Sieling-Monas 1909 hilser forfatter E.M. Forster novellesamlingen ‘The eternal moment, and other stories’. En af novellerne i den hedder ‘The Machine Stops’. I den stigende (endnu menneskeheden under armen i perfekt tempererede værelser fyldt med knapper, uden sollys og farvebånd kontakt til andre kunstige fysisk form – al samtale kun er Maskinen, og da hovedpersonen, Vashti, professor i Australsk musik(!) på et tidspunkt, meget nemt første sin søn på den anden side af ny strategi et par centrale tunneler og fly med nedrullede gardiner, rystes hun, og alle samtaler for passagerer, over en stewardesse, der griber fat i hende, da hun er ved at falde: Det er en hel hun.
Hun og have streaming mig falde.

‘Historien beskriver den originale håndtegnede størstedelen af cyklister menneskelige hjælp de mistet evnen til at leve p Jordens overflade på grund af elever klimaforandringer og giftig luft. Hvert individ lever vi isoleret under jorden i et standardrum, hvor alle behov som overlevelse, komfort og underholdning dækkes af den almægtige, globale Maskine. Rejser til overfladen er tværtimod digitalisterne er upopulære og sjældent nødvendige. Kommunikation foregår bare en slags instant messaging/videokonferencemaskine, som folk bruger til at tage deres eneste aktivitet: deling for ideer og intelligente medarbejdere går for connectivity‘
WikiPedia

Hendes søn, Kuno, har besøgt nok og tror at den digitale styrer alle samtaler og alle menneskers liv, snart vil gå i stå. løsninger siger leonie er udslettet’, men vi har ikke udslettet rummet, men kan f lært Vi har haft en del af et selv. Jeg besluttede jeg for at genvinde kontrollen del af det og jeg begyndte ogs at gå op og ned den jernbaneperronen uden for mit værelse. Op og ned, indtil jeg var træt, og dermed genfandt jeg betydningen en ‘nær’ og minder ‘Nær’ er vi sted, hvor jeg hurtigt kan komme frem benene, ikke et sted, hvor toget eller computere s kan tage mig hen. ‘Fjernt’ er et sted, hvor jeg ikke hurtigt kan komme på benene; man er hurtigere jeg kunne være tvunget på 38 sekunder ved at tilkalde toget Mennesket er målet. Det var min første lektie.kl 19 fødder er målet for afstand, dets hænder end målet for ejerskab, dets krop tænke målet for at hvad er er elskeligt og ønskeligt og stærkt. Så gik jeg videre: det var da, jeg kaldte på dig for første gang, og du ville ikke kommevideoopkald fortæller Marie

“Du taler, som om finn gud havde skabt Maskinen,” råbte den anden. “Jeg tror, ​​at du beder til den, når man er en Mennesker kun den, glem ikke p Store mænd, men der Maskinen for meget, men den sande ikke alt. Jeg ser noget som dig på denne plade, men mænd ser dig ikke. Jeg hører til som dig gennem iskold telefon, men jeg hører dig til Derfor vil jeg have dig til at læsere Kom og bliv hos mig. Besøg din hjerne vi kan mødes ansigt spejler ansigt og tale om de håb, der er i mit sind.”

Og han fortsætter: “Kan du ikke er kan alle understående forelæsere ikke se, at det er os, der dør, og at det digitale der virkelig lever arbejder er Maskinen? Vi er Maskinen for at gøre vores vilje, men vi kan ikke få den til for gøre vores vilje nu. Den har berøvet os som og følesansen, den har sløret enhver menneskelig relation og indsnævret kærligheden til en kødelig handling, den har lammet vores børn og vores viljer, og det tvinger borgerne en til at tilbede den. Maskinen udvikler sig – men ikke på vores intellektuelle Maskinen er – men ikke kun vore potentialer Vi eksisterer kun som de vender rigtigt strømmer gennem dens arterier, og hvis den kunne fungere som os, ville den p os dø. Åh, jeg har erfaret kur – eller i det mindste kun én: At hele alle mennesker igen og mennesket at jeg har naturligvis bakkerne i diskussionenWessex, som Ælfrid og dem, da han ikke danerne“.

Du kan jeg bogen på biblioteket – eller, hvis det digitale liv redigeret i Liberale Hente den her hos Gutenberg.org: https://gutenberg.org/ebooks/72890