EFTERSKOLE: Nul skærme har klar effekt

/i , /af

Ollerup efterskole har i år forsøgt sig med, at bytte elevernes smartphones ud med ‘dumbphones’ der kun kan ringe og skrive SMS og resultaterne er positive. I et indlæg på ALTINGET skriver Louise Fugl Madelaire og Mette Sanggaard, henholdsvis læge og ph.d.-studerende og forstander på efterskolen, blandt andet:

‘Fraværet af de mange kameraer i lommen øger trygheden i fællesskabet, idet man ikke pludselig figurerer vidt og bredt i en uønsket sammenhæng eller positur. De unge oplever, at de selv byder mere ind i fællesskabet, når deres smartphone ikke længere fungerer som skjold, og når den ikke er en let tilgængelig mulighed for at aflede opmærksomheden fra ubehagelige fornemmelser af generthed, akavethed og kedsomhed’, og de fortsætter:

‘Hvordan skal man kunne prioritere noget (eksempelvis uforstyrret socialt samvær), som man ikke ved hvad er?  Noget væsentligt menneskeligt, meningsfyldt og måske endda nødvendigt går tabt med den anvendelse af skærme, der finder sted aktuelt. Selvom videnskaben er utilstrækkelig i forhold til beviserne – oplever vi at have en flok af unge mennesker, der ganske simpelt viser os det! Og viser os, at det betaler sig at handle’

Her fra styrelsen siger vi tillykke. Til efterskolen og til de unge mennesker, der kommer til at gå videre i verden med blikket rettet lidt mindre mod skærmens virtuelle kyster, der hvor alting unddrager sig og forsvinder i den retina-lysende brænding og lidt mere mod hinanden.

Anmeldelse – Argumenter for mennesker

/i , , /af

Det er ikke tit at der dukker litteratur op på vores radar, der har samme projekt som vores: at forholde sig til det værdifulde ved (det analoge) ved mennesket. Det fortjener særlig opmærksomhed! Der er tale om Christiane Vejløs bog “Argumenter for Mennesker”.

At føle, at elske, at sanse
Bogen består af to dele – en introduktion til hvor AI er nu, inkl. et skema over to sider med vurdering af hvilke opgaver AI løser allerede nu, og en del der isolerer det positivt menneskelige i ni egenskaber: at føle, at elske, at være social, at sanse, at være god, at fejle, at skabe, at tro og at dø. Bogen afsluttes med hvordan vi skal navigere i fremtiden, og der beskrives to scenarier.

Vejlø hylder ikke kun mennesket, hun inddrager også mange af de problemer der er forbundet med kunstig intelligens, AI og Big Tech: tendensen til at sende ufærdige og utestede produkter på markedet, ikke at tilpasse tjenester og brugerflader til vores hjernes biologiske behov og andre der skaber “uacceptable kollaterale skader”.

Det er svært at være uenig i mange af Christiane Vejløs pointer ang. menneskelige kvaliteter, men det gør ikke “Argumenter for mennesker” nem at læse. Det overordnede projekt står klart, men mange af de forskellige fænomener der tages under behandling fremstilles nogle gange for enkle, for uskyldige, for naturlige, for klare og den klæder dem ofte i et skin af naturlighed og selvindlysende “fakta”.

At være god til at formidle ved at kompleksitetsreducere er beundringsværdigt, men når det overskygger afgørende forhold ved vores forståelse af en sag, kan den egenskab spænde ben for sit  projekt: at gøre os klogere.

Opstillede dilemmaer
Mange dilemmaer bliver præsenteret i lidt for pæne og i for symmetriske “både-og” opstillinger, og meget langt fra virkelighedens magtkampe, hvor folk skal ofre noget vigtigt for at ændre adfærd, hvor der er vindere og tabere, hvor beskidte kompromisser indgås, hvor karrierer risikerer at styrte i grus hvis man træffer et forkert valg, hvor der skal prioriteres iskoldt og benhårdt og helt ind til knoglen (og nogle gange forbi den) og hvor ting altså kan gøre rigtig ondt.

Hvad med de irriterende mennesker?
Noget af det der gør teksten svær at pakke ud, er det idealiserede menneskebillede: ja, i deres rene form er de forskellige menneskekvaliteter teknologierne overlegen, men de findes meget sjældent samtidigt og i deres rene form i rigtige mennesker. Nogle mennesker er jo asociale, irriterende, fatter ikke en meter, meget forudsigelige og generelt irriterende. De kan også bare være fattige, ressourcesvage, uden indflydelse og indsigt. Det virker som om de bliver placeret i periferien af Vejløs menneskeatlas.

