Digital ikke-brug

– i serien “teoretisk udvikling af analogisering” (⅓)

 


“Like air and drinking water, being digital will be noticed only by its absence, not its presence.”

– Nicholas Negroponte, 1998

Analogisering

Det analoge, eller analogisering, er underteoretiseret og det er upræcist, hvad begrebet dækker over. Nogle gange taler vi om det analoge som noget anti-digitalt, andre gange om analogisering som en sproglig figur for det proportionelle eller “det lignende” (især på engelsk, “analogue to”). Det analoge forbindes også med begrebet at være “offline” i binær modsætning til at være “online”. Det analoge forbindes endelig med en særlig æstetik, som Alexander Galloway taler om her, en æstetik der er karakteriseret ved kurver og bølger, ubrudte linjer, og selvfølgelig også til en æstetik som giver associationer til hyggelige oplevelser med artefakter der har en lang historie: stearinlys, vinylplader, FM-radioer, stempler og læderindbundne bøger.

“…the analog is found most easily in curves and waves, in an aesthetic of smoothness and unbroken lines, planes, or volumes. The mirror, the echo, the ghost, the trace, the outline, these are paradigmatic analog modes.”

Det er ikke altid analogisk teori hænger lige godt sammen, eller: der er mange dimensioner ved det analoge, og de er underbeskrevne og står endnu ikke i et ordentligt forhold til hinanden.

En af disse dimensioner er også dette besværlige spørgsmål: Hvad ved vi om det, der ingen data er på? Megen vestlig kognitiv kapacitet er rettet mod analyse af det, vi har digital data på. Det er der selvfølgelig gode grunde til: (visualiseret) data er til at forholde sig til, data kan sige noget interessant om virkeligheden, og der produceres data om utrolig mange aspekter af menneskelig aktivitet.

Spørgsmålet i forlængelse heraf er om der helt fundamentalt eksisterer en databias?  Underprioriterer vi fokus på fænomener, der eksisterer, selvom de ikke afgiver digitale data? F.eks. ikke-brugen af digitale medier – hvad ved vi egentlig om det? Hvordan skal vi forstå digital ikke-brug, dets potentialer og iboende kvaliteter?

Det har været tunge, besværlige og filosofiske spørgsmål, der længe har rumsteret i vores hoveder og i vores samtaler. Indtil vi løb ind i en artikel af Maren Hartmann, der fokuserer på friheden til ikke at bruge digitale medier – og det er jo relateret til vores analoge rettigheder. Artiklen hedder “Install Freedom Now! Choosing Not to Communicate with Digital Media at Work and Home“. Det er en artikel som hvirvler en masse temaer op – og dem gennemgår vi nu, fortolker, lægger til, og peger til sidst på en klase andre akademiske projekter og forskningsprojekter, der beskæftiger sig med ikke-brug, og som har åbenbaret sig imens vi skrev om Maren Hartmanns artikel.

Introduktion: Ikke-brug som udtryk for ‘mangel’?

Så: Hvordan skal man forstå det fænomen, at mennesker lejlighedsvist eller konstant ønsker ikke at bruge digitale tjenester eller digitale devices eller informations- og kommunikationsteknologi (IKT) – eller hvordan skal vi forstå fænomenet “digital ikke-brug” (som vi vil kalde det i resten af denne artikel)? Hvordan argumenteres der, når man vælger ikke at bruge noget digitalt?

Der er en tendens til at kategorisere ikke-brug som en midlertidig (og uheldig) ‘mangel’, som der skal rådes bod på. Den gængse forståelse af digital ikke-brug som “en mangel” – som noget ufrivilligt – er i forskningen bl.a. behandlet under begreber som “The Digital Divide”, som er navnet for den manglende adgang til bredbånd i lande, eller randzoner, eller at visse indkomstgrupper/socio-økonomiske segmenter ikke har råd til en smartphone, en laptop eller spillekonsol f.eks. The Digital Divide er begrebet for, at teknologi på et strukturelt plan ikke er gjort tilgængelig nok for bestemte befolkningsgrupper, nationer, eller territorier. Manglen kan udbedres ved at tilføres midler til investering i digital infrastruktur eller til at opruste folk til at lære at bruge teknologi, igennem videreuddannelse, eller ved at tilbyde dem gratis devices og software-programmer f.eks i skolerne. Der findes et utal af interventioner, fra mange forskellige aktører, der har til hensigt at “bygge bro” henover denne digitale kløft der kan være imellem brugere og ikke-brugere – ofte maskeret som filantropi. Eksempler er Nicolas Negropontes “One laptop per child”-program (OLPC), Facebooks forslag om at tilbyde gratis internet til Indien (det såkaldte Internet.org initiativ) eller Europa parlamentets DSM-strategi (der skal give alle EU-borgere adgang til basale internettjenester).

