Færre data = mere sikkerhed: Og så taler vi sammen, ikke?

Det er velkendt, at det computere er bedst til, er at samle og gemme data. Måske er det i virkeligheden det eneste, de er gode til?

Ihvertfald samler de data hele tiden i form af logs, der fortæller hvordan brugeren benytter maskinen og da internettet består af forbundne computere og de fleste maskiner er koblet til det, så mangedobles mængden af data om hvad maskinen, og borgeren bag den, foretager sig.

Anvender man Google, Facebook, Twitter eller sin favorit løbeapp, ja, så samles der gigantiske mængder data, data, der konsekvent misbruges til at liste brugeren til at købe varer eller som sælges til politiske partier, der vil manipulere vælgere. Staten og det offentlige har valgt samme model, og samler nu data til bunke via blandt andet logningen af vores mobiltelefonbrug, rejsekortet, nummerpladescanning(ANPG), smart-metre på el-nettet, PNR-registrering af flyrejser og senest via det kommende genomcenter. Det overordnede formål med statens brug af disse data er endnu uklart, men alt tyder på, at det vil blive anvendt til mere overvågning og kontrol.

Funktion

Analogiseringsstyrelsen mener, det er på tide at gøre op med det vanvittige fråseri med borger-data , og i stedet rendyrke funktion, frem for registrering. Borgernes ønske om at benytte computere til at søge information på nettet er således helt legitim, men samme søgning bør naturligvis ikke efterlade sig spor, ligesom man ikke vil forfølges af en emsigt noterende bibliotikar, der kræver ens navn og position når man er på besøg på biblioteket og bladrer gennem bøgerne på hylderne.
Analogiseringsstyrelsen forventer, ovenpå digitalismens død, en bølge af iværksættere, der vil sætte en ære i at udvikle software og computere, hvor brugerne ikke kan identificeres.
Identifikation er nøglen til alt misbrug.
Det har blandt andet Østtysklands STASI vist os.
Heldigvis er vi jo blevet klogere siden dengang – og hvem ønsker at gentage den slags fejltagelser og overgreb mod mennesker i den lyse fremtid, der venter os?

Spionage og snageri

Det er almindelig anerkendt, at den opførsel som det nuværende digitale miljø opfordrer til, er at sammenligne med spionage, at snage og lure på andre. Hvem ville frivilligt tjekke ind på et hotel, hvor der er fyldt med mikrofoner og hvor personalet gloede ind gennem nøglehullet? Hvem ville bruge et kort, hvis der fulgte en mand med, der registrerede hvor man var imens? Hvem ville køre i en bil, hvis politiet tog noter fra hver eneste tur? Hvem ville slukke sin sengelampe, velvidende at elselskabet ved, at det netop er det man har gjort – og at de kan blive tvunget til at udlevere data til staten?
Ikke desto mindre, er det præcist det, der er sket under digitalismen – alle normale funktioner, der før var et spørgsmål om at betale og så gå videre, afgiver nu data.

Klippekort NU

Et eksempel: Man kunne for kort tid siden købe et klippe-kort, hvis man ville benytte busser eller tog. Lidt længere tilbage, var det også muligt at købe en fysisk papirbillet i et bemandet billetsalg. Det var en simpel transaktion, der kun krævede kontanter, ind til for nyligt håndteret af rigtige mennesker i kiosker og billetsalg, hvilket gav mulighed for at interagere og tale med andre mennesker. Men vigtigst af alt: Det efterlod ingen data. Med rejsekortet tvinges borgere til at generere en syndflod af finansielle- og bevægelses-data, der alle gemmes i fem år og som datamines for at undersøge for muligt snyd og kan udleveres til politiet. Det er tydeligvis en fejlslagen kurs, der mistænkeliggør borgerne og skaber et klima af mistillid, ligesom den er bygget på en ulækker og utidssvarende spionerende forretningsmodel. Vi er gået fra at have konduktører(der styrede rummet og solgte billetter) til kontrollører, der….kontrollerer….som var de computere selv. Analogiseringstyrelsen forventer og glæder sig til, at det analoge klippekort snart kommer igen, gerne i en opdateret og mere solid udgave, der kan tåle en tur i vaskemaskinen. Det vil også være indlysende at genåbne bemandede billetsalg, så vi igen kan bevæge os med offentlige transportmidler, uden at blive genstand for unødvendig og farlig registrering.

Pas på data?

Når vi kalder registrering for farlig, er det af en simpel årsag: Hvis man har samlet data sammen, skal man også kunne passe på dem – eller risikere, de falder i forkerte hænder. Det er i den forbindelse mere end almindeligt anerkendt, at hverken den danske stat eller virksomheder her i landet, er i stand til at passe på data.

Således vil en solid analogisering af den offentlige transport hæve cybersikkerheden med 100 procent, den vil gøre overholdelse af GDPR meget nemmere, ligesom risikoen for nedbrud reduceres til næsten nul.
Men hvorfor stoppe med den offentlige transport? Moderne biler registrerer hvor hurtigt ejerne kører, hvor meget de træder på bremsen og 100vis af andre faktorer, der sendes gennem luften direkte til bilfabrikkerne, der på nuværende tidspunkt ikke aner, hvad de data skal bruges til. Udover naturligvis på sigt, at kunne sælges til forsikringsselskaber eller andre, der lever af at vurdere om en borger lever risikofyldt.

Det er indlysende uholdbart, at en bilejer ikke selv er klar over, hvilke data hans eller hendes kørsel genererer eller hvad de skal bruges til. Analogiseringstyrelsen forventer, at bilfabrikkerne indser deres fejltagelser og nøjes med at få bilerne til at køre godt – hvem ville med åbne øjne købe et køretøj, der sladrer om een ved første og bedste lejlighed? Analogiseringsstyrelsen vil komme med flere eksempler på data-minimering eller decideret offlining her på dette site fremover, og vil i første omgang understrege at formålet med at få data ud af vores daglige liv, er, at data fører til mistillid.Og at det verden mangler nu, er tillid.

Til borgerne.
Og til de maskiner vi benytter.