De seneste år har ikke være nemme for mennesker, der foretrækker at leve at analogt liv.
Digitalister fra fremskridtsoptimistiske blockchain-besatte regeringer og multinationale firmaer med bitcoins i øjnene, tager hver eneste dag en stump af det analoge liv, mange af os foretrækker, og laver venlig menneskelig betjening om til en app eller en chatbot. De tager vores kontanter og erstatter dem med mobilepay, de fjerner busplaner og hænger digitale skilte op, hvor man kan ændrer ankomsttiderne efter forgodtbefindende, de indfører corona-pas og nummerpladescannere og parkeringapps og overalt og igen og igen skal man have sin nemID-app frem og swipe sig fremad i et lysende helvede af dårligt programmerede websider, nu også for at kunne få en aftale med den borgerservice, der ellers udgør et lille analogt figenblad af menneskelighed i en iskold, selvbetjent verden.
For der bliver tydeligvis længere og længere mellem menneskene mens antallet af computere omkring os vokser.

Det regnes for bedre at stirre ind i en skærm, end i øjnene på en medborger, og desværre har mange taget det digitale til sig, uden at stille spørgsmål og uden at tænke nærmere over det tab, også de har lidt, måske fordi de ikke længere orker at løfte blikket fra deres retina-skærme og kun kommunikerer gennem air-pods? Det stiller de endnu mange frie borgere, der ikke har en smartphone eller som ikke ønsker at deltage, fuldt eller i det hele taget, i det digitale, meget dårligt.
Især fordi digitalisterne brænder de broer, de betræder.

Ikke så snart har man opfundet et digitalt alternativ til noget allerede fungerende analogt, før det sidste forsvinder – de nye skærme skal øjeblikkeligt tilbagebetales med mennesker, der fyres fra deres job som det personale, der ellers taler med kunder og borgere og bliver de ikke direkte fyret, tvinges de til en trist omstilling, hvor de ender som klikkende zombier bag en skærm og et skrivebord.

De ikke-digitale er ellers mange: Her i Danmark har en undersøgelse fra KL og Digitaliseringsstyrelsen afdækket, at mellem 17 og 22 procent af indbyggerne i Danmark enten ikke vil eller kan bruge digitale løsninger. Det er langt over en million danskere, der hermed er ladt i stikken, og selv digitaliseringsstyrelsen antager, at det virkelige antal borgere, der foretrækker  eller kun kan bruge personlig betjening af virkelige mennesker, er langt, langt højere, da mange halter sig igennem vha venner, børnebørn og familie, der tvinges til at agere helpdesk, da hverken stat eller firmaer tilsyneladende mener at fysisk menneskelige hjælp er et indsatsområde, der kan betale sig.

Der hersker desuden en massiv misforståelse omkring, at denne gruppe er gammel og derfor vil uddø med tiden. Det er ikke rigtigt. Tværtimod er den voksende i takt med, at digitaliseringen er blevet mere omfattende og kompliceret og i øvrigt bliver selv de mest forhærdede digitalister selv gamle og funktionsnedsatte engang. Hvor der i dag tales højlydt om ’den digitale kløft’ mener vi, vi bør tale om den analoge, at vi efterlades på den anden side af en virtuel bro, der kun kan betrædes, hvis man har det rigtige, digitale tankesæt og – ikke mindst – det rigtige udstyr. Det kan ikke passe, at borgere i Danmark skal være pakket ind i smartphones og højhastighedsinternet og 5g for at kunne fungere som det, vi alle sammen er: Borgere.

Det værste er, at det digitale sælges til os, som en demokratisk, oplysende teknologi, når alle med to fungerende øjne i ansigtet kan se, at den er det modsatte, og at vi langsomt nærmer os et data-tyranni, hvor kun de, der bidrager med, i øvrigt ret tilfældige, data om sig selv, har ret til at være her?
Danskere uden smartphones og adgang til nettet bliver langsomt marginaliseret og det skal stoppe NU!

Vi er trætte af at høre bemærkninger som ’kom nu ind i kampen’, ’vil du tilbage til stenalderen’, ’så svært er det vel heller ikke’, ’hvis du ikke har noget at skjule har du ikke noget at frygte’ og ’toget kører nu, vil du stå på perronen’, når både vi, og digitalisterne, hvis de gad tænke sig lidt om, godt ved, at det ikke er sådan det forholder sig. Vi er vrede over at blive udskammede, for at ønske at leve et liv, der er mere i vores egne hænder end maskinernes og vi fortvivles over, at politikerne og de store firmaer har fået held med, at påstå, det ikke kan være anderledes!

De har indført en ’nødvendighedens lov’, hvor digitale urimeligheder og forringelser i vores alle sammens verden indføres, ikke fordi det giver mening, men fordi man skal, fordi det påstås at være fremtiden og fordi der (måske!)er penge at spare og fordi det virker moderne. Digitalister er determinister. De taler i et toneleje og med en næsten barnlig, fundamentalistisk alvor, som var de præster for en tech-gud, der kun ser verden i absolutter og uafvendeligheder.

I et og nul.

Det er en binær, gammeldags og ukreativ og ikke mindst umenneskelig livsindstilling.

Værre endnu: Det er altså ikke givet, at det digitale er den eneste vej, tværtimod. Digitalisterne skaber mennesker om til slaver af påstået bekvemmelighed, dataslaver, hvis egentlige formål er at levere til algoritmer. Således er selv moderne forskere nu så betagede af de mængder af stjålne data, techgiganterne har taget fra al verdens borgere, at de ønsker fuld adgang til hele møgbunken, og tror sågar det kan gøres uden at få meget beskidte hænder.
Det er hæleri.

Og det skal standse nu, hvis der er rimelighed og fornuft tilbage i verden. Der skal være plads til alle.
Til både digitale og analoge borgere og dem midt imellem – hverdagen er ikke digital, den er stadig og vil altid være analog. Derfor må vi kræve fuld indførsel af analoge rettigheder NU!

Og respekt for os, der ikke kan se lyset i en skærm, men foretrækker det, der er i øjnene på vore medmennesker.
Stands udskamningen.

Vi er analoge. Og vi er stolte af det.