Bogklub #19 – The Feel of Algorithms af Minna Ruckenstein

tre analogister i en sofa – fra venstre: Jesper Balslev, Anders Kjærulff og Marie Møller Kristensen

I dag handler bogklubben om følelser og sociologi, og bogen som er i centrum for podcastet er Minna Ruckensteins “The Feel of Algorithms“. Fremlagt af Jesper, der starter med at spørge: kender I den følelse når en “klog algoritme” serverer en “målrettet” reklame, som man synes skyder helt ved siden af?

Beskrivelse af bogen, fra forlagets hjemmeside:

Why do we feel excited, afraid, and frustrated by algorithms? The Feel of Algorithms brings relatable first-person accounts of what it means to experience algorithms emotionally alongside interdisciplinary social science research, to reveal how political and economic processes are felt in the everyday. People’s algorithm stories might fail to separate fact and misconception, and circulate wishful, erroneous, or fearful views of digital technologies. Yet rather than treating algorithmic folklore as evidence of ignorance, this novel book explains why personal anecdotes are an important source of algorithmic knowledge.

…som statsministeren sagde i sin nytårstale

Der er nogle, der lige nu
stjæler voksendommen
fra vores voksne

2025-strategien – orden i penalhuset

Hvert år, sidst i december, udgiver vi en strategi for sigtelinjer i året der gik. I 2025 er fokus på ting der skal fikses (samfund, fremtid og natur), forslag til nyt hovedsæde, udvikling af koncept for analogiseringsvenlig ø-lejr, samt potentiel revidering af organogram (og meget mere). Strategien er samtidig en lejlighed til at udfordre strategiformatet som sådan (se de andre her) og i år har vi valgt maleriet at gøre det med – se udsnit af det nedenfor. Det er 135×120 cm og kan beses ved næste indmeldingsarrangement.

Håb er ikke optimisme

Håb er ikke det samme som optimisme. Det er ikke overbevisningen om, at noget vil ende godt, men visheden om, at noget giver mening, uanset hvordan det ender.

Vaclav Havel citat (vores oversættelse)

Nye analoge mærkedage

Indtil videre har der kun været én analog mærkedag, nemlig den 4. oktober. I lyset af omstændighederne, har vi udvidet antallet af mærkedage, så der nu er seks om året, i stedet for kun en. Mærkedage er alle udsprunget af større, globale IT-nedbrud. Nye mærkedage ligger alle i det andet halvår og bliver:

  • 15. december – stort nedbrud hos Sydbank, Arbejdernes Landsbank, Spar Nord, Jyske Bank, Sparekassen Sjælland og Fyn, Nykredit, Skjern Bank, Andelskassen, Ringkø – bing Landbobank, Coop Bank, Djursland Bank, Lægernes Pensionsbank, Lollands Bank, Vestjysk Bank i cirka 4 timer.
  • Den 18. november – Cloudflare bryder ned
  • Den 29. oktober – Microsofts Azure bryder ned i en halv dags tid
  • Den 20. oktober – Amazons AWS-tjenester bryder ned i cirka fem timer
  • Den 12. Juni – Google Cloud og Cloudfare bryder ned i cirka 7 timer

Er du i tvivl om dine rettigheder som arbejdstager på en analog mærkedag, anbefaler vi at du tager en snak med din tillidsrepræsentant eller HR-afdelingen om evt. lokale aftaler.

Bekymrende: 43 procent tror stadig digitalisering gavner borgerne

‘Ny befolkningsundersøgelse viser voksende mistro til offentlige digitale løsninger og svigtende tillid til statens forvaltning af borgernes data. Danskerne har mistet tilliden til den digitale velfærdsstat. Kun 42 procent oplever i dag, at digitaliseringen gavner borgerne – et fald på 16 procentpoint siden 2023. Samtidig stoler kun halvdelen af befolkningen på, at staten passer ordentligt på deres data. Det viser en ny befolkningsundersøgelse, som Tænketanken Mandag Morgen og Institut for Menneskerettigheder står bag. ”Vi er gået fra digital begejstring til digital mistro. I stedet for at opleve teknologien som en hjælpende hånd, begynder flere at se den som en mur mellem mennesket og myndigheden. Digitaliseringens sociale kontrakt er under pres,” siger Lisbeth Knudsen, strategidirektør i Tænketanken Mandag Morgen og outreach-leder ved ADD-projektet.’

Her hos analogiseringsstyrelsen behøver vi ikke nogen undersøgelse for at konstatere, at det digitale ikke gavner borgerne, det har været indlysende i mange år, men er blevet tiet ihjel af privilegieblinde politikere og meningsdannere, der er afhængige af deres næste iPhone-fix og har parkeret deres intellekt i et datacenter med en Kunstig Intelligens som eneste ven. Vores største bekymring er, at vi nu er ved at skabe et A- og et D-hold.

A-holdet er de Analoge borgere, der godt ved at det aldrig definerede begreb ‘digitalisering’ ikke er magisk eller nødvendigt og at ‘potentialer’ betyder, at noget nok ikke kommer til at virke. Overfor denne vågne gruppe står så D-holdet. D-holdet er de Digitalister, der holder fast i den aldrig nedskrevne og helt meningsløse ‘digitaliseringens sociale kontrakt’, en luftig undskyldning for at lave hele landet om til en defekt computer med skamløs automatisering og dehumanisering af det, der engang var fælles, en ‘kontrakt’ der aldrig har været forhandlet på plads med borgerne, der heldigvis reagerer med sund naturlig mistro og skepsis.

Men vi kan gøre det bedre!
Vi arbejder utrætteligt videre for at få D-holdet med.
Ingen må efterlades på potentialernes perron.
Fremtiden er analog!

 

 

 

Ledninger, bidrag til tegnekonkurrence

Og her er et til billede, fra de mange gode bidrag. Men er det en computer? Ikke helt, men det er ligemeget. Beskyttet med Nightshade.

Maya Johansen

Nokia tegning

Vi er ikke hurtige, men vi får tingene sat i gang! Her er første billede fra vores call “Tegn en Computer“, der havde deadline 1. oktober. Beskyttet med Artshield

Tegnet af Kristine Balslev


Vi poster de næste billeder løbende her på sitet, stay tuned, don’t go away!

Skabte mennesket teknologien eller teknologien mennesket?

Filosofisk særpodcast. En samtale om teknologi og biologi mellem forfatter Morten Grønborg og Analogiseringsstyrelsens Marie Møller Kristensen. Gæst: Platon.

Maskinen stopper: 1909 hilser 2025

I 1909 skrev forfatter E.M. Forster novellesamlingen ‘The eternal moment, and other stories’. En af novellerne i den hedder ‘The Machine Stops’. I den novelle bor menneskeheden under jorden i perfekt tempererede værelser fyldt med knapper, uden sollys og uden kontakt til andre i fysisk form – al samtale foregår gennem Maskinen, og da hovedpersonen, Vashti, professor i Australsk musik(!) på et tidspunkt, meget nødtvungent, besøger sin søn på den anden side af jorden via et system af tunneler og fly med nedrullede gardiner, rystes hun, og alle de andre passagerer, over en stewardesse, der griber fat i hende, da hun er ved at falde: Det er forkert, tænker hun.
Hun skulle have ladet mig falde.

‘Historien beskriver en verden, hvor størstedelen af ​​den menneskelige befolkning har mistet evnen til at leve på Jordens overflade på grund af ekstreme klimaforandringer og giftig luft. Hvert individ lever nu isoleret under jorden i et standardrum, hvor alle behov for overlevelse, komfort og underholdning dækkes af den almægtige, globale Maskine. Rejser til overfladen er tilladt, men er upopulære og sjældent nødvendige. Kommunikation foregår via en slags instant messaging/videokonferencemaskine, som folk bruger til at udføre deres eneste aktivitet: deling af ideer og det, der går for viden.‘
WikiPedia

Hendes søn, Kuno, har besøgt overfladen og tror at maskinen, der styrer alle samtaler og alle menneskers liv, snart vil gå i stå. “Vi siger ‘rummet er udslettet’, men vi har ikke udslettet rummet, men følelsen af det. Vi har mistet en del af os selv. Jeg besluttede mig for at genvinde den del af mig, og jeg begyndte med at gå op og ned ad jernbaneperronen uden for mit værelse. Op og ned, indtil jeg var træt, og dermed genfandt jeg betydningen af ‘nær’ og ‘fjernt’.” ‘Nær’ er et sted, hvor jeg hurtigt kan komme på benene, ikke et sted, hvor toget eller luftskibet hurtigt kan tage mig hen. ‘Fjernt’ er et sted, hvor jeg ikke hurtigt kan komme på benene; turen er ‘langt’, selvom jeg kunne være der på 38 sekunder ved at tilkalde toget. Mennesket er målet. Det var min første lektie. Menneskets fødder er målet for afstand, dets hænder er målet for ejerskab, dets krop er målet for alt, hvad der er elskeligt og ønskeligt og stærkt. Så gik jeg videre: det var da, jeg kaldte på dig for første gang, og du ville ikke komme‘, fortæller Kuno.

“Du taler, som om en gud havde skabt Maskinen,” råbte den anden. “Jeg tror, ​​at du beder til den, når du er ulykkelig. Mennesker skabte den, glem ikke det. Store mænd, men mænd. Maskinen er meget, men den er ikke alt. Jeg ser noget som dig på denne plade, men jeg ser dig ikke. Jeg hører noget som dig gennem denne telefon, men jeg hører dig ikke. Derfor vil jeg have dig til at komme. Kom og bliv hos mig. Besøg mig, så vi kan mødes ansigt til ansigt og tale om de håb, der er i mit sind.”

Og han fortsætter: “Kan du ikke se, kan alle dine forelæsere ikke se, at det er os, der dør, og at det eneste, der virkelig lever hernede, er Maskinen? Vi skabte Maskinen for at gøre vores vilje, men vi kan ikke få den til at gøre vores vilje nu. Den har berøvet os rumsansen og følesansen, den har sløret enhver menneskelig relation og indsnævret kærligheden til en kødelig handling, den har lammet vores kroppe og vores viljer, og nu tvinger den os til at tilbede den. Maskinen udvikler sig – men ikke på vores betingelser. Maskinen fortsætter – men ikke mod vore mål. Vi eksisterer kun som de blodlegemer, der strømmer gennem dens arterier, og hvis den kunne fungere uden os, ville den lade os dø. Åh, jeg har ingen kur – eller i det mindste kun én: At fortælle alle mennesker igen og igen, at jeg har set bakkerne i Wessex, som Ælfrid så dem, da han omstyrtede danerne“.

Du kan låne bogen på biblioteket – eller, hvis det absolut skal foregå i Maskinen: Hente den her hos Gutenberg.org: https://gutenberg.org/ebooks/72890