Billed-leg med Algoritmer


Der kommer mere og mere software med sensorer i det offentlige rum, heriblandt en del, der er lavet til at detektere og genkende personer – noget, der har udfordret os mennesker til at være kreative og finde nye måder at snyde og lege med den software på.
Nu kan du printe et billede og hænge det om halsen, det får algoritmen YOLO2 til at tro du er et testmønster, et af de billeder, den er trænet på, og ikke en person. Billedet tager så at sige YOLO2 tilbage til barndommen, hvor den falder lykkeligt til ro, mens personen, den kigger på, kan glæde sig over farverne, mens hun eller han går ubemærket rundt. Det er som sagt kun een af de algoritmer, der holder øje med os, der bliver fuppet her, stort set al anden software til genkendelse af mennesker lader sig ikke umiddelbart narre, endnu.

Her hos Analogiseringsstyrelsen hepper vi på fremskridtet og håber på flere sjove og farvestrålende billeder, vi kan gemme os bag!

LÆS MERE hos The Verge:
https://www.theverge.com/2019/4/23/18512472/fool-ai-surveillance-adversarial-example-yolov2-person-detection

Berigtigelse: analogt løft til de videregående uddannelser

Som relativ ny styrelse, har vi gjort den erfaring at forsyningslinjerne mellem statens organer ikke altid virker lige hensigtsmæssigt. Derfor bringer vi vores version af en pressemeddelse udsendt af uddannelses- og forskningsministeriet, hvis ordlyd og formuleringer indikerer at vores input er gået tabt i processen. Det beklager vi.

Analogt løft til de videregående uddannelser

Forskningen har vist, at danske undervisere ved meget om teknologi i forhold til de lande vi normalt sammenligner os med. Derudover mener mange undervisere at der er et stort læringspotentiale forbundet med digitale læringsteknologier.

Men: vi er for længst kommet godt i mål med digitaliseringen, og regeringen mener derfor at det er tid til at afsætte 81 millioner kroner til en analog upgrade af de videregående uddannelser. Vi vil gerne styrke den sunde skepsis og kritiske sans overfor Silicon Valleys milliardindustrier, på en måde der sikrer at det danske uddannelsesvæsen ikke ender med at ligne en filial af Elgiganten i Rødovre Centret.

Kunstig intelligens, virtual reality og big data. Det er ord der fyger rundt i luften, men som i virkeligheden er udtryk for langt mere komplekse og analoge fænomener: politik, magtforhold, lobbyisme, forgabthed i fremtidsfiktioner, panik over klimakrise, og frygt for at vi ikke er gode nok.

Men nye muligheder og udfordringer dukker først op, når studerende forholder sig kritisk og analytisk til den søde fremtidsmusik. Alle skal kunne forstå og forholde kritisk til de digitale teknologier, der kommer inden for deres fag – uanset om det er sygepleje, it-udvikling eller lærerfaget. Det kræver at vi lærer at tænke os om, i stedet for at forholde os som forbrugere til digitale teknologier – altid hypnotiserede af de nyeste modeller og sproglige innovationer.

Derfor lancerer vi en ambitiøs national handlingsplan for analoge kompetencer og analog læring. Handlingsplanen sætter ind med initiativer på tre områder:

Underviserne skal løftes, så de kan udvikle de studerendes analoge kompetencer

  • Erfaringer og viden om, hvad der ikke virker, skal bredes ud, så vi holder op med at lade os distrahere af fjollede digitale processer, der ikke kan bevise deres værdi.
  • Barrierer og regler, der ikke er tilpasset den analoge virkelighed, skal fjernes.
  • Analoge kompetencer og analog læring

National handlingsplan for de videregående uddannelser

Den digitale udvikling har bevæget sig fra at være et hjørne af samfundet til at være en del af alt det, vi laver, som ukrudt. Det skal vores uddannelser gøre noget ved. Vi skal uddanne unge, som kan afvise teknologi der ikke skaber samfundsmæssig værdi og som er kritiske over for den og er opmærksomme på faldgruberne. Den nationale handlingsplan giver en analog opgradering til underviserne, så de kan løfte de studerende. Samtidig opretter vi et analogt center, der samler viden og udbreder de ting, der virker: læsning, tænkning, møder mellem mennesker. Ambitionen er, at teknologiforståelse på sigt bliver integreret i alle uddannelser.

