Indlæg

KRONIK: Nej, vi skal ikke være verdensmestre i digitalisering – vi skal være verdensmestre i menneskelighed

/i , /af

Der hænger en dunst af panik, fortielse og løgn over historien om Danmark og det digitale. Politikerne påstår vi har fået bedre service og et mere effektivt samfund. Men digitaliseringen ligner altså simpel privatisering fyldt med fiktive besparelser og uendelige automatiseringer med det formål at fjerne mennesker og indsætte maskiner i stedet. Gør man opmærksom på at det digitale ikke har noget tøj på, bliver man prompte irettesat som var man en gammeldags, lidt barnlig nostalgiker, der vil ’tilbage til stenalderen’.

Der hvor det mærkes tydeligst, er hvis man ønsker at kritisere noget i den vanvidsbevægelse, som Digitaliseringsstyrelsen, erhvervslivet og førende meningsdannere dagligt bekræfter hinanden i uafvendeligheden, nødvendigheden og vigtigheden af: At vi absolut må fortsætte med at digitalisere alt, ikke må stoppe op og tænke for vi SKAL være førende: Anfægter man denne i høj grad religiøse tilgang til fremskridtet, forventes det, at man indleder hver sætning med: ’Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande og vi har fået meget ud af at digitalisere…’

’Digitalisering’ er blevet det, man på nydansk kalder en ’placeholder’ og på almindeligt dansk en stadigt dårligere undskyldning for vilde forestillinger om effektivitet og besparelser,  forklædt som ’bedre service’. Imens forsvinder menneskelige job, måske inkluderede de en del rutine, men det var også de jobs, der fik dagene til at være bløde og glidende. Nu logger vi ind og ud af selvbetjente løsninger og tilbringer vor alt for begrænsede tid på jorden med at kigge på en skærm i stedet for på et andet menneske.

Digitalisering i dag er alt fra brug af kunstig intelligens til forskning og festsange, overvågning af arbejdsløse, iPads i børnehaver, unge, der laver lektier via Google, computerspil og apps mod psykiske lidelser og til TikTok-video-ansvarlige fra SocialMedie-afdelinger i kommuner, der finder det vigtigere at implementere AI-chat-bots end at tale direkte med borgerne, der helst skal blive hjemme foran deres skærme. Drister de sig til at møde op for at få en forklaring af et menneske, bliver de mødt af anonymiserede medarbejdere, overvågningskameraer og vagter. Og de skal bestille tid. Via MitID.
Under indførslen af MitID blev borgerservice til en kampplads og HK måtte gå til pressen og indskærpe, at borgerne skulle tale pænt til medarbejderne, der jo bare passede deres arbejde. Digitaliseringsstyrelsen sad på kontoret i København, mens borgere landet over var i trediegradsforhør om familieforhold og tidligere bopælsadresser, for at kunne bevise hvem de var. Pas, dåbsattester og kørekort, engang gyldige legitimationspapirer, er nemlig sat ud af kraft når det gælder det MitID – og har du glemt dit password, har du store problemer.

Men én ting er den totale digitale dehumanisering, og identitetstyveri mod borgerne. Noget andet er, at vi ikke har mål for, hvad vi gerne vil med ’digitalisering’. Ser man på strategierne, der vælter ud af DJØFerne og de overbetalte private konsulenthuse, skal ’Digitalisering’ angiveligt effektivisere og forbedre servicen i det offentlige, selvom det fra borgersynspunkt opleves som om, det kun handler om, at borgerne skal gøre det, de ansatte i forvaltninger skulle gøre for os, før, mens forvaltninger så kan koncentrere sig om at lave data på de borgere, hvis skærm-arbejde, de nu kontrollerer?

Imens er den offentlige sektor vokset støt og vi har nu en ekstremt højtbetalt statsadministration på 100.000 mennesker, højeste antal nogensinde. Siden 2016, midt i den såkaldt ’effektive’ digitalisering, er der ansat 14.000 mennesker med ’arbejde, der forudsætter viden på højeste niveau’ – og med tilsvarende lønninger.
Den eneste succes man kan bryste sig af, er en FN-verdensmåls-undersøgelse, der viser penetrationen af bredbåndsforbindelser, antal mobiltelefoner og brug af offentlige digitale services. Den undersøgelse har vi været nummer et i nogen år i træk uden nogen har tænkt over, hvor nemt, det er at blive nr. 1, når man tvinger en hel befolkning til at deltage.

