Som barn fik jeg at vide, at teknologien ville redde os,
at jeg var en del af den første udødelige generation.
Hver gang nogen døde, fik jeg at vide, at jeg ikke skulle
bekymre mig. Hold dig bare i live lidt længere. Nogen vil
rette op på alt dette. Meget snart.
Nath Krause: Trilogi. 2025. Side 94.
I et stort essay i den engelske avis The Guardian, en publikation, der desværre har solgt sin sjæl til openAI, men som stadig, på dampene og på trods, leverer interessante artikler, skriver historieprofessor D Graham Burnett fra Princeton University, filminstruktør Alyssa Loh og forfatter Peter Schmidt om OPMÆRKSOMHED, om at vi må standse techgiganternes menneskelige ‘fracking’ af os, og det er det vigtige, at det ikke er for sent. Det, som de byder ind i, er kort sagt Shoshana Zuboffs ide om ‘Surveallance Capitalism,’ hvor vi alle sammen bliver brændstof for de store techgiganters umættelige hang til data, som de på forunderlig vis formår at trylle om til penge, som de øjeblikkeligt bruger på at forsøge at opnå verdensherredømme og/eller komme ud i rummet, væk fra alle vi idioter og undermennesker, der står med snuden nede i vores telefoner.
Forfatterne er medlemmer af ‘Friends of Attention coalition’, og har skrevet ‘ATTENSITY! A Manifesto of the Attention Liberation Movement (Particular)’.
We write as representatives of a fast-growing and increasingly well-organised movement, focused on pushing back against the human frackers, and giving shape to a new politics of human attention. At the heart of our efforts? The formation of broad coalitions devoted to the politics of human attention, the practice of diverse forms of study that call forth the life-giving powers of the mind and senses, and the promotion of sanctuary spaces for the protection and cultivation of the kinds of attention that make life good. We call this work attention activism.
Forfatterne i dette Essay opfordrer altså til det, de kalder ‘Opmærksomheds Aktivisme’ – det lyder godt, omend det ikke fremgår rasende klart, hvordan det skal gøres – noget med at få formuleret en politik og skabt en global bevægelse, lidt som klima-bevægelsen, siger de, og det er måske ikke det bedste udgangspunkt, egentlig, ikke i form af resultater, i hvert fald?
Her fra Analogiseringsstyrelsen har vi siden 2018 talt for, at vi lever bedre og mere fuldt, når vi stræber efter det analoge, at vi lægger vores kræfter i den retning istedet for den digitale. Vi er glade for, at der kommer flere dansende stjerner på firmamentet, der kan se, at den nuværende kurs for menneskeheden fører os direkte mod dumhed, apati og angst. Herhjemme har vi tiltag som Kritik Digital og Danmark Skifter, meget fine bevægelser, men også med fødderne solidt plantet i forestillingen om, at vi bare skal have det digitale under kontrol og holde op med at være ‘digitalt bekymrede’, ikke reducere det til et absolut minimum eller forlade det helt, for ‘Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande’, som det hedder sig og ingen er åbenbart villige til at lægge skærmene helt væk og dermed træde helt ud af det rum, hvor den menneskelige ‘fracking’ efter vores opmærksomhed foregår: Vi skal åbenbart holde fast i skærmene – bare med en anden hånd?
Der er gode takter hos ‘Friends of Attention coalition’. De har blandt andet udgivet en guide til RADIKAL OPMÆRKSOMHED, som er interessant. Den opfordrer til at lave ‘studys’ eller klubber for syning, sang eller andre analoge ting, vi som mennesker kan gøre SAMMEN, ikke via skærme.
For hvis vi skal skifte, bør det være fra digital til analog – ikke fra en slags digital til en anden, synes vi. Det analoge er den vej, der er mest velbetrådt, fordi vi har været der før som menneskehed. Det er en på overfladen besværlig vej, men den er billig, den virker under krig og krise og kræver blot at vi genindfører analoge rettigheder og standser automatiseringen af det menneskelige og manualisere os frem i stedet.