Der er også en tendens til at kategorisere ikke-brug som en psykisk mangel eller som udtryk for psykopatologiske tendenser, dvs. som udtryk for angst, frygt eller irrationel antimodernisme. Når forældre eller skoler ønsker at børnene ikke skal bruge smartphones i skoletiden bliver det ofte begrundet af kritikere i form af moralsk panik, som udtrykt i denne artikel i The Conversation: Banning smartphones for kids is just another technology-fearing moral panic. Dem der ikke bruger en smartphone eller internet betragtes som syge i en eller anden mild grad – de mangler evnen til at slå koldt vand i blodet, eller mental sundhed og vilje til at omstille sig under modernitetens præmisser. I 2014 bemærker konsulentfirmaet Deloitte f.eks. at

…kulturelle barrierer (for brug af IT, red.) er knyttet til lærernes usikkerhed overfor nye digitale redskaber, blufærdighed i forhold til at udgive og dele undervisningsmaterialer og – forløb og ikke mindst vaner – lærerne forbereder og gennemfører undervisningen, som de plejer.“ 

Det er et typisk eksempel på en “mangeldiagnose”. I undersøgelsen angives det dog ikke om lærerne havde faglige grunde til ikke at brug IT, eller om det overhovedet blev undersøgt.

I en lang række tilfælde bliver årsager til ikke-brug altså forklaret i ‘mangel’, men hvornår skal ikke-brug forstås som udtryk for det modsatte – nemlig som bevidste tilvalg og et udtryk for overskud og teknologiforståelse?

I de seneste årtier har debatten drejet sig om det normative rammeværk for connectivity (at kunne være på nettet og sociale medier f.eks.). Connectivity bliver framet som en nødvendighed, en betingelse for overhovedet at kunne deltage i samfundet. Det er derfor ved at udvikle sig både til en rettighed – men også til en pligt eller en tvang, som man ikke kan blive fri fra. Brugen af laptops i skolen f.eks. er en rettighed: alle børn sikres adgang igennem forskellige ordninger, omvendt er det ikke muligt at fravælge brugen af laptop i skolesammenhæng. Denne tvang er, i følge Hartman, ved at morphe over i et større spørgsmål om magtesløshed.

Kommunikationsteori og retten til ikke at bruge medier 

Smartphonens eller computerens digitale apps og tjenester kan bl.a. forstås som ‘kommunikationsmedier’, og Hartmanns artikel fokuserer på det aktive tilvalg af retten til ikke at kommunikere, eller til at begrænse ens brug af medieret kommunikation. I princippet er den ret givet til alle i liberale demokratier. I Maren Hartmanns artikel konstateres, at ‘retten til at kommunikere’ og ‘kommunikationsrettigheder’ selvfølgelig er vigtige og centrale debatter indenfor rettighedsdomæner i jura og politik. Men Hartmanns ærinde er her at spørge om begrebet “rettigheder” er fuldt dækkende for ideen om ‘friheden til at kommunikere’. Hvad er forholdet mellem rettighed til og frihed fra, spørger hun? Er retten til ikke at kommunikere repræsenteret i aktuelle debatter, rettigheder og lovgivning? Og er friheden til ikke at kommunikere?

I sit teoretiske afsnit, refererer Maren Hartmann til Jürgen Habermas, Axel Honneth og Seyla Benhabib. De repræsenterer så at sige “positive” teorier om kommunikation, der handler om kommunikative handlingers betydning for individer og fællesskaber. Men det som disse tre teoretikere ikke har med i deres teorier, er retten til ikke at kommunikere digitalt og medieret. Den ret kortlægger Hartmann.