Spørger man til om det digitale har gjort os lykkeligere eller bedre mennesker, mødes man altid med et ’du-vil-vel-ikke-tilbage-til-dengang-vi-stod-i-kø-i-posthuset-i-timevis? Eller-dengang-vi-skulle-ned-banken-for-at-få-penge’ – men jeg var der, dengang, og nej, det var én gang om måneden man gik på posthuset eller i banken, som regel mens man alligevel købte ind og det tog måske en halv time, men så havde man også betalt alle regninger, og man behøvede ikke at tænke mere på det, den måned. Men hvordan går det egentlig nu, hvor vi tjekker konti via bunker af apps fra de banker, der kynisk forsøger at standse vores analoge handlen med hinanden via de kontanter, bankerne helst ser afskaffet, og tvinger os til MitID og digitale penge? Er det blevet nemmere og bruger jeg mindre tid?
Jeg er alvorligt i tvivl.

Men selvom jeg så faktisk ville tilbage til posthuset og køen, så er det ikke længere muligt. Alle posthuse er lukkede og erstattet af GLS-pakketerminaler eller en enkelt PostNord-medarbejder på en lille plads ved siden af smøger og sprut i supermarkedet. En af de helt indlysende konsekvenser af første bølge af tvangs-digitaliseringen, digital post, var som bekendt, at man slog Post Danmark ihjel, og i samme åndedrag endegyldigt afskaffede århundredes analog brevskrivning mellem pårørende og elskende – og det ER ikke noget fremskridt, det er et syv-mile-tilbageskridt!
Og vi kan ikke gøre det om: For kort tid siden, kunne folketinget triumferende meddele at de ved lov har ’sat markedet frit’ hvilket betyder at vi ikke længere har et statsligt postvæsen her i landet.  Som eneste land i hele EU!  Vi er åbenbart for fattige til den slags?

Marie Bjerre, digitaliseringsminister, lovede at gøre det nemmere for de analoge danskere, der ikke ville være med i det digitale samfund, der mere og mere ligner en stor computer. Men vi må ikke være analoge, selvom vi er mange, op til 25 procent af os er helt uden ønske eller evne for det digitale, iflg. Justitia, og står det til Bjerre og Digitaliseringsstyrelsen skal disse over en million borgere(!) enten lade sig umyndiggøre og dermed overlade deres liv, økonomi og helbred til kommunen eller en pårørende, eller de skal undervises og ’hjælpes’ ind i det digitale af frivillige eller via en hotline. Vi taler om voksne, i de fleste tilfælde velfungerende mennesker, der ikke kan eller ikke vil det digitale, der altså skal infantilaseres af den stat, der ikke formår at lave systemer, alle kan se sig selv i.

Måske er det på tide, at vi begynder at gå efter en anden slags mesterskab end det digitale. Kunne man for eksempel forestille sig, at Danmark blev verdensmestre i at være menneskelige? Eller i samfundskvalitet, demokrati, medborgerskab? At vi fik analoge rettigheder – at vi kan være her som borgere, uden internet og smartphone? Eller skal vi passivt stå i de digitale køer foran en stat, der ikke længere vil vide af borgerne – undtagen i form af salgbare data på en skærm?

Og er det ikke nu, vi behøver et kontrapunkt til den gammeldags Digitaliseringsstyrelse? Vi kunne jo kalde det Analogiseringsstyrelsen? Analogisering peger nemlig fremad – ind i det virkeligt moderne, der hvor mennesker kan bo og bruge teknologi uden at blive gjort til data.

For mennesket er så meget mere end bare det.

Mennesket er smukt.

Tidligere bragt i Kristeligt Dagblad https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/nej-vi-skal-ikke-vaere-verdensmestre-i-digitalisering

Analogisering for et bedre samfund – kronik bragt i Politiken 4.8.2022

/i , /af

Der går et spøgelse gennem verden. Spøgelset hedder digitalisering.

Vi kan se digitalisering i alle statistikker.

Undtagen i produktivitetsstatistikkerne. Ifølge en undersøgelse fra OECD, så er produktiviteten faldet de sidste 10 år, trods eller måske endda på grund af digitaliseringen.

McKinsey, der ikke just kan kaldes maskinstormere, skrev i 2018 også undrende om manglen på produktivitet som følge af digitalisering, naturligvis med en tilføjelse om, at der er et stort potentiale, der endnu ikke er indfriet.

