Movia opgraderer til analog trafikinformation

Af: Anders Colding-Jørgensen

Efter nogle forsøg med en håbløst gammeldags og kluntet digital adgang til trafikinfo, opgraderer Movia nu samtlige stoppesteder til en tidssvarende analog visning af køretider.

Det er jo en helt naturlig udvikling, mener vi i Analogiseringsstyrelsen.

At stå lige foran et stoppested, som har god plads til en køreplan, blot for at finde ud af at man skal have en helt anden skærm frem, klikke sig ind på informationerne med adskillige klik, måske med kolde fingre og i regnvejr og desuden håbe at man har strøm og internetdækning, blot for at få nogle tal der kunne stå skrevet lige for næsen af én, virker jo unægteligt lidt gammeldags og molboagtigt.

De nye opgraderede køreplaner kræver ikke strøm, internetdækning, viden om apps eller at man bruger tid på at klikke sig ind på den rette rute. Den analoge teknologi er helt åbenlyst totalt overlegen til at løse det aktuelle problem: at man står ved et stoppested og gerne vi vide hvornår den næste bus kommer.

Movia placerer sig hermed som analoge frontløbere og vi håber at det ikke varer længe før man tager konsekvensen og opgraderer billetsystemet til at indeholde det ægte analoge klippekort som fungerede 100%, var anonymt og totalt gennemskueligt og som ingen borgere på noget tidspunkt har krævet afskaffet.

I Analogiseringsstyrelsen mener vi at det er en helt åbenlys borgerret at kunne se en køreplan og købe en busbillet, uden at skulle bære en kostbar internetforbundet og opladet lommecomputer på sig og samtidigt afgive data til både virksomheder og myndigheder om hvor man rejser hen.

Se Analogiseringsstyrelsens samlede udkast til Analoge Borgerrettigheder.

Relateret indlæg: Færre data = mere sikkerhed: Og så taler vi sammen, ikke?

 

Vi advarer: Sæt ikke din lid til sølvpapirshatten!

Ved et af sine digitaliseringskritiske foredrag havde dette indlægs forfatter bedt arrangøren om at putte en sølvpapirshat i den goodiebag som hver deltager fik. Se hvor glade folk ser ud.

Af: Anders Colding-Jørgensen

I samme øjeblik man stiller sig op og forholder sig kritisk til digital overvågning af borgerne, kan man nærmest stille sit ur efter de personer der fremsætter gode råd som indeholder ordet “sølvpapirshat”.

Fra Analogiseringsstyrelsen side anbefaler vi imidlertid ikke hatte af staniol til andet end brug ved festlige lejligheder (se foto). Tværtimod vil vi i Analogiseringsstyrelsen på det kraftigste opfordre til at man ikke tager en sølvpapirshat på, hvis man er bange for at blive strålepåvirket af manipulerende budskaber fra suspekte regeringsorganer. De virker nemlig stik modsat hensigten, viser forskning som fuldmægtig i Analogiseringsstyrelsen, Anders Kjærulff, for nyligt fremlagde for styrelsen.

I 2005 udførtes på et af verdens mest anerkendte tekniske universiteter, MIT, et eksperiment med radiobølger og sølvpapirshatte. Forsøget, som blev foretaget med state of the art måleudstyr til en kvart million dollars, viste helt entydigt at sølvpapirshatte forstærkede radiosignalet på de radiofrekvenser som de amerikanske myndigheder havde rådighed over. Teoretisk set er du altså ikke mindre udsat for at blive fjernstyret af radiobølger fra NSA og CIA, med en sølvpapirshat, men tværtimod mere udsat.

Mere præcist blev der registreret en 30 db forstærkning af radiosignalerne på 2.6 Ghz og en 20 db forstærkning på 1.2 Ghz. Frekvensområder som ifølge FCC – en organisation som styrer uddelingen af radiofrekvenser i USA – er reserveret af de amerikanske myndigheder til det noget diffuse formål “radiolokation”.

Resultaterne fik faktisk MIT-holdet bag forsøget til at spekulere I at det reelt set ville være i de amerikanske myndigheders interesse at plante ideen om at man kan beskytte sig med en sølvpapirshat,  da det på den måde kan øge deres mulighed for overvågning og tankekontrol af borgerne.

De spekulationer vil vi lade stå for deres egen regning.

