Hjerneforskeren Michel Desmurget advarede i 2019 mod børns stigende forbrug af computere, iPhones og iPads i WeeekendAvisen: »Lavere intelligens, ringere sprogkundskaber, begrænset ordforråd, koncentrationsbesvær, dårligere impulskontrol, mindre empati, søvnforstyrrelser og overvægt«, sagde han dengang, og det medførte en kaskade af modkronikker hvor han blev beskyldt for alarmisme.
Techbegejstring
Nu er han igen aktuel med en ny bog, en bog, hvor han taler bogens sag som indgangen til at udvikle sin intelligens mens han samtidig er rasende bekymret over tidens manglende fokus på bogens nødvendighed:
»Prøv nu at høre her: I 25 år har vi hørt på sukret tale om teknologiens fremtidsløfter. Og nu sidder vi med regningen: en hel generation tabt på gulvet, fordi virkeligheden viste sig ikke at stemme overens med den dumnaive techbegejstring«, siger Michel Desmurget til Aske Munch fra Weekendavisen i en ny artikel, ‘Vores skrumpende intelligens”.
Sprog skaber tanker
Og jo, generationer er tabt på gulvet: »Problemet er enkelt: Enten får barnet opbygget en verbal intelligens, som kan vokse, eller også forbliver dets modersmål på samme niveau som et fremmedsprog, som man aldrig rigtig kommer i dybden med. Det ender som pidgin-engelsk. Hvis det er et ringe sprog, barnet har til at beskrive virkeligheden og sine tanker med, vil det – ikke overraskende – også være afgørende for tankeevnens beskaffenhed«, siger altså Michel Desmurget.
ePirl
I Frankrig er læsefærdighederne raslet ned. Der er 50 procent svage læsere blandt de franske skolebørn – herunder 19 procent ekstremt dårlige og direkte funktionelle analfabeter. Ud af de resterende, kan kun 25 procent regnes for velfungerende læsere og kun 9 procent er såkaldt ‘avancerede læsere’.
Herhjemme går det heller ikke for godt, og det har vi faktisk vidst siden 2019, hvor den såkaldte ePirls undersøgelse konkluderede at antallet af elever, der læser mindre end 30 minutter om dagen, når de ikke befinder sig i skolen, er steget fra 30 procent i 2011 til 60 procent i 2016. ‘Generelt er danske elever gode til at læse på en skærm, men de grundlæggende læsefærdigheder opnår de ved at læse på papir. Det siger en af konklusionerne på baggrund af undersøgelsen’, skrev dr.dk.
Her fra styrelsen hepper vi på Michel Desmurget. Og vil nu lukke computeren og få læst en bog eller to.
https://analogist.dk/wp-content/uploads/2024/03/Skaermbillede-2024-03-02-kl.-12.10.17.png8581104Jourhavende skole-redaktørhttps://analogist.dk/wp-content/uploads/2018/08/logo_humanist.pngJourhavende skole-redaktør2024-03-02 11:14:152024-03-02 19:28:37LÆS ANALOGE BØGER ELLER DU BLIVER DUM
Dette er en slags historie om tre billeder, dem, du kan se hverover. De stammer fra den svenske instruktør Ingmar Bergmans film ‘Tystnaden’ fra 1963. Det er en aldeles fremragende film, men dette er ikke nogen anmeldelse, blot en række tanker der opstod, i mens jeg så den. For nogen gange er meget klart tænkte film nemlig også sært profetiske helt op i de nye tider vi lever i i dag og ofte uden at det var det, der var intentionen.
Hovedpersonerne er søstre, og de befinder sig på et hotel sammen med en 13-årig dreng. Den ene søster er forfatter og ses flere gange skrivende på en rejseskrivemaskine, der minder meget om en laptop i udseende.
Og skrivemaskinen, den gør jo det den slags skal, den er en slags ‘instant-printer’ og den skaber ord på papir, ord der kan deles med andre og potentielt trykkes som bog og det hele foregår glidende og forståeligt og helt uden brug af software eller lysende skærme i et apparat, der faktisk ikke fylder meget mere end en bærbar computer, men som kører helt uden strøm eller internet.
