No Screens. No Filters. No Big Data. No agenda. No bullshit.

Digitaldetox.org organiserer “Camp Grounded” hvor alle løber rundt og danser og hygger og er personlige og ærlige og autentiske og glade i farvestrålende farver. “We create an atmosphere to celebrate personal freedom, creative thinking, liberation from technology…“.

 

 

Smarthuis

NYT: Funny Because It’s True UPDATE fra Politiken 

REMA gør sig lystig over problemer med “Smarte Bygninger”, og mener at tilbyde en enkel og mere troværdig livsstil

The book bok

IKEA viser vejen

Allerede i 2015 opgraderede IKEA deres katalog til en analog løsning, som ikke løber tør for strøm og som er let at overskue.

Det er kun 8mm tykt og vejer mindre end 400 g og så har det tusindvis af møbelidéeer præinstalleret.

Analogiseringsmessen 2019

Er desværre stadig på tegnebrættet og ren fantasi, men der spekuleres hårdt over hvordan man kunne finde en første og en sidste finansiering, uden alt for stor en arbejdsindsats. Hvis midlerne falder, vil analogiseringsstyrelsen selvfølgelig tilbyde sig som bannerfører for koordinering, logistik og at bringe de relevante parter sammen, så dette (ubevidst) efterspurgte event kan gøres til virkelighed. Det ligger dog allerede klart at:

  • Der sigtes efter en international brudflade, og derfor ville det være nærliggende at gå i forhandling med Kongresshaus.de i Baden-Baden som mulig venue. Det ligger centralt i Europa, og kan tage i mod mange tusinde deltagere. Alternativt, hvis man går efter et mere minimalistisk koncept: treehotel i Sverige.
  • En shortlist over ønskede keynote-speakere kunne være: Evgeny Morozov, James Bridle, Kara Swisher, Jaron Lanier, Natasha Schüll
  • Programmet skulle køre over en tre-fire spor: “Ubiquitous Analogisation (UA): dystopia or utopia?” | “Offlining in theory and practice” | “Digital repurposing” | “TransAnalogism – is all technology in reality human?”
  • På messen inviteres praktikere, designere og ingeniører, der præsenterer analogiske løsninger og prototyper
  • Halvvejs i konferencen arrangeres en lang fælles gåtur med guidet svampeplukning – konsumeres over bål med underholdning fra det finske råbekor.

Dette er nogle af de planer og tanker der rumsterer – og skal blot forstås som inspirationskatalog i den videre proces.

Færre data = mere sikkerhed: Og så taler vi sammen, ikke?

Det er velkendt, at det computere er bedst til, er at samle og gemme data. Måske er det i virkeligheden det eneste, de er gode til?

Ihvertfald samler de data hele tiden i form af logs, der fortæller hvordan brugeren benytter maskinen og da internettet består af forbundne computere og de fleste maskiner er koblet til det, så mangedobles mængden af data om hvad maskinen, og borgeren bag den, foretager sig.

Anvender man Google, Facebook, Twitter eller sin favorit løbeapp, ja, så samles der gigantiske mængder data, data, der konsekvent misbruges til at liste brugeren til at købe varer eller som sælges til politiske partier, der vil manipulere vælgere. Staten og det offentlige har valgt samme model, og samler nu data til bunke via blandt andet logningen af vores mobiltelefonbrug, rejsekortet, nummerpladescanning(ANPG), smart-metre på el-nettet, PNR-registrering af flyrejser og senest via det kommende genomcenter. Det overordnede formål med statens brug af disse data er endnu uklart, men alt tyder på, at det vil blive anvendt til mere overvågning og kontrol.

Funktion

Analogiseringsstyrelsen mener, det er på tide at gøre op med det vanvittige fråseri med borger-data , og i stedet rendyrke funktion, frem for registrering. Borgernes ønske om at benytte computere til at søge information på nettet er således helt legitim, men samme søgning bør naturligvis ikke efterlade sig spor, ligesom man ikke vil forfølges af en emsigt noterende bibliotikar, der kræver ens navn og position når man er på besøg på biblioteket og bladrer gennem bøgerne på hylderne.
Analogiseringsstyrelsen forventer, ovenpå digitalismens død, en bølge af iværksættere, der vil sætte en ære i at udvikle software og computere, hvor brugerne ikke kan identificeres.
Identifikation er nøglen til alt misbrug.
Det har blandt andet Østtysklands STASI vist os.
Heldigvis er vi jo blevet klogere siden dengang – og hvem ønsker at gentage den slags fejltagelser og overgreb mod mennesker i den lyse fremtid, der venter os?

Spionage og snageri

Det er almindelig anerkendt, at den opførsel som det nuværende digitale miljø opfordrer til, er at sammenligne med spionage, at snage og lure på andre. Hvem ville frivilligt tjekke ind på et hotel, hvor der er fyldt med mikrofoner og hvor personalet gloede ind gennem nøglehullet? Hvem ville bruge et kort, hvis der fulgte en mand med, der registrerede hvor man var imens? Hvem ville køre i en bil, hvis politiet tog noter fra hver eneste tur? Hvem ville slukke sin sengelampe, velvidende at elselskabet ved, at det netop er det man har gjort – og at de kan blive tvunget til at udlevere data til staten?
Ikke desto mindre, er det præcist det, der er sket under digitalismen – alle normale funktioner, der før var et spørgsmål om at betale og så gå videre, afgiver nu data.

Klippekort NU

Et eksempel: Man kunne for kort tid siden købe et klippe-kort, hvis man ville benytte busser eller tog. Lidt længere tilbage, var det også muligt at købe en fysisk papirbillet i et bemandet billetsalg. Det var en simpel transaktion, der kun krævede kontanter, ind til for nyligt håndteret af rigtige mennesker i kiosker og billetsalg, hvilket gav mulighed for at interagere og tale med andre mennesker. Men vigtigst af alt: Det efterlod ingen data. Med rejsekortet tvinges borgere til at generere en syndflod af finansielle- og bevægelses-data, der alle gemmes i fem år og som datamines for at undersøge for muligt snyd og kan udleveres til politiet. Det er tydeligvis en fejlslagen kurs, der mistænkeliggør borgerne og skaber et klima af mistillid, ligesom den er bygget på en ulækker og utidssvarende spionerende forretningsmodel. Vi er gået fra at have konduktører(der styrede rummet og solgte billetter) til kontrollører, der….kontrollerer….som var de computere selv. Analogiseringstyrelsen forventer og glæder sig til, at det analoge klippekort snart kommer igen, gerne i en opdateret og mere solid udgave, der kan tåle en tur i vaskemaskinen. Det vil også være indlysende at genåbne bemandede billetsalg, så vi igen kan bevæge os med offentlige transportmidler, uden at blive genstand for unødvendig og farlig registrering.

Pas på data?

Når vi kalder registrering for farlig, er det af en simpel årsag: Hvis man har samlet data sammen, skal man også kunne passe på dem – eller risikere, de falder i forkerte hænder. Det er i den forbindelse mere end almindeligt anerkendt, at hverken den danske stat eller virksomheder her i landet, er i stand til at passe på data.

Således vil en solid analogisering af den offentlige transport hæve cybersikkerheden med 100 procent, den vil gøre overholdelse af GDPR meget nemmere, ligesom risikoen for nedbrud reduceres til næsten nul.
Men hvorfor stoppe med den offentlige transport? Moderne biler registrerer hvor hurtigt ejerne kører, hvor meget de træder på bremsen og 100vis af andre faktorer, der sendes gennem luften direkte til bilfabrikkerne, der på nuværende tidspunkt ikke aner, hvad de data skal bruges til. Udover naturligvis på sigt, at kunne sælges til forsikringsselskaber eller andre, der lever af at vurdere om en borger lever risikofyldt.

Det er indlysende uholdbart, at en bilejer ikke selv er klar over, hvilke data hans eller hendes kørsel genererer eller hvad de skal bruges til. Analogiseringstyrelsen forventer, at bilfabrikkerne indser deres fejltagelser og nøjes med at få bilerne til at køre godt – hvem ville med åbne øjne købe et køretøj, der sladrer om een ved første og bedste lejlighed? Analogiseringsstyrelsen vil komme med flere eksempler på data-minimering eller decideret offlining her på dette site fremover, og vil i første omgang understrege at formålet med at få data ud af vores daglige liv, er, at data fører til mistillid.Og at det verden mangler nu, er tillid.

Til borgerne.
Og til de maskiner vi benytter.

En styrelse i splid med sig selv?

En uformel, dynamisk kultur
I analogiseringsstyrelsen har vi en uformel, dynamisk kultur. Vores fokus er hovedsaligt orienteret mod det ansvar vi er sat i verden for at forvalte, og det meste af vores tid er fokus på implementering, implementering, implementering! Men det afholder os ikke fra at give hinanden snor til at tænke frit i de retninger, tankerne nu en gang løber. Det skaber energi, men kan selvfølgelig også være årsag til uenigheder og sammenstød. Fra mit perspektiv er der tre grundlæggende spændinger i styrelsen: den aktualitetsbårne, den psykologiske og den noetiske (den der beskæftiger sig med hvad det vil sige at tænke). Hvordan får vi det hele til at mødes, hvordan formår vi trods alt at bevare den kontinuitet og stabilitet, der kendetegner alle gode styrelser?

En anekdote fra Okkenhaug
Lad mig starte med en lille anekdote, fra min opvækst i Okkenhaug. Min far havde tre brødre: Geir, Thor og Knut. Geir arbejdede på værftet, og Thor og Knut på savværket. Når mine forældre holdt 17. maj fest, havde onklerne altid Kvikk Lunsj-chokoladebarer med til min søster og mig, hvilket skabte stor glæde. Geir var filosoffen blandt de fire brødre, og når den var blevet sent (efter vi var blevet puttet), kunne vi nogle gange høre ham råbe: “Men brødre: hvorfor gør vi det vi gør? Hvor kommer de ideer fra, der gør at vi skal arbejde så hårdt hver dag? Det er som om vi ikke tænker nok over det!“. “Nu begynder du igen, Geir” var svaret som regel, og hvis det ikke endte i slåskamp, så blev hans spørgsmål afbrudt af skål og sange indtil gæsterne faldt om, eller travede hjem igennem sneen.

Styrken i store ideer
Hvorfor fortæller jeg det? Onkel Geirs spørgsmål lever videre i styrelsen, selv her i dag: vi har brug for at tænke over hvorfor vi vælger de strukturer som vi gør, og selvom styrelsens fagligheder undertiden stritter i forskellige retninger, er vi dog enige om dette: det er de store ideer, der skaber forandring. Analogisering er en sådan ide. Men det er en forstyrrende, kompliceret idé, som afføder mange nye spørgsmål, for hvert skridt vi tager. Vigtigst er dog, at vi fastholder ambitionen om at den bærende ide skal kunne samle noetiske impulser op: Hvorfor tænker vi om ting som vi gør? Kunne det hele måske være anderledes? Selvom det kan ende i bragesnak, eller vi falder om af træthed.

For nyligt spurgte jeg min Onkel Geir til hvorfor han altid var blevet i Okkenhaug, og til hvorfor han aldrig søgte arbejde udenfor værftet. “Det er fordi, der den 17. maj, hos dine forældre, altid var plads til at overveje alternativer“, var hans svar.