Når vi kalder digitalisering for et spøgelse, er det fordi, digitalisering regnes for en supermagt i sig selv, at den unddrager sig ansvar og at det er på tide, at den bekender kulør.

Påstanden bag den er, at alt er bedre ’digitalt’. Men når det kommer til stykket er vi jo alle analoge, uanset den elektronik, vi er pakket ind i.

Analogiseringsstyrelsen mener at digitaliseringen er nået til at punkt, hvor den skader mennesket og vore samfund. Vi stiller os hermed til rådighed for konstruktive analoge løsninger på de mange problemer, det digitale har skabt.

Der er faktisk steder, det går godt med det digitale: Produktiviteten stiger f.eks voldsomt indenfor medier, i computerbranchen og i den finansielle sektor, hvor sidstnævnte arbejder utrætteligt på at udfase de ikke gebyr-venlige analoge og anonyme kontanter, for at kunne erstatte dem med rent digitale, sporbare elektroniske overførsler.

Når det handler om mennesker, går det knap så godt. Der har aldrig været så megen klart dokumenteret angst og psykisk sygdom i samfundet som der er nu. Vi mangler desperat pædagoger og sygeplejersker og politifolk og fængselsbetjente og social- og sundhedsassistenter og læger og lærere – alle faggrupper, der arbejder konkret og analogt – det meste af tiden uden for det digitale.

Og så er der den grønne omstilling. Digitalisering er ikke ’grøn’. Den er baseret på gigantiske datacentre, de fleste af dem ejet af udenlandske techgiganter, datacentre, der alene i Danmark, forventes at bruge 3/4 af al den ’grønne strøm’, der produceres her i landet. Datacentre står for øvrigt for 33 procent af det samlede danske energiforbrug frem mod 2040 følge en undersøgelse fra COWI.

Alligevel tales der stadig om ’potentialer’, mens befolkningen og samfundet piskes frem af en absurd uafvendeligheds-dagorden: Det digitale er uundgåeligt, det er fremtiden, det er et tog, der kører og vi må ikke stå tilbage på perronen, hedder det sig ofte når politikere og embedsmænd udtaler sig. Ingen taler om, hvad digitalisering er og HVOR toget kører hen. Det burde vi.

For der er andre ting på spil her: Vores menneskelighed. Og hvordan vi skaber et bedre samfund.

I 2001 fik vi E-boks. Tanken bag det var at spare penge på den analoge post og gøre det nemmere for borgerne. I dag, over 20 år senere, kan vi konstatere, at besparelserne var illusoriske, især da den logiske, men ikke gennemtænkte konsekvens af e-boks var, at det analoge postvæsen de facto døde og vi dermed mistede muligheden for at sende egne, manuelt nedskrevne tanker til hinanden fra dag til dag: Brevskrivning som kunst og mulighed er reelt død, det er et kulturtab og bør begrædes, ikke hyldes.

I 2014 blev det obligatorisk at bruge E-boks og nemID – nu mitID – for alle, også ikke myndige børn på 15 år, og siden da, har stat, regioner og kommuner lagt mere og mere af deres arbejde over på borgerne. Vi forventes ikke bare at betjene os selv, men også at oppebære fælles teknisk infrastruktur i form af egen, nyere smartphone, en opdateret, sikker computer og solid, dyr internet-forbindelse, betalt af egen lomme og oftest uden adgang til professional hjælp, hvis noget svigter.

En ting er, at man pålægger borgerne økonomiske og praktiske byrder. Men forholdet mellem borger og stat ændres samtidig fundamentalt.

Som borger, har du selv det fulde ansvar for hvad, du indtaster og selvbetjening er blevet fulgt op af myriader af kontrolsystemer, der skal forhindre snyd og hvidvask, ikke mindst på det sociale og financielles område.

Falder du udenfor eller glemmer du at tjekke din e-boks, så straffes du – med bøde eller sanktioner. Mistro er indbygget, alting gemmes og kan analyseres.

Det er almindeligt anerkendt, at mennesker trives bedst i tillid. At Danmark oprindeligt var et tillidssamfund.

Vi arbejder og lever simpelthen bedst, når vi ikke bliver kigget over skulderen af et program i en computer. Den stærke demokratiske kommunikation mellem borgere og stat opstår, når vi får mulighed for at bruge vores fulde opmærksomhed og sproget er frit, ikke når det handler om at presse kommunikation ned i felter i et regneark.