Forfatteren skriver også i hånden, på noget, der har nøjagtig samme størrelse som en iPad pro: Det er en A4 blok i en mappe, der kan lynes sammen, det hele i et design der faktisk efterlignes af de, der laver tasker til netop iPads.
Og så er hun i besiddelse af en radio, den er nok indstillet på mellembølge, som hun hører Johan Sebastian Bach på. Lyden er flot. Radioen er batteridrevet og kan sandsynligvis spille i ugevis før batterierne skal skiftes.
Den har et lille håndtag, så hun kan bære den rundt i rummet, ja tage den med sig hvor som helst, om hun skulle ønske det, ganske som man i dag med en bluetooth-højtaler af samme størrelse kan afspille digital musik via en smartphone. Vi har således at gøre med tre ting fra 1963, der af udseende, funktion og effekt er tæt på noget, vi i dag kalder moderne: Tingene fra 1963 kan bruges til at nedfælde tanker med maskinskrift siddende ved et bord, lave håndskrevne noter liggende i en seng på en blok i et pænt læderetui og afspille musik i de værelser, der nu passer en, i et bærbart, ledningsfrit apparat.
Men hvad adskiller så tingene fra 1963 fra deres moderne søstre? De moderne ting er kendetegnet ved højt energiforbrug, ikke mindst fordi det, der i 1963 var en enkel radio, nu er vokset ind i alle de ting vi ellers bruger og dermed er gået fra at være et enkeltstående apparat, der gjorde det vi bad den om, uden at fortælle andre, hvad vi lyttede til, til et konstant krav om at være forbundet til et altomfattende netværk, der ikke kun tillader modtagelse, men i stigende grad også kræver afsendelse af signaler. Signalerne, det er ikke længere (kun) tonerne af Johan Sebastian Bach, de er nu bredt betegnet som DATA, og disse data omgiver os, ja, indhyller os som en kappe, vi er tvunget til at bære, for at gøre de simple ting, vi gerne vil: Udtrykke os og modtage musik.
De moderne ting er også svære at reparere, hvis de går i stykker, fordi de er så ekstremt komplekse. Den kompleksitet ville være helt uforståelig i 1963, hvor enhver fornuftigt tænkende forbruger ville undre sig over sammenblandingen af funktioner: Hvorfor skal en laptop og en iPad/tablet, der tydeligvis er designet til at skrive på, også kunne bruges som et passivt underholdningsmedie med adgang til hele verden? Og hvad skal man med en bluetooth-højtaler, der lader som om den er singulær og fritstående, men samtidig helt afhængig af bluetooth-radio-adgang til en smartphone? Hvem har dog fundet på det og hvad skal det til for? Og vil det sige, jeg hele tiden skal have en stikkontakt i nærheden for at jeg kan skrive, lave notater eller høre musik, ville nogle af spørgsmålene lyde fra mennesket af 1963, tror jeg.
Hvis man skal forsøge at svare mennesket af 1963, så bliver det for alvor svært. For jo, man skal være i nærheden af en stikkontakt med strøm og et internet-adgangspunkt for at leve i den moderne verden. Som det er nu er vores tilsyneladende ledningsfri tilværelse tidsligt skarpt afgrænset, ja indhegnet af batteriernes brændetid, noget vi for det meste har glemt, da opladningen typisk foregår om natten, mens vi selv sover og drømmer og dermed bevæger os i helt andre verdener, hvis mangel på realitet er den egentlige udfordring for vores daglige insisteren på en fast, urokkelig virkelighed.
Den sidste tanke jeg havde da filmen var slut, og det er en god film, der i virkeligheden handler om følelser og det umættelige savn af Gud, ja det var, hvad der egentlig ville være sket, hvis vi i stedet for at gøre vores verden så ekstremt kompleks ved at forbinde alting til et netværk, der er helt afhængigt af enorme skjulte, eksorbitant energibrugende infrastrukturer i form af datacentre, havde videreudviklet på de ting, der allerede var i 1963?
