Indlæg

Bus-tid og god-tid: Hvad i alverden er klokken?

For nogen uger siden skulle jeg med bussen og nå et vigtigt møde. På vej mod stoppestedet lod jeg mig distrahere af en glemt jakke på et offentligt anlæg og blev kortvarigt lammet af den sære tristhed, der kan være over noget, der tydeligvis er smidt væk, med vilje, af en der bor på gaden og som har sovet i den jakke et GODT stykke tid og nu ikke orker at bære videre på den og derfor har efterladt den som en ham, der er krænget af, startende dagen somom det ikke kom til at ske igen, det med at sove på gaden, ALDRIG mere!, ikke igen aften og slet ikke i morgen, som om alting er godt, nu og helt almindeligt, fordi solen skinner og det er mildt og varmt og jeg tænkte: Sådan har vi det alle sammen, vi starter på en frisk, hver dag, vi river timer og sekunder ned af alle hylder og lader som om alt er nyt, NU!
Den jakke stod jeg altså og så på et øjeblik og jeg tog også et billede og da mit kamera er langsomt, tog det også LIDT tid.
Klokken var lidt i 8 i følge mit analoge armbåndsur – mit møde var kl. 9, der var GOD tid.

Jeg ser op og begynder at bevæge mig de sidste meter mod bus-stoppestedet, kun for at se bagenden af bussen køre væk fra mig i en fanfare af gult.
Det gør ikke noget, tænker jeg, for bussen kører jo tit herfra, faktisk hvert kvarter og jeg har GOD tid endnu og jeg tænker over udtrykket: God tid, der samtidig betyder at der er noget der hedder DÅRLIG tid for når tid bliver dårligt er der for lidt af den, den rådner som et æble og tid, der er for lidt af, er tid, der bliver brunt og ophører, standser, går i stå og får verden til at fryse.
Jeg stiller mig foran stoppestedet og går i stå.

Jeg ser på folk i biler, der holder i kø på vej på arbejde og glæder mig over, at jeg skal tage bussen i stedet. Så ser jeg op på standeren ved stoppestedet, der via grå tal på et lcd-display fortæller mig, at der er 16 minutter til bussen kommer. På standeren, der hvor KØREPLANEN engang var, står der, at jeg imens kan følge bussen LIVE via en APP, der har det ekstremt kommunikationsafdelings-brainstormede navn: BUSTER! De må have haft en fest, da de fandt på det: BUS-TER.
Haha.
Kommunikationsfolkene fra Movia mener jeg bør, at jeg skal, scanne en QR kode, så kan jeg følge min bus som et virtuelt billede, og det er min bus fordi det er den næste og fordi der står den kommer om 16 minutter og så kan jeg nå det hele, tænker jeg, den bus, MIN bus, kan nogen se på skærm på en smartphone, men ikke jeg, for jeg har ikke smartphone med og selvom jeg havde haft een, så ville jeg ikke installere BUS-TER, for det kommer min bus jo ikke hurtigere frem af og hvem har så noget ud af, at jeg står og glor på en tegneseriebus på en smartphoneskærm, udover, selvfølgelig, den lårklaskende kommunikationsafdeling, der sikkert vil have min mail og mit navn og alle mine data først…

Jeg kan heller ikke få at vide hvilket klokke-slet bussen går. Det er hemmeligt og det står ikke på standeren, MOVIA vil ikke længere vise en KØREPLAN længere, ikke som før, hvor der var et stykke lamineret papir med TIDER og TID, men det var dengang, for MOVIA, der også elsker rejsekort og som sagt apps og QR-koder, har simpelthen fjernet alle tidsangivelser for, hvornår bussen kommer, her, NU. Og jo, køreplanerne havde man faktisk ind til for få år siden – en liste over afgange og ca. minuttid og måske har de dem stadig inde hos MOVIA, men vi må ikke se dem, kun på vores telefoner, på REJSEPLANEN, som man så kan stå og fumle med på sin smartphone, i sol eller regn eller sne..