Lige så længe der har eksisteret medier, har der eksisteret retten til ikke at bruge medier. Aviser skulle bruge mange årtier på at nå den udbredelse de endte med at få. Radio, film og fjernsyn blev mødt med massiv kritik, da de blev introduceret. Især TV har haft den mest trofaste gruppe af ikke-brugere igennem tiden (de findes stadig i dag, hvor aktive ikke-brugere af radio og biograffilm er sjældnere). Tidligere kunne det således være en helt naturlige ret og norm ikke at installere telefon eller TV i sit hjem.

Hartmann refererer tidlig internetforskning i ikke-brug – her henvises til Sally Wyatts artikel “They came, they surfed, they went back to the beach” (fra 1999) – hvor forfatteren forsøger sig med en kategorisering af ikke-brug af internettet:

  1. Har aldrig brugt, fordi man ikke vil
  2. Har aldrig brugt, fordi man ikke kan få adgang
  3. Er holdt op med at bruge, fordi man ikke vil bruge længere (fx. det var kedeligt, alternative aktiviteter var mere tillokkende)
  4. Er holdt op med at bruge, af økonomiske årsager, f.eks pga. tab af adgang til nettet man havde igennem arbejdspladsen.

Totalisering af IKT og ikke-brug som modstand

Hartmann gengiver Wyatts tidlige advarsel om, at der er en fare for at brugen af internet- og kommunikationsteknologi bliver totaliseret af individer, organisationer og nationer, at IKT vil blive normen og at ikke-brug vil blive anset for at være en mangel, eller et problem, der skal løses. Wyatt mener det er ikke vigtigt at ikke-brugere bliver betragtet som en relevant social gruppe, som aktører der bør have en aktie i, hvordan verden skal formes.

Siden Wyatts artikel har forskning om ikke-brug fokuseret på ambivalens ifht. tjenester som Facebook, Twitter, Grindr, online nyheder – repræsenteret af forskning af Syvertsen og Enli. I dag er ikke-brug nemlig reserveret til bestemte applikationer, bestemte situationer, bestemte tidspunkter eller til bestemte sociale sammenhænge. Eksempler kan være : “Jeg bruger ikke Facebook“, eller “Jeg tjekker ikke e-mail i weekenden.” Digital Ikke-brug kan være et aktivt tilvalg, eller det kan ske tilfældigt – eller imod ens ønsker. 

Fængsel til smartphones

Denne digitale ikke-brug er blevet begrundet i en opfattelse af online og sociale medier som værende overfladiske, narcissistiske og fremmedgørende. Ikke at bruge sin mobiltelefon er blevet anset som en vej til selvkontrol og frigørelse, stadig i følge Syvertsen og Enli. Endelig indgår ikke-brug i en fortælling om modstand. For når “connectivity” bliver normen, først for borgeren dernæst for alt andet bliver afbrydelse (disconnection) ikke længere end mulighed –  forsøget på total afkobling bliver til en radikal kontra-aktivitet. Det kan f.eks være begrundet i en modstand mod den konstante afgivelse af data, som der sker, når man bruger internetforbundne devices. Eller i en afvisning af tech-industriens kapitalistiske, neoliberale værdier om vareliggørelse (Portwood-Stacer, 2013) eller som identitetsmarkør for et opgør med bevidst ikke-forbrug. Det kan også udgøre et menneskeligt oprør mod algoritmens forsøg på at forudsige, styre og kontrollere. Digital brug bliver oplevet som et unuanceret og totalitært hele – og radikalt ikke-brug bliver den binære modsætning.

Men når man ikke afgiver data er man usynlig, og det usynlige har en tendens til at unddrage sig forskningens blik. Ligesom ikke-ikke brug ikke umiddelbart er vækst-generererende, og dermed ikke umiddelbart forekommer interessant at investere i. Medieret brug forudsætter altid digitale produkter, hvorfor der er store kommercielle interesser i at behandle og fremme digital “brug” fremfor “ikke-brug”.

Retten til at logge af

Næste teoretiker som Hermann præsenterer er Pepita Hesselbert, lektor i Film, Literary and Media Studies. Hun triangulerer temaer i diskussioner om brug af digitale medier, som ifølge hende, indtil for nyligt sjældent er blevet nævnt sammen. 