Analog handlingsplan indeholder derfor følgende initiativer:

Underviserne skal løftes, så de kan løfte de studerende

  • 45 millioner kroner afsættes i 2019 til flerårige kompetenceudviklingsforløb af undervisere på de videregående uddannelser
  • Dialog med uddannelsesinstitutionerne om at gøre analoge kompetencer til en fast del af adjunktforløbet

Erfaringer og viden om, hvad der ikke virker, skal bredes ud

  • 31 millioner kroner afsættes i 2019-22 til etablering og drift af et nationalt videns- og ressourcecenter
  • 5 millioner kroner afsættes i 2019 til aktiviteter, der skal understøtte samarbejde og videndeling, for eksempel gode gammeldags aktiviteter som workshops og konferencer.
  • Etablering og understøttelse af netværk inden for analoge læringsteknologier og analoge kompetencer

Barrierer og regler, der ikke er tilpasset en analog virkelighed, skal fjernes

  • Neddrosling af digitale dokumentationskrav der fjerner fokus fra kerneydelsen.
  • Revision af eksamensbekendtgørelsen, så værdien ved dybe menneskelige interaktionsformer udnyttes bedst muligt.
  • Undersøgelse af øvrige regler og rammer, der står i vejen for at afprøve og bruge analoge muligheder, for eksempel digitale læringsplatforme der er baseret på ubegrundede formodninger om “hvad der virker”.

Billede: Tak til Javid Nikpour/Tasnimnews

Genindfør brevduer mod cyberkrig

Den ansete amerikanske militærhistoriker Frank Blazich fra Smithsonian National Museum of American History slår et slag for brevduen i en elektronisk tid:
‘Considering the storage capacity of microSD memory cards, a pigeon’s organic characteristics provide front line forces a relatively clandestine mean to transport gigabytes of video, voice, or still imagery and documentation over considerable distance with zero electromagnetic emissions or obvious detectability to radar. These decidedly low-technology options prove difficult to detect and track’, skriver han, og tilføjer, at duer heller ikke taler over sig, hvis de bliver forhørt.
Analogiseringsstyrelsen glæder sig over tanken og minder om det ubrydelige venskab mellem mennesker og dyr – vi bebor samme planet og kan have glæde og gavn af hinanden.

NATTERGAL: Eventyret om kunstig intelligens

Kejseren af Kina på sit dødsleje - med en ødelagt kunstfugl ved sin side

Kejseren af Kina på sit dødsleje – med en ødelagt kunstfugl ved sin side

Danmark er stolte af H.C.Andersen. Hans eventyr og moraler er alment kendt og brugt, og vi husker alle sammen ‘Kejserens Nye Klæder’, med den lille dreng, der siger: ‘Han har jo ikke noget tøj på!’.
I disse moderne tider, er det imidlertid et andet eventyr, vi skal have støvet af: Nattergalen.
For de, der ikke kender den historie, så handler den om kejseren af Kina, der først forelsker sig i en rigtig nattergals sang, men senere får en gave, som han holder endnu mere af: En kunstig nattergal, der synger næsten ligeså smukt, og så er den samtidig helt og aldeles forudsigelig, og man kan synge med.

Vise den menneskelige tænkning?
Thi ser De, mine herskaber, kejseren fremfor alle! hos den virkelige nattergal kan man aldrig beregne, hvad der vil komme, men hos kunstfuglen er alt bestemt! således bliver det og ikke anderledes! man kan gøre rede for det, man kan sprætte den op og vise den menneskelige tænkning, hvorledes valserne ligger, hvorledes de går, og hvordan det ene følger af det andet –!“, siger spilmesteren(og nej, det er ikke fra Dungeons and Dragons), og snart gider kejseren kun høre på den kunstige nattergal, og den virkelige fugl, der længe har måttet finde sig i indspærring, benytter sig af lejligheden og stikker af, og det er folk ligeglade med, kunstfuglen synger jo smukt. Lige indtil den går itu.
Det sker samtidig med, at Kejseren er alvorligt syg, og ved at dø.