Ville vi have haft fantastisk lette skrivemaskiner med utroligt bløde taster og farvebånd, der varede for evigt og glitrende notebøger med sider af ukendte materialer, hvor man kunne rette og slette uden at slide papiret?
Ville radioen, dette revolutionerende analoge apparat, kunne spille et helt år med moderne litium-ion-teknologi og ville vi alle sammen have fået hver vores station vi kunne sende til hinanden på?
Det er velkendt, at det computere er bedst til, er at samle og gemme data. Måske er det i virkeligheden det eneste, de er gode til?
Ihvertfald samler de data hele tiden i form af logs, der fortæller hvordan brugeren benytter maskinen og da internettet består af forbundne computere og de fleste maskiner er koblet til det, så mangedobles mængden af data om hvad maskinen, og borgeren bag den, foretager sig.
Anvender man Google, Facebook, Twitter eller sin favorit løbeapp, ja, så samles der gigantiske mængder data, data, der konsekvent misbruges til at liste brugeren til at købe varer eller som sælges til politiske partier, der vil manipulere vælgere. Staten og det offentlige har valgt samme model, og samler nu data til bunke via blandt andet logningen af vores mobiltelefonbrug, rejsekortet, nummerpladescanning(ANPG), smart-metre på el-nettet, PNR-registrering af flyrejser og senest via det kommende genomcenter. Det overordnede formål med statens brug af disse data er endnu uklart, men alt tyder på, at det vil blive anvendt til mere overvågning og kontrol.
Funktion
Analogiseringsstyrelsen mener, det er på tide at gøre op med det vanvittige fråseri med borger-data , og i stedet rendyrke funktion, frem for registrering. Borgernes ønske om at benytte computere til at søge information på nettet er således helt legitim, men samme søgning bør naturligvis ikke efterlade sig spor, ligesom man ikke vil forfølges af en emsigt noterende bibliotikar, der kræver ens navn og position når man er på besøg på biblioteket og bladrer gennem bøgerne på hylderne.
Analogiseringsstyrelsen forventer, ovenpå digitalismens død, en bølge af iværksættere, der vil sætte en ære i at udvikle software og computere, hvor brugerne ikke kan identificeres.
Identifikation er nøglen til alt misbrug.
Det har blandt andet Østtysklands STASI vist os.
Heldigvis er vi jo blevet klogere siden dengang – og hvem ønsker at gentage den slags fejltagelser og overgreb mod mennesker i den lyse fremtid, der venter os?
Spionage og snageri
Det er almindelig anerkendt, at den opførsel som det nuværende digitale miljø opfordrer til, er at sammenligne med spionage, at snage og lure på andre. Hvem ville frivilligt tjekke ind på et hotel, hvor der er fyldt med mikrofoner og hvor personalet gloede ind gennem nøglehullet? Hvem ville bruge et kort, hvis der fulgte en mand med, der registrerede hvor man var imens? Hvem ville køre i en bil, hvis politiet tog noter fra hver eneste tur? Hvem ville slukke sin sengelampe, velvidende at elselskabet ved, at det netop er det man har gjort – og at de kan blive tvunget til at udlevere data til staten?
Ikke desto mindre, er det præcist det, der er sket under digitalismen – alle normale funktioner, der før var et spørgsmål om at betale og så gå videre, afgiver nu data.