  1. Bekymringer om digitalt arbejde, prekær arbejdskraft og et forandret arbejdsmarked defineret af neo-liberale principper. Et eksempel kan være tech start up’s som fx. Wolt og Uber og andre eller den ugennemsigtige værdi af klik, likes og swipes på sociale medier.
  2. Uro omkring devices i vores hverdagsmiljøer og deres bias i mod konstant tilgængelighed (det kan fx. være distraktionsfaktorer i klasseværelser med skærme eller FoMo ifht. sociale medier).
  3. Trangen til at logge af – simpelthen med henblik på at undgå ovenstående. (Hesselberth 2018, 1995).

Pepitas værk flugter med et voksende korpus af forskning, der beskæftiger sig med retten til at logge af (right to disconnect). Retten til at logge af ønsker Hartmann at indlejre i det mere generelle spørgsmål om kommunikativ frihed. Det gør hun ved at at beskrive sociologen Urs Stähelis begreb om afkobling (dis-connectivity).

Midlertidig afkobling som ‘fjern nærhed’ 

Næste teoretiker der gennemgås er Urs Stäheli, som for nyligt har argumenteret for retten til at “afnetværke” (de-networke), og “afkoble” (disconnect), eller at “af-følge” (unfollow). Urs Stäheli argumenterer ikke for digital detox overalt, men for en mere nuanceret forståelse for hvornår “for meget” netværksaktivitet finder sted, og hvor krav om at være på, er potentielt uberettigede. Dette gælder både teoretisk, men også i hverdagen. Urs Stäheli foreslår at individer skal “opføre sig forkert”, at “gå glip” af det rigtige tidspunkt, ikke at være på det rette sted på det rigtige tidspunkt. Vi skal lære at svare “ikke hurtigt nok”, eller svare “for tidligt”. Hensigten er ikke at træde helt ud af det digitale mediemiljø, men af falde ud af rytmen på nogle tidspunkter eller ifht. til bestemte opgaver. For Stäheli er ærindet ikke så meget at være subversiv, som det er at illustrere hvor heftige kravene om altid at være på, er blevet.

Modbilledet til “altid-på” er ligegyldighed og introspektion, der beskrives som nødvendige sociale egenskaber, især i storbyen, og henviser til sociologerne Georg Simmel (1858-1918) og Gabriel Tarde (1953-2019). Simmel viste, at evnen til at ignorere sine medmennesker er forudsætningen for sameksistens. Vi ville ikke kunne holde hinanden ud, hvis ikke vi undertiden kunne ignorere hinanden. Stäheli vil gerne tilbyde en model, der ikke er dualistisk (og binær?)- at være off- eller online, men en værensmåde der placerer sig i mellem, en måde at være online på, der er mindre rigid. Hartmanns kritik af Stäheli er, at han overser spørgsmål, der har med magt at gøre: nogle gange har det store omkostninger ikke at være på det rette sted og på det rette tidspunkt – ikke alle kan lege med det at være on- eller offline på den måde. Og nu bliver det besværligt: Derfor tilbyder Hartmann at skyde en Massey & Silverstone-model ind i den her tilgang. Det får navnet “fjern nærhed” (distant proximity) som man kan udleve igennem “midlertidig afbrydelse” (temporary dis-connectivity).

Der tales om “proper distance” indenfor kommunikation, vi bør alle have frihed fra at blive repræsenteret, og fra at kommunikere. Kommunikativ frihed er afgørende – men den bliver nødt til at inkludere retten til ikke at kommunikere, for alle. Silverstone peger på at dette er komplekst at overholde, især pga. digitale medier. Udfordringen vendes om: afstand er ikke målet, men det som må overskrides i første instans. Ægte afstand indebærer kontakt: det som er tæt på hånden er også tæt på sindet. Silverstone introducerer “Ambiguity 2”: i stedet for at skabe indre afstand til folk, som er fysisk tæt på, bør man skabe afstand til folk, der er fysisk langt væk. Ægte afstand handler om aktivt at etablere nærhed. Det handler om gæstfrihed, at lade folk komme ind. Ægte afstand er en handling, som vi bliver nødt til at gentage (omhyggeligt introduceret og konstrueret på en måde der ikke skaber upassende afstand). Det er ikke sikkert at vi helt forstår paradokset, og måske kræver ovenstående paragraf at vi genbesøger afsnittet i Hartmanns artikel for at kunne formidle det meget bedre end vi lige har gjort.