I Analogiseringsstyrelsen er vi nemlig af den opfattelse at du, såfremt du ønsker et samfund med mindre overvågning, ikke skal prøve at opnå det gennem dit valg (eller fravalg) af hovedbeklædning, men ved at vælge nogle politikere der har mod til at lade borgerne være i fred. Og i øvrigt ved at bruge dine demokratisk sikrede rettigheder til at kræve at loven bliver overholdt. Det gør folkene bag ulovliglogning.dk for eksempel.

Ønsker du at gardere dig imod tankekontrol, kan det heller ikke klares med en hat, men ved at du holder dig oplyst og taler med dine medmennesker og ikke lade hele verden komme til dig gennem ekkokamre og virale historier. Kom ud i foråret med dig! Drik en øl med en du er uenig med. Med eller uden en klædelig sommerhat af staniol.

Læs mere om MIT’s forsøg med sølvpapirshatte her

Analog hardcore: Selvdestruerende båndsløjfer

http://www.synthtopia.com/content/2019/02/12/self-destructing-tape-loops/

Kunstneren Randall Taylor (AMULETS), har her brugt kassettebånd-mediet til at skabe et værk, der langsomt, men sikkert ødelægger sig selv, mens det opføres, som var det en symfoni, hvis noder blev brændt så snart, de var spillet.

Randall dokumenterer dog det analoge nedbrud via digital teknik, og det er vi glade for.
Ellers kunne vi jo ikke høre, hvordan det lød, vel? På den anden side kunne vi, kunne DU, gøre det selv – det eneste du behøver er et kassettebånd, en skruetrækker, nogen stumper sandpapir, en rund magnet, en stump af en stanley-kniv og en bånd-afspiller.

Og en del fingerfærdighed.

Vi kan lide det.

 

Hør, hvorfor har Analogiseringsstyrelsen egentlig en hjemmeside?

På nuværende tidspunkt har du sandsynligvis allerede stillet dig selv dette såre snedige og afslørende spørgsmål.

Det korte svar er: Fordi vi netop ikke er mavesure maskinstormere.

Vi mener naturligvis ikke ukritisk at en analog løsning altid er bedre end en digital. Hvis vi fraskrev os den udmærkede måde at konstituere vores tænketank og formidle dens indhold til hinanden på, som et website er, ville det jo være totalitær og enøjet tvangsanalogisering. Vi ville afvise et nyttigt værktøj alene fordi det er digitalt. Og netop denne ideologiske og tvangsmæssige forholden sig til teknologi er det vi ikke er ret glade for, ved dagens digitaliseringsbegejstring. Den kalder vi digitalisme.

Vi er ikke ret sikre på – endsige enige om – ret meget i Analogiseringsstyrelsen. Tvivl er et mål i sig selv. Men netop tvivlen gør det muligt for os at spørge – mere fordomsfrit – om den bedste løsning for mennesker i en konkret situation er digital, analog eller måske en hybrid. Og her et et website indlysende bedre og sjovere end ikke at have et. Der sker noget interessant med ens egne tanker, når man læser dem på et website. Og som en bonus kan andre oven i købet læse med.

Tiden er nu moden til at vi kommer op af skyttegravene og sammen finder gode løsninger på samfundets problemer. Også når det indebærer en erkendelse af at den analoge løsning ikke altid er en fremtidsangst og mavesur tilbagevenden, men også kan være den eneste rigtige vej fremad i konkrete situationer f.eks. i borgerkontakt, behandling, samarbejde eller forvaltning.

Vi aner ikke om du læser dette

En måde vi har valgt at være selektivt digitale på er at vi anvender et open source websystem (WordPress) på et jysk webhotel. Vi anvender ingen trackers (ofte uskyldigt kaldt “cookies” på andre websites) * – heller ikke Google Analytics, hvilket betyder at vi ikke aner om nogen som helst følger med i tænketankens arbejde.

Vi har heller ingen Facebook like knapper, som kan afgive data om besøgende. Vi er ikke til stede på sociale medier som styrelse. Det ville være en dejligt nem måde at komme i kontakt med folk på. Men vi har faktisk bevidst gjort det mere besværligt at kommunikere med os, end vi kunne have gjort. Man er altså nødt til at forholde sig til os direkte, for at kunne kommunikere med os. På den måde nyder vi at kunne konstituere os og udtrykke vore tanker, uden ukritisk at tage “hele den digitale pakke” med.

Ring for eksempel 61678913 for at tale mig Anders Colding, som skrev denne tekst. Tør du? Eller tør du kun at tweete?

Så vi har naturligvis et website – vi er jo ikke idioter!