Det er måske en unfair kritik og ikke forfatterens hensigt, men i prioriteringen ligger der en implicit forestilling om at menneskets relevans er at konkurrere indenfor det elite-menneskelige – hvis vi bliver chefkokke og violinbyggere og vinbønder og filosoffer og designere og DJs skal det nok gå. Men hvor efterlader det de mennesker som ikke har større ambitioner, dem der godt kan li’ repetitivt arbejde, dem som af forskellige årsager, eller i bestemte perioder af deres liv ikke magter at deltage i den slags konkurrence?

Hvad med omkostningerne ved mennesket?
Og så er der en tavshed omkring omkostningerne ved at sikre de bedste rammer for at mennesker bliver empatiske og kreative og sociale. Det er noget kærlige familier sikrer mulighed for, gode venner, barnhjertige foreninger og/eller en effektiv velfærdsstat. Men hvad er Big Tech og AIs forpligtelse for at skabe de rammer – der hvor man skaber de mennesker som Vejlø hylder? Hvordan er det nu det forholder sig med smartphones og trivslen i familierne, læringen med chromebooks og skattebidragene til velfærdsstaten, svækkelse af demokratiet pga. desinformation, online-radikalisering?

Der er mange velmenende appeller til det vi skal huske at være opmærksomme på og hvad vi skal skrue ned for og gøre os seriøse overvejelser omkring. Men hvad er Vejløs svar på hvad der absolut bør forbydes, stoppes, standes, forhindres? Eller hvad der absolut bør promoveres eller forfordeles på bekostning af noget andet? Der er ikke rigtig nogen, og dermed er der også et fravær af konkrete slagplaner og taktikker til at inddæmme AIs værste effekter eller til at sikre de bedste rammer til at høste dens potentialer (og hvad de koster, og hvem der skal have adgang til dem). Der spilles sikkert, selvom der er en vis grad af risikobevidsthed på spil i bogen. Der lægges mest af alt op til, at vi læser bogen og snakker civiliseret om det i råd eller nævn eller udvalg, sammen med ressourcestærke ligesindede der igennem deres livstid har oplevet en vis myndighed overfor teknologierne.

Jeg ved ikke om nutidens og fremtidens ofre for uansvarlig Big Tech, vil synes at der er noget de kan bruge til noget.

Myten benægter ikke visse ting, dens funktion er tværtimod at tale derom. Men den renser dem simpelthen, den gør dem uskyldige, begrunder dem i naturen og i evigheden, den giver dem en klarhed som ikke er den der fremkommer ved en forklaring, men en konstatering.

Roland Barthes, “Mytologier”


Atomkraft, privatliv, bureaukrati
Der er mange myter på spil i Vejløs tekst – konstaterende sætninger der ‘uskyldiggør’ og renser en række forhold der ved nærmere eftersyn dækker over vilde uenigheder og tovtrækkerier, for at nævne nogle ganske få eksempler:

Myte: I Danmark har vi høje standarder indenfor etik og privatliv – kontrapunkt.
Myte: Den klimavenlige atomkraft er en afgørende spiller – kontrapunkt.
Myte: Bureaukrati forhindrer innovationer – kontrapunkt.

Teknikken at fremstille komplicerede forhold uskyldigt og konstaterende, gør sig især gældende i oversigten over hvilke opgaver AI løser. At babysitte? At deltage i samtaler i rollen som ven eller kæreste? At være sommelier? At være sagsbehandler? Listen kan læses som et katalog over teknologers vilde påstande og fantasmatiske tillid til deres produkter – eller som en fornærmelse af det professionelle menneske og en undervurdering af alt det som det kompetente menneske gør med sine redskaber. Inklusive AI.

Hvis du vil videre med de problemstillinger Vejlø rejser, så tror jeg du skal herhen: “Insolvent – How to Reorient Computing for Just Sustainability” af Christoph Becker.

 

Borger vinder over digitalisering: OK at være analog

/i , /af

‘En borger var berettiget til at modtage sygedagpenge, selvom en frist ikke var overholdt, fordi overskridelsen skyldtes manglende digitale kompetencer. Sagen har principiel karakter, fordi digitalt udfordrede borgere, men som ikke lader sig fritage for digitale løsninger, ikke bør stå med ringere retssikkerhed end borgere, som er fritaget eller har gode digitale kompetencer’. Sådan skriver tænketanken Justitia om en sag fra Kolding, der netop er afgjort.