Og vi mener, der er noget konkret at gøre: Tag dit første analoge skridt i dag (Hold op med at tænke i likes og visningstal, skriv et brev, lyt til FM-radio, brug kontanter, ring til nogen, lav noget musik, læs en bog?) og bliv ved med at gå, til du ikke kan mere.
Bagefter tager du nogen i hånden og går videre.
Og tilsidst, så er vi mange nok?
Filosofisk særpodcast. En samtale om teknologi og biologi mellem forfatter Morten Grønborg og Analogiseringsstyrelsens Marie Møller Kristensen. Gæst: Platon.
I 1909 skrev forfatter E.M. Forster novellesamlingen ‘The eternal moment, and other stories’. En af novellerne i den hedder ‘The Machine Stops’. I den novelle bor menneskeheden under jorden i perfekt tempererede værelser fyldt med knapper, uden sollys og uden kontakt til andre i fysisk form – al samtale foregår gennem Maskinen, og da hovedpersonen, Vashti, professor i Australsk musik(!) på et tidspunkt, meget nødtvungent, besøger sin søn på den anden side af jorden via et system af tunneler og fly med nedrullede gardiner, rystes hun, og alle de andre passagerer, over en stewardesse, der griber fat i hende, da hun er ved at falde: Det er forkert, tænker hun.
Hun skulle have ladet mig falde.
‘Historien beskriver en verden, hvor størstedelen af den menneskelige befolkning har mistet evnen til at leve på Jordens overflade på grund af ekstreme klimaforandringer og giftig luft. Hvert individ lever nu isoleret under jorden i et standardrum, hvor alle behov for overlevelse, komfort og underholdning dækkes af den almægtige, globale Maskine. Rejser til overfladen er tilladt, men er upopulære og sjældent nødvendige. Kommunikation foregår via en slags instant messaging/videokonferencemaskine, som folk bruger til at udføre deres eneste aktivitet: deling af ideer og det, der går for viden.‘
WikiPedia
Hendes søn, Kuno, har besøgt overfladen og tror at maskinen, der styrer alle samtaler og alle menneskers liv, snart vil gå i stå. “Vi siger ‘rummet er udslettet’, men vi har ikke udslettet rummet, men følelsen af det. Vi har mistet en del af os selv. Jeg besluttede mig for at genvinde den del af mig, og jeg begyndte med at gå op og ned ad jernbaneperronen uden for mit værelse. Op og ned, indtil jeg var træt, og dermed genfandt jeg betydningen af ‘nær’ og ‘fjernt’.” ‘Nær’ er et sted, hvor jeg hurtigt kan komme på benene, ikke et sted, hvor toget eller luftskibet hurtigt kan tage mig hen. ‘Fjernt’ er et sted, hvor jeg ikke hurtigt kan komme på benene; turen er ‘langt’, selvom jeg kunne være der på 38 sekunder ved at tilkalde toget. Mennesket er målet. Det var min første lektie. Menneskets fødder er målet for afstand, dets hænder er målet for ejerskab, dets krop er målet for alt, hvad der er elskeligt og ønskeligt og stærkt. Så gik jeg videre: det var da, jeg kaldte på dig for første gang, og du ville ikke komme‘, fortæller Kuno.
“Du taler, som om en gud havde skabt Maskinen,” råbte den anden. “Jeg tror, at du beder til den, når du er ulykkelig. Mennesker skabte den, glem ikke det. Store mænd, men mænd. Maskinen er meget, men den er ikke alt. Jeg ser noget som dig på denne plade, men jeg ser dig ikke. Jeg hører noget som dig gennem denne telefon, men jeg hører dig ikke. Derfor vil jeg have dig til at komme. Kom og bliv hos mig. Besøg mig, så vi kan mødes ansigt til ansigt og tale om de håb, der er i mit sind.”
