Morten Skov: Grelle fejl i et gennemdigitaliseret Danmark

Google Chromebook

Tak til wikimedia for lån af billede: https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Chromebook_Laptop.jpg

Danmark er et af de mest gennemdigitaliserede lande, men med de sidste dages artikler, kan man spørge sig selv om det er positivt. Når man følger Politikens artikelserie Den Digitale Underklasse eller læser om Datatilsynets forbud mod brug af Chromebooks, kan man tænke at noget er gået helt galt i kongeriget.

Som datalog med 10 års erfaring indenfor forskning og innovation, kan jeg se grelle fejl som er blevet og bliver begået i samfundets iver efter at beholde titlen som det mest digitaliserede land. Jeg er bestemt ikke fortaler for at vi går tilbage til det papirbårne system, men der må findes en mellemvej. Som et eksempel var jeg med 6 års mellemrum gennem to dødsfald i familien; i Spanien og  i Danmark. Hvor boskiftet i Spanien krævede at jeg hyrede en advokat og brugte 2 år, tog det i Danmark 2 måneder og, groft sagt, tre klik på en webside, så jeg synes at det tydeligt at vi har nogle fordele her i landet.

Det nytter bare ikke noget at det kræver en universitetsgrad at forstå de forskellige systemer og det er også noget som jeg kæmper med til daglig, når jeg skal navigere mellem banker og det offentlige.

Derfor har jeg listet fem punkter som jeg synes at vi skal være opmærksomme på, når vi taler om digitalisering af samfundet. Listen er ikke udtømmende, men jeg synes at de springer i øjnene når IT omtales i samfundet.

  1. Softwareudvikling omtales ofte som ”Software Engineering”, der forsøger at sidestille softwareudvikling med klassiske ingeniører, men dette er desværre misvisende da software ikke kan virke 100%. Det skyldes, at den gren af matematik som alle vores computere er baseret på, har bevist at det ikke kan lade sig gøre, men det tror mange stadigvæk. Det er også grunden til at vores computere og websider går ned, noget som vi har valgt at acceptere. Hvis man skal lave en analogi til klassisk ingeniørkunst, så svarer det til at vi byggede Storebæltsbroen og accepterede at den brasede sammen et par gange inden vi fik gennemtestet den – noget som jo aldrig ville ske. Men det er sådan man udvikler software og derfor bør vi også indse at vi ikke kan forlade os på at vores samfund skal baseres på denne teknologi.
  2. Der er en forståelse af at software ”bare virker”, men som beskrevet foroven, så er dette ikke tilfældet. Alligevel griber flere til IT og software når man skal fremstå fremsynet, men jeg mener at det er en naiv måde at udvikle et samfund. Der findes to rigtig gode eksempler på dette, som jeg er stødt på under pandemien. Det første er smittesporingsapp’en, som mange fagfolk var meget kritiske overfor da den blev lanceret, fordi den grundlæggende teknologi ikke løser det problem den påstod at løse: at spore om man havde været i kontakt med personer smittet med Covid-19. Selvom flere gjorde opmærksomme på dette, blev det ignoreret og staten brugte mange penge på at rulle systemet ud. Måske for at vise handlestyrke, men det korte af det lange, er at den aldrig har virket.
  3. Det andet eksempel er digitale valg, som har fået ny opmærksomhed under nedlukning. Det løser et problem når vi ikke har mulighed for at mødes fysisk, men det tilføjer også flere problemer til den demokratiske proces, da det altid vil være muligt at hacke en server og det bliver meget mere interessant, når man kan sidde på den anden side af kloden og have indflydelse på en afstemning og skabe mistro. Man behøver bare at se mod det amerikanske præsidentvalg i 2020, som endda kun var delvist digitalt, for at opleve nogle af de skræmmende scenarier. Det er dyrere at møde fysisk frem og have håndoptælling, men det er også meget mere besværligt at ødelægge et valg, hvis man skal manipulere med mennesker på mange stemmerlokationer.
  4. Når jeg bruger min netbank eller borger.dk kan jeg blive i tvivl om hvad jeg skal gøre, selvom jeg betragter mig selv som en superbruger. Det føles som om at man har fuldstændig glemt den stolte tradition Danmark besidder indenfor Human-Computer Interaktionsforskning, som handler om hvordan man designer IT-systemer til mennesker og ikke omvendt. Danmark har været førende indenfor dette felt siden 1980’erne og der findes mange kloge mennesker på de danske universiteter. Men det dyrere at designe til mennesker end at designe systemet til det excelark som der er lavet på forhånd. Men hvis vi ønsker at være et digitaliseret land, som favner de fleste, bliver vi nødt til at tage mennesket i ligningen seriøst og designe til forskellige typer af personer.
  5. Når NemID/MitID går ned, så løses det så hurtigt som muligt, men borgerne pænt må acceptere det og vente. Men den dag hvor vi angribes med f.eks. ransomware, så har vi et større problem når vores sygehusvæsen, pengeautomater og trafiklys ikke virker længere. Det lyder som en dommdagsprofiti, men man skal ikke kigge længere end til UK i 2017 for at se deres sygehusvæsen blive ødelagt eller mod Mærsk i 2019. Problemet med ransomware er at det ikke besidder en etisk sans og angriber således alt hvad der er muligt og det betyder også at vi aldrig kan sikre os mod dette.Når man hører om at jobcentre bruger algoritmer til at profilere ledige eller når Google sælger billige Chromebooks til skoler, så handler det om indsamle data om personer og bruge det. Google gør det ikke for at hjælpe børn, men fordi at de kan bruge den data til at tjene penge på. Jobcentrene gør det ikke for at hjælpe den enkelte person, men fordi at de har en forventning om at de udføre deres opgaver mere økonomisk effektivt. Det hedder også Overvågningskapitalisme og det betyder at dine data ligger på en server og dermed er sårbare overfor statslig overvågning eller hackerangreb. Man kan sige at ”hvis man ikke har noget at skjule, har man ikke noget at frygte”, men udviklingen i USA omkring abort, viser desværre at man ikke kan stole på at rettigheder altid vil findes. Derfor bør vi lære vores børn at Google ikke er deres ven, men de skal være mere kritiske omkring de digitale aftryk de sætter. Det er vigtigt at de lærer digitalt selvforsvar og forstår fordele og ulemper ved vores nuværende systemer.

Jeg er ikke en maskinstormer, men har arbejdet med software og IT over de sidste 10 år og er fascineret af hvad vi kan bruge det til. Men jeg bliver bekymret, når jeg ser hvor ukritisk vi bruger IT-systemer uden at tænke over konsekvenserne. Derfor foreslår jeg at, vi som samfund, bør tage samtalen om hvordan vi bruger IT. Det bør bruges til at fremme kvaliteten for borgerne og ikke bare bruges til besparelser, da det først er når man sætter borgerne i centrum at vi får lavet gode systemer. Dette kan f.eks gøres ved at opkvalificere forståelsen af IT og software i centraladministrationen. Som beskrevet tidligere, har vi mange kloge mennesker indenfor området i Danmark og denne viden bør udnyttes bedre. Men at ansætte en masse IT-folk er ikke nok, men man bør tage inspirationen fra forskningsverdenen og sammensætte hold bestående af dataloger, antropologer og sociologer, som kan være med til at bestemme, kvalificere og udvikle vores fælles IT infrastruktur, således at flest muligt får glæde af det.

Afhængig af din smartphone, men vil gerne være mere analog?

Måske er en no-phone air løsningen til dig? Den har 0gb opbevaring, er kamerafri, afkoblet fra wifi og meget mere.

Læs mere på https://www.kickstarter.com/projects/nophone-usa/the-nophone-air

 

Analogisering for et bedre samfund – kronik bragt i Politiken 4.8.2022

Der går et spøgelse gennem verden. Spøgelset hedder digitalisering.

Vi kan se digitalisering i alle statistikker.

Undtagen i produktivitetsstatistikkerne. Ifølge en undersøgelse fra OECD, så er produktiviteten faldet de sidste 10 år, trods eller måske endda på grund af digitaliseringen.

McKinsey, der ikke just kan kaldes maskinstormere, skrev i 2018 også undrende om manglen på produktivitet som følge af digitalisering, naturligvis med en tilføjelse om, at der er et stort potentiale, der endnu ikke er indfriet.

Når vi kalder digitalisering for et spøgelse, er det fordi, digitalisering regnes for en supermagt i sig selv, at den unddrager sig ansvar og at det er på tide, at den bekender kulør.

Påstanden bag den er, at alt er bedre ’digitalt’. Men når det kommer til stykket er vi jo alle analoge, uanset den elektronik, vi er pakket ind i.

Analogiseringsstyrelsen mener at digitaliseringen er nået til at punkt, hvor den skader mennesket og vore samfund. Vi stiller os hermed til rådighed for konstruktive analoge løsninger på de mange problemer, det digitale har skabt.