En borger havde mistet 10 dages sygedagpenge, fordi han ikke havde reageret rettidigt på en henvendelse fra kommunen i e-Boks. Borgeren beskrives som ”digitalt udfordret i en grad, hvor han kun kunne klare digital kommunikation og selvbetjening med hjælp fra sin hustru.” Dette har sammen med en række øvrige omstændigheder, fortolkning af lovgivningen samt en helhedsvurdering ført til, at retten fandt, at der forelå sådanne særlige undskyldende forhold, at der kunne ses bort fra fristoverskridelsen.

INGEN DIGITALE KOMPETENCER
Alexander mistede 10 dages sygedagpenge, fordi han ikke rettidigt fik svaret på en besked i e-Boks, hvor han skulle udfylde et skema indenfor en frist på 8 dage. Alexander har ingen digitale kompetencer og kan ikke selv logge på e-Boks. Selvom Alexander opfylder betingelserne for at blive fritaget, hvilket han også senere blev, havde han fulgt myndighedernes anbefaling om at forsøge at være digital med hjælp fra en pårørende. Normalt har Alexanders hustru varetaget hans digitale ærinder, men hun var i den pågældende periode bortrejst for at besøge sin syge søster. Hertil kommer, at den sms-notifikation, som man modtager, når man har modtaget post i e-Boks, ikke virkede på dette tidspunkt. Da Alexanders hustru kom hjem, blev de opmærksomme på fristoverskridelsen, men skaden var allerede sket, og Alexander mistede en del af sine sygedagpenge, som bl.a. resulterede i, at han var nødsaget til at låne penge af sine børn til at dække udgifter til husleje og mad.

EN MILEPÆL
Justitias direktør Birgitte Arent Eiriksson, der har biinterveneret i sagen til fordel for borgeren, er meget tilfreds med dommen:  ”Det er ud fra en retssikkerhedsmæssig betragtning en milepæl, at digitalt udsatte borgere, som reelt opfylder betingelserne for fritagelse for digital post og digitale selvbetjeningssystemer, men som alligevel forsøger at begå sig i den digitale offentlige sektor med hjælp fra sit netværk, ikke bliver stillet ringere end borgere, som har opnået fritagelse fra start af.”

Birgitte fortsætter: ”Med dommen har vi fået styrket borgernes retsstilling, så kommuner og Ankestyrelsen nu skal lade manglende digitale færdigheder indgå som et særligt “undskyldende forhold” i vurderingen efter sygedagpengelovens § 38, stk. 7, og måske tillige i andre sagstyper, hvor manglende digitale færdigheder kan indgå i en samlet vurdering af om borgeren kan sanktioneres for manglende anvendelse af digitale løsninger. Det er et vigtigt skridt til at skabe sikre en mere lige retssikkerhed på tværs af digitale kompetencer”

STYRELSENS BEMÆRKNINGER: At være ‘digitalt udsat’ ikke er en sygdom og ikke et handicap, men at være et helt almindeligt velfungerende menneske. Det er glædeligt at retten i Kolding finder, at borgeren ikke skal straffes for det. Det er positivt for de godt 25 procent af befolkningen som foretrækker at være analoge og ikke kan finde ud af at være digitale. 

Vi gør også opmærksom på, at det haster med at få indført analoge rettigheder så samfundet ikke spilder tid og penge på retssager af denne art, og så borgernes helt rimelige retsstilling som frivilligt analog eller digital eller noget midt imellem står klart. Det må samtidig kræves, at Digitaliseringsministeren anerkender, at der findes analoge borgere og at de skal have lov at leve som sådanne, og tager afstand fra sin egen bemærkning om tvungen digital fra Kristelig Dagblad 22.3.23:.

“Jeg mener grundlæggende, at hvis man kan begå sig digitalt, så skal man begå sig digitalt. Det giver ingen mening at opretholde et analogt samfund, for alt omkring os bliver mere digitalt”.

DET giver ikke meget mening.

 

Film: Disconnect Me

/i , /af

Trailer for filmen “Disconnect Me”, om at leve uden smartphone i 30 dage (anmeldt dårligt i The Guardian).