Men fuglen stod stille, der var ingen til at trække den op, og ellers sang den ikke; men Døden blev ved at se på kejseren med sine store, tomme øjenhuler, og der var så stille, så skrækkeligt stille.”

Danmark er som nation midt i denne stilhed, især når det handler om digitalisering og kunstig intelligens, denne mekaniske fugl, hvis sang, vore ledere så åbenbart foretrækker fremfor medmenneskets tilfældige og uforudsigelige tale og handling.

Simulationer
Analogiseringsstyrelsen ser som bekendt med rædsel på vores embedsværks hastværk med at erstatte menneskelig arbejdskraft med elendigt simulerende maskiner. Opfordringer til login med nemid, apps til mobiltelefoner, chatbots og kunstig intelligens bruges som undskyldning til at afskedige mennesker og forringe services, mens det fyger med påstande om fremskridt og potentialer i beta-udgaver af ny teknologi, som ingen har bedt om, og som de, der promoverer den, ikke kan se valsernes svaghed i. Det er afgørende, at de samfund, vi bebor, er solide og til at stole på, og i disse år bygges der mest glitrende luftkasteller uden fundamenter. Vi må, som ansvarlig styrelse, insistere på, at der, når der indføres ny teknologi, som minimum formuleres et klart mål for gladere og bedre betjente borgere, noget administrationen kan styre efter, da embedsværket tilsyneladende kun har været drevet af ønsket om, at spare penge og personale med det formål at fravriste os menneskelig kontakt og tvinge vores blik, det uendelige, ned i skærmen mikroskopiske troldspejl.

Men der er håb forude. Det er som om forvirringen og den støjende, ukritiske begejstrings råb er ved at dø ud, og i stedet erstattes af sund nynnende skepsis.

Elementært?
Og nogen gange kommer skepsissen sågar fra nogen af teknologiens egne frontløbere.
IBM har netop, i relativ stilhed, droppet dele af deres kunstig intelligens vidunder ‘Watson”s arbejdsområder: Udvikling af ny medicin for medicinalfirmaer. Forestillingen fra IBM var næsten ligeså naiv som de, vore politikere gør sig i: Hvis bare man proppede en masse data ind i Watson, og lod den læse al videnskabelig litteratur og alle nye opdagelser, så ville den helt automatisk, ved sine tekno-magiske kræfter, finde på løsninger og ny medicin…det gjorde den naturligvis ikke, og al respekt for IBM, der selv, delvist, har trukket stikket på det program. For i de tilfælde digitale teknologier skaber fremskridt, er de brugt af folk med super-høj faglighed med gode uddannelser og masser af erfaring, som det de er: Værktøjer.

Kunstig intelligens kører stadig derudaf som den store tekniske åbenbaring, den kirke, politikerne beder i hver morgen, mens de ser bekymret mod, sjovt nok, Kejseren af Kina. Her er der gang i den med kunstig intelligens, for hele befolkningen er datasubjekter og under streng kontrol. Herhjemme bilder vi os ind, vi kan behandle data mere ‘etisk’, samtidig med, at politikerne forestiller sig at AI skal hjælpe folk i arbejde, det skal gøre os konkurrencedygtige, det skal afsløre snyd med sociale ydelser, det skal køre alle biler og træffe komplicerede juridiske afgørelser og så skal det selvfølgelig kurere alle sygdomme. Det sidste er bestemt en mulighed, altså at Watson eller andre kunstige intelligenser kommer til at hjælpe med at gøre det, engang. Men de kommer ikke til at gøre det alene, selvom det er det eventyr, der konstant læses op for os, mens vi kæmper med søvnen og drømmer ‘Terminatorer’ frem, terminatorer som i terminal, sluttet, færdig arbejde, så kan vi alle sammen gå hjem og vugge, mens maskinerne klarer det hele.

En kopi
Det springende punkt, når vi taler om intelligens er dette: Kunstig Intelligens er en kopi af intelligens. Per definition. Kunstig Intelligens skal ‘trænes’, det sker på data om befolkningen, data, der gøres til gennemsnit og algoritmer – der om noget repræsenterer en ting, som de fleste af os hader: Gennemsnitlighed. Denne gennemsnitlighed hærger allerede administrationen, hvor den ses som et fremskridt, der gør det nemmere at træffe afgørelser omkring borgerne. Et intelligent menneske, der ønsker at lave konstant arbejdende og evigt huskende kreative kopier af den menneskelig tænkning, kommer uundgåeligt til at reproducere sin egen. Det kaldes BIAS, og betyder, at netop fejlfriheden lukker tanken inde i sin egen kasse, hvorfra den ikke kan komme ud, som en nattergal i sit bur.

Her hos Analogiseringsstyrelsen kan vi ikke holde os tilbage for at citere Sir Walter Raleighs berømte (og sandsynligvis fejlciterede) sidste ord fra 1618, da han stod på skafottet og bad om lov til at berøre æggen på bødlens økse med bemærkningen: ‘Det er en skrap kur, men den vil kurere alle sygdomme‘. Kunstig Intelligens og digitalisering er ikke nogen økse og den kommer heller ikke til at skære vores tilværelses gordiske knude over, og gøre os frie.

Der er værktøjer inde i det, der kan bruges, af mennesker. Men teknologi, vi har skabt, er aldrig løsningen i sig selv.
Det er mennesket, det levende, der er spørgsmålet. Og svaret er altid den dejligste sang.
Den er uforudsigelig og aldrig gennemsnitslig og der er fejl, og fejlene, det er de kønneste.

Synger du med?

Da lød i det samme, tæt ved vinduet, den dejligste sang: Det var den lille, levende nattergal, der sad på grenen udenfor; den havde hørt om sin kejsers nød, og var derfor kommet at synge ham trøst og håb; og alt som den sang, blev skikkelserne mere og mere blege, blodet kom raskere og raskere i gang i kejserens svage lemmer, og Døden selv lyttede og sagde: “Bliv ved lille nattergal! bliv ved!

LÆS MERE:
IBM og medicin: https://blogs.sciencemag.org/pipeline/archives/2019/04/18/farewell-to-watson-for-drug-discovery
‘Nattergalen’ af H.C. Andersen: https://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/nattergalen

Mental vaccination imod utopisk digitalisering

I vores analopædi definerer vi “Utopisk digitalisering” som

Den antagelse at digitale løsninger er 100% effektive, har friktionsløse brugerflader og vil eliminere kendte problemer, uden at forårsage nye.

Det er præcist formuleret, men siger ikke noget om hvordan utopisk digitalisering virker, hvordan den er så succesfuld. Hvilke logikker bruger den, til at overbevise os om at alting er noget andet nu, på en måde der kræver at vi skal slippe alt hvad vi har i hænderne, for at ændre mindset? Der er ingen tvivl om at CD-brændere, computere, internettet, weblogs, 3D-printere, mobiltelefoner, VR-briller o.a. kan være nyttige opfindelser i nogle sammenhænge – men der er en tendens til at de ender med at blive annekteret af digitalister, som bruger dem til vilde fremtidsvisioner, ofte på en måde der skaber flere problemer end teknologierne selv kan løse. Vores analyse viser, at det ikke er nok bare at påstå at Blockchain f.eks. vil ændre verden som vi kender den, men at man skal gøre det på en bestemt måde:

  1. Forudsigelsen skal komme fra en “ekspert” – det er sådan en der har været passioneret omkring teknologien, og som påstår at have eksperimenteret og tænkt længe over dette – uden påvirkning fra gammeldags interesser, uden at være tynget af fortidig viden. Eksperten skal helst have et nyt slags navn. Vedkommende skal kalde sig selv thought-leader, passionista, teknologi-terapeut, techfluencer, 3d-preneur, nano-evangelist eller andet. Vedkommende er drevet af social indignation, passion og ren idealisme, på samme måde som en kunstner er det. Hun kan også godt lide at “provokere” på samme måde som en kunster.
  2. Teknologien skal skrives ind i en fortælling om “demokratisering” eller en historie om forbrugere der tager magt tilbage fra en undertrykkende, gammeldags industri. Med teknologi X, bliver gatekeepers nød til at afgive indflydelse, og forstå at deres monopol på hvordan vi hidtil har gjort ting, vil blive brudt. Teknologien giver lige adgang til muligheder, og er socialt orienteret. I startfasen bruges ofte ord som “open-source” og fri deling, og den tilbyder at forbrugeren vil genindtræde i et aktivt forhold til sit liv og sine forbrugsvaner. Lidt senere, ankommer den rigtige forretningsmodel, hvor man skal betale meget mere end i startfasen, og hvor mulighederne for at rode med kildekoden er forsvundet.
    Eksempel
    : med 3d-print vil produktionsindustrien som vi kender den dø. Nu kan folk selv printe genstande til hjemmet, når de har lyst, på den måde de har lyst, på en måde der passer til deres temperament, i de former og farver der passer dem. Farvel kop&kande, Tigerbutikker og IKEA!
  3. Man skal tage udgangspunkt i en bestemt (succesfuld) case, og så skal man generalisere den, spekulativt.
    Eksempel
    : Nogle tusinde mennesker har været yderst aktive i forbindelse med at skrive leksikon-opslag til wikipedia, ulønnet. På den baggrund kan vi sige at resten af verden fremover vil samarbejde og dele viden på helt nye måder. Farvel gamle, støvede leksikonudgivere! Farvel ledelser og administration! Inden for 5-10 vil folk helt automatisk og ulønnet bygge katedraler af viden, baseret på lyst og frivillighed, på en måde der er mere effektiv end noget vi har kendt til før.
  4. Fremtidsforudsigelserne skal ligge en 5-10 år frem i tiden, helst ikke før, og helst ikke længere. Det gør at man både kan forestille sig vilde ændringer, men i et samfund der stadig ligner det vi kender. Der er også noget direkte behageligt ved at hygge-fantasere over at alt går bedre lige om lidt, i stedet for at forholde sig til grimme problemer der er skabt i fortiden.
  5. Det eneste det kræver for visionen at blive til virkelighed, er at befolkningen/medarbejderne får indblik i mulighederne, overvinder deres angst, bliver dannet, får erfaringer med teknologi X, Y, Z (det kan eksperterne hjælpe til med).
  6. Man kan aldrig sammenligne nye teknologier med gamle, fordi nye teknologier altid er liiiige det tættere på visionen om demokratisk og lige adgang til ressourcer og muligheder. Grunden til at underholdningsbranchen (Disney, Warner Brothers, Netflix) ikke gik til grunde p.g.a. Napster og en folkehær af webloggere der hellere vil skabe selv, er fordi der ikke var ægte mulighed for [indsæt funktion] & fordi den måde man har forvaltet internettets arkitektur på er gammeldags. Alting bliver anderledes med Blockchain – især hvis vi tilpasser det politiske system til potentialet, og får dannet befolkningen.


Hvad skal man gøre?

Vores beredskab overfor digitalistisk utopisme er meget svagt, men det kunne styrkes ved at stille følgende spørgsmål:

  1. Dig som påstår at være drevet af idealisme, hvad er din forretningsmodel? Har du interesser i at puste et fænomen op, så du kan sælge foredrag og kurser om det? Hvor stort er dit vidensgrundlag? Hvad er din uddannelse egentlig? Har du konkret erfaring med implementering af teknologi i sociale systemer?
  2. Alle de digitale teknologier der har påstået at demokratisere adgang til dette eller hint – er de endt med at have den effekt, eller har de styrket monopoler og måske reduceret antallet af aktører der kan skabe værdi/tjene penge på fænomenet? Har adgangen til Youtube gjort folk mere passive eller aktive? Hvis svaret er negativt, hvad er anderledes i dette tilfælde?
  3. Hvordan kan man være sikker på at den case du fremhæver, også kan anvendes på andre områder, hvor forholdene er helt anderledes? Kan man forestille sig wikipedia brugt som styringsredskab i en krigssituation, eller til at slå rekorden i 100-meters sprint til de Olympiske lege? Kan du komme i tanke om andre områder?
  4. Kan vi forpligte dig på din fremtidsforudsigelser? Hvis det ikke sker, er du så parat til at tage nogle konsekvenser af det? Må vi kontakte dig om 5-10 år? Kunne vi i stedet reparere på eksisterende strukturer, for at opnå de samme fordele – så vi ikke behøver at vente til samfundet er klart til den nye verdensorden?
  5. Er kendetegnet ved gode teknologier ikke, at man ikke behøver at danne folk til at bruge dem? Var der brug for radiator-evangelister i samme omfang som der findes digitale evangelister? Var der brug for elpære-evangelister? For vaccinations-evangelister? Hvis man skal bruge så meget energi på at overbevise befolkningen om at ændre mindset i forhold til en teknologi, betyder det ikke bare at den simpelthen ikke er god nok, at den ikke er klar, at den ikke er afprøvet ordentligt af dem den var tiltænkt?
  6. Undervurderer du ikke økonomisk ressourcestærke institutioners og firmaers evne til at tilpasse sig, hurtigere end befolkningen får disruptet dem? Bliver 3d-print ikke bare brugt af virksomheder, til at producere billigere og hurtigere – på en måde der aldrig vil gøre mit eget køb af en 3d-printer rentabel?

Valgplakat #2 – Stem Digitaliseringskritisk

Et mere rent og rolig layout, minder dig om at det er ved de demokratiske valg, du bestemmer hvem der skal forvalte analogisering og digitalisering af samfundet, de næste 4 år.

Læs også: Analogiseringsstyrelsen skyder valgkampen i gang.

Idé: Arild Solbakken

Hent denne plakat (A3 format)

Brugsrettigheder: Alle valgplakater må distribueres frit og på et hvilket som helst (analogt eller digitalt) medie man måtte have lyst til. Så længe det sker i plakatens og Analogiseringsstyrelsens ånd. Vi er selvklart ikke ansvarlige for analoge ophæng, påklistringer, tatoveringer osv. 

Nu i bølgeblå!

Arild Solbakken bad om denne plakat i farvekode #003366, så her kommer den:

Hent denne plakat i blå her (A3 format)

Brugsrettigheder: Alle valgplakater må distribueres frit og på et hvilket som helst (analogt eller digitalt) medie man måtte have lyst til. Så længe det sker i plakatens og Analogiseringsstyrelsens ånd. Vi er selvklart ikke ansvarlige for analoge ophæng, påklistringer, tatoveringer osv. 

Valgplakat #1 – “Du må godt”

Første valgplakat fra Analogiseringsstyrelsen fortæller det helt indlysende: at det faktisk er helt legalt at sige nej til at digitalisere, hvis det ikke skaber bedre liv. Og at mange analoge løsninger faktisk er supergode og fremtidssikrede, som de er.

Det gode spørgsmål: Har din foretrukne kandidat nogensinde sagt nej til at digitalisere noget som helst?

Tak til Alexander, som delte fotoet af Fru Larsens opslag på Reddit og siden gav os lov til at bruge det.

Hent denne plakat (A3 format)

Brugsrettigheder: Alle valgplakater må distribueres frit og på et hvilket som helst (analogt eller digitalt) medie man måtte have lyst til. Så længe det sker i plakatens og Analogiseringsstyrelsens ånd. Vi er selvklart ikke ansvarlige for analoge ophæng, påklistringer, tatoveringer osv. 

Hey, Movia! Er det dårlig analogisering eller analog chikane?

Er det uvidenhed eller chikane, når Movia nu alligevel ikke genindfører de analoge køreplaner?

I Analogiseringsstyrelsen  har vi konsekvent kritiseret at Movia digitaliserede de afprøvede og velfungerende analoge køreplaner, så man skulle til at have en telefon, strøm og app med sig, for at få at vide hvornår den næst bus går. Heldigvis kunne vi jo glæde os over at køreplanerne nu var på vej tilbage, som resultat af et pres fra passagererne på sociale medier.

En af de mange “medtænkere”, som skriver og ringer til Analogiseringsstyrelsen med ros, kritik, tips og ideer, kan nu fortælle at vi – og de andre passagerer – desværre har glædet os for tidligt. Det viser sig nemlig at det ikke er køreplaner – altså planer over hvornår bussernen kører – som Movia sætter op. I stedet sætter de “frekvensplaner” op, som fortæller hvor mange gange på en time, bussen går. Bor du et sted hvor der går én bus i timen, ved du altså ikke om den går om 1 eller 59 minutter!

Dette er et smukt, omend deprimerende, eksempel på at analogisering af en digital proces, ikke i sig selv er positiv eller værdifuld. I Analogiseringsstyrelsen elsker vi ikke alt der er analogt – og vi er stærkt modstandere af at et monopol indfører tåbelige løsninger, uanset om de er digitale eller analoge. I det konkrete tilfælde har man afskaffet køreplanen og sat en frekvensoversigt i stedet, så det i praksis stadigvæk er umuligt at se hvornår den næste bus går, uden at tage en app frem. Det ligner analog chikane for at tvinge borgerne over på en digital platform ad bagvejen  – det er på ingen måde hvad Analogiseringsstyrelsen står for.

Nej til idiotiske løsninger – både de digitale og analoge! Informationer  bliver ikke automatisk til en god, brugbar køreplan, fordi man skriver dem på papir og hænger dem op.

Det er en ommer, Movia!

Link til historien på TV2: Kritik af nye køreplaner: Er der ét minut til bussen går – eller 59?

Se også: Køreplan til det Analoge Samfund: En skitse til umistelige rettigheder 

Færre data – mere sikkerhed – og så taler vi sammen? Ikke?

 

 

 

 

Det virker som om alle er enige med os – og endda har været det hele tiden?


Hvordan kan det være at de politikere  som så ihærdigt  gennemdigitaliserer vores samfund, tilsyneladende er så enige med os, som kritiserer dem?

Af: Anders Colding-Jørgensen

I Tænketanken Analogiseringsstyrelsen oplever vi lige nu en overvældende positiv respons på vores eksistens – og ikke mindst vores digitaliseringskritiske tankevirksomhed. Tak for den.

Et af vores nøglebegreber er digitalisme. Digitalisme er digitalisering som ideologi. Som digitalist, ser man digitalisering af enhver analog proces som et uundgåeligt fremskridt. I nutidens digitalistiske æra, kan man derfor stille sig op og påstå at der er et kæmpe potentiale i at digitalisere XX – uden at nogen stopper én og spørger hvilket potentiale der egentlig tales om – eller hvad der overhovedet menes med digitalisering. For en digitalist er fremtiden digital – det er et axiom, der ganske enkelt ikke stilles spørgsmålstegn ved. Svaret er en computer – nu mangler vi blot at finde ud af hvad spørgsmålet er.

Vi ser digitalisme alle steder. I bestræbelser på at digitalisere en smuk og demokratisk, analog valghandling, som i dag fungerer perfekt, med rekordhøj stemmedeltagelse. Planer som kun er sat i bero, fordi der endnu ikke kan findes en hackersikker løsning. Busplaner, som digitaliseres uden at brugerne bliver spurgt – så de efterfølgende må bruge tid og kræfter på at råbe op og bede om at få de velfungerende analoge køreplaner tilbage. I dag kan man digitalisere stort set hvadsomhelst, uden at blive stillet til regnskab for om det overhovedet er noget der gør mennesker sunde, glade og tilfredse. Tværtimod gentager politikerne selvopfyldende digitalismens credo: i fremtiden vil samfundet være mere digitalt, på stort set alle tænkelige områder. Vi kan lige så godt vænne os til det.

Øøøøh… fremtiden, siger I?

I Analogiseringsstyrelsen tillader vi os at påpege at der ikke findes nogen evidens for hvad fremtiden bringer – bortset fra at den traditionelt plejer at udvikle sig temmelig anderledes end man troede, før den indtraf. Vi ser det heller ikke som en naturlov at indførelsen en bestemt type teknologi – computeren – nødvendigvis er enhver innovations endemål og skal have forrang for ofte velfungerende og afprøvede analoge teknologier. Vi finder det direkte bizart at de selvsamme politikere som har direkte indflydelse på hvordan forvaltningen af  samfundet udformes, taler som om en digitalisering af samfundet og den offentlige sektor er en uundgåelig kraft, som de ingen indflydelse har på. Hvis ikke de har – hvem har så?

Der er naturligvis forhold som påvirkes af markeder, standarder og forventninger fra borgerne. Men robotterne “kommer” ikke – det er menneskene der bygger og indfører dem. Og vores folkevalgte politikere kan sagtens vælge at der er andre parametre end effektivisering, som skal være styrende. Det vil faktisk være både legitimt og fremtidsorienteret at vedtage at visse opgaver ganske enkelt gør flere mennesker tilfredse og sunde, hvis de ikke udføres af en computer.

Men det kan jo være svært at se, hvis det er en fast etableret sandhed at en digitalisering af samfundet er uundgåelig.

For en ægte digitalist er udvikling det samme som digitalisering

I en radiodebat imellem Analogiseringsstyrelsen (ved undertegnede) og innovationsminister Sophie Lødhe om digitalisering af sundhedskortet, blev ministeren spurgt, hvem der egentlig havde bedt om at få digitaliseret sundhedskortet. Ministerens svar var et smukt skoleeksempel på digitalisme. Hun svarede nemlig at “danskerne forventer at vi udvikler den offentlige service”. Ministeren blev altså spurgt om digitalisering og hørte det som udvikling. Det er digitalisme, i sin mest pædagogiske form. For en digitalist er der nemlig ingen forskel!

Er vi enige alle sammen?

Derfor blev vi lidt overraskende over at nogle af de mennesker som erklærer sig ubetinget enige i vores kritik af hovedløs digitalisering er de selvsamme politikere – ja sågar folk i Digitaliseringsstyrelsen. Det er jo netop deres valg og forvaltning vi kritiserer – for at få dem til at være mere modige og at tænke selv. I ovennævnte radiodebat, gik to formuleringer igen fra både innovationsministeren og Socialdemokraternes IT-ordfører, Karin Gaardsteds side: “Man skal ikke digitalisere for digitaliseringens skyld” og “Man skal kun digitalisere hvor det giver mening”.

På overfladen kan det faktisk lyde som om de var ansatte i Analogiseringsstyrelsen – indtil man dykker lidt ned i substansen. For hvad betyder de to sætninger egentlig. Hvorvidt noget “giver mening” er en komplet subjektiv antagelse, som i praksis intet betyder. Det er nærmest nonsens. Og så længe det altid synes at være de andre der vil “digitalisere for digitaliseringens skyld” – aldrig én selv, betyder begrebet i praksis heller intet som helst. Begge udtryk er substansløse røgslør og rent subjektive besværgelser. En slags digitalistiske fadervor, som ikke tjener andet formål end at styrke den der bruger dem, i den digitalistiske tro og at afværge enhver dybere kritisk debat i opløbet.

Sådan digitaliserer man for digitaliseringens egens skyld

I sagen om sundhedskortet, havde Sundhedsministeren foretaget en undersøgelse, inden hun kom med sin udmelding om at digitalisere det. Men det var ikke en undersøgelse af de samfundsmæssige konsekvenser – eller de psykologiske eller sociologiske – en begyndende udfasning af et analogt sundhedskort kunne have. Nej, man havde spurgt et IT konsulenthus om det kunne lade sig gøre og hvad det ville koste. Man havde ganske enkelt sprunget det skridt over at undersøge hvad borgerne mister, hvis et analogt kort udfases. Om vores liv bliver bedre med et der kun virker hvis man har en smartphone med strøm på. Og det er da egentlig klart. Hvad skal man med den slags besværlige overvejelser, når vi allerede allesammen ved at “fremtiden er digital”?

Nu kan man berettiget mene at sagen om sundhedskortet er relativt enkel og at man, da man jo en tid endnu fastholder et analogt kort, ikke behøver at overveje omkostningerne ved at udfase det endnu. Men hvor mange andre steder springer man de vigtige spørgsmål over og går direkte til design, implementering og til at indkassere besparelserne? Spurgte man lægerne om de ville til at være lægesekretærer, inden man indførte sundhedsplatformen og fyrede en stor del af sekretærerne? Spurgte man danskerne om de gerne ville have at deres analoge klippekort forsvandt, selvom de fungerede upåklageligt?

Sandheden er at man kan udtale lige så mange gange at man da “ikke skal digitalisere for digitaliseringen skyld”, men hvis man derefter går i gang med at digitalisere, som om det var en naturlov, uden at undersøge om det i det konkrete tilfælde er den løsning der giver det bedste liv, er det altså lige nøjagtigt hvad man gør.

Fremtiden er ikke digital.  Fremtiden er fremtiden og computeren er blot én af mange menneskeskabte teknologier, som man kan få en masse fantastisk værdi af, hvis man holder op med at tale om dem, som om de er sendt af guderne.

Læs også: Kære Ellen – en digitalisering er altså ikke en opgradering | Mandag Morgen: Digitalismen er død – længe leve computeren