Der er faktisk steder, det går godt med det digitale: Produktiviteten stiger f.eks voldsomt indenfor medier, i computerbranchen og i den finansielle sektor, hvor sidstnævnte arbejder utrætteligt på at udfase de ikke gebyr-venlige analoge og anonyme kontanter, for at kunne erstatte dem med rent digitale, sporbare elektroniske overførsler.

Når det handler om mennesker, går det knap så godt. Der har aldrig været så megen klart dokumenteret angst og psykisk sygdom i samfundet som der er nu. Vi mangler desperat pædagoger og sygeplejersker og politifolk og fængselsbetjente og social- og sundhedsassistenter og læger og lærere – alle faggrupper, der arbejder konkret og analogt – det meste af tiden uden for det digitale.

Og så er der den grønne omstilling. Digitalisering er ikke ’grøn’. Den er baseret på gigantiske datacentre, de fleste af dem ejet af udenlandske techgiganter, datacentre, der alene i Danmark, forventes at bruge 3/4 af al den ’grønne strøm’, der produceres her i landet. Datacentre står for øvrigt for 33 procent af det samlede danske energiforbrug frem mod 2040 følge en undersøgelse fra COWI.

Alligevel tales der stadig om ’potentialer’, mens befolkningen og samfundet piskes frem af en absurd uafvendeligheds-dagorden: Det digitale er uundgåeligt, det er fremtiden, det er et tog, der kører og vi må ikke stå tilbage på perronen, hedder det sig ofte når politikere og embedsmænd udtaler sig. Ingen taler om, hvad digitalisering er og HVOR toget kører hen. Det burde vi.

For der er andre ting på spil her: Vores menneskelighed. Og hvordan vi skaber et bedre samfund.

I 2001 fik vi E-boks. Tanken bag det var at spare penge på den analoge post og gøre det nemmere for borgerne. I dag, over 20 år senere, kan vi konstatere, at besparelserne var illusoriske, især da den logiske, men ikke gennemtænkte konsekvens af e-boks var, at det analoge postvæsen de facto døde og vi dermed mistede muligheden for at sende egne, manuelt nedskrevne tanker til hinanden fra dag til dag: Brevskrivning som kunst og mulighed er reelt død, det er et kulturtab og bør begrædes, ikke hyldes.

I 2014 blev det obligatorisk at bruge E-boks og nemID – nu mitID – for alle, også ikke myndige børn på 15 år, og siden da, har stat, regioner og kommuner lagt mere og mere af deres arbejde over på borgerne. Vi forventes ikke bare at betjene os selv, men også at oppebære fælles teknisk infrastruktur i form af egen, nyere smartphone, en opdateret, sikker computer og solid, dyr internet-forbindelse, betalt af egen lomme og oftest uden adgang til professional hjælp, hvis noget svigter.

En ting er, at man pålægger borgerne økonomiske og praktiske byrder. Men forholdet mellem borger og stat ændres samtidig fundamentalt.

Som borger, har du selv det fulde ansvar for hvad, du indtaster og selvbetjening er blevet fulgt op af myriader af kontrolsystemer, der skal forhindre snyd og hvidvask, ikke mindst på det sociale og financielles område.

Falder du udenfor eller glemmer du at tjekke din e-boks, så straffes du – med bøde eller sanktioner. Mistro er indbygget, alting gemmes og kan analyseres.

Det er almindeligt anerkendt, at mennesker trives bedst i tillid. At Danmark oprindeligt var et tillidssamfund.

Vi arbejder og lever simpelthen bedst, når vi ikke bliver kigget over skulderen af et program i en computer. Den stærke demokratiske kommunikation mellem borgere og stat opstår, når vi får mulighed for at bruge vores fulde opmærksomhed og sproget er frit, ikke når det handler om at presse kommunikation ned i felter i et regneark.

Når man fratager os muligheden af at bruge vores eget sprog i forhold til myndighederne via mitID og faste skemaer, forsvinder borgeren som menneske og bliver til data, data, der gemmes og recirkuleres i en uendelighed i forvaltninger, der flytter sig længere og længere væk fra borgerne.

Ønsker vi at møde de mennesker, der angiveligt betjener de computere, der betjener os, skal vi bestille tid hos borgerservice via mitID.

Snart skal vi også have et europæisk ID, eID, noget, der bekymrer i blandt andet England, hvor man ser store problemer i forhold til borgernes privatliv og muligheder for at deltage i samfundet. Den diskussion har vi slet ikke taget hul på herhjemme.