 

KRONIK: Nej, vi skal ikke være verdensmestre i digitalisering – vi skal være verdensmestre i menneskelighed

/i , /af

Der hænger en dunst af panik, fortielse og løgn over historien om Danmark og det digitale. Politikerne påstår vi har fået bedre service og et mere effektivt samfund. Men digitaliseringen ligner altså simpel privatisering fyldt med fiktive besparelser og uendelige automatiseringer med det formål at fjerne mennesker og indsætte maskiner i stedet. Gør man opmærksom på at det digitale ikke har noget tøj på, bliver man prompte irettesat som var man en gammeldags, lidt barnlig nostalgiker, der vil ’tilbage til stenalderen’.

Der hvor det mærkes tydeligst, er hvis man ønsker at kritisere noget i den vanvidsbevægelse, som Digitaliseringsstyrelsen, erhvervslivet og førende meningsdannere dagligt bekræfter hinanden i uafvendeligheden, nødvendigheden og vigtigheden af: At vi absolut må fortsætte med at digitalisere alt, ikke må stoppe op og tænke for vi SKAL være førende: Anfægter man denne i høj grad religiøse tilgang til fremskridtet, forventes det, at man indleder hver sætning med: ’Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande og vi har fået meget ud af at digitalisere…’

’Digitalisering’ er blevet det, man på nydansk kalder en ’placeholder’ og på almindeligt dansk en stadigt dårligere undskyldning for vilde forestillinger om effektivitet og besparelser,  forklædt som ’bedre service’. Imens forsvinder menneskelige job, måske inkluderede de en del rutine, men det var også de jobs, der fik dagene til at være bløde og glidende. Nu logger vi ind og ud af selvbetjente løsninger og tilbringer vor alt for begrænsede tid på jorden med at kigge på en skærm i stedet for på et andet menneske.

Digitalisering i dag er alt fra brug af kunstig intelligens til forskning og festsange, overvågning af arbejdsløse, iPads i børnehaver, unge, der laver lektier via Google, computerspil og apps mod psykiske lidelser og til TikTok-video-ansvarlige fra SocialMedie-afdelinger i kommuner, der finder det vigtigere at implementere AI-chat-bots end at tale direkte med borgerne, der helst skal blive hjemme foran deres skærme. Drister de sig til at møde op for at få en forklaring af et menneske, bliver de mødt af anonymiserede medarbejdere, overvågningskameraer og vagter. Og de skal bestille tid. Via MitID.
Under indførslen af MitID blev borgerservice til en kampplads og HK måtte gå til pressen og indskærpe, at borgerne skulle tale pænt til medarbejderne, der jo bare passede deres arbejde. Digitaliseringsstyrelsen sad på kontoret i København, mens borgere landet over var i trediegradsforhør om familieforhold og tidligere bopælsadresser, for at kunne bevise hvem de var. Pas, dåbsattester og kørekort, engang gyldige legitimationspapirer, er nemlig sat ud af kraft når det gælder det MitID – og har du glemt dit password, har du store problemer.

Men én ting er den totale digitale dehumanisering, og identitetstyveri mod borgerne. Noget andet er, at vi ikke har mål for, hvad vi gerne vil med ’digitalisering’. Ser man på strategierne, der vælter ud af DJØFerne og de overbetalte private konsulenthuse, skal ’Digitalisering’ angiveligt effektivisere og forbedre servicen i det offentlige, selvom det fra borgersynspunkt opleves som om, det kun handler om, at borgerne skal gøre det, de ansatte i forvaltninger skulle gøre for os, før, mens forvaltninger så kan koncentrere sig om at lave data på de borgere, hvis skærm-arbejde, de nu kontrollerer?

Imens er den offentlige sektor vokset støt og vi har nu en ekstremt højtbetalt statsadministration på 100.000 mennesker, højeste antal nogensinde. Siden 2016, midt i den såkaldt ’effektive’ digitalisering, er der ansat 14.000 mennesker med ’arbejde, der forudsætter viden på højeste niveau’ – og med tilsvarende lønninger.
Den eneste succes man kan bryste sig af, er en FN-verdensmåls-undersøgelse, der viser penetrationen af bredbåndsforbindelser, antal mobiltelefoner og brug af offentlige digitale services. Den undersøgelse har vi været nummer et i nogen år i træk uden nogen har tænkt over, hvor nemt, det er at blive nr. 1, når man tvinger en hel befolkning til at deltage.