Corporate former for digital ikke-brug

Virksomheder, der beder deres ansatte om ikke at bruge e-mail på nogle tidspunkter er et almindeligt eksempel på corporate (og ukontroversiel) ikke-brug. Eksempler på dette kan være CitiGroup eller HSBC, der begge i foråret 2021 har indført forsøg med Zoom-free Fridays: “The trial will involve a number of people committing to not setting up Zoom meetings on a Friday afternoon to allow space for other work,”.

Systematiske retningslinjer hvad det angår er ikke nye: de blev diskuteret i bredere omfang ved århundredeskiftet og blev mere almindelige fra ca. 2013. F.eks. har forbud mod at e-maile på bestemte tidspunkter haft den funktion at reducere stress forårsaget af for meget arbejde udenfor den officielle arbejdstid. 

I 2014 implementerede Daimler “Work on Holiday”-initiativet, som gik ud på løse problemet med at frygte hvad der ventede af mails, når ferien var ovre, dvs. ikke at kunne slappe helt af på ferien. Man introducerede den teknologiske løsning at slette mails som blev sendt til folk på ferie. I Hartmans samtale med VolksWagen, blev der peget på lignende initiativer, som led i en større strategi om at være en “excellent employer”, ved f.eks. at skabe gode forhold for barsel, trivsel, og altså gøre opmærksom på metoder til reduktion af stress – herunder lokalt at blive enige om  ikke-brugs betingelser med sin nærmeste chef og medarbejdere. Hvor de store virksomheder synes at have ressourcer til at forhandle ikke-brug-rettigheder, har SMV’er, selvstændige og løsarbejdere væsentligt ringere vilkår: her er “altid på” et konkurrenceparameter, og ikke-brug er direkte skadelig for omsætningen. Det skaber i følge Evgeny Morozov, den situation at velbeskyttede jobs tilbyder goder som “the right to disconnect”, imens ubeskyttede og jobs i “gig”-økonomien bliver ved med at ekspandere – ved at overtræde denne ret så meget som de kan slippe afsted med. Retten til, eller muligheden for Ikke-brug fordeles assymetrisk henover arbejdsstyrken. 

Et andet eksempel på corporate ikke-brug er “workfulness”-konceptet fra norske Telenor. Det består af en række gode råd for at undgå stress:

Disable pop-up windows and push notifications on the mobile phone and computer; Have technology-free meetings; Introduce muted phones as a standard at the office; …. Define clear time frames and expectations at the workplace for communication via email, text messages, and phone calls; Introduce focus time, adapted to the personal energy curve…”.

Workfulness handler om at gøre medarbejdere bevidste om deres teknologibrug, og reducere det til fordel for kreativitet og produktivitet. Ophavsfolkene bag, Guyard og Kaun, har ikke designet det som et program der afhænger af den enkeltes selvdisciplin – det er et system til at tillære sig vaner der langsomt regulerer ukontrolleret og irrationel adfærd. Det er centralt styret, rationel adfærdsregulering.

Hartmann slutter sin artikel med at fortælle om et kursus i “Digital Diæt” udbudt af hendes egen arbejdsgiver, og som hun tilmelder sig. Kursuslederen refererer tit til Manfred Spitzer, en tysk neurolog der er utvetydig i sine advarsler imod at bruge smartphones og digitale medier: de gør folk dumme og er årsag til digital demens. Den viden bliver på kurset brugt til at motivere til metoder til “digital disciplin”, f.eks. at huske jævnligt at bevæge sig væk fra skærmen og få bevæget kroppen. Kurset prøvede at hjælpe kursister med at tage ansvar for usund adfærd. Hartmann citerer Hesselberths kritik af den slags interventioner:

Fortællinger om digital detox, placerer ansvaret på individet, i tråd med en neoliberal styringsmodel, hvor individer selv skal tage ansvar for forkert brug af teknologi, for tidsspilde og at for brænde ud, som om disse kan adskilles fra den nye opmærksomhedsøkonomi og det teknologiske miljø der understøtter det; et miljø, som vi ved, ikke kun er biased mod at være konstant tilgængelig, og at logge alle sine livsoplevelser, men også en datamodel der trives med udbytningen af folks arbejde med at forsyne data til de forskellige platforme.

these accounts …effortlessly …lend themselves to a narrative of personal responsibility and the neoliberalist model of governmentality it taps into, in which individuals are unapologetically held accountable for their own (mis)use of technology, and therewith for their time-waste and burnouts, as if these can be divorced from the newly emerged economy of attention and the technological milieu that sustains it; a milieu, we know, that is not only biased toward constant availability, lifelogging, and datafication but also thrives on the exploitation of our “free labor”…(Hesselberth 2018, 1998)

For at konkludere, forsøger Hartmann sig med denne definition på Digital Detox:

“Bestræbelser på at tage en pause fra online eller digitale medier i en længere eller kortere periode, såvel som andre bestræbelser på at begrænse brugen af smartphones og digitale værktøjer”.