* Hvis du nu hører til de super-ultra-tekno-snedige, vil du have opsporet at vi faktisk lægger én cookie i din browser, når du besøger sitet. Vi kan dog berolige dig med at den først bliver lagt når du trykker “fedt” på den lille cookieboks – og dens absolut eneste formål er at fortælle wordpress at du allerede har set boksen og nu har klikket den væk, så du ikke behøver at få den at se på hver eneste side du besøger. 

Snedigere endnu? Send en email eller ring 61678913. hvis du opdager andre former for tracking og privatlivsproblemer, vi endnu ikke selv har opdaget.

Køreplan til det analoge samfund: En skitse til umistelige rettigheder

Jeg skriver dette på baggrund af noget helt konkret: Køreplanerne til de københavnske busser.
Og jeg skriver det, fordi de ikke længere er der, i virkeligheden.

Indtil for ganske nylig var der en firkantet metalramme med et stykke papir indeni bag et stykke glas ved hvert eneste busstop i byen. På papiret stod afgangstider og linier, og hvis køreplanen ændrede sig, tog man papiret ud og satte et nyt ind. Det gør man ikke mere. Nu kan man slå køreplanen op, på sin smartphone, over internettet, hedder det.
Nu er det ‘live’.

Movia følger den almindelige, offentlige digitaliseringsstrategi. Med liveopdateret trafikinformation kan vi give en bedre service digitalt end analogt. Det er rigtigt, at vi dermed også laver om på passagerernes vaner i den kollektive transport«,  siger Movias kommunikationsdirektør, Camilla Struckmann,
Movia bevarer et analogt figenblad ved at gøre opmærksom på, at man kan ringe til dem og få tilsendt en køreplan, men det er tydeligvis ikke det, man håber.

Og det er ikke kun passagernes ‘vaner’ man laver om på her.
Man sætter dem samtidig i en situation, hvor de, hvis de vil have en ‘live’ køreplan, SKAL have en mobiltelefon, opladet og med internetforbindelse.
»Så vidt jeg ved, står det ikke i nogen lov, at man skal have en mobiltelefon«, siger Joan Bøgh fra Sundbyvester, der er buspassager, og det har hun ret i, og alligevel ikke.
For der står heller ikke i nogen lov, at det skal være muligt at tilgå og bruge offentlige og private services UDEN en mobiltelefon.

Men det burde der gøre. Og vi er nød til at få indført love, der kan sikre os rettigheden til tilgå det samfund, vi alle sammen skal kunne bo i, også uden digitale mellemled, i en fart.

For det er ikke det eneste sted, mennesker uden mobiltelefon, og ikke mindst uden netadgang, er lukket ude: Med indførsel af tvungen, digital post, aka det i øvrigt profit og privatdrevne, statsprojekt E-BOKS og nemID, er der meget få muligheder for at klare sig uden.

Samtidig arbejder regering, folketing og administration utrætteligt på at ‘digitaliseringsklargøre’ love og regler, der indføres Robot Process Automation(RPA) overalt i forvaltningerne, og enhver, der har prøvet at komme analogt i kontakt med kommuner eller skat, ved hvor lang tid man så kan komme til at sidde i ventekø, mens man hører automatiske stemmer stave sig gennem uendelige selvbetjeningsmenuer og insiterende henvisninger til hjemmesider, hvor man angiveligt kan finde svar på det, man ellers netop har opgivet at finde – hvilket var grunden til, man tog telefonen og ringede….

Resultatet af digitalismens sidste, desperate krampetrækninger er som bekendt en uhyrlig ophobning af data om borgerne, data, forvaltninger og styrelser tydeligvis ikke kan finde ud af at håndtere på menneskelig eller sikker vis.

De digitaliseringssklare lovgivninger er et forvaltningsmæssigt kapitel for sig: Man kan som bekendt, med noget besvær, blive fritaget for at benytte nemID – men når ens sag om ganske kort tid bliver behandlet algoritmisk, så er der pt. lagt op til, at man skal fritages ENDNU engang, for at kunne klage analogt – en fritagelse, der iøvrigt SKAL gennemføres digitalt! Det er ikke sikkert, det går så galt. Måske kommer nogen til fornuft inden. Men det er heller ikke sikkert, det går bedre, ja, det kan såmænd gå meget værre – stat og kommuner har nemlig sandsynligvis allerede ‘hjemtaget’ forventet spare-‘gevinst’ ved digitalisering og automatisering – og så er der ikke råd til fine fornemmelser.

Og så er der alt det, man allerede har taget fra os, uden videre diskussion: Retten til at være off-line!
I en tid, hvor det bliver mere og mere tydeligt, at mange mennesker stresses og forvirres over deres digitale liv, skal der være mulighed for at sige fra og gå tilbage til den analoge tilværelse – den vi har levet efter indtil for ganske nylig og som har skabt det samfund, vi nu nærmer os vejs ende med at digitalisere.
Vi har brug for en analog køreplan, en vished om, at når bussen kører, så ved vi, hvor den skal hen.

Jeg mener derfor, vi hurtigst muligt skal have indført 10 bud i alt arbejde med fremtidig digitalisering og automatisering – der er p.t. tale om skitser – skriv endelig til analogiseringsstyrelsen, hvis du har forslag eller bedre formuleringer.

Jeg gør samtidig opmærksom på, at der indtil videre er tale om et enkeltstående, personligt og tvivlende synspunkt i styrelsen, at jeg end ikke ved, om jeg har ret og at understående vil være til diskussion mellem de øvrige fuldmægtige og jeg den nærmeste tid, i det håb, at vi engang kan formulere et officielt manifest:

1. Myndighederne kan aldrig pålægge borgere i Danmark at være forbundet til internettet eller være i besiddelse af mobiltelefoner.

2. Myndighederne kan ikke kræve af en borger, at man er i besiddelse af computere, smartphones eller andre lignende apparater, for at kunne få den betjening, man har krav på.

3. Al borgerbetjening skal tilgodese både digitale og analoge danskere.

4. Borgere skal kunne møde fysisk op og møde en ansvarlig, menneskelig repræsentant for de systemer, der har truffet en beslutning på deres vegne. Repræsentanten skal kunne forklare beslutningen på en let forståelig, og juridisk holdbar måde. I tvivlstilfælde bør menneskelige, juridiske skøn have forrang for algoritmiske beslutninger.

5. Borgerne skal frit kunne vælge mellem om de ønsker en digital eller en analog behandling af myndighederne.

6. Digital selvbetjening skal være et tilbud. Ikke et krav.

7. Relevante sagsakter skal kunne udleveres og fremsendes på betryggende vis i papirform.

8. Borgeren skal have mulighed for at svare myndighederne i brevform eller ved fysisk fremmøde.

9. Stat, kommune og andre relevante myndigheder anerkender og arbejder ud fra princippet om, at de er til for borgerne, uanset borgernes tilgang til myndighedernes tilbud og krav.

10. Borgere i Danmark har umistelig ret til at frasige sig digital behandling af myndighederne og dermed kunne leve deres liv som de ønsker, også udenfor internettet, uden nærmere begrundelse, og myndighederne forpligter sig til at understøtte deres livsvalg. 

En styrelse i splid med sig selv: Giv din krop til jorden, ikke lægerne?

Analogiseringsstyrelsen er en rummelig styrelse, hvor der er plads til at være i spild med sig selv – måske skal du ikke give din krop til lægerne – men til jorden eller himlen eller ingen som helst?

‘Reality is NOT the totality of information’
The AntiTranshumanist Manifesto

Højtærede fuldmægtig Anders Colding anbefaler, at man donerer sin krop til lægerne. ‘Du har i dag en meget konkret og 100% analog måde at give de lægestuderende fysiske og taktile erfaringer med anatomi og døde menneskekroppe på, nemlig ved at donere din krop til lægevidenskaben’, skriver han i sit telegram, ‘Den ultimativt analoge gaveide’.

Jeg tillader mig at anfægte dele af det standpunkt.

Det er svært at være uenig i, at taktile øvelser på rigtige kroppe ikke blot er nyttige, men nødvendige for formelsen af de lægehænder, under hvis kniv, vi alle kan risikere at skulle ligge på et eller andet tidspunkt. Disse ituskårne kroppe kunne dog også(og gør) tilhøre andre, beslægtede arter, blandt andet grise. For desværre er det ikke kun taktile øvelser, ens døde legeme forventes at kunne anvendes til.

Hvis man har doneret sin krop til forskning kan man ganske rigtig bruges til at skære i, men man har også ubetinget stillet sig selv til rådighed for ‘forskning’ i bredest mulige forstand. ‘Brugen af det afdøde legeme tager tid, hvorfor tidsrummet mellem dødens indtræden og urnenedsættelsen / jordfæstelsen oftest er længere end normalt. Det kan vare fra nogle få dage og op til 2 år’, hedder det omkring donationsordingen, hvor man gøres opmærksom på, at legemet ‘endvidere (vil) blive brugt til forskning i sygdomme samt udvikling af nye behandlingsmetoder’.

