Indlæg

GUIDE: Kreativ og træt af lusket AI, der stjæler dine ting? Gå til modstand!

/i , /af

Det er almindeligt anerkendt, at kunstig intelligens i dag på kriminel vis er trænet på rigtige kunstneres billeder, tekster og musik, og at firmaerne bag tilsyneladende er fuldkomment ligeglade med copyright, ‘Droit Moral’ og almindelig anstændighed – de gider ikke engang spørge først før en computer med en large language model kopierer indholdet og forvansker det med en algoritme, så det kan sendes ud til andre, uden at ligne originalen alt for meget.

Resultatet er, at mennesker, der normalt ikke ejer talent til at skabe musik, tekst eller billeder, nu ved hjælp af en computer kan lave noget, der ligner rigtig kunst, men som ikke er det, fordi der ikke ligger nogen kunnen, erfaring, søgen eller talent bag til andet end at taste en ‘prompt’ ind i en chatbot, en færdighed, der i sværhedsgrad og intellektuel kunnen svarer til at kunne starte opvaskemaskinen eller tænde for sit fjernsyn.

Demokratisering eller protese?
Tilhængere af AI mener det er et fremskridt, en demokratisering af kunsten. Analogiseringsstyrelsen ser det som en hån og en forbrydelse mod den menneskelige skabelse, baseret på groft tyveri fra mennesker, der selv har gjort en indsats. Kunstnere, illustratorer, journalister, musikere og radioværter oplever allerede i dag, at det, de kunne, og som har været deres passion og levebrød, nu i princippet kan gøres af kopierende maskiner, trænet på deres arbejde. Formålet med det hele synes at være en blanding af flad fryd – en ‘det kan da ikke være så svært-det kan jeg da også gøre’ kombineret med simpel, benhård kapitalisme: Når der eksisterer et nærmest gratis alternativ til det, der før kostede timeløn til mennesker, ja så er det jo nemt at vælge hvad man foretrækker, hvis man går efter mere profit?

Resultatet af disse bevægelser udi det kunstige som det nye naturlige er en forfladigelse, en gennemsnitliggørelse af vores verden, der som bekendt er bestemt til at være skøn, men end ikke det kan det digitales ypperstepræster unde os.

Studie i gemenhed
En af de mest kendte modstandere af AI til ‘skabelse’ er japanske Studio Ghibli og tegneren Hayao Miyazaki, der har sagt dette om AI: ‘Jeg vil aldrig bruge det i mit arbejde. Jeg føler meget stærkt, at det er en fornæmelse mod selve livet‘. Ordene falder i en dokumentarfilm, hvor Hayao Miyazaki præsenteres for et AI-skabt monster. Han spørger skaberne hvad de dog vil med det og svaret lyder: Vi vil lave en maskine, der kan tegne ligeså godt som mennesker. Hayao Miyazaki svarer kun: Nå! Nu har OpenAI, dem med chatGPT, simpelthen trænet deres software på hans værker, uden at spørge om lov, så man kan bede om en tegning efter eget ønske i ‘ghibli-style’, noget der allerede nu oversvømmer sociale medier i udlandet – og i Danmark.

Når du møder en af dem, der i ramme alvor siger: Jamen jeg kan jo ikke selv tegne noget, så jeg er nød til at bruge AI, så giv vedkommende tre små råd: 1. Prøv at tegne noget uanset. 2. Lær nogen at kende, der kan og spørg om de vil hjælpe 3. Betal en professionel? Analogiseringsstyrelsen minder om, at de, der bruger en AI til illustrationer, ikke er et hak bedre end de, der stjal Hayao Miyazakis værker. De fortjener udskamning og at blive ignoreret.

Slå igen!
Men man kan faktisk gøre lidt. Man kan beskytte sine værker ved at gøre dem GIFTIGE for AI – og her er lidt værktøjer til at gøre netop det:

Metoden i alle understående links er stort set den samme, man ‘forgifter’ et billede eller et stykke musik med usynlige data, som kun AI kan se. Disse data er ubrugelige eller får en AI til at ‘se’ noget andet, end det er, hvilket ødelægger eller i hvertfald forstyrrer modellen. Hvad angår hele websites kan man sende en AI-robot på en formålsløs rundtur i en labyrint, den ikke kan finde ud af igen…

NB: Vi har endnu ikke testet disse værktøjer til bunds – men det virker lovende og analogiseringsstyrelsen kører selv med NightShade på nogle af vores billeder, så en AI får dem galt i halsen, ligesom vi er igang med at indføre en AI-robot labyrint, til de plagsomme og tyvagtige maskiner, der kravler rundt på internettet dag og nat.
SÅ: Hermed en ADVARSEL: check hvad du gør og læs forklaringerne grundigt før du går igang!

MUSIK: https://mosis.eecs.utk.edu/harmonycloak.html
WEBSITES: https://www.altusintel.com/public-yycp65/  tricket er, at få en AI-robot til at løbe i cirkler og ikke få nogen data – her er programmet: https://zadzmo.org/code/nepenthes/ 
BILLEDER: https://nightshade.cs.uchicago.edu/whatis.html | https://tzovar.as/algorithmic-sabotage-ii/
VIDEO: Digital Tar Pits – How to Fight Back Against A.I.
MANIFESTER: Manifesto on “Algorithmic Sabotage”
ANDRE SAMLINGER: https://codeberg.org/wimvanderbauwhede/low-carbon-computing/src/branch/master/anti-AI-tools.md

Her er en video med en musiker, der fortæller hvad man er oppe imod – og hvad man kan gøre med Harmonycloak! (klik på billedet)

Vi hører meget gerne om flere værktøjer og om dine erfaringer med at holde kunstig intelligens ude af dit liv og istedet beskæftige dig med IA, Intelligent Analogisering.

NATTERGAL: Eventyret om kunstig intelligens

/i /af
Kejseren af Kina på sit dødsleje - med en ødelagt kunstfugl ved sin side

Kejseren af Kina på sit dødsleje – med en ødelagt kunstfugl ved sin side

Danmark er stolte af H.C.Andersen. Hans eventyr og moraler er alment kendt og brugt, og vi husker alle sammen ‘Kejserens Nye Klæder’, med den lille dreng, der siger: ‘Han har jo ikke noget tøj på!’.
I disse moderne tider, er det imidlertid et andet eventyr, vi skal have støvet af: Nattergalen.
For de, der ikke kender den historie, så handler den om kejseren af Kina, der først forelsker sig i en rigtig nattergals sang, men senere får en gave, som han holder endnu mere af: En kunstig nattergal, der synger næsten ligeså smukt, og så er den samtidig helt og aldeles forudsigelig, og man kan synge med.

Vise den menneskelige tænkning?
“Thi ser De, mine herskaber, kejseren fremfor alle! hos den virkelige nattergal kan man aldrig beregne, hvad der vil komme, men hos kunstfuglen er alt bestemt! således bliver det og ikke anderledes! man kan gøre rede for det, man kan sprætte den op og vise den menneskelige tænkning, hvorledes valserne ligger, hvorledes de går, og hvordan det ene følger af det andet –!“, siger spilmesteren(og nej, det er ikke fra Dungeons and Dragons), og snart gider kejseren kun høre på den kunstige nattergal, og den virkelige fugl, der længe har måttet finde sig i indspærring, benytter sig af lejligheden og stikker af, og det er folk ligeglade med, kunstfuglen synger jo smukt. Lige indtil den går itu.
Det sker samtidig med, at Kejseren er alvorligt syg, og ved at dø.

‘Men fuglen stod stille, der var ingen til at trække den op, og ellers sang den ikke; men Døden blev ved at se på kejseren med sine store, tomme øjenhuler, og der var så stille, så skrækkeligt stille.”

Danmark er som nation midt i denne stilhed, især når det handler om digitalisering og kunstig intelligens, denne mekaniske fugl, hvis sang, vore ledere så åbenbart foretrækker fremfor medmenneskets tilfældige og uforudsigelige tale og handling.

Simulationer
Analogiseringsstyrelsen ser som bekendt med rædsel på vores embedsværks hastværk med at erstatte menneskelig arbejdskraft med elendigt simulerende maskiner. Opfordringer til login med nemid, apps til mobiltelefoner, chatbots og kunstig intelligens bruges som undskyldning til at afskedige mennesker og forringe services, mens det fyger med påstande om fremskridt og potentialer i beta-udgaver af ny teknologi, som ingen har bedt om, og som de, der promoverer den, ikke kan se valsernes svaghed i. Det er afgørende, at de samfund, vi bebor, er solide og til at stole på, og i disse år bygges der mest glitrende luftkasteller uden fundamenter. Vi må, som ansvarlig styrelse, insistere på, at der, når der indføres ny teknologi, som minimum formuleres et klart mål for gladere og bedre betjente borgere, noget administrationen kan styre efter, da embedsværket tilsyneladende kun har været drevet af ønsket om, at spare penge og personale med det formål at fravriste os menneskelig kontakt og tvinge vores blik, det uendelige, ned i skærmen mikroskopiske troldspejl.

Men der er håb forude. Det er som om forvirringen og den støjende, ukritiske begejstrings råb er ved at dø ud, og i stedet erstattes af sund nynnende skepsis.

Elementært?
Og nogen gange kommer skepsissen sågar fra nogen af teknologiens egne frontløbere.
IBM har netop, i relativ stilhed, droppet dele af deres kunstig intelligens vidunder ‘Watson”s arbejdsområder: Udvikling af ny medicin for medicinalfirmaer. Forestillingen fra IBM var næsten ligeså naiv som de, vore politikere gør sig i: Hvis bare man proppede en masse data ind i Watson, og lod den læse al videnskabelig litteratur og alle nye opdagelser, så ville den helt automatisk, ved sine tekno-magiske kræfter, finde på løsninger og ny medicin…det gjorde den naturligvis ikke, og al respekt for IBM, der selv, delvist, har trukket stikket på det program. For i de tilfælde digitale teknologier skaber fremskridt, er de brugt af folk med super-høj faglighed med gode uddannelser og masser af erfaring, som det de er: Værktøjer.

Kunstig intelligens kører stadig derudaf som den store tekniske åbenbaring, den kirke, politikerne beder i hver morgen, mens de ser bekymret mod, sjovt nok, Kejseren af Kina. Her er der gang i den med kunstig intelligens, for hele befolkningen er datasubjekter og under streng kontrol. Herhjemme bilder vi os ind, vi kan behandle data mere ‘etisk’, samtidig med, at politikerne forestiller sig at AI skal hjælpe folk i arbejde, det skal gøre os konkurrencedygtige, det skal afsløre snyd med sociale ydelser, det skal køre alle biler og træffe komplicerede juridiske afgørelser og så skal det selvfølgelig kurere alle sygdomme. Det sidste er bestemt en mulighed, altså at Watson eller andre kunstige intelligenser kommer til at hjælpe med at gøre det, engang. Men de kommer ikke til at gøre det alene, selvom det er det eventyr, der konstant læses op for os, mens vi kæmper med søvnen og drømmer ‘Terminatorer’ frem, terminatorer som i terminal, sluttet, færdig arbejde, så kan vi alle sammen gå hjem og vugge, mens maskinerne klarer det hele.

En kopi
Det springende punkt, når vi taler om intelligens er dette: Kunstig Intelligens er en kopi af intelligens. Per definition. Kunstig Intelligens skal ‘trænes’, det sker på data om befolkningen, data, der gøres til gennemsnit og algoritmer – der om noget repræsenterer en ting, som de fleste af os hader: Gennemsnitlighed. Denne gennemsnitlighed hærger allerede administrationen, hvor den ses som et fremskridt, der gør det nemmere at træffe afgørelser omkring borgerne. Et intelligent menneske, der ønsker at lave konstant arbejdende og evigt huskende kreative kopier af den menneskelig tænkning, kommer uundgåeligt til at reproducere sin egen. Det kaldes BIAS, og betyder, at netop fejlfriheden lukker tanken inde i sin egen kasse, hvorfra den ikke kan komme ud, som en nattergal i sit bur.

Her hos Analogiseringsstyrelsen kan vi ikke holde os tilbage for at citere Sir Walter Raleighs berømte (og sandsynligvis fejlciterede) sidste ord fra 1618, da han stod på skafottet og bad om lov til at berøre æggen på bødlens økse med bemærkningen: ‘Det er en skrap kur, men den vil kurere alle sygdomme‘. Kunstig Intelligens og digitalisering er ikke nogen økse og den kommer heller ikke til at skære vores tilværelses gordiske knude over, og gøre os frie.

Der er værktøjer inde i det, der kan bruges, af mennesker. Men teknologi, vi har skabt, er aldrig løsningen i sig selv.
Det er mennesket, det levende, der er spørgsmålet. Og svaret er altid den dejligste sang.
Den er uforudsigelig og aldrig gennemsnitslig og der er fejl, og fejlene, det er de kønneste.

Synger du med?

“Da lød i det samme, tæt ved vinduet, den dejligste sang: Det var den lille, levende nattergal, der sad på grenen udenfor; den havde hørt om sin kejsers nød, og var derfor kommet at synge ham trøst og håb; og alt som den sang, blev skikkelserne mere og mere blege, blodet kom raskere og raskere i gang i kejserens svage lemmer, og Døden selv lyttede og sagde: “Bliv ved lille nattergal! bliv ved!”

LÆS MERE:
IBM og medicin: https://blogs.sciencemag.org/pipeline/archives/2019/04/18/farewell-to-watson-for-drug-discovery
‘Nattergalen’ af H.C. Andersen: https://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/nattergalen