Det er et område der er domineret af selvhjælpslitteratur, men der hvor den akademiske litteratur beskæftiger sig med det, er det i et forsøg på at registrere “ikke-linearitet” og modstand, kontra-bevægelser, og afmedialisering af processer. Men når alt kommer til alt, er “digital detox” en strategi der accepterer digitalisering som grundvilkår – det er ikke en organiseret modstand imod digitalisering. Man detoxer i afgrænsede og midlertidige perioder, og på den måde ligner det tendenser fra wellness og mindfuldness fænomener – dog tilføjet et teknologisk lag: apps og tjenester der kan programmeres til at blokere ens adgang til visse hjemmesider, og til at monitorere skærmtid. Et paradoks for Hartmann er at mange af disse detox-tjenester er lige så aggressive i deres markedsføring som de tjenester, de advarer mod: nøjagtig som andre påtrængende, kommercielle aktører sender de forstyrrende mails og beskeder der gør opmærksom på tilbud m.m.

Fra Hartmanns kortlægning til vores kortlægning

Som anført i begyndelse af artiklen har Hartmann skærpet vores fokus på begrebet “ikke-brug”, dets ontologi, dvs. de forskellige typer ikke-brug der findes i verden, hvilke fænomener i verden der kan karakteriseres som værende i et “ikke-brugende” forhold til digitale teknologier, og endelig forskellige motiver til ikke-brug.

The Lightphone

Det er også temaer i den temmelig omfangsrige ikke-brugs litteratur, vi har researchet os frem til (se referencer nederst). Der forskes bl.a. i seniorers motiver til ikke-brug, ikke-brug som aktiv politisk modstand, eller ikke-brug som en metode til at stimulere skabelse af alternative infrastrukturer og platforme (hvor magt deles mere ligeligt). Artikler taler også om hvordan det analoge og det digitale kan være filtret ind i hinanden – f.eks. kan digitale brugerflader betjene sig af en analog æstetik (også kaldet skeumorphi). Ikoner kan f.eks. ligne gamle FM-radioer, og omvendt kan visse gadgets hævde en eller anden grad af analog troværdighed i det omfang de begrænser digital funktionalitet – selvom de er proppede med digital teknologi, f.eks. “Punkt” el. “Lightphone” telefoner, såkaldte dumbphones.

Som analogiseringsstyrelse, dvs. som videninstitution og som ansvarlige for udvikling af analogisering som teori og felt, har research i ikke-brug gjort os opmærksomme på, at der kan være store fordele forbundet med at have lige så skarpt et analytisk blik for digital  ikke-brug som for digital brug. Det kan eksemplificeres igennem spørgsmål af denne karakter:

  • Hvornår giver det mening ikke at bruge digitale platforme til at kommunikere på en arbejdsplads?
  • Hvordan kvantificerer man fordele ved ikke-brug?
  • Hvilken status bør ikke-brugere have på digitale, demokratiske platforme?
  • I hvilke juridiske, kontraktuelle sammenhænge er det rimeligt at bede om ikke-brugs betingelser el. ikke-brugs klausuler? Kan man påberåbe sig ikke-brugs rettigheder af etiske årsager?
  • Ville det give mening at lave globale ikke-brugs indexer à la “The Inclusive Internet” (https://theinclusiveinternet.eiu.com), men hvor man samlede data om digitale ikke-brugs fænomener som boglæsning, antallet af årlige timer på digital detox, for f.eks. at sammenligne de data med GDP, eller andre klassiske økonomiske indikatorer? Måske ville det vise overraskende korrelationer mellem ikke-brug og produktivitet?

At skrive artiklen har også givet anledning til at lave tanke-eksperimentet: Hvad sker der hvis vi spørger til analoge (ikke-brugende) forhold på samme måde som man spørger til digitale forhold?