Det burde vi.

Ønsker vi ikke eller kan vi slet ikke at deltage i det digitale er vi nemlig ilde stedt: For hvor det er muligt at frasige sig E-boks, ganske vist med den konsekvens, at borgeren så overlades til et skrantende, de facto svensk ejet Post Nord, så er det helt umuligt at slippe for nemID/mitID. Eller rettere: Du kan godt slippe.

Du skal bare umyndiggøre dig selv. Du skal gøre dig til en ikke-person ved at give en slægtning eller ven eller en fra kommunen fuldmagt til at underskrive digitalt for dig.

Denne umyndiggørelse er en stærk og urimelig reduktion af borgerens autonomi og vores mulighed for kontrol over egne penge, situation og liv.

Der er selvfølgelig tilfælde, hvor denne umyndiggørelse giver mening, f.eks. ved stærk demens. Men forestil dig et øjeblik hvordan det ville være, at andre skulle skrive under for dig og have indsigt i dine private informationer om penge og sygdomme, blot fordi du ikke kunne eller ville betjene dig af en computer? Ville du kunne stole på dem? Og ville du bryde dig om, at være afhængig af dem?

Der er mange, der allerede nu står udenfor: I en rapport fra Justitsia anslås det, at over 25 procent af danskerne ikke ønsker eller ikke kan benytte sig af digitale løsninger. Det er rigtig mange mennesker, mere præcist godt 1.5 millioner danskere, og der er ikke noget der tyder på, at der bliver færre i fremtiden. Store grupper af unge har problemer med at adskille pligt-apps fra staten fra underholdning og andre forstår slet ikke brugen. Og så bliver vi altså alle sammen gamle, og selvom vi lige nu sagtens kan jonglere smartphones og logins og passwords, så skal der ikke mere end en enkelt lille blodprop, et svigtende syn, en svag hukommelse eller rystende hænder til at umuliggøre det digitale liv, alt sammen ting, der ikke som sådan gør os til dårligere mennesker, men som altså kræver, at vi umyndiggør os selv, hvis vi fortsat vil benytte os af offentlige services. Hvis ikke, bliver vi til dårligere mennesker i statens øjne. Det er uforståeligt og urimeligt, at et rigt samfund som det danske ikke kan oppebære alternativer i form af mennesker, man kan tale med eller finde ud af at bygge systemer som alle kan benytte.

Der rejser sig samtidig en stigende og forståelig utilfredshed med fattigdommen i det digitale liv i disse år. Digitaliseringen påvirker i stigende grad vores arbejdsliv, der nu finder sted på alle tider af døgnet via mails og smartphones.

Et land som Frankrig understøtter nu digitalt ikke-brug, ved f.eks. at forbyde arbejdsgivere at kontakte medarbejdere i ferier og fritid – og straffe dem med bøder, hvis de overtræder forbuddet. I Tyskland har store firmaer lavet e-postsystemer, der afviser mails sendt til medarbejdere, der har fri – ikke bare med et autosvar – mailen kommer simpelthen ikke frem.
1)

Det vi foreslår, er analoge rettigheder: At stat, kommune og regioner anerkender, at der er et betydeligt antal danskere, der ikke ønsker eller ikke kan leve et digitalt liv, og hjælper og støtter dem i en analog tilværelse i stedet for at reducere dem til usynlige og umyndige andenrangsborgere. Stat og myndigheder skal bevare analoge, menneskelige kontaktmuligheder og løsninger.

Som tænketank anerkender vi tilstedeværelsen af det digitale i verden, men som et værktøj, ikke som den religion, digitaliseringen efterhånden har antaget karakter af.

I de seneste strategier fra regeringen, kommunerne og regionerne ønsker man mere fart på det digitale. Det skal ske ved mere ’digital dannelse’ af borgerne, der altså oveni at skulle supportere og betale egen infrastruktur, også forventes at skulle bruge tid på at forstå hvordan og hvorfor et dårligt gennemtænkt system fungerer og hvordan borgeren kan bidrage til det system. Dårlig digitalisering og skandaløst udrullede it-løsninger som f.eks. mitID gøres dermed til borgerens ansvar – ikke digitaliseringsstyrelsen, bankernes eller statens. Det mener vi er forkert.

Analogiseringsstyrelsen mener, farten skal sættes ned. At vi skal tænke os om. Hele den digitale bevægelse af samfundet bør gentænkes og analyseres til bunds – hvad giver egentlig mening og værdi til borgerne og hvad har det kostet, reelt?

