Descartes om Kunstig intelligens, år 1637

Først et argument mod maskiners evne til bestå en Turing-test. Modbevist.

Så et argument mod muligheden af en Generel kunstig intelligens. Stadig gyldigt.

”Hvis der var maskiner, der så ud ganske som vores legemer og, så godt det var muligt (hvad det indre angår), opførte sig som vi, så ville vi altid have to meget sikre midler til at opdage, at det alligevel ikke var rigtige mennesker.

Det første af disse er følgende: de ville aldrig i sammenhæng kunne bruge ord eller andre selvdannede tegn til at meddele andre deres tanker, sådan som vi gør. Ganske vist kan man godt tænke sig, at en maskine er sådan indrettet, at den kan frembringe ord på foranledning af fysiske påvirkninger (…). Men det kan aldrig lade sig gøre, at den selv indretter svarene forskelligt efter det, man siger i dens nærværelse, sådan som selv de sløveste mennesker kan.

Det andet middel består i, at selv om disse maskiner kan gøre mange ting lige så godt som vi, ja, måske bedre end nogen af os, så ville de ganske komme til kort på andre punkter, hvor man altid ville kunne opdage, at de ikke handler som følge af en erkendelse, men udelukkende som en nødvendig følge af deres organers indretning. Medens nemlig fornuften er et universelt instrument, der kan fungere under alt, hvad der kan indtræffe, trænger disse organer til en bestemt indstilling for hver enkelt handling. Derfor er det absolut umuligt, at en maskine kan være så rigt sammensat, at den optræde i alle situationer på den måde, som vi gør i kraft af vor fornuft.

Discours de la Méthode, Om metoden, del 5.