Indlæg

Læserbrev: Giv os tilbud, ikke krav

 

Hej.
Jeg er glad for at have fundet jeres hjemmeside, jeg har længe følt mig som ‘Pelle alene i verden’.
Selvom jeg har en computer betragter jeg mig selv som værende analog.

Jeg har ingen smartphone, jeg er ikke på nogen sociale medier og jeg er dødtræt af folks grænseløse og uhæmmede brug af mobiltelefoner i det offentlige rum. Der er for tiden ingen hensyn eller adfærdskodeks, ingen opdragelse i vores forhold til brugen af mobiltelefoner, hvor mobilbrugerne tilsyneladende mener sig berettigede til, at indvadere andre med deres private samtaler, m.m.
Personligt kan jeg ikke længere bruge offentlig transport, fordi min psyke grundet mobiltelefoner, ikke kan klare at være ude blandt andre mennesker. 
Af den grund er jeg også selvvalgt socialt isoleret.

Da jeg henvendte mig til min kommune med henblik på, at blive fritaget for digital post, blev jeg foreslået at få en værge!! 
Hvor er vi henne? 
Er man ikke digital, oplever man igen og igen at blive diskrimineret og set ned på. Nedladende kommentarer som ”Jamen, alle har da en mobiltelefon, er også noget man hører igen og igen.
Et stort problem er, at det offentlige ikke respektere borgerens frie valg og forsøger at pådutte os det digitale i et orgie af ‘digital inklusion’, om vi ønsker det eller ej.
Og kan man ikke det digitale, så vil det offentlige blot udvikle endnu flere digitale løsninger, så de sidste kan blive tvunget ind under digitaliseringens åg.

Jeg arbejder for, at det skal være den enkeltes ret selv at bestemme om man vil være digital eller ej. At samfundet først og fremmest skal være analogt og det digitale kun et tilbud. Og for, at der på alle leder og kanter, hos alle offentlige institutioner og private aktører skal være analoge løsninger på lige fod med det digitale. Mange har den opfattelse, at det med de digitalt udfordrede kun er en overgang, når først de gamle dør ud, så er problemet løst, eller? Nej, der vil til alle tider være digitalt udfordrede der skal tages hensyn til. Der vil til alle tider fødes mennesker uden arme eller ben. 

Jeg mener, at det digitale skal være et tilbud men aldrig et krav. Det offentlige Danmark gør dog alt hvad de kan, for at besværliggøre et analogt liv og de facto tvinger de os alle til at være digitale. 
Med venlig hilsen,

Liliane J Murray – Digitalnægter 


Hvis du også har lyst til at skrive os et læserbrev så sendt os en mail på davs@analogisk.dk – eller find vores fysiske adresse her.  

Retten til et analogt liv

Filosoffen Christian Grau skrev i 2022 et vigtigt essay til Der Spiegel om analoge rettigheder, som indtil nu er gået vores næse forbi. Et par citater:

Retten til et analogt liv bliver kun, om overhovedet, diskuteret her i landet i forbindelse med ældre mennesker, der kræver, at de stadig skal have lov til at aflevere den håndskrevne bankoverførsel i deres bankfilial eller købe en analog billet i museets kasse.

Men dem, der reducerer retten til et analogt liv til et spørgsmål om aldersdiskrimination, kommer til kort. Gamle mennesker bør naturligvis have ret til at deltage på lige fod i det sociale liv, selv om de af en eller anden grund ikke har adgang til internettet. Meget mere afgørende og grundlæggende er imidlertid retten til et analogt liv for fremtidige generationer. Det er her, der træffes beslutninger om, hvordan folk kan eller skal leve i fremtiden.

Og

Livsrelevante og uundværlige tjenester skal fortsat være permanent tilgængelige på analoge og brugervenlige måder. Alene af demokratisk teoretiske grunde er det uacceptabelt at tvinge mennesker, der endnu er børn eller ikke engang er født, til at bruge en teknologi. Alle skal have ret til at holde de digitale teknologier ude af deres liv og stadig deltage fuldt ud i sundhedssystemet, i forbruget eller i det offentlige og politiske liv. Vi har brug for den grundlæggende ret til en analog tilværelse.

Artiklen kan læses i sin helhed her.

Analog mærkedag 4. Oktober: En dejlig dag – dem må vi have nogen flere af?

Den 4. oktober er den nationale, analoge mærkedag.

Derfor vil der ikke komme nogen nyheder her på sitet, ligesom man heller ikke vil kunne træffe os på mail eller nogen sociale medier – eller se os med en computer i skødet. Når vi har valgt den 4.oktober som den analoge mærkedag, skyldes det en rystelse i 2021: Det syv timer lange net-netbrud hos Facebook, Instagram, Messenger og Occulis Rift, der gav en stor del af verdens befolkning en kærkommen lejlighed til at leve en stor del af dagen uden at kunne opdatere. Med den analoge mærkedag ønsker Analogiseringsstyrelsen at skifte fokusset fra at ‘kunne’ til at ‘ville’. På denne dag vil du simpelthen ikke opdatere noget som helst på internettet. Du vil heller ikke læse dine mails og tjekke nyheder. Vi er klar over, at især det med e-mails er en udfordring. Derfor foreslår vi, at du allerede nu skriver et passende auto-svar, f.eks. det her:

Mange tak for din elektroniske postbesked. Da det er den 4. oktober og jeg holder den årlige analoge mærkedag hellig, så kan jeg desværre ikke læse hvad du har skrevet før i morgen tidlig. Det kan godt være du synes det er irriterende, men tænk lidt over hvor uendelig lidt 24 timer er i et langt liv? Og hvis det virkelig er vigtigt så er du meget velkommen til at ringe mig op og tale med mig. Mvh

Det bliver lidt af en udfordring igen i år – også for vi fuldmægtige i styrelsen. Du skal huske at få styr på din kalender FØR imorgen og skrive tingene ned, analogt. Hvis du skal nogen steder, så få printet et kort, så du kan finde vej. Og husk at få dine vigtige numre ind i din opladede dumbphone, før det går løs. Og så skal du få hævet nogen kontanter. Vi bruger ikke elektroniske pengeoverførsler på en analog mærkedag, vel?

Du må gerne tale i telefon, gå en tur, besøge en ven eller en kunde og skrive noget ned på et stykke papir, læse en bog eller reflekterere over hvor dine analoge rettigheder blev af (print dem evt ud og tag dem med i lommen?) Og du kan lytte til din FM-radio eller en plade eller et kassettebånd eller læse en af de bøger, der står i din reol og venter på dig.

Det bliver anderledes og vil til at begynde med føles sært og nøgent.

Men: det er trods alt i småtingsafdelingen.

Samtidig kan vi alle sammen glæde os over, at mærkedagen kommer til at have en mærkbar effekt på klimaet, i-og-med at vi, der holder mærkedag, ikke genererer data og belaster de 1000vis af servere og datacentre, der står og æder vores grønne strøm på Netflixfilm og kattevideoer.

DU MÅ MEGET GERNE SENDE OS EN BESKRIVELSE AF DIN ANALOGE MÆRKEDAG (efter den 4de selvfølgelig!) – send os en besked her!

ANALOGE RETTIGHEDER: Tyskerne og EU-forskere kræver ret til at leve offline

Her fra analogiseringsstyrelsen lancerede vi ‘De Analoge Rettigheder’ for fire år siden.
Ideen var at sikre, at understrege, at analoge borgere uden adgang til internettet via smartphones eller computere, også har ret til at være her og at staten bør forpligte sig til at opretholde en ikke-digital, analog infrastruktur, trods sirenesangene fra de techgiganter, der ønsker at gennemtrænge hele verden og gennemsnitliggøre og overvåge borgerne ved at tvinge dem til at anvende deres teknologier, teknologier, der brænder broerne bag sig og tvinger borgerne ind i et digitalt våbenkapløb af nye telefoner og opdateringer og netforbindelser, blot for at kunne bede om en simpel service fra staten.
Der blev ikke lyttet.

Ingen computer – Ingen ydelser?
En af de tidlige konsekvenser af statens følgagtighed overfor apps og digital selvbetjening har blandt andet været, at 400.000 danskere ikke har fået de ydelser de har krav på og har opsøgt, udelukkende fordi adgangen var digital.
Det må kunne gøres bedre.fra ADD-projektet - link: https://algoritmer.org/befolkningsundersoegelse/forside/2023-2/det-digitale-velfaerdssamfund1/
Desværre følger store dele af Europa i hælene på Danmark, der ses som et foregangsland i forhold til digitalisering. Derfor har den tyske NGO, DIGITALCOURAGE lanceret en underskrift-indsamling – digitalt, ganske vist – for at kræve, at borgerne der, også fremover kan leve uden at skulle benytte mobiltelefoner og computere til andet, end det de har lyst til.
Læs mere her: https://civi.digitalcourage.de/recht-auf-leben-ohne-digitalzwang

Screenshot af FOTO: Digitalcourage CC-BY 4.0 Quelle https://creativecommons.org/licenses/by/4.0/deed.da

Oprøret her, handler i høj grad om modstand mod tvangs-digitalisering ala den vi har haft her i Danmark gennem mange år. Det digitale skal være et tilvalg og man skal kunne være fri for den overvågning der følger med, skriver de, og nævner til sidst behov et for RESILENS, at det er skidt at være afhængig af digitale løsninger og at man bør opretholde et alternativ.

fra https://righttooffline.eu/?lang=en

Retten til at være off-line
Men det er ikke kun her, der er noget i gære: En gruppe Europæiske forskere og NGOere er også igang med en underskriftindsamling stilet til EU-kommisionen, parlamentet og europarådet med det formål, at bevare retten til at være offline.
‘Offentlig administration, banker og energiselskaber, arbejdsgivere og læger er flyttet on-line og kasseapparater, postvæsener og telefonlinier forsvinder.
Men 40 procent af EUs befolkning mangler basale digitale færdigheder og kan dermed ikke tilgå essentielle services. Derfor er der et massivt behov for at sikre off-line adgang til disse’, skriver forskerne bag ‘The Open Letter’.
Læs mere her: https://righttooffline.eu/?lang=en
Herfra analogiseringsstyrelsen ser vi med fortrøstning på en fremtid, hvor skællene endelig falder fra vores øjne, og vi kan enes om, at verden ikke skal være en stor computer.

HENT DE ANALOGE RETTIGHEDER HER – print ud, hæng op og del dem med din nabo: https://analogist.dk/wp-content/uploads/2024/01/analoge-rettigheder.pdf