Nu er tiden plastisk og det er meget mærkeligt, det digitale er jo binært og absolut, hedder det sig, men her er det digitale ikke til at stole på, det er som en å der både er ramt af stormflod og tørke og den svulmer og tørrer ud fra sekund til sekund, undtagen for MOVIA, der sidder og gnægger i kommunikationsafdelingen og peger på alle os passagerer, der så ikke kan hænge MOVIA op på forsinkelser eller aflysninger, mens bussen kører og driver som det passer den, som et råddent blad, der danser i en pyt under tunge regndråber.
Jeg har kun den der skærm og nogen grå tal, som MOVIA påstår går mod nul, en grå skærm der angiveligt viser hvor mange minutter der går, FØR bussen kommer.
Den har nu bevæget sig ned i tid. 4 gode minutter er der tilbage, skriver skærmen, mens den virkelige bus kører rundt inde i en masse smartphones jeg ikke har. .

For de 4 minutter passer ikke med det, mit analoge armbåndurs fjedre og tandhjul presser frem gennem sine dirrende visere.
I følge det, uret, så er klokken altså 20 minutter over otte. Og hvis det er rigtigt, og uret ikke har U-RET, så skulle bussen have været her for 4 minutter siden, men det var den ikke eller måske var den, men kun på nogen andres smartphones, og jeg stod jo lige her og så ud på vejen og tænkte på tid, der GÅR og tid der kommer og god tid og dårlig tid og det sidste, det er jeg ved at have en hel del mere af end det første og fire minutter senere er bussen stadig ikke kommet og nu viser skiltet 2 minutter, eller rettere bare tallet ‘2’, og måske er det derfor, måske er det ikke minutter, men en hemmelig, bøjelig MOVIA-enhed, en kode til noget, jeg ikke har forstået?

Til sidst, til aller aller-sidst efter otte minutter, ikke fire, så kommer bussen endelig duvende og jeg stiger ind og jeg ved jeg kommer for sent til mit møde og det gjorde jeg, men jeg krænger det af mig, som en digital slangeham og sætter mig og ser ud af vinduet, for nu kan jeg ikke gøre mere, bevægelsen er påbegyndt, jeg har igen god tid, ligetil jeg ankommer, for så skal jeg skynde mig, så skal jeg skridte ud, småløbe, haste fremad…
Og mens jeg ser ud af vinduet klikker noget stort, tungt digitalt rundt og drejer tiden som det passer den, som det passer MOVIA, bevægerne.

Jeg ser på mit Citizen Automatic på venstre hånd. Hvis jeg lægger øret helt tæt til det, så siger det TIK.
TAK for det, tænker jeg og åbner jakken.

Men hvad er klokken? Egentlig? Og sidder jeg nu, i virkeligheden, inde i en smartphone, der tæller ned? Hvad ER klokken?
Og hedder alle vi passagerer nu Buster?
Og standser denne bus nogensinde, igen?

Ingeniører: Det analoge er ikke nostalgi!

Formanden for ingeniørernes fagforening, IDA, Laura Klitgaard, mener det analoge skal længere frem i billedet, når vi bygger teknologiske samfund. Det er vigtigt at have redundans og backup:

I den digitale omstilling har vi i stigende grad valgt løsninger uden reelle alternativer. Det fysiske rejsekort er ikke bare blevet overflødigt, men det nye Basiskort er svært at finde og uklart at bestille.

Kommunikationen om ordningen er fragmenteret, og selv velinformerede borgere må opsøge betjente salgssteder og foldere for at forstå, hvad der egentlig gælder. Det er som om, at når det analoge ikke prioriteres, bliver det langsomt klemt ud af systemet.

Problemet er ikke digitalisering i sig selv. Problemet er, at vi gennemfører digitalisering som et enten-eller.

Når vi fjerner analoge muligheder, fjerner vi også robusthed. Offentlig transport er kritisk infrastruktur. Tusindvis af mennesker er afhængige af den hver dag for at få hverdagen til at fungere. Hvis adgangen udelukkende hviler på ét digitalt system, skaber vi et sårbart samfund.

Vi er glade for, at digitalisterne nu endelig indser, at de må holde op med at brænde broerne bag sig, men det betyder desværre ikke, at den digitalt antændte skovbrand er slukket, for man mangler i den grad at indse, at en analog løsning faktisk ikke kun er backup – den kan også være den bedste løsning i en verden, hvor vi i stigende grad går over åen efter vand.
Hvis vi bliver i rejsehjemlerne, udgangspunktet for ingeniørens leder, så er det f.eks. stadig totalt indlysende, at den bedste, billigste og absolut mest robuste måde at billettere på, er via klippekort og analoge billetter.

Hvornår mon nogen af alle Danmarks kloge hoveder, kommer i tanke om det, igen?

Læs det hele her: https://ing.dk/holdning/ida-formand-naar-det-digitale-bliver-skroebeligt-har-vi-brug-redundans

Rejsekortstandere skal skiftes: Gigantisk potentiale for lyn-analogisering

klippekort til salg på på Kirpu (foto: Marie Kæmpe)

Her er et historisk klippekort til salg på på brugtmarkedet ‘Kirpu’ – kan vi ikke få det igen? (foto: Marie Kæmpe)

I 2026, kun 13 år efter de blev sat op, skal 19.000 rejsekort-standere pilles ned igen. De er nemlig slidt ned og i mellemtiden er der kommet en meget omdiskuteret app, der forventes at kunne overtage dele af billetteringen – ihvertfald for de, der har opdateret smartphone, hvilket styrelsen synes er endnu et massivt tilbageskridt på de skrå digitale brædder. Appen har i øvrigt kostet en halv milliard at udvikle.

Rejsekortet er også dødt
Der kommer altså nye standere, men rejsekortet som koncept er fortid. For udover den der app, så det meningen at  det er dit kreditkort, der skal bruges som rejsekort og det kræver så helt ny teknologi, der denne gang forventes at ville koste 125 millioner kroner bare for selve teknikken. Og så skal de enkelte trafikselskaber selv betale for at få de nye standere sat op. Det er med garanti ikke noget, der giver billigere billetter.
Analogiseringsstyrelsen foreslår derfor, at man tænker sig rigtig godt om denne gang, og ikke kaster gode penge efter dårlige.

Giv os klippekort
Klippekortet, det fysiske, som man kunne købe overalt til to eller flere zoner og som havde en landsdækkende infrastruktur, det fungerede upåklageligt gennem 36 år og det hele kostede 1/3 del af hvad rejsekortet har beløbet sig til. De allerførste rejsekortstandere blev taget i brug i 2011, og dermed når de en alder på 15 år men de nyeste er kun få år gamle, og skal altså pilles ned om lidt. Rent spild og dårlig planlægning.

Vi ved, at klippekortet virker. At det er meget billigere. Det skal ikke opgraderes. Alle kan finde ud af at bruge det, uanset om de har mobiletelefon eller kreditkort. Og det samler ikke data op, der fylder på servere og som kræver strøm og internet. Vi ser et enormt potentiale for analogisering her. Og så bør det selvfølgelig kunne købes for kontanter, så vi ikke belaster elnettet yderligere.
Det er bare at komme i gang. Klip!

 

Dårlige digidage

Automatisk: vanemæssig, regelmæssig, mekanisk, præcis, selvvirkende. Computeren forlokker os med at alting bliver nemmere og går som smurt, fordi man slipper for besværlige mennesker, der ikke kan finde ud af tingene, bliver syge eller væk.

Især den hjælpende lethed ved IT er en ærgrelse når det ikke virker.

Andre hjælpemidler og redskaber rummer ikke samme løfte om let hjælp: En grydeske lover kun at man ikke brænder fingrene, når man rører rundt i maden – som man selv har lavet.

En økses løfte, er at det bliver nemmere at kløve brænde uden at være karatemester.

Derfor er det grænseløst irriterende når computere driller – og stadig kræver den der ustabile menneskelige hjælp. Og i takt med den øgede digitalisering er der mere og mere computerknas.

Lad os se på en, for mig, helt almindelig lørdag, nemlig 2021.11.06:
10:25 Bussen er forsinket, fordi Rejsekortsscanneren er nede og kræver en genstart, og dermed også en synkronisering, der kom til at tage 13 minutter. (Rejsekortet duede først ved endestationen en halv time senere).
10:40 En PC på mit arbejde strejker, men kommer dog i gang efter en genstart.
15:53 En anden PC fryser og må genstartes.
16:40 Metroen, M1 og M2, står stille pga. problemer med en dør på Christianshavns station. Det lykkedes mig at komme hjem, hvor jeg satte en tøjvask over – muligt fordi teknikere kort tid forinden har opdateret de nye, men kun sporadisk virkende maskiner…