Klippekort NU
Et eksempel: Man kunne for kort tid siden købe et klippe-kort, hvis man ville benytte busser eller tog. Lidt længere tilbage, var det også muligt at købe en fysisk papirbillet i et bemandet billetsalg. Det var en simpel transaktion, der kun krævede kontanter, ind til for nyligt håndteret af rigtige mennesker i kiosker og billetsalg, hvilket gav mulighed for at interagere og tale med andre mennesker. Men vigtigst af alt: Det efterlod ingen data. Med rejsekortet tvinges borgere til at generere en syndflod af finansielle- og bevægelses-data, der alle gemmes i fem år og som datamines for at undersøge for muligt snyd og kan udleveres til politiet. Det er tydeligvis en fejlslagen kurs, der mistænkeliggør borgerne og skaber et klima af mistillid, ligesom den er bygget på en ulækker og utidssvarende spionerende forretningsmodel. Vi er gået fra at have konduktører(der styrede rummet og solgte billetter) til kontrollører, der….kontrollerer….som var de computere selv. Analogiseringstyrelsen forventer og glæder sig til, at det analoge klippekort snart kommer igen, gerne i en opdateret og mere solid udgave, der kan tåle en tur i vaskemaskinen. Det vil også være indlysende at genåbne bemandede billetsalg, så vi igen kan bevæge os med offentlige transportmidler, uden at blive genstand for unødvendig og farlig registrering.
Pas på data?
Når vi kalder registrering for farlig, er det af en simpel årsag: Hvis man har samlet data sammen, skal man også kunne passe på dem – eller risikere, de falder i forkerte hænder. Det er i den forbindelse mere end almindeligt anerkendt, at hverken den danske stat eller virksomheder her i landet, er i stand til at passe på data.
Således vil en solid analogisering af den offentlige transport hæve cybersikkerheden med 100 procent, den vil gøre overholdelse af GDPR meget nemmere, ligesom risikoen for nedbrud reduceres til næsten nul.
Men hvorfor stoppe med den offentlige transport? Moderne biler registrerer hvor hurtigt ejerne kører, hvor meget de træder på bremsen og 100vis af andre faktorer, der sendes gennem luften direkte til bilfabrikkerne, der på nuværende tidspunkt ikke aner, hvad de data skal bruges til. Udover naturligvis på sigt, at kunne sælges til forsikringsselskaber eller andre, der lever af at vurdere om en borger lever risikofyldt.
Det er indlysende uholdbart, at en bilejer ikke selv er klar over, hvilke data hans eller hendes kørsel genererer eller hvad de skal bruges til. Analogiseringstyrelsen forventer, at bilfabrikkerne indser deres fejltagelser og nøjes med at få bilerne til at køre godt – hvem ville med åbne øjne købe et køretøj, der sladrer om een ved første og bedste lejlighed? Analogiseringsstyrelsen vil komme med flere eksempler på data-minimering eller decideret offlining her på dette site fremover, og vil i første omgang understrege at formålet med at få data ud af vores daglige liv, er, at data fører til mistillid.Og at det verden mangler nu, er tillid.
Til borgerne.
Og til de maskiner vi benytter.
https://analogist.dk/wp-content/uploads/2018/08/logo_humanist.png00Anders Kjærulffhttps://analogist.dk/wp-content/uploads/2018/08/logo_humanist.pngAnders Kjærulff2018-09-03 10:07:072023-08-18 08:51:40Færre data = mere sikkerhed: Og så taler vi sammen, ikke?
We may request cookies to be set on your device. We use cookies to let us know when you visit our websites, how you interact with us, to enrich your user experience, and to customize your relationship with our website.
Click on the different category headings to find out more. You can also change some of your preferences. Note that blocking some types of cookies may impact your experience on our websites and the services we are able to offer.
Essential Website Cookies
These cookies are strictly necessary to provide you with services available through our website and to use some of its features.
Because these cookies are strictly necessary to deliver the website, you cannot refuse them without impacting how our site functions. You can block or delete them by changing your browser settings and force blocking all cookies on this website.
Google Analytics Cookies
These cookies collect information that is used either in aggregate form to help us understand how our website is being used or how effective our marketing campaigns are, or to help us customize our website and application for you in order to enhance your experience.
If you do not want that we track your visist to our site you can disable tracking in your browser here:
Other external services
We also use different external services like Google Webfonts, Google Maps and external Video providers. Since these providers may collect personal data like your IP address we allow you to block them here. Please be aware that this might heavily reduce the functionality and appearance of our site. Changes will take effect once you reload the page.
Google Webfont Settings:
Google Map Settings:
Vimeo and Youtube video embeds:
Privacy Policy
You can read about our cookies and privacy settings in detail on our Privacy Policy Page.