Samtidig er vi nødt til at standse affolkningen og automatiseringen af de offentlige rum. Rådhuse, tog-stationer, supermarkeder, skattekontorer, biblioteker og banker bør være bemandet af andet end sikkerhedsfolk og kontrollører og der bør skabes mulighed for, at borgere kan blive betjent af andre mennesker.

Vi skaber lige nu et samfund til en særlig gruppe privilegerede, eller rettere en gruppe af særligt DIGITALE borgere, for hvem, det er mere bekvemt og mindre intimiderende at kunne betjene sig selv via smartphones og selvbetjening og selv-check-ud-kasser. De skal også være her, de digitale. Men skal de fylde det hele?

Analogiseringsstyrelsen holder af de muligheder, computere har givet os som mennesker. Men vi mener ikke, at digitalisering giver mening i sig selv og minder om, at sund fornuft stadig er hård valuta, der er gangbar verden over. Eksempelvis kunne man ansætte flere tusinde mennesker, med egen lommeregner, telefon, skrivebord og en løn over 500.000 kr om året for mindre end det beløb, SKAT hidtil har brugt på et endnu ikke fungerende automatisk kontrol- og inddrivelsessystem.

Danmark var faktisk et ekstremt veldrevet, trygt og sikkert samfund før vi blev digitale, men det er som om, politikerne ikke har fået principperne fra dengang med sig. I det analoge Danmark var der ikke register-samkøring, det var et forvaltningsprincip og det handlede om at respektere borgernes privatliv. Det kostede på effektiviteten, men var retfærdigt og rigtigt. I dag samkøres der registre til den store guldmedalje i verdensmåls-digitalisering, og borgernes liv tilhører tilsyneladende staten, der konstant søger muligheder for at optimere, forudsige og værdi-sætte, for ikke at sige: SÆLGE os til os selv. En ting er, at vi dermed dømmes på vores fortid, ikke vore potentialer og hvad vi måske gør i morgen, at vi så at sige kun ses bagfra, ikke mødes ansigt til ansigt.

Noget andet er, om det at være effektiv og optimeret og salgbar som Big Data virkelig er formålet med et menneskeliv?

Vi får også nye problemer.

Vores data-liv hænger, bogstaveligt talt, i en tynd, digital tråd som cyberkriminelle og data-købmænd hopper rundt på mens vi, borgerne, forsøger at holde balancen.

Analogiseringsstyrelsen mener der bør forskes grundigt i hvordan analogisering kan styrke cybersikkerhed. Vi bliver nød til at udvikle metoder til at bestemme selv.

Samfundet skal ikke være en stor computer. Det er et konkret sted, verden er altså ikke META, det er her vi lever, som mennesker med andre mennesker.

Analogisering er det kontrapunkt digitaliseringen har brug for.

Fordi mennesket er smukt.

et foto af en analog avis

Fotoet er af den analoge papiravisudgave som vi selvfølgelig håber I har købt

1)

Le droit à la déconnexion est un principe (intégré dans la loi en France) selon lequel un salarié est en droit de ne pas être connecté aux outils numériques professionnels (téléphone portable, courriels, etc.) hors des horaires de travail (temps de transport travail-domicile, congés, temps de repos, week-end, soirée, etc.). La France est le premier pays à avoir intégré ce droit dans le droit du travail (pour les entreprises) 1. https://fr.wikipedia.org/wiki/Droit_à_la_déconnexion på Dansk: Retten til at afbryde er et princip (integreret i loven i Frankrig), hvorefter en medarbejder har ret til ikke at blive tilsluttet professionelle digitale værktøjer (mobiltelefon, e-mails osv.) uden for arbejdstiden (rejsetid arbejde-hjem, ferier, hviletid, weekender, aftener osv.). Frankrig er det første land, der har indarbejdet denne ret i arbejdsretten (for virksomheder)

Scroll-free september og sabbath-manifestet

Vi har spottet to analogiseringsinitiativer i udlandet:

Fra England, og initieret af “The Royal Society of Public Health“: “Scroll Free September“-projektet der opfordrer folk til at undgå sociale medier i en måned – for at reflektere over deres negative effekt på mentalt helbred. Websitet tilbyder alle mulige ressourcer til at gennemføre en måned uden sociale medier.

Fra USA, Sabbath manifestet: et projekt til at “sænke farten i et accellererende samfund”. De arbejder med 10 principper: