Hey, Movia! Er det dårlig analogisering eller analog chikane?

Er det uvidenhed eller chikane, når Movia nu alligevel ikke genindfører de analoge køreplaner?

I Analogiseringsstyrelsen  har vi konsekvent kritiseret at Movia digitaliserede de afprøvede og velfungerende analoge køreplaner, så man skulle til at have en telefon, strøm og app med sig, for at få at vide hvornår den næst bus går. Heldigvis kunne vi jo glæde os over at køreplanerne nu var på vej tilbage, som resultat af et pres fra passagererne på sociale medier.

En af de mange “medtænkere”, som skriver og ringer til Analogiseringsstyrelsen med ros, kritik, tips og ideer, kan nu fortælle at vi – og de andre passagerer – desværre har glædet os for tidligt. Det viser sig nemlig at det ikke er køreplaner – altså planer over hvornår bussernen kører – som Movia sætter op. I stedet sætter de “frekvensplaner” op, som fortæller hvor mange gange på en time, bussen går. Bor du et sted hvor der går én bus i timen, ved du altså ikke om den går om 1 eller 59 minutter!

Dette er et smukt, omend deprimerende, eksempel på at analogisering af en digital proces, ikke i sig selv er positiv eller værdifuld. I Analogiseringsstyrelsen elsker vi ikke alt der er analogt – og vi er stærkt modstandere af at et monopol indfører tåbelige løsninger, uanset om de er digitale eller analoge. I det konkrete tilfælde har man afskaffet køreplanen og sat en frekvensoversigt i stedet, så det i praksis stadigvæk er umuligt at se hvornår den næste bus går, uden at tage en app frem. Det ligner analog chikane for at tvinge borgerne over på en digital platform ad bagvejen  – det er på ingen måde hvad Analogiseringsstyrelsen står for.

Nej til idiotiske løsninger – både de digitale og analoge! Informationer  bliver ikke automatisk til en god, brugbar køreplan, fordi man skriver dem på papir og hænger dem op.

Det er en ommer, Movia!

Link til historien på TV2: Kritik af nye køreplaner: Er der ét minut til bussen går – eller 59?

Se også: Køreplan til det Analoge Samfund: En skitse til umistelige rettigheder 

Færre data – mere sikkerhed – og så taler vi sammen? Ikke?