I 1909 skrev forfatter E.M. Forster novellesamlingen ‘The eternal moment, and other stories’. En af novellerne i den hedder ‘The Machine Stops’. I den novelle bor menneskeheden under jorden i perfekt tempererede værelser fyldt med knapper, uden sollys og uden kontakt til andre i fysisk form – al samtale foregår gennem Maskinen, og da hovedpersonen, Vashti, professor i Australsk musik(!) på et tidspunkt, meget nødtvungent, besøger sin søn på den anden side af jorden via et system af tunneler og fly med nedrullede gardiner, rystes hun, og alle de andre passagerer, over en stewardesse, der griber fat i hende, da hun er ved at falde: Det er forkert, tænker hun.
Hun skulle have ladet mig falde.
‘Historien beskriver en verden, hvor størstedelen af den menneskelige befolkning har mistet evnen til at leve på Jordens overflade på grund af ekstreme klimaforandringer og giftig luft. Hvert individ lever nu isoleret under jorden i et standardrum, hvor alle behov for overlevelse, komfort og underholdning dækkes af den almægtige, globale Maskine. Rejser til overfladen er tilladt, men er upopulære og sjældent nødvendige. Kommunikation foregår via en slags instant messaging/videokonferencemaskine, som folk bruger til at udføre deres eneste aktivitet: deling af ideer og det, der går for viden.‘
WikiPedia
Hendes søn, Kuno, har besøgt overfladen og tror at maskinen, der styrer alle samtaler og alle menneskers liv, snart vil gå i stå. “Vi siger ‘rummet er udslettet’, men vi har ikke udslettet rummet, men følelsen af det. Vi har mistet en del af os selv. Jeg besluttede mig for at genvinde den del af mig, og jeg begyndte med at gå op og ned ad jernbaneperronen uden for mit værelse. Op og ned, indtil jeg var træt, og dermed genfandt jeg betydningen af ‘nær’ og ‘fjernt’.” ‘Nær’ er et sted, hvor jeg hurtigt kan komme på benene, ikke et sted, hvor toget eller luftskibet hurtigt kan tage mig hen. ‘Fjernt’ er et sted, hvor jeg ikke hurtigt kan komme på benene; turen er ‘langt’, selvom jeg kunne være der på 38 sekunder ved at tilkalde toget. Mennesket er målet. Det var min første lektie. Menneskets fødder er målet for afstand, dets hænder er målet for ejerskab, dets krop er målet for alt, hvad der er elskeligt og ønskeligt og stærkt. Så gik jeg videre: det var da, jeg kaldte på dig for første gang, og du ville ikke komme‘, fortæller Kuno.
“Du taler, som om en gud havde skabt Maskinen,” råbte den anden. “Jeg tror, at du beder til den, når du er ulykkelig. Mennesker skabte den, glem ikke det. Store mænd, men mænd. Maskinen er meget, men den er ikke alt. Jeg ser noget som dig på denne plade, men jeg ser dig ikke. Jeg hører noget som dig gennem denne telefon, men jeg hører dig ikke. Derfor vil jeg have dig til at komme. Kom og bliv hos mig. Besøg mig, så vi kan mødes ansigt til ansigt og tale om de håb, der er i mit sind.”
Og han fortsætter: “Kan du ikke se, kan alle dine forelæsere ikke se, at det er os, der dør, og at det eneste, der virkelig lever hernede, er Maskinen? Vi skabte Maskinen for at gøre vores vilje, men vi kan ikke få den til at gøre vores vilje nu. Den har berøvet os rumsansen og følesansen, den har sløret enhver menneskelig relation og indsnævret kærligheden til en kødelig handling, den har lammet vores kroppe og vores viljer, og nu tvinger den os til at tilbede den. Maskinen udvikler sig – men ikke på vores betingelser. Maskinen fortsætter – men ikke mod vore mål. Vi eksisterer kun som de blodlegemer, der strømmer gennem dens arterier, og hvis den kunne fungere uden os, ville den lade os dø. Åh, jeg har ingen kur – eller i det mindste kun én: At fortælle alle mennesker igen og igen, at jeg har set bakkerne i Wessex, som Ælfrid så dem, da han omstyrtede danerne“.
Du kan låne bogen på biblioteket – eller, hvis det absolut skal foregå i Maskinen: Hente den her hos Gutenberg.org: https://gutenberg.org/ebooks/72890
‘
