Vi fik i morges en mail fra en læser:
Kunne det ikke være jer der hjalp os andre med en guide til konkrete løsninger på problemer som netbank, mobile pay, kamera og logins derfastholder os i det digitale liv med telefoner ved hånden hele tiden? Jeg er sammen med kolleger ved at lægge an til at gå “dumbphone” i en periode, men der er løsninger der skal findes først.
Det er en oplagt ide. For der findes faktisk en række brugbare tips til at bevæge sig ind på det analoge spektrum (som er en sti der begynder ved mindre digitalisering). Der findes gode og dårlige dumbphones fx. Der findes vejledninger til rettigheder for kontakt med forvaltningen. Men der også en fare for at vi begynder at skrive i øst og i vest, uden at vide hvad de vigtigste behov er. Derfor vil vi gerne opfordre skribenten fra i morges, og alle andre der læser dette, til at komme med forslag til de mest nødvendige guides. Brug mailformularen nederst på denne side.
Indtil da: en guide til de bedste dumbphones i 2023 (se om ikke du kan finde en brugt på den blå avis). Jeg anbefaler at man køber en Nokia 8110! Eller læs: Guiden til udmeldelsen af det digitale danmark.
Opdatering
I sidste uge skrev Jesper:
I jeres telegram fra 31. marts beder I læserne om guides til analoge alternativer til smartphonens funktioner. Jeg er ikke helt sikker på, om I mener links til guides på nettet eller læsernes egne tips, men her kommer altså mine egne tips:
Netbank: Kan klares hjemmefra på en computer.
Kamera: Man kan få både analoge og digitale kameraer, der ikke er indbygget i telefoner, men man behøver ikke tage fotografier af alting. Nogle ting kan man gemme i sin erindring som et minde.
Mobile pay: Kan gnidningsfrit erstattes med sedler og mønter. Det nemt og hurtigt og fungerer altid.
Kort og GPS: Man kan bruge et fysisk kort. Krak udgiver desværre ikke trykte kort længere, men med lidt tålmodighed kan man finde et forholdvis nyt eksemplar i et antikvariat. Ellers ligger der kort på Kraks hjemmeside. Det er så ikke analogt, men man kan orientere sig på kortet, inden man tager af sted, og memorere ruten eller skrive det relevante kort ud. Man kan også spørge en forbipasserende om vej – folk bliver typisk overraskede og tror først, at man vil have penge af dem, men når de forstår, at man bare vil spørge om vej, er de som regel hjælpsomme, og det er hyggeligt at interagere lidt med lokalmiljøet.
Musik: I stedet for at høre musik via sin telefon, kan man gå og synge selv. Det plejer jeg at gøre, og det føles enormt godt. Engang var der en kondiløber, der stoppede og sagde til mig: “Jeg elsker, når du går og synger”. Ellers kan man også få bittesmå mp3-afspillere. De er selvfølgelig digitale, men de fungerer uafhængigt af internet.