I dag har mange unge fået besked om de er blevet optaget på den uddannelse de har søgt. De er alle unikke, smukke individer, og det er uddannelsesinstitutionernes ansvar at skabe de bedste rammer for, at de får så meget ud af deres tid på studiet som muligt, og at der tages hensyn til hvordan de lærer bedst.

Digitale fremskridt

Med digitalisering af uddannelse, siges det, er der gjort fremskridt i forhold til at tilpasse læremidler til den enkeltes behov. Med computere er der mulighed for at den studerende kan tilgå læremidler når det passer hende, eller i det tempo der passer til ham – og det i brugerflader der kan tilpasses til den enkeltes æstetiske og funktionelle præferencer. Med adaptiv læring, maskinlæring m.m. er der også store håb til, at computere snart vil kunne tilpasse indholdet til den enkeltes læringspræferencer, så undervisning i højere grad vil ramme den lærendes sweetspot dvs. i en perfekt stilladseret sværhedsgrad og i en form der opleves som engagerende af den enkelte – f.eks. som spil, som podcast eller med fokus på det visuelle. Takket være lærings- og kommunikationsplatforme kan elever og studerende også nemt få adgang til deres fæller: er der noget man ikke lige forstår kan man lynhurtigt pinge dem – og i den process kvalificere tanker, eller få adgang til vidensressourcer der ligger gemt i netværket. Endelig muliggør hele den infrastruktur også, at der frigøres tid til læreren: arbejdet med at skulle informere om undervisning er gjort nemmere. Læreren skal ikke bruge tid på kommunikation om logistik – hun skal bare uploade det til en central platform.

En halvt fuldbyrdet intention

De intentioner der driver megen teknologisk udvikling i uddannelse udtrykkes som omsorg for den enkelte. Men der er et stykke vej endnu, for at fuldføre visionen. Systemet mangler at tage hensyn til tre læringsstile der er blevet overset i al begejstringen over computerens fleksibilitet.

1: Analoge læringsstile

Nogle studerende bliver meget engagerede af den tidsbundne, person-bårne undervisning. Det, at et uddannelsesmæssigt tilbud er begrænset til et bestemt tidsrum kan virke motiverende for nogle. Det er en særlig, unik hændelse, som man så at sige “sætter sig op til”. Det kan være et foredrag med en særlig god underviser, en vejleder eller en gæsteforelæser. Det er også det, som kan være så motiverende ved en eksamenssituation: man sidder der – som subjekt – og bliver set og hørt og taget stilling til, i selskab med to mennesker der har det som eneste formål at lytte til en – og det er de eneste de laver. Hvis det altid var muligt at tage eksamenen, og man var usikker på om eksaminator og censor var i gang med andre interessante ting i brugerfladen end at eksaminere; hvis man altid kunne inddrage livliner i form af venner og andre vidensressourcer, ville man gå glip af følelsen af at være et menneske der kan noget, i kraft af sig selv, i et unikt, særligt øjeblik. Vi mangler at tilgodese læringsstile der trives i det analoge og det  tidsbundne.

2: Dybe læringsstile

Relateret til analoge læringsstile, kan man sige, at det analoge er effektivt til at tilfredsstille dybe læringsstile: dvs., i rum og med medier der skaber den bedste forudsætning for makismalt fokus på indhold. F.eks. i rum hvor der kun er bøger tilstede. Bøger har den fordele at de er reklamefri, at de ikke trætter øjnene og er 100% fokuserede på indholdet – man bliver f.eks. ikke afbrudt af opdateringer, notifikationer, batteri-advarsler og fristelsen for at ordne alt muligt (netbank, hvor langt ASOS-pakken er nået osv.). Mange mennesker lærer enormt godt, når miljøet omkring dem er fokuseret på indhold. De rum er blevet en mangelvare under den digitale revolution. Vi mangler at tilgodese de dybe læringsstile.

3: Private læringsstile

Til sidst mangler vi at tilgodese læringsstile der trives i fortrolige rum. Der er en stigende data-, evaluerings- og dokumentationskultur på spil, der tilsammen kan give nogen det indtryk, at alt hvad der bliver sagt indenfor uddannelsens fire vægge (eller på brugerfladen på læringsportaler) bliver lyttet til – eller bliver sendt videre til analyse i den ene eller den anden form. Nogle mennesker lærer meget bedre når det der siges, kun lever i det nu hvor samtaler og undervisning finder sted. Det kan motivere i form af mod til at stille dumme spørgsmål, til at lufte og diskutere kontroversielle holdninger, til at tage interessante afstikkere eller afvige fra det planlagte pensum, uden frygt for at det bliver til data der misfortolkes af fok der ikke kender til samtalens kontekst. Vi mangler at tilgodese private læringsstile.

Et adaptivt uddannelsessystem?

Når systemet bliver adaptivt nok til at tilpasse sig analoge, dybe og private læringsstile vil det være udtryk for ægte fremskridt. Den gode nyhed er, at det kan vi sagtens finde ud af. Vi er de dygtigste i verden til at ændre på uddannelsessystemet i rekordfart.