Indlæg

Bertel Haarder i det digitale helvede?

Bertel Harder ved godt, han selv er er medvirkende i meget af det, han er ked af nu.

‘Jeg er ikke maskinstormer. Jeg er stolt over, at Danmark er et af verdens mest digitaliserede samfund. Langt foran Tyskland. Som undervisningsminister ivrede jeg for it i undervisningen’

Ja, det gjorde han, og det endte med PC-kørekort og brug af Google og Microsoft, desværre.
Men han så også gerne et mere simpelt samfund nu – mindre computer, mere menneske og måske også et sted, hvor der var bedre plads til kontant betaling i foreninger?

‘Er der nogen, der for alvor har gennemtænkt og evalueret fordele og ulemper ved det elektroniske helvede, vi på mange måder har omdannet vores samfund til?
Hvorfor skal vi forbitre tilværelsen for foreningslivet, virksomhederne og de sociale institutioner af hensyn til datasikkerheden?
Kan vi ikke bekæmpe hvidvask uden de ulemper og personaleudvidelser, der påføres bankerne, foreningerne og mange andre?’.


Og så savner han den ‘personlige betjening’ som vore banker – og staten – skyer som pesten:

‘Vore servicevirksomheder digitaliserer på livet løs, og godt for det. Men kunne det tænkes, at de også gjorde enkelhed og forståelighed til en konkurrenceparameter?
Hvornår finder de ud af at tilbyde manuel og personlig betjening, hvis man er villig til at betale for det? Så man igen kan få en person i røret, når man vil bestille en ydelse?’


Så langt så godt. Men han skriver også: ‘Vi har heldigvis gjort det muligt at fravælge elektronisk kommunikation med det offentlige’
Og det er jo en sandhed med modifikationer, i et samfund, der konstant kræver mitID og login og hvor vi har afskaffet postvæsenet – af hensyn til ‘konsulentnørderne og Finansministeriets Regnedrenge’….
Måske er det ikke for sent at se mod det Tyskland, som Bertel Harder hidtil har troet han var foran? 

Læs hans kommentar her: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/bertel-haarder-kalder-vores-samfund-et-elektronisk-helvede-han-savner-det-menneskelige-moede

Claus har sendt to breve – TAK!

Jeg modtog for nogen tid siden et brev fra Claus Jensen, datamekaniker, uddannet hos KTAS. Eller rettere: Der var TO breve. Det ene var til mig, det andet var sådan set til Generaldirektøren for Danmarks Radio (nu DR), men Claus havde lavet en kopi og sendt til mig, og det er jeg meget taknemmelig for, ikke mindst fordi Claus må siges at være en af de mest konsekvente analogister derude og et eksempel for os alle!

I brevet til Danmarks Radio lyder det: ‘Hver gang noget skal tilgås digitalt, kræver det strøm til computerkraft, meget strøm. En FM-radio bruger ikke særlig meget strøm. Med de nuværende el-priser er det også afgørende. Bare fordi noget er teknisk muligt, behøver du ikke partout gøre det, bare fordi det er din strategi’, skriver Claus, der opfordrer til, at Danmarks Radio beholder P1s program Orientering, og går væk fra den nye, hyperdigitale strategi, ‘Sammen om det vigtige’, hedder den, og det vigtige for DR er altså desværre computere, hvorfra vi skal streame vores programmer som på Netflix.

DETALJER
Selve brevet er et mesterværk. Læg mærke til detaljerne:
1. Det er skrevet på en ægte skrivemaskine! TO gange.
2. Claus har sine egne stempler, et for dato og tre andre der henholdsvis viser en lille tegning af ham selv, et der opfordrer os til at sende flere breve og et, hvor han maner os til at huske at bruge analoge kontanter, hvilket flugter perfekt med styrelsens mål for 2025.
3. Det er sendt som et rigtigt brev. Med håndskrift og frimærker på konvolutten, noget der i disse fattige tider, hvor der er færre og færre postkasser at putte brevene i og slet ingen posthuse at købe frimærker hos, kræver en ekstraordinær indsats. Bravo!

SKRU NED
Det Kongelige Danske postvæsen, aka Post Danmark eksisterer som bekendt ikke længere – ovenpå indførslen af den tvungne digitale post, mistede de deres indtægtsgrundlag og staten endte med at sælge det meste til Sverige, der ejer 60 procent af Postnord. Det må siges at være en ironisk ende på et system, der har kørt siden 1624, hvor Christian den 4de stiftede det – og var med til at skabe postvæsener i Norge og…Sverige.
Analogiseringsstyrelsen kipper med flaget for indsatsen og håber samtidig, at DRs generaldirektør vil svare Claus i samme ånd, med et brev med frimærke og rigtig underskrift, og endnu bedre: Måske endda lytte til hans bøn om at bevare det analoge FM og beholde programmet Orientering. Som Claus helt korrekt konstaterer er radio strømmæssigt billigere end computere og serverkraft, så DR gør også noget for klimaet, hvis de skruer ned for digitaliseringen.

SKRIV
Vi håber og opdaterer, når vi ved mere!
Hvis du nu sidder og får lyst til også at sende os et brev, så GØR det!
Breve og kontanter har nemlig det til fælles, at hvis der ikke er nogen der skriver breve eller bruger sedler og mønter, så forsvinder infrastrukturen omkring dem for stedse.
Og det ville da være trist.

PS: Claus har en hjemmeside, med et navn, der dækker over det modsatte, for den er smækfyldt med mere analogt guld. Besøg den her: https://digitaliseringen.it