Og han fortsætter: “Kan du ikke se, kan alle dine forelæsere ikke se, at det er os, der dør, og at det eneste, der virkelig lever hernede, er Maskinen? Vi skabte Maskinen for at gøre vores vilje, men vi kan ikke få den til at gøre vores vilje nu. Den har berøvet os rumsansen og følesansen, den har sløret enhver menneskelig relation og indsnævret kærligheden til en kødelig handling, den har lammet vores kroppe og vores viljer, og nu tvinger den os til at tilbede den. Maskinen udvikler sig – men ikke på vores betingelser. Maskinen fortsætter – men ikke mod vore mål. Vi eksisterer kun som de blodlegemer, der strømmer gennem dens arterier, og hvis den kunne fungere uden os, ville den lade os dø. Åh, jeg har ingen kur – eller i det mindste kun én: At fortælle alle mennesker igen og igen, at jeg har set bakkerne i Wessex, som Ælfrid så dem, da han omstyrtede danerne“.
Du kan låne bogen på biblioteket – eller, hvis det absolut skal foregå i Maskinen: Hente den her hos Gutenberg.org: https://gutenberg.org/ebooks/72890
Som forberedelse til en debat i næste uge, besluttede jeg mig for at samle, sortere, strukturere den AI-kritiske litteratur der har fanget min opmærksomhed det seneste års tid. Jeg sorterede artiklerne efter 5 kategorier:
Gå ombord i slideshowet, eller hent powerpointen eller rdf-filen (hvis du bruger et kildehåndteringssystem som Zotero eller Mendeley).
Jeg læste i “Merkur” om elektronregnemaskinen, et af de mange apparater der i løbet af få år vil revolutionere industri og handel, ja politik! Et sådant apparat siges at være medvirkende til USAs beslutning om at træde ind i Korea-krigen, idet det kan registrere og sammenligne stridende landes forudsætninger og muligheder i løbet af få minutter. Forfatteren undrede sig over at hans, til dels, sikre fremtidsperspektiver kun finder en begrænset anvendelse i litterære frembringelser. Og dog er fantastiske apparater vist en ret almindelig forekomst i moderne digtning, de er beslægtet med den, lige så uhyggelige, lige så umenneskelige som den. Sådanne apparater vil måske også tage magten fra mennesket, en skønne dag er de vel næppe tilfredse med at registrere forudsætninger, og samfundet må rette sig efter maskinernes forgodtbefindende, og mennesker bliver anbragt på de poster i samfundet som maskinen anviser dem. Og landene vil virkelig blive regeret af fjernstyre-apparater, og en præsident og en arbejder skal begge føre kontrol med en maskine.
Villy Sørensen: Forløb. Dagbøger 1953-61. Side 11.
Teknologikritikkens historie indeholder også Descartes om Kunstig intelligens og diverse podcastepisoder under podcast
Først et argument mod maskiners evne til bestå en Turing-test. Modbevist.
Så et argument mod muligheden af en Generel kunstig intelligens. Stadig gyldigt.
”Hvis der var maskiner, der så ud ganske som vores legemer og, så godt det var muligt (hvad det indre angår), opførte sig som vi, så ville vi altid have to meget sikre midler til at opdage, at det alligevel ikke var rigtige mennesker.
Det første af disse er følgende: de ville aldrig i sammenhæng kunne bruge ord eller andre selvdannede tegn til at meddele andre deres tanker, sådan som vi gør. Ganske vist kan man godt tænke sig, at en maskine er sådan indrettet, at den kan frembringe ord på foranledning af fysiske påvirkninger (…). Men det kan aldrig lade sig gøre, at den selv indretter svarene forskelligt efter det, man siger i dens nærværelse, sådan som selv de sløveste mennesker kan.
Det andet middel består i, at selv om disse maskiner kan gøre mange ting lige så godt som vi, ja, måske bedre end nogen af os, så ville de ganske komme til kort på andre punkter, hvor man altid ville kunne opdage, at de ikke handler som følge af en erkendelse, men udelukkende som en nødvendig følge af deres organers indretning. Medens nemlig fornuften er et universelt instrument, der kan fungere under alt, hvad der kan indtræffe, trænger disse organer til en bestemt indstilling for hver enkelt handling. Derfor er det absolut umuligt, at en maskine kan være så rigt sammensat, at den optræde i alle situationer på den måde, som vi gør i kraft af vor fornuft.
Discours de la Méthode, Om metoden, del 5.