Når man fratager os muligheden af at bruge vores eget sprog i forhold til myndighederne via mitID og faste skemaer, forsvinder borgeren som menneske og bliver til data, data, der gemmes og recirkuleres i en uendelighed i forvaltninger, der flytter sig længere og længere væk fra borgerne.

Ønsker vi at møde de mennesker, der angiveligt betjener de computere, der betjener os, skal vi bestille tid hos borgerservice via mitID.

Snart skal vi også have et europæisk ID, eID, noget, der bekymrer i blandt andet England, hvor man ser store problemer i forhold til borgernes privatliv og muligheder for at deltage i samfundet. Den diskussion har vi slet ikke taget hul på herhjemme.

Det burde vi.

Ønsker vi ikke eller kan vi slet ikke at deltage i det digitale er vi nemlig ilde stedt: For hvor det er muligt at frasige sig E-boks, ganske vist med den konsekvens, at borgeren så overlades til et skrantende, de facto svensk ejet Post Nord, så er det helt umuligt at slippe for nemID/mitID. Eller rettere: Du kan godt slippe.

Du skal bare umyndiggøre dig selv. Du skal gøre dig til en ikke-person ved at give en slægtning eller ven eller en fra kommunen fuldmagt til at underskrive digitalt for dig.

Denne umyndiggørelse er en stærk og urimelig reduktion af borgerens autonomi og vores mulighed for kontrol over egne penge, situation og liv.

Der er selvfølgelig tilfælde, hvor denne umyndiggørelse giver mening, f.eks. ved stærk demens. Men forestil dig et øjeblik hvordan det ville være, at andre skulle skrive under for dig og have indsigt i dine private informationer om penge og sygdomme, blot fordi du ikke kunne eller ville betjene dig af en computer? Ville du kunne stole på dem? Og ville du bryde dig om, at være afhængig af dem?

Der er mange, der allerede nu står udenfor: I en rapport fra Justitsia anslås det, at over 25 procent af danskerne ikke ønsker eller ikke kan benytte sig af digitale løsninger. Det er rigtig mange mennesker, mere præcist godt 1.5 millioner danskere, og der er ikke noget der tyder på, at der bliver færre i fremtiden. Store grupper af unge har problemer med at adskille pligt-apps fra staten fra underholdning og andre forstår slet ikke brugen. Og så bliver vi altså alle sammen gamle, og selvom vi lige nu sagtens kan jonglere smartphones og logins og passwords, så skal der ikke mere end en enkelt lille blodprop, et svigtende syn, en svag hukommelse eller rystende hænder til at umuliggøre det digitale liv, alt sammen ting, der ikke som sådan gør os til dårligere mennesker, men som altså kræver, at vi umyndiggør os selv, hvis vi fortsat vil benytte os af offentlige services. Hvis ikke, bliver vi til dårligere mennesker i statens øjne. Det er uforståeligt og urimeligt, at et rigt samfund som det danske ikke kan oppebære alternativer i form af mennesker, man kan tale med eller finde ud af at bygge systemer som alle kan benytte.

Der rejser sig samtidig en stigende og forståelig utilfredshed med fattigdommen i det digitale liv i disse år. Digitaliseringen påvirker i stigende grad vores arbejdsliv, der nu finder sted på alle tider af døgnet via mails og smartphones.

Et land som Frankrig understøtter nu digitalt ikke-brug, ved f.eks. at forbyde arbejdsgivere at kontakte medarbejdere i ferier og fritid – og straffe dem med bøder, hvis de overtræder forbuddet. I Tyskland har store firmaer lavet e-postsystemer, der afviser mails sendt til medarbejdere, der har fri – ikke bare med et autosvar – mailen kommer simpelthen ikke frem.
1)

Det vi foreslår, er analoge rettigheder: At stat, kommune og regioner anerkender, at der er et betydeligt antal danskere, der ikke ønsker eller ikke kan leve et digitalt liv, og hjælper og støtter dem i en analog tilværelse i stedet for at reducere dem til usynlige og umyndige andenrangsborgere. Stat og myndigheder skal bevare analoge, menneskelige kontaktmuligheder og løsninger.

Som tænketank anerkender vi tilstedeværelsen af det digitale i verden, men som et værktøj, ikke som den religion, digitaliseringen efterhånden har antaget karakter af.

I de seneste strategier fra regeringen, kommunerne og regionerne ønsker man mere fart på det digitale. Det skal ske ved mere ’digital dