I Styrelsen har vi netop etableret et nyt nationalt Videnscenter for digital sluknulogiforståelse.

Centeret skal arbejde for etableringen og implementeringen af en helt ny faglighed i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Forhåbningen er, at der etableres et selvstændigt fag, som kan klæde eleverne på til at forholde sig kritisk og myndigt til en fremtid, hvor det at slukke digitale teknologier bliver en stadig mere efterspurgt kompetence.

”Ambitionen er, at alle børn og unge uanset, køn, postnummer eller social baggrund får viden om digital sluknulogiforståelse, så de konstruktivt og kritisk kan deltage som demokratiske borgere i et analogiseret samfund, hvor de fysiske fællesskaber blomstrer, og hvor folk ser hinanden i øjnene. Centeret vil udvikle en viden, som giver børn og unge mulighed for at medskabe de digitale sluknulogier, som skaber rammerne for vores analoge hverdag, og understøtter vores forpligtende fællesskaber og demokratiske samfund”, udtaler Analogiseringsdirektør i Region Aarhus, Niels Jakob Pasgaard.

Centeret er endnu ikke støttet af nogle fonde, men det forventes at bl.a. Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden henvender sig til Styrelsen inden for den nærmeste fremtid med lovning om et tocifret millionbeløb.

”Det analoge element i vores liv forsvinder ikke. Det er kommet for at blive. Det gælder både os voksne og for vores børn. Derfor er det helt afgørende, at vi skaber mere viden om, hvordan alle børn kan få et sundt forhold til deres analoge liv. Jeg vil gerne, at alle børn og unge i deres skolegang får viden om de analoge fællesskabers konsekvenser for både dem selv og samfundet. Derfor er jeg rigtig glad for det nye videnscenter”, kunne man forestille sig at Mattias Tesfaye ville udtale om initiativet.

 

Det er ikke tit at der dukker litteratur op på vores radar, der har samme projekt som vores: at forholde sig til det værdifulde ved (det analoge) ved mennesket. Det fortjener særlig opmærksomhed! Der er tale om Christiane Vejløs bog “Argumenter for Mennesker”.

At føle, at elske, at sanse
Bogen består af to dele – en introduktion til hvor AI er nu, inkl. et skema over to sider med vurdering af hvilke opgaver AI løser allerede nu, og en del der isolerer det positivt menneskelige i ni egenskaber: at føle, at elske, at være social, at sanse, at være god, at fejle, at skabe, at tro og at dø. Bogen afsluttes med hvordan vi skal navigere i fremtiden, og der beskrives to scenarier.

Vejlø hylder ikke kun mennesket, hun inddrager også mange af de problemer der er forbundet med kunstig intelligens, AI og Big Tech: tendensen til at sende ufærdige og utestede produkter på markedet, ikke at tilpasse tjenester og brugerflader til vores hjernes biologiske behov og andre der skaber “uacceptable kollaterale skader”.

Det er svært at være uenig i mange af Christiane Vejløs pointer ang. menneskelige kvaliteter, men det gør ikke “Argumenter for mennesker” nem at læse. Det overordnede projekt står klart, men mange af de forskellige fænomener der tages under behandling fremstilles nogle gange for enkle, for uskyldige, for naturlige, for klare og den klæder dem ofte i et skin af naturlighed og selvindlysende “fakta”.

At være god til at formidle ved at kompleksitetsreducere er beundringsværdigt, men når det overskygger afgørende forhold ved vores forståelse af en sag, kan den egenskab spænde ben for sit  projekt: at gøre os klogere.

Opstillede dilemmaer
Mange dilemmaer bliver præsenteret i lidt for pæne og i for symmetriske “både-og” opstillinger, og meget langt fra virkelighedens magtkampe, hvor folk skal ofre noget vigtigt for at ændre adfærd, hvor der er vindere og tabere, hvor beskidte kompromisser indgås, hvor karrierer risikerer at styrte i grus hvis man træffer et forkert valg, hvor der skal prioriteres iskoldt og benhårdt og helt ind til knoglen (og nogle gange forbi den) og hvor ting altså kan gøre rigtig ondt.

