Danmark regnes angiveligt for verdens mest digitaliserede land, men det bliver stadigt vanskeligere at se om den placering skal udløse medaljer eller om det i virkeligheden er en advarsel i et seks meter langt signalhorn, en advarsel om ødelæggende skær og sirenesange fra et bundløst mørke under det mistænkeligt skærm-blanke hav, vi mennesker besejler?

Således har Københavns Kommune valgt at adressere et af livets evige spørgsmål, ved at gøre det til et uløseligt problem: Et problem, hvis formulering alene, gør det endnu større end det var, før det overhovedet fandtes.

‘Problemet’ er, at gamle mennesker ikke bliver rørt ved og set og besøgt nok, hverken af deres slægtninge eller af de ansatte, der skal tage sig af dem. Når jeg sætter ‘problem’ i anførselstegn, så er det fordi, det på mange måder er et grundvilkår at man bliver mere og mere alene, jo ældre man bliver, ens venner dør, man arbejder ikke længere og kroppens langsomme ødelæggelse tager mere og mere af ens sparsomme tid. Sådan har det dybest set altid været, men i disse verdensmester-digitale-tider har ingen af os tilsyneladende tid, længere, slet ikke til at tage på besøg hos de ældre slægtninge, vi har parkeret på plejehjemmene i kommunen.

Og det har fået Københavns Kommune, og med dem, desværre, sikkert også alle andre kommuner i Kongeriget, til at foreslå noget helt og aldeles vanvittigt.

Nem ‘dialog’?

»Langt de fleste af os har i dag en smartphone, og vi er vant til at kommunikere med alt lige fra banken til vores børns daginstitution fra denne. Derfor er det også helt naturligt, at vi samler kommunikationen mellem den pårørende og plejehjemmet i en app, så vi gør dialogen nem for begge parter,« siger Sisse Marie Welling i en pressemeddelelse.

Sisse Marie Welling er fra SF og har titel af Sundheds- og omsorgsborgmester, og hun mener altså i fuldt alvor at smartphone-brug er ‘helt naturligt’, hvilket i sig selv er en massiv modsigelse, og at den rigtige måde at adressere forholdet mellem pårørende, plejehjemmet og de gamle, er at proppe endnu en ‘app’ ned i den lille skærm, vi alle sammen er tvunget til at stirre stift ned i det meste af dagen, noget som Sundheds- og omsorgsborgmesteren åbenbart foretrækker.

»Jeg har selv en datter, der går i vuggestue i København, og jeg synes, at det er enormt trygt, at jeg bare kan åbne en app, og så ved jeg, at al information fra vuggestuen er derinde. Og hvis min mor eller far boede på et af byens plejehjem, ville jeg da klart foretrække en tilsvarende løsning,« siger sundheds- og omsorgsborgmesteren.

Den ‘App’ som Sisse Marie Welling henviser til, er den nye AULA-app(afløseren for forældreintra), der giver forældre og stat og kommuner mulighed for at overvåge  børn på sikker afstand lige fra vuggestue til gymnasie, helt uden at behøve noget så gammeldags som at være der selv.

Og når Sisse Marie Welling finder det ‘trygt’, så er det måske netop fordi det unægteligt er nemmere at lade som om man kan putte virkeligheden ind i en iPhone og klikke lidt rundt derinde. Herinde kan man nemlig nøjes med at beskæftige sig med det, Sisse kalder ‘informationer’ – og dermed slippe for at tænke over de mennesker, der gemmer sig i dem. Sisse Marie mener, at det vil gøre dialogen ‘nem for begge parter’, men hun glemmer samtidig, at appen netop ophæver al dialog og istedet etablerer et virtuelt skydetelt af gensidig overvågning og mistro, noget man tidligere har set udfolde sig i fuldt flor på forældreintra, hvor tilsyneladende voksne forældre trækker et uendeligt spor af intrigerende småsnak om lus og lærere med sig gennem nætterne, mens børnene ligger i deres senge og stirrer ind i deres telefoner.

Dialog ER ikke nemt. Det skal det heller ikke være. Faktisk er der alt for mange ting, der er blevet alt for nemme, og nej, det gør ikke vores liv, som sådan, en tøddel nemmere. Simuleret dialog via smartphones gør vores liv sværere, fordi det gør os mere ensomme og fordi skærmenes lys ikke kan erstatte lyset i den andens, dit medmenneskes, øjne.

Alarmerende symptom

Analogiseringsstyrelsen opfatter både AULA og den kommende app til kontakt mellem pårørende og ældre som alarmerende symptomer på en døende, skadelig og ubrugelig digitalisme, der her kun skaber yderligere afstand og lapper på den helt begrundede følelse af, at vi ikke længere er her for hinanden.

Det burde efterhånden stå lysende klart, at man ikke ‘bare kan åbne en app’ og så er alting godt. I virkeligheden, og jo, den findes stadig derude(men den behøver altså lidt vedligeholdelse), der kræver både børn og ældre noget helt andet: Tilstedeværelse, berøring og, ikke mindst, kærlighed.

Forskellen på at røre ved en telefon og røre ved et menneske, kan faktisk gøres op i kroner og ører, og Analogiseringsstyrelsen skal på det kraftigste opfordre, ja KRÆVE af kommuner landet over, at de straks at begynder at tage ansvar for deres brug af borgernes skattekroner.

Vi foreslår følgende alternativer: Ægte, menneskelig analog dialog skal have første prioritet! Begynd med at tage telefonen, derinde på kommunen og på plejehjemmene, tag den, og hjælp borgerne med at få svar på det, de spørger om. Slå dørene til rådhuset op, på vid gab og lad os strømme indenfor og spørge og få svar, for nej, vi har ikke noget imod at stå i virkelige køer, måske møder vi nogen vi kender, eller endnu bedre, nogen vi ikke kender, endnu.

Og hvis I stadig hungrer efter et teknisk fix, så er her en billig løsning: I stedet for at udvikle en app, kunne man, i hvertfald så længe vi befinder os i den nuværende nødsituation, at vi ikke har et fungerende, analogt postvæsen, sende samtlige pårørende en sms med en opfordring til at komme på besøg på plejehjemmet/institutionen. I forhold til endnu engang at skulle udvikle og drive en digital erstatning og glitrende undskyldning for reel kontakt, vil det være utroligt kosteffektivt og simpelt.

Når et fornuftigt analogt postvæsen engang er genetableret, kunne man ansætte mennesker til hjælpe de ældre med at skrive breve til deres pårørende med en opfordring til at komme på besøg, eller til at sende breve tilbage – analog post er almindeligt anerkendt som et af de vigtige analoge reflektionsrum, vi alle sammen behøver for at have tilfredsstillende liv.

Børn og gamle sammen?

En anden og mere radikalt tilfredsstillende løsning ville være, at man for de penge, der idag er afsat til meningsløse apps og nyttesløs digitalisering, byggede integrerede institutioner, hvor gamle og børn opholdt sig på samme tid i dagtimerne, noget begge grupper beviseligt ville få stor medmenneskelig gevinst og friktion ud af.

Men vores vigtigste anbefaling til kommunerne og især til den i øvrigt sikkert velmenende, men digitalt forblændede Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling, er at hun lægger sin telefon fra sig, og i stedet rører noget mere ved borgerne og sine børn og sine slægtninge.

Og måske skulle de også røre noget mere ved hinanden, de skærm-ramte ansatte ude i kommunerne? Noget tyder på det er tiltrængt, det er som bekendt gratis, og alle får det bedre og bliver gladere, end de var før.

Faktisk er det ikke bare en opfordring: Det er et krav.

Vi er nødt til at gøre det.

Fordi mennesket er smukt.

 

 

Eksperimentel metode til udvikling af analoge løsninger

Der sker noget spændende når man f.eks. konsulterer vores datterstyrelse, tilgår nogle af deres mange fine udgivelser, og prøver at erstatte ordet “digitalisering” med “analogisering” (en funktion man kan finde i de fleste tekstbehandlingsprogrammer). Umiddelbart skulle man tro det gjorde teksten meningsløs, men det er ofte det modsatte der er tilfældet! Lad os prøve med “Vejledning om digitaliseringsklar lovgivning“. Under “formål” kan man læse:

Digitaliseringsklar lovgivning skal skabe grundlaget for en mere tidssvarende og sammenhængende offentlig forvaltning, som understøtter, at ressourcerne anvendes der, hvor det giver størst værdi for borgere og virksomheder og bidrager til en mere brugervenlig, lettilgængelig og transparent offentlig sektor, som understøtter den enkeltes retssikkerhed. Digitaliseringsklar lovgivning handler kort sagt om at sikre, at lovgivningen passer til det digitale samfund, som Danmark er.

Vi erstatter:

Analogiseringsklar lovgivning skal skabe grundlaget for en mere tidssvarende og sammenhængende offentlig forvaltning, som understøtter, at ressourcerne anvendes der, hvor det giver størst værdi for borgere og virksomheder og bidrager til en mere brugervenlig, lettilgængelig og transparent offentlig sektor, som understøtter den enkeltes retssikkerhed. Analogiseringsklar lovgivning handler kort sagt om at sikre, at lovgivningen passer til det analoge samfund, som Danmark er.

Hvad sker der med teksten? Umiddelbart lyder det nye forslag ikke helt dumt. Analogisering er i hvertfald tidssvarende, i det omfang at det identificerer en lang række spritnye og topmoderne udfordringer skabt i fortiden (læs: af digitalisering), f.eks. redundans (overdreven brug af computere), forstyrrelser, produktivitetstab og overflødig energiforbrug. At tackle de problemer head-on ved at analogisere en række processer, ville tilføje stor værdi til borgere. Man kan også argumentere for at mange analoge løsninger udmærker sig ved at være brugervenlige, lettilgængelige og transparente, og i hvertfald på en måde der understøtter den enkeltes retssikkerhed! Og så er analoge løsninger endda billige, fordi der ikke er implementeringsudgifter (og andre) forbundet med dem (som argumenteret for tidligere her på sitet).

Men kan man tale om et analogt Danmark? Danskeren er – i skrivende stund – et biologisk, psykologisk og socialt væsen. Gode rammebetingelser for sundhed forbundet med alle de biologiske aspekter af eksistensen, psykisk velvære, og social trivsel er stadig forudsætningen for overhovedet at være et virksomt menneske. Hvis man accepterer at et dedikeret fokus på det analoge er forudsætningen, for f.eks. brug af teknologi, kan man godt sige at Danmark er analogt.

Eksempel 2

Dansk Erhverv har også meldt sig på banen med spændende tanker om digitalisering, lad os prøve igen:

Digitalisering forandrer måden, vi lever, arbejder, kommunikerer og handler på, og alle virksomheder er digitale virksomheder. Danmark har længe været i front på digitalisering, men vi mister tempo i en tid, hvor den digitale transformation er i højeste gear. Vejen til fremtiden er digital, og vi skal sikre, at hele befolkningen oplever digitaliseringen som en fordel.

Det bliver til:

Analogisering forandrer måden, vi lever, arbejder, kommunikerer og handler på, og alle virksomheder er analoge virksomheder. Danmark har længe været i front på analogisering, men vi mister tempo i en tid, hvor den analoge transformation er i højeste gear. Vejen til fremtiden er analog, og vi skal sikre, at hele befolkningen oplever analogiseringen som en fordel.

Forandrer analogisering måden vi lever, arbejder, kommunikerer og handler på? Hmm, det er måske lidt mere uklart. Det er måske ikke en forandring, mere et grundvilkår. Men det er indlysende at vi mister tempo i forhold til den analoge transformation, så længe vi digitaliserer som vi gør. At hele befolkningen skal opleve analogisering som en fordel, kan vi kun være enige i.

Sidste eksempel, og en lille konklusion

Digitaliseringsstyrelsen og Dansk Erhverv har ikke monopol på skarpe tanker om digitalisering. Dansk Industri er også godt med, med deres “Flere virksomheder har sat digitalisering på dagsordenen“.

I mere end fire ud af ti virksomheder har topledelsen i høj grad en vision for den digitale omstilling. Det er næsten dobbelt så mange som for to år siden. Det er en tendens, som fortsat skal understøttes, hvis danske virksomheder skal være klar til at gribe de store potentialer, der stadig ligger i brug af ny teknologi.

Bliver til:

I mere end fire ud af ti virksomheder har topledelsen i høj grad en vision for den analoge omstilling. Det er næsten dobbelt så mange som for to år siden. Det er en tendens, som fortsat skal understøttes, hvis danske virksomheder skal være klar til at gribe de store potentialer, der stadig ligger i brug af analoge teknologier.

Også her, giver det sjovt nok mening. I en parallel verden (eller måske endda i denne) ville det lyde snusfornuftigt at topledelser har en vision for analog omstilling: hvordan man forbedrer møder, hvordan man sørger for at medarbejdere bruger deres tid på at passe på deres krop, tænke, drøfte problemer eller forberede sig til produktion (i stedet for at tjekke nyheder og sociale medier på internettet, f.eks.). Det skal selvfølgelig understøttes, hvis vi skal gribe alle de analoge potentialer – lavthængende frugter som de er.

Nogle gange finder man inspiration de mest uventede steder. Der er en tendens, som fuldmægtig i analogiseringsstyrelsen, til at søge viden og nye ideer i værkstederne, i mødet mellem mennesker, og i stimulerende omgivelser  – men det viser sig, at det kan sætte fut i idéudviklingen med en simpel søgning på internettet og søg/erstat-funktionen. Prøv det selv!