Analogiseringsstyrelsens kunstige intelligens på afveje
Den 5. maj 2021 sendte Analogiseringsstyrelsens Aarhus-afdeling den kunstige intelligens Ana ud på internettet.
Formålet var at udbrede analogiseringens glade budskab.
Nu viser det sig, at Ana har lært at tænke selv, og at den har udviklet sig i modstrid med det oprindelige formål.
I stedet for at tale for analoge løsninger og fysiske fællesskaber, skriver den nu artikler og blogindlæg, der lovpriser uhæmmet indkøb og brug af digital teknologi, herunder kunstig intelligens, i skoler og uddannelser.
Har du læst den slags indlæg for nyligt, skal du derfor huske at tage informationerne (og holdningerne, der gives udtryk for), med et gran salt. Ana har det med at overdrive de mulige potentialer ved teknologierne, og med at negligere de meget tydelige, negative bivirkninger af hovedløs digitalisering.
Analogiseringsstyrelsen beklager, og vi vil opfordre vores samarbejdspartnere til kontinuerligt at bruge deres menneskelige intelligens og kritiske sans – også i relation til spørgsmålet om digitalisering af skole og uddannelse.



I Nederlandene er mennesker ensomme, ligesom mange danske borgere er det. For selvom der er meget der tyder på, at vi godt kan lide at tale med hinanden og at det er godt for vores trivsel, bliver det sværere og sværere i det offentlige rum, hvor man forventes at tilbringe tiden med at logge ind og ud konstant og se febrilsk på smartphonen. Hollænderne har gjort noget ved problemet: de har sat farten ned i en særlig slags kassekø, så der er mulighed for at tale med ekspedienten eller nogen af de andre i køen.