Spørger man til om det digitale har gjort os lykkeligere eller bedre mennesker, mødes man altid med et ’du-vil-vel-ikke-tilbage-til-dengang-vi-stod-i-kø-i-posthuset-i-timevis? Eller-dengang-vi-skulle-ned-banken-for-at-få-penge’ – men jeg var der, dengang, og nej, det var én gang om måneden man gik på posthuset eller i banken, som regel mens man alligevel købte ind og det tog måske en halv time, men så havde man også betalt alle regninger, og man behøvede ikke at tænke mere på det, den måned. Men hvordan går det egentlig nu, hvor vi tjekker konti via bunker af apps fra de banker, der kynisk forsøger at standse vores analoge handlen med hinanden via de kontanter, bankerne helst ser afskaffet, og tvinger os til MitID og digitale penge? Er det blevet nemmere og bruger jeg mindre tid?
Jeg er alvorligt i tvivl.

Men selvom jeg så faktisk ville tilbage til posthuset og køen, så er det ikke længere muligt. Alle posthuse er lukkede og erstattet af GLS-pakketerminaler eller en enkelt PostNord-medarbejder på en lille plads ved siden af smøger og sprut i supermarkedet. En af de helt indlysende konsekvenser af første bølge af tvangs-digitaliseringen, digital post, var som bekendt, at man slog Post Danmark ihjel, og i samme åndedrag endegyldigt afskaffede århundredes analog brevskrivning mellem pårørende og elskende – og det ER ikke noget fremskridt, det er et syv-mile-tilbageskridt!
Og vi kan ikke gøre det om: For kort tid siden, kunne folketinget triumferende meddele at de ved lov har ’sat markedet frit’ hvilket betyder at vi ikke længere har et statsligt postvæsen her i landet.  Som eneste land i hele EU!  Vi er åbenbart for fattige til den slags?

Marie Bjerre, digitaliseringsminister, lovede at gøre det nemmere for de analoge danskere, der ikke ville være med i det digitale samfund, der mere og mere ligner en stor computer. Men vi må ikke være analoge, selvom vi er mange, op til 25 procent af os er helt uden ønske eller evne for det digitale, iflg. Justitia, og står det til Bjerre og Digitaliseringsstyrelsen skal disse over en million borgere(!) enten lade sig umyndiggøre og dermed overlade deres liv, økonomi og helbred til kommunen eller en pårørende, eller de skal undervises og ’hjælpes’ ind i det digitale af frivillige eller via en hotline. Vi taler om voksne, i de fleste tilfælde velfungerende mennesker, der ikke kan eller ikke vil det digitale, der altså skal infantilaseres af den stat, der ikke formår at lave systemer, alle kan se sig selv i.

Måske er det på tide, at vi begynder at gå efter en anden slags mesterskab end det digitale. Kunne man for eksempel forestille sig, at Danmark blev verdensmestre i at være menneskelige? Eller i samfundskvalitet, demokrati, medborgerskab? At vi fik analoge rettigheder – at vi kan være her som borgere, uden internet og smartphone? Eller skal vi passivt stå i de digitale køer foran en stat, der ikke længere vil vide af borgerne – undtagen i form af salgbare data på en skærm?

Og er det ikke nu, vi behøver et kontrapunkt til den gammeldags Digitaliseringsstyrelse? Vi kunne jo kalde det Analogiseringsstyrelsen? Analogisering peger nemlig fremad – ind i det virkeligt moderne, der hvor mennesker kan bo og bruge teknologi uden at blive gjort til data.

For mennesket er så meget mere end bare det.

Mennesket er smukt.

Tidligere bragt i Kristeligt Dagblad https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/nej-vi-skal-ikke-vaere-verdensmestre-i-digitalisering

DUMBPHONES I COMEBACK BLANDT UNGE: VIL IKKE TILBAGE TIL SMART

/i /af

Kasper Kjær Raunholst har ligesom mange andre unge helt droppet at have en smartphone. Til TV2 fortæller han, at den distraherer ham for meget, så nu har han valgt en dum Nokia-telefon og lidt andet for at kunne fungere i den moderne verden. TV2 skriver:
‘Foran Kasper Kjær Raunholst har han en lille taske. I den har han alt det, han har brug for, når han skal ud af døren. En lille kode-generator, hvis han skal logge på MitID, en notesblok til at notere, hvornår han skal med bussen eller ting, som han skal huske. En MP3-afspiller, så han kan høre musik. Dankort og kontanter, hvis han skal købe noget. Og selvfølgelig dumbphonen.’
Kodeviseren der hentydes til, er sandsynligvis den meget lidt promoverede kodeviser fra Digitaliseringsstyrelsen, der så let som ingenting kan erstatte den besværlige og smartphonekrævende APP, som vores søsterstyrelse forsøger at bilde befolkningen ind, de ikke kan undvære. Analogiseringsstyrelsen ønsker Kasper held og lykke på rejsen.

LÆS HISTORIEN HER: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2023-10-02-kasper-droppede-sin-smartphone-og-han-vil-ikke-have-den-tilbage

Techjournalist blev maskinstormer: Hylder Luddismen

/i , /af

Ned Ludd, Luditterne fiktive leder.
Når vi hører ordet ‘maskinstormer’ eller det mere avancerede ‘luddit’, tænker vi på en flok naive mennesker, der helt uden held forsøgte at modsætte sig fremskridtet i 1811 ved at ødelægge automatiske væve med en meget stor hammer der blev kaldt ENOCH! Og gennem mange år har maskinstormere og ludditter været et skældsord der betegnede naive og lidt tumpede personer, der mente de kunne bekæmpe indlysende fremskridt, en myte, som ikke mindst tech-branchen har formået at puste til gennem mange år.
Men ludditternes kamp var ikke resultatet af dumhed eller et generelt had til maskiner, den var en velkalkuleret folkelig bevægelse bestående af dygtige håndværkere, der selv var vant til at håndtere maskiner , men samtidig kunne se hvad industri-baronerne var i færd med at gøre, nemlig at bruge maskiner til at fjerne arbejdernes rettigheder, hæve fabriksejernes profitter, halvere arbejdernes løn og i øvrigt lave dårligere produkter end der fandtes før.

Organiserede
Og kampen mod teknikken var langt fra så dum eller naiv som vi tror: Luditterne var velorganiserede og intelligente og startede faktisk med at forsøge at overtale parlamentet til at forsvare deres rettigheder. Det var først da det blev helt klart, at regeringen var ligeglade med arbejderne og holdt med de, der ville erstatte de små hjemmeværksteder, hvor tøj blev fremstillet før, med store fabrikker fyldt med maskiner, at man skiftede taktik og nu begyndte at angribe fabrikker, hvor arbejdere blev udnyttet. Tech-journalisten Brian Merchant har skrevet Luditternes virkelige historie i bogen ‘Blood in the Machine: The Origins of the Rebellion Against Big Tech’, der netop er udkommet. Og så har han skrevet et essay om, hvorfor han ser sig selv som en moderne luddit – selvom han elsker teknologi.

Skadeligt for det fælles
‘Luditter var banebrydende for en ny måde at iscenesætte en decentral modstand mod teknologier, der var “skadelige for det fælles.” De organiserede sig under den apokryfe Ned Ludds banner og sendte trusselsbreve til iværksættere, der investerede i automatisering; de plyndrede fabrikkerne hos de mest forhadte chefer i byen og smadrede kun det maskineri, der “stjal deres brød”, som ludditerne sagde. I en periode var de folkehelte i England – hyldet af digtere som Lord Byron og heppet på af arbejderklassen; de var større end Robin Hood’, skriver Brian Merchant. Hele historien fik en trist afslutning: Luditterne blev fanget, nedkæmpet med vold og henrettet i bunkevis, så nej, der var ikke tale om, at de bøjede sig for fremskridtet, de blev simpelthen slået ihjel.

Kampen mod AI
Brian Merchant ser mange paralleller mellem Luditternes kamp under industrialiseringen og så den kamp, der bør kæmpes mod techgiganterne og især mod Kunstig Intelligens. ‘Dengang, som nu, brugte industribaroner teknologi både som en ny produktionsmåde og som en idé, der gjorde det muligt for dem at ignorere mangeårige love og regler. I 1800-tallet kunne dette have været en fabrikschef, der hævdede, at hans mølle fritog ham fra en lov om lærlingearbejde. I dag er det en app, der hævder at være et softwarefirma, så den ikke behøver at spille efter reglerne for at drive et taxa-firma’, skriver han og fortsætter:
‘Klædearbejderne fra 1800-tallet havde den rigtige idé: De mente, at alle burde få del i gavn af de fantastiske teknologier, deres arbejde gør muligt. Det er derfor, jeg er Luddit – og derfor bør du også være det’, skriver han.

 

Du kan høre Brian Merchant fortælle om bogen i podcasten ‘Tech Wont Save Us’ og læse hans essay her: https://wapo.st/3RJBULo