  • Ville du ønske du ikke brugte digitale medier mere?
  • Ser du noget potentiale i ikke-brug?
  • Hvad er det entrepreneurielle potentiale i ikke-brug?
  • Hvem har ansvaret for implementering af beviste positive ikke-brugs tiltag: individet, organisationen eller staten?
  • Og altså: hvordan udvikler vi metoder til dataopsamling om ikke-brug?

Som det forhåbentlig er blevet gjort klart, er digital ikke-brug et interessant og mangfoldigt fænomen! Tjek læselisten nedenfor, og fortsæt selv rejsen.

Læseliste og referencer

The hipster’s dilemma: En artikel om de flydende grænser mellem det analoge og det digitale. Analyser af tre teknologiske artefakter: en vinylplade-tjeneste, lightphonen og firmaet Arturia der laver elektroniske instrumenter der har en analog klang.

Thorén, C., Edenius, M., Lundström, J. E., & Kitzmann, A. (2017). The hipster’s dilemma: What is analogue or digital in the post-digital society? Convergence, 25(2), 324–339. https://doi.org/10.1177/1354856517713139
______________________________________________________________________

Social media among African students: Recentring typologies of non-use: Artikel om årsager til ikke-brug blandt syd-afrikanske studerende. Der opereres med fire kategorier: 1) manglende adgang til digitale tjenester 2) adgang der er besværliggjort af sikkerhedsproblematikker 3) frivillig ikke-brug begrundet i oplevelse af internettet som distraherende 4) ikke-brug som konsekvens af online diskrimination.

Breines, M. R., Madge, C., & Dalu, M. T. B. (2020). Social media among African students: Recentring typologies of non-use. Digital Geography and Society, 1, 100006. https://doi.org/https://doi.org/10.1016/j.diggeo.2020.100006
______________________________________________________________________

Discourses on disconnectivity and the right to disconnect: Om hvordan retten til at trække stikket diskuteres i akademiske diskurser om ikke-brug, mediemodstand og mediedisruption.

Hesselberth P. Discourses on disconnectivity and the right to disconnect. New Media & Society. 2018;20(5):1994-2010. doi:10.1177/1461444817711449

______________________________________________________________________

Digital detox: Media resistance and the promise of authenticity: Artikel om ikke-brug som udtryk for trang til autenticitet i en stresset og fremmedgørende verden. Gennemgang af tekster der taler om fordelene ved digital detox. 

Syvertsen, T., & Enli, G. (2019). Digital detox: Media resistance and the promise of authenticity. Convergence, 26(5–6), 1269–1283. https://doi.org/10.1177/1354856519847325
______________________________________________________________________

Non-participation in digital media: toward a framework of mediated political action: Endnu et forsøg på at skabe en klassificering af forskellige former for ikke-brug, herunder ikke-brug som aktiv modstand mod at blive overvåget.

Casemajor, N., Couture, S., Delfin, M., Goerzen, M., & Delfanti, A. (2015). Non-participation in digital media: toward a framework of mediated political action. Media, Culture & Society, 37(6), 850–866. https://doi.org/10.1177/0163443715584098
______________________________________________________________________

Factors Related to the Behavior of People Who Have Never Used the Internet for Voluntary Reasons: En artikel der fortolker data fra survey af Sydkoreanere der friviliigt aldrig har brugt internettet selvom de har haft mulighed for det. 

Park, K. (2020). Factors Related to the Behavior of People Who Have Never Used the Internet for Voluntary Reasons: Cross-Sectional Survey Study. Journal of Medical Internet Research, 22(11), e20453–e20453. https://doi.org/10.2196/20453
______________________________________________________________________

Maintaining connections: En artikel om 80-årige og 90-åriges ikke-brug af digitale medier, fortalt igennem en række tekno-biografier. Ikke-brug beskrives som nuanceret og kompleks, ikke som udtryk for ren passivitet eller 100% manglende interesse.

Fernández-Ardèvol, M., Sawchuk, K., & Grenier, L. (2017). Maintaining Connections: Octo- and Nonagenarians on Digital ‘Use and Non-use.’ Nordicom Review, 38, 39–51. https://doi.org/10.1515/nor-2017-0396

______________________________________________________________________

Og Maren Hartmanns artikel: Hartmann, M. (2021). “Install Freedom Now!” Choosing Not to Communicate with Digital Media at Work and Home. Javnost – The Public, 1–16. https://doi.org/10.1080/13183222.2021.1889831