Når vi hører ordet ‘maskinstormer’ eller det mere avancerede ‘luddit’, tænker vi på en flok naive mennesker, der helt uden held forsøgte at modsætte sig fremskridtet i 1811 ved at ødelægge automatiske væve med en meget stor hammer der blev kaldt ENOCH! Og gennem mange år har maskinstormere og ludditter været et skældsord der betegnede naive og lidt tumpede personer, der mente de kunne bekæmpe indlysende fremskridt, en myte, som ikke mindst tech-branchen har formået at puste til gennem mange år.
Men ludditternes kamp var ikke resultatet af dumhed eller et generelt had til maskiner, den var en velkalkuleret folkelig bevægelse bestående af dygtige håndværkere, der selv var vant til at håndtere maskiner , men samtidig kunne se hvad industri-baronerne var i færd med at gøre, nemlig at bruge maskiner til at fjerne arbejdernes rettigheder, hæve fabriksejernes profitter, halvere arbejdernes løn og i øvrigt lave dårligere produkter end der fandtes før.

Organiserede
Og kampen mod teknikken var langt fra så dum eller naiv som vi tror: Luditterne var velorganiserede og intelligente og startede faktisk med at forsøge at overtale parlamentet til at forsvare deres rettigheder. Det var først da det blev helt klart, at regeringen var ligeglade med arbejderne og holdt med de, der ville erstatte de små hjemmeværksteder, hvor tøj blev fremstillet før, med store fabrikker fyldt med maskiner, at man skiftede taktik og nu begyndte at angribe fabrikker, hvor arbejdere blev udnyttet. Tech-journalisten Brian Merchant har skrevet Luditternes virkelige historie i bogen ‘Blood in the Machine: The Origins of the Rebellion Against Big Tech’, der netop er udkommet. Og så har han skrevet et essay om, hvorfor han ser sig selv som en moderne luddit – selvom han elsker teknologi.

Skadeligt for det fælles
‘Luditter var banebrydende for en ny måde at iscenesætte en decentral modstand mod teknologier, der var “skadelige for det fælles.” De organiserede sig under den apokryfe Ned Ludds banner og sendte trusselsbreve til iværksættere, der investerede i automatisering; de plyndrede fabrikkerne hos de mest forhadte chefer i byen og smadrede kun det maskineri, der “stjal deres brød”, som ludditerne sagde. I en periode var de folkehelte i England – hyldet af digtere som Lord Byron og heppet på af arbejderklassen; de var større end Robin Hood’, skriver Brian Merchant. Hele historien fik en trist afslutning: Luditterne blev fanget, nedkæmpet med vold og henrettet i bunkevis, så nej, der var ikke tale om, at de bøjede sig for fremskridtet, de blev simpelthen slået ihjel.

Kampen mod AI
Brian Merchant ser mange paralleller mellem Luditternes kamp under industrialiseringen og så den kamp, der bør kæmpes mod techgiganterne og især mod Kunstig Intelligens. ‘Dengang, som nu, brugte industribaroner teknologi både som en ny produktionsmåde og som en idé, der gjorde det muligt for dem at ignorere mangeårige love og regler. I 1800-tallet kunne dette have været en fabrikschef, der hævdede, at hans mølle fritog ham fra en lov om lærlingearbejde. I dag er det en app, der hævder at være et softwarefirma, så den ikke behøver at spille efter reglerne for at drive et taxa-firma’, skriver han og fortsætter:
‘Klædearbejderne fra 1800-tallet havde den rigtige idé: De mente, at alle burde få del i gavn af de fantastiske teknologier, deres arbejde gør muligt. Det er derfor, jeg er Luddit – og derfor bør du også være det’, skriver han.

Du kan høre Brian Merchant fortælle om bogen i podcasten ‘Tech Wont Save Us’ og læse hans essay her: https://wapo.st/3RJBULo