Hvad med de irriterende mennesker?
Noget af det der gør teksten svær at pakke ud, er det idealiserede menneskebillede: ja, i deres rene form er de forskellige menneskekvaliteter teknologierne overlegen, men de findes meget sjældent samtidigt og i deres rene form i rigtige mennesker. Nogle mennesker er jo asociale, irriterende, fatter ikke en meter, meget forudsigelige og generelt irriterende. De kan også bare være fattige, ressourcesvage, uden indflydelse og indsigt. Det virker som om de bliver placeret i periferien af Vejløs menneskeatlas.

Det er måske en unfair kritik og ikke forfatterens hensigt, men i prioriteringen ligger der en implicit forestilling om at menneskets relevans er at konkurrere indenfor det elite-menneskelige – hvis vi bliver chefkokke og violinbyggere og vinbønder og filosoffer og designere og DJs skal det nok gå. Men hvor efterlader det de mennesker som ikke har større ambitioner, dem der godt kan li’ repetitivt arbejde, dem som af forskellige årsager, eller i bestemte perioder af deres liv ikke magter at deltage i den slags konkurrence?

Hvad med omkostningerne ved mennesket?
Og så er der en tavshed omkring omkostningerne ved at sikre de bedste rammer for at mennesker bliver empatiske og kreative og sociale. Det er noget kærlige familier sikrer mulighed for, gode venner, barnhjertige foreninger og/eller en effektiv velfærdsstat. Men hvad er Big Tech og AIs forpligtelse for at skabe de rammer – der hvor man skaber de mennesker som Vejlø hylder? Hvordan er det nu det forholder sig med smartphones og trivslen i familierne, læringen med chromebooks og skattebidragene til velfærdsstaten, svækkelse af demokratiet pga. desinformation, online-radikalisering?

Der er mange velmenende appeller til det vi skal huske at være opmærksomme på og hvad vi skal skrue ned for og gøre os seriøse overvejelser omkring. Men hvad er Vejløs svar på hvad der absolut bør forbydes, stoppes, standes, forhindres? Eller hvad der absolut bør promoveres eller forfordeles på bekostning af noget andet? Der er ikke rigtig nogen, og dermed er der også et fravær af konkrete slagplaner og taktikker til at inddæmme AIs værste effekter eller til at sikre de bedste rammer til at høste dens potentialer (og hvad de koster, og hvem der skal have adgang til dem). Der spilles sikkert, selvom der er en vis grad af risikobevidsthed på spil i bogen. Der lægges mest af alt op til, at vi læser bogen og snakker civiliseret om det i råd eller nævn eller udvalg, sammen med ressourcestærke ligesindede der igennem deres livstid har oplevet en vis myndighed overfor teknologierne.

Jeg ved ikke om nutidens og fremtidens ofre for uansvarlig Big Tech, vil synes at der er noget de kan bruge til noget.

Myten benægter ikke visse ting, dens funktion er tværtimod at tale derom. Men den renser dem simpelthen, den gør dem uskyldige, begrunder dem i naturen og i evigheden, den giver dem en klarhed som ikke er den der fremkommer ved en forklaring, men en konstatering.

Roland Barthes, “Mytologier”

Atomkraft, privatliv, bureaukrati
Der er mange myter på spil i Vejløs tekst – konstaterende sætninger der ‘uskyldiggør’ og renser en række forhold der ved nærmere eftersyn dækker over vilde uenigheder og tovtrækkerier, for at nævne nogle ganske få eksempler:

Myte: I Danmark har vi høje standarder indenfor etik og privatliv – kontrapunkt.
Myte: Den klimavenlige atomkraft er en afgørende spiller – kontrapunkt.
Myte: Bureaukrati forhindrer innovationer – kontrapunkt.

Teknikken at fremstille komplicerede forhold uskyldigt og konstaterende, gør sig især gældende i oversigten over hvilke opgaver AI løser. At babysitte? At deltage i samtaler i rollen som ven eller kæreste? At være sommelier? At være sagsbehandler? Listen kan læses som et katalog over teknologers vilde påstande og fantasmatiske tillid til deres produkter – eller som en fornærmelse af det professionelle menneske og en undervurdering af alt det som det kompetente menneske gør med sine redskaber. Inklusive AI.

Hvis du vil videre med de problemstillinger Vejlø rejser, så tror jeg du skal herhen: “Insolvent – How to Reorient Computing for Just Sustainability” af Christoph Becker.