‘Når AU modtager legemet, behandles det, så de naturlige processer, der automatisk går i gang ved et dødsfald stoppes, for bedst muligt at bevare vævet’, skrives der. Kroppen tages simpelthen ud af sin naturlige, analoge liv/død-cyklus, og fastholdes i et limbo i op til to år, hvor den kan kan gøres til data via blandt andet vævsregistreret, der er leverandør til det nye ‘Nationalt Genomcenter’, der blandt andet arbejder på at kortlægge hele det danske genom.

En længere række samarbejdspartnere, mange private, vil via forskerordningen også få adgang til ens krop – hvorved man ikke blot gøres til data, men også, indirekte, kommercialiseres og sælges.
Kombinationen af et afdødt, eller som man sagde ind til for nylig, et af-sjælet legeme og den til individet hørende sygdomshistorie og levnedsbeskrivelse, kommer dermed til at udgøre en ny, uimodsigelig, databåret totalitet, hvor det subjektive individ reduceres til ‘objektive’, digitale data.

Netop det, at mennesket er data, er det store digitalistiske projekt, som blandt andet Singularity U, især personificeret ved stifter og chef-ideolog Ray Kurtzweil, bekender sig til.
Den transhumanistiske bevægelse mener sågar, at mennesket vil kunne leve evigt, som data, i en computer, og glemmer fuldkomment at der her vil være tale om en ikke-bevidst kopi, en kunstig fugl i et robotbur, og at mennesket er det eneste dyr, der består af mening, der søger mening, uanset hvor unyttig, ulogisk eller forvrøvlet den er, kun for at kunne forsvare sin egen eksistens mod  universets vælde.

Man kan også indvende, at det er dødens essens – at det subjektive er forsvundet-  at det princip, der udgjorde personen, ikke længere er, og at det derfor netop giver mening, at data-gøre, digitalisere og udnytte resterne.
Men man kan også, helt analogt, i respekt for døden som det permanente modbillede på det levende, hævde, at der er mere mening i at sende legemet tilbage til den jord, det er kommet af, så det kan genopstå som græs, træer og blomster, som  orme, der spises af fugle, der netop nu, udenfor dit vindue, kan ses baske med vingerne i deres egen verden af fryd, uforståelig for os, endnu levende, her.

Er man mere buddhistisk anlagt, er afbrænding, legemets overgivelse til ilden, og den logisk følgende reduktion til værdiløs aske, også et alternativ til at gøre sig selv til data.
Begge løsninger, begravelse og brænding, repræsenterer i min optik en perfekt påmindelse om det enkelte menneskes kolossale betydning – for sig selv og for menneskeheden – og om dets absolutte undværlighed, at vi er en finger i et glas vand, og at det eneste vi efterlader os er en lille bitte bølge, der forsvinder ud mod den horisont, vi derefter bebor for altid, og som vore efterladte spejder imod.

Imens lyset svinder.

Den ultimativt analoge gaveidé?

Doner din krop til lægevidenskaben og giv fremtidens læger den mest værdifulde analoge gave de kan få

Hvordan sikrer vi at den læge der skal møde os og vore efterkommere, har erfaring med anatomi og døde mennesker fra andet end en computersimulation?

Det kan du faktisk hjælpe med. Du har i dag en meget konkret og 100% analog måde at give de lægestuderende fysiske og taktile erfaringer med anatomi og døde menneskekroppe på, nemlig ved at donere din krop til lægevidenskaben.

Analog proces

Du kan donere dit legeme til lægevidenskaben ved at kontakte Institut for Cellulær og Molekylær medicin ved Københavns Universitet. Det kan du gøre telefonisk, hvorefter du modtager en konvolut med et analogt stykke papir i, som du skal læse, underskrive og returnere.

Tag den analoge samtale med familien

Et kropstestamente er en glimrende anledning til at tale med børn og andre pårørende om det vigtige og smukke i at fremtidens lægestuderende kan få lov at røre ved et rigtigt dødt menneske, inden de skal ud og praktisere. Prøv at forestille dig at være en ung læge som rører ved sit første døde menneske når de er blevet ansat og der er pårørende og andre at tage hensyn til. Det kan ingen computersimulationer forberede én på.

Læs på Københavns Universitet hvordan du gør:

 

Hør om at testamentere sin krop til videnskaben i Hjernekassen på P1

I programmet her, kan du møde professor Jørgen Tranum-Jensen fra Københavns Universitet og høre ham fortælle hvad der sker med din krop, når de overlader den til lægestuderende.