Indlæg

Skrivemaskine/Notesblok/Radio=Laptop/iPad/Bluetoothhøjtaler

Dette er en slags historie om tre billeder, dem, du kan se hverover. De stammer fra den svenske instruktør Ingmar Bergmans film ‘Tystnaden’ fra 1963. Det er en aldeles fremragende film, men dette er ikke nogen anmeldelse, blot en række tanker der opstod, i mens jeg så den. For nogen gange er meget klart tænkte film nemlig også sært profetiske helt op i de nye tider vi lever i i dag og ofte uden at det var det, der var intentionen.

Hovedpersonerne er søstre, og de befinder sig på et hotel sammen med en 13-årig dreng. Den ene søster er forfatter og ses flere gange skrivende på en rejseskrivemaskine, der minder meget om en laptop i udseende.Notebook ...
Og skrivemaskinen, den gør jo det den slags skal, den er en slags ‘instant-printer’ og den skaber ord på papir, ord der kan deles med andre og potentielt trykkes som bog og det hele foregår glidende og forståeligt og helt uden brug af software eller lysende skærme i et apparat, der faktisk ikke fylder meget mere end en bærbar computer, men som kører helt uden strøm eller internet.


Forfatteren skriver også i hånden, på noget, der har nøjagtig samme størrelse som en iPad pro: Det er en A4 blok i en mappe, der kan lynes sammen, det hele i et design der faktisk efterlignes af de, der laver tasker til netop iPads.IPad mini Leather case. Personalized Zipper leather folio. | Etsy

Og så er hun i besiddelse af en radio, den er nok indstillet på mellembølge, som hun hører Johan Sebastian Bach på. Lyden er flot. Radioen er batteridrevet og kan sandsynligvis spille i ugevis før batterierne skal skiftes.
Den har et lille håndtag, så hun kan bære den rundt i rummet, ja tage den med sig hvor som helst, om hun skulle ønske det, ganske som man i dag med en bluetooth-højtaler af samme størrelse kan afspille digital musik via en smartphone. Vi har således at gøre med tre ting fra 1963, der af udseende, funktion og effekt er tæt på noget, vi i dag kalder moderne: Tingene fra 1963 kan bruges til at nedfælde tanker med maskinskrift siddende ved et bord, lave håndskrevne noter liggende i en seng på en blok i et pænt læderetui og afspille musik i de værelser, der nu passer en, i et bærbart, ledningsfrit apparat.

Men hvad adskiller så tingene fra 1963 fra deres moderne søstre? De moderne ting er kendetegnet ved højt energiforbrug, ikke mindst fordi det, der i 1963 var en enkel radio, nu er vokset ind i alle de ting vi ellers bruger og dermed er gået fra at være et enkeltstående apparat, der gjorde det vi bad den om, uden at fortælle andre, hvad vi lyttede til, til et konstant krav om at være forbundet til et altomfattende netværk, der ikke kun tillader modtagelse, men i stigende grad også kræver afsendelse af signaler. Signalerne, det er ikke længere (kun) tonerne af Johan Sebastian Bach, de er nu bredt betegnet som DATA, og disse data omgiver os, ja, indhyller os som en kappe, vi er tvunget til at bære, for at gøre de simple ting, vi gerne vil: Udtrykke os og modtage musik.

De moderne ting er også svære at reparere, hvis de går i stykker, fordi de er så ekstremt komplekse. Den kompleksitet ville være helt uforståelig i 1963, hvor enhver fornuftigt tænkende forbruger ville undre sig over sammenblandingen af funktioner: Hvorfor skal en laptop og en iPad/tablet, der tydeligvis er designet til at skrive på, også kunne bruges som et passivt underholdningsmedie med adgang til hele verden? Og hvad skal man med en bluetooth-højtaler, der lader som om den er singulær og fritstående, men samtidig helt afhængig af bluetooth-radio-adgang til en smartphone? Hvem har dog fundet på det og hvad skal det til for? Og vil det sige, jeg hele tiden skal have en stikkontakt i nærheden for at jeg kan skrive, lave notater eller høre musik, ville nogle af spørgsmålene lyde fra mennesket af 1963, tror jeg.

Hvis man skal forsøge at svare mennesket af 1963, så bliver det for alvor svært. For jo, man skal være i nærheden af en stikkontakt med strøm og et internet-adgangspunkt for at leve i den moderne verden. Som det er nu er vores tilsyneladende ledningsfri tilværelse tidsligt skarpt afgrænset, ja indhegnet af batteriernes brændetid, noget vi for det meste har glemt, da opladningen typisk foregår om natten, mens vi selv sover og drømmer og dermed bevæger os i helt andre verdener, hvis mangel på realitet er den egentlige udfordring for vores daglige insisteren på en fast, urokkelig virkelighed.

Den sidste tanke jeg havde da filmen var slut, og det er en god film, der i virkeligheden handler om følelser og det umættelige savn af Gud, ja det var, hvad der egentlig ville være sket, hvis vi i stedet for at gøre vores verden så ekstremt kompleks ved at forbinde alting til et netværk, der er helt afhængigt af enorme skjulte, eksorbitant energibrugende infrastrukturer i form af datacentre, havde videreudviklet på de ting, der allerede var i 1963?

Ville vi have haft fantastisk lette skrivemaskiner med utroligt bløde taster og farvebånd, der varede for evigt og glitrende notebøger med sider af ukendte materialer, hvor man kunne rette og slette uden at slide papiret?

Ville radioen, dette revolutionerende analoge apparat, kunne spille et helt år med moderne litium-ion-teknologi og ville vi alle sammen have fået hver vores station vi kunne sende til hinanden på?

Og ville vi mon lytte?

Claus har sendt to breve – TAK!

Jeg modtog for nogen tid siden et brev fra Claus Jensen, datamekaniker, uddannet hos KTAS. Eller rettere: Der var TO breve. Det ene var til mig, det andet var sådan set til Generaldirektøren for Danmarks Radio (nu DR), men Claus havde lavet en kopi og sendt til mig, og det er jeg meget taknemmelig for, ikke mindst fordi Claus må siges at være en af de mest konsekvente analogister derude og et eksempel for os alle!

I brevet til Danmarks Radio lyder det: ‘Hver gang noget skal tilgås digitalt, kræver det strøm til computerkraft, meget strøm. En FM-radio bruger ikke særlig meget strøm. Med de nuværende el-priser er det også afgørende. Bare fordi noget er teknisk muligt, behøver du ikke partout gøre det, bare fordi det er din strategi’, skriver Claus, der opfordrer til, at Danmarks Radio beholder P1s program Orientering, og går væk fra den nye, hyperdigitale strategi, ‘Sammen om det vigtige’, hedder den, og det vigtige for DR er altså desværre computere, hvorfra vi skal streame vores programmer som på Netflix.

DETALJER
Selve brevet er et mesterværk. Læg mærke til detaljerne:
1. Det er skrevet på en ægte skrivemaskine! TO gange.
2. Claus har sine egne stempler, et for dato og tre andre der henholdsvis viser en lille tegning af ham selv, et der opfordrer os til at sende flere breve og et, hvor han maner os til at huske at bruge analoge kontanter, hvilket flugter perfekt med styrelsens mål for 2025.
3. Det er sendt som et rigtigt brev. Med håndskrift og frimærker på konvolutten, noget der i disse fattige tider, hvor der er færre og færre postkasser at putte brevene i og slet ingen posthuse at købe frimærker hos, kræver en ekstraordinær indsats. Bravo!

SKRU NED
Det Kongelige Danske postvæsen, aka Post Danmark eksisterer som bekendt ikke længere – ovenpå indførslen af den tvungne digitale post, mistede de deres indtægtsgrundlag og staten endte med at sælge det meste til Sverige, der ejer 60 procent af Postnord. Det må siges at være en ironisk ende på et system, der har kørt siden 1624, hvor Christian den 4de stiftede det – og var med til at skabe postvæsener i Norge og…Sverige.
Analogiseringsstyrelsen kipper med flaget for indsatsen og håber samtidig, at DRs generaldirektør vil svare Claus i samme ånd, med et brev med frimærke og rigtig underskrift, og endnu bedre: Måske endda lytte til hans bøn om at bevare det analoge FM og beholde programmet Orientering. Som Claus helt korrekt konstaterer er radio strømmæssigt billigere end computere og serverkraft, så DR gør også noget for klimaet, hvis de skruer ned for digitaliseringen.

SKRIV
Vi håber og opdaterer, når vi ved mere!
Hvis du nu sidder og får lyst til også at sende os et brev, så GØR det!
Breve og kontanter har nemlig det til fælles, at hvis der ikke er nogen der skriver breve eller bruger sedler og mønter, så forsvinder infrastrukturen omkring dem for stedse.
Og det ville da være trist.

PS: Claus har en hjemmeside, med et navn, der dækker over det modsatte, for den er smækfyldt med mere analogt guld. Besøg den her: https://digitaliseringen.it

RADIO vs ZOOM: Sådan klarer man undervisning under lockdown

I Sierra Leone havde man faktisk prøvet lockdown før – det var under en Ebola epidemi og dengang havde man en løsning på at undervise børn og unge, mens de var tvunget til at være hjemme og ikke komme i skolerne.
Løsningen var RADIO – de fik simpelthen lærere til at indlæse deres undervisning og så kunne det modtages rundt omkring i de små landssbyer, hvor man uddelte 80.000 modtagere – og under COVID19 krisen har man brugt den model igen, med succes! Læs mere her:https://www.aljazeera.com/opinions/2021/7/31/the-power-of-radio-in-sierra-leone