen Hartmann lægger et vigtigt teoretisk fundament til ophøjelsen af ikke-brug af digitale medier, til et besværligt, men gyldig undersøgelsesgenstand. Vi gennemgår hendes artikel.
Vores ressortområde er underteoretiseret. Nogle gange taler vi om det analoge som ikke-digitalt, andre gange om analogisering som en sproglig figur for det proportionelle eller “det lignende”. Det analoge forbindes også med en særlig æstetik, som Alexander Galloway talte om her, karakteriseret ved kurver og bølger, ubrudte linjer o.s.v.:
“Hence the analog is found most easily in curves and waves, in an aesthetic of smoothness and unbroken lines, planes, or volumes. The mirror, the echo, the ghost, the trace, the outline, these are paradigmatic analog modes”
Det er ikke altid det hænger lige godt sammen, eller: der er mange dimensioner ved det analoge, og de står endnu ikke i ordentligt forhold til hinanden.
En af disse dimensioner er også dette besværlige spørgsmål: Hvad ved vi egentlig om det, som der ingen data er på? Megen vestlig kognitiv kapacitet er rettet mod analyse af det vi har data på: det er synligt, det siger noget om virkeligheden, og det kan være data om al mulig menneskelig aktivitet. Men risikerer vi at miste fokus på fænomener der eksisterer, selvom der ingen data er på dem? F.eks. ikke-brugen af digitale medier? Hvad ved vi egentlig om det? Hvordan skal vi forstå ikke-brug?
I anmeldelsen af Maren Hartmans “Install Freedom Now!” Choosing Not to Communicate with Digital Media at Work and Home fokuserer vi på friheden til ikke at bruge digitale medier. Retten til ikke at være digital er jo noget der står meget centralt i de analoge rettigheder.
Maren Hartman indleder med at konstatere at retten til at kommunikere og kommunikationsrettigheder er vigtige debatter i jura og politik. Marens ærinde i artiklen er dog et andet, nemlig at spørge om begrebet “rettigheder” er fuldt dækkende for ideen om friheden til at kommunikere. Hvad er forskellen på rettighed til og frihed fra spørger hun? Er retten til ikke at kommunikere repræsenteret i aktuelle debatter? For at engagere sig i det spørgsmål vil Maren tale om to berømte eksempler på digital ikke-kommunikation. Det første eksempel tager hun fra den corporate verden, det andet fra ideen om “digital detox”.
Frihed til at kommunikere
I det teoretiske afsnit, refererer Maren Hartmann til Jürgen Habermas, Axel Honneth og Seyla Benhabib. De er så at sige “positive” teorier om kommunikation, der taler om kommunikative handlingers centrale placering i individ og fællesskaber, hvad retten til at kommunikere f.eks. betyder indenfor menneskerettigheder og
Retten til ikke at kommunikere
Men det som de tre teoretikere ikke har med i deres teorier, er retten til ikke at kommunikere. Den ret kortlægger Maren: Tidligere kunne det være retten til ikke at installere telefon eller TV i sit hjem. I dag er ikke-brug reserveret til bestemte applikationer, bestemte situationer, bestemte tidspunkter eller i bestemte sociale sammenhænge. Eksempler er : “Jeg bruger ikke Facebook”, eller “Jeg tjekker ikke e-mail i weekenden.” Ikke-brug kan være et aktivt tilvalg, eller det kan ske tilfældigt – eller imod ens ønsker. Ufrivillig ikke-brug er behandlet i forskningen under begreber som “Digital Divide”, manglende adgang til bredbånd i randzoner, eller at visse indkomstgrupper/socio-økonomiske segmenter ikke har råd til en smartphone, laptop eller spillekonsol f.eks. Artiklen fokus er på det aktive tilvalg af retten til ikke at kommunikere, eller til at begrænse ens brug af medieret kommunikation. I princippet er den ret givet til alle i liberale demokratier, men i de seneste årtier har debatten drejet sig om det normative rammeværk for connectivity (at være på nettet, sociale medier f.eks.). Connectivity bliver framet som en nødvendighed, en betingelse for at kunne deltage i samfundet. Det er derfor ved at udvikle sig både til en rettighed men også til en pligt. Brugen af laptops i skolen f.eks. er en rettighed: alle børn sikres adgang i gennem forskellige ordninger, omvendt er det ikke muligt at fravælge brugen af laptop i skolesammenhæng. Denne tvang er, i følge Maren, ved at morphe over i spørgsmål om magtesløshed.
Research på ikke-brug
Ligeså længe der har eksisteret medier, har der eksisteret retten til ikke at bruge medier. Aviser skulle bruge mange årtier på at nå den udbredelse de endte med at få. Radio, film og fjernsyn blev mødt med massiv kritik da de blev introduceret. Især TV har haft den mest trofaste gruppe af ikke-brugere igennem tiden (de findes stadig i dag, hvor aktive ikke-brugere af radio og biograffilm er sjældnere). Politisk har der ikke været den store bekymring omkring ikke-brug af TV, man har anset det for primært at være et underholdningsmedie. Tidlig internetforskning i ikke-brug – her henvises til Sally Wyatts artikel “They came, they surfed, they went back to the beach” (fra 1999) – hvor forfatteren forsøger sig med en kategorisering af ikke-brug af internettet:
- Har aldrig brugt, fordi man ikke vil
- Har aldrig brugt, fordi man ikke kan få adgang
- Er holdt op med at bruge, fordi det var kedeligt, alternative aktiviteter var mere tillokkende
- Er holdt op med at bruge, af økonomiske årsager, f.eks pga. tab af adgang igennem arbejdspladsen
Hartmann gengiver Wyatts advarsel om at der er en fare for at brugen af IKT bliver totaliseret af individer, organisationer og nationer, at IKT bliver vil blive normen og at ikke-brug vil blive anset for at være en mangel, eller et problem der skal løses. Wyatt vil genoprette ikke-brugere som en relevant social gruppe, aktører der har har en aktie i hvordan verden skal formes.
Siden Wyatts artikel, har forskning om ikke-brug fokuseret på ambivalens ifht. tjenester som Facebook, Twitter, Grind, online nyheder. Ikke-brug er blevet motiveret i en opfattelse af online og sociale medier som værende overfladiske, narcissistiske og fremmedgørende. Ikke at bruge sin mobiltelefon er blevet anset som en vej til selvkontrol og frigørelse (Syvertsen og Enli, 2020). Endelig indgår ikke-brug i en fortælling om modstand.
Hvordan skal vi forske i det usynlige? Ikke-brug afgiver meget lidt data, men det er ikke det der er problemet i følge Hartmann. Ikke- brug frames primært som en mangel. Ikke-brug formuleres også som et mål for dem der er klinisk afhængige – ikke-brug er blevet gjort til et moralsk problem.
Et eksempel på ikke-brugs forskning er Pepita Hesselbert, som triangulerer tre temaer i diskussioner om brug af digitale medier, som indtil fornyligt sjældent er blevet nævnt sammen. For det første: Bekymringer om digital labor, prekær arbejdskraft og et forandret arbejdsmarked defineret af neo-liberale principper, for det andet, uro omkring devices i vores hverdagsmiljøer og deres bias i mod konstant tilgængelighed, og til sidst: trangen til at logge af. (Hesselberth 2018, 1995)
Pepitas værk flugter med et voksende korpus af forskning der beskæftiger sig med retten til at logge af (right to disconnect). Retten til at logge af, ønsker Hartmann at indlejre i det mere generelle spørgsmål om kommunikativ frihed. Det gør hun ved at at beskrive Urs Stähelis begreb om afkobling (dis-connectivity).
Afkobling?
Urs Stäheli har for nyligt argumenteret for retten til at “afnetværke” (de-networke), og “afkoble” (disconnect), eller at “af-følge” (unfollow). Urs Stäheli argumenterer ikke nødvendigvis for digital detox overalt, men for en mere nuanceret forståelse for hvornår “for meget” netværkaktivitet finder sted, og hvor krav om at være på, er potentielt uberettigede. Dette gælder både teoretisk, men også i hverdagen. Han beder os om at opføre os forkert, at gå glip af det rigtige tidspunkt, ikke at være på det rette sted på det rigtige tidspunkt. Vi skal lære at svare ikke hurtigt nok, eller svare for tidligt. Hensigten er ikke at træde helt ud af det digitale mediemiljø, men af falde ud af rytmen på nogle tidspunkter eller ifht. til bestemte opgaver. For Stäheli er ærindet ikke så meget at være subversiv, men at illustrere hvor heftige kravene om altid at være på, er blevet. Modbilledet er ligegyldighed og introspektion, der beskrives som nødvendige sociale egenskaber, især i storbyen, og henviser til Simmel og Tarde. Simmel viste at evnen til at ignorere er forudsætningen for sameksistens. Vi ville ikke kunne holde hinanden ud, hvis ikke vi undertiden kunne ignorere hinanden. Stäheli vil gerne tilbyde en model der ikke er dualistisk – at være off- eller online, men som placerer sig i mellem, en måde at være online på, der er mindre rigid. Hartmanns kritik af Stäheli, er at han overser spørgsmål der har med magt at gøre: nogle gange har det store omkostninger ikke at være på det rette sted og på det rette tidspunkt – ikke alle kan lege med det at være on- eller offline på den måde. Derfor tilbyder Hartmann at skyde en Massey & Silverstone-model ind i den her tilgang. Det får navnet “fjern nærhed” (distant proximity) som man kan udleve igennem “midlertidig afbrydelse” (temporary dis-connectivity).
Debatten om “Digital Divide” har tendens til at gå for langt, ved at gøre “connectivity” til normen, først for borgeren dernæst for alt andet, disconnection bliver ikke længere end mulighed. Total afkobling bliver til en radikal kontra-aktivitet, men ikke nødvendigvis til en løsning. Der tales om “proper distance” indenfor kommunikation, vi bør alle have frihed fra at blive repræsenteret, og fra at kommunikere.
// Min pointe er at afstand ikke kun er en materiel, en geografisk eller en social kategori, afstand er, i kraft af at være //
Kommunikativ frihed er afgørende – men den bliver nød til at inkludere retten til ikke at kommunikere, for alle. Silverstone peger på at dette er komplekst at overholde, især pga. digitale medier. Udfordringen er vendes om: afstand er ikke målet, men det som må overskrides i første instans. Ægte afstand indebærer kontakt: det er som at tæt på hånden men også tæt på sindet. Silverstone introducerer “Ambiguity 2”: i stedet for at skabe indre afstand til folk som er fysisk tæt på, bør man skabe afstand til folk der er fysisk langt væk [det her er rimelig cracked]. Ægte afstand handler om aktivt at etablere nærhed. Det handler om gæstfrihed, at lade folk komme ind. Ægte afstand er en handling som vi bliver nød til at gentage (omhyggeligt introduceret og konstrueret på en måde der er ikke skaber upassende afstand).
Prominente former for aktiv ikke-kommunikation
Virksomheder der beder deres ansatte om ikke at bruge e-mail på nogle tidspunkter. Systematiske retningslinjer hvad det angår er ikke nye: de blev diskuteret i bredere omfang ved århundredeskiftet og blev mere almindelige fra ca. 2013. Forbud mod at e-maile på bestemte tidspunkter havde den funktion at reducere stress forårsaget af for meget arbejde udenfor den officielle arbejdstid.
Hartmann, M. (2021). “Install Freedom Now!” Choosing Not to Communicate with Digital Media at Work and Home. Javnost – The Public, 1–16. https://doi.org/10.1080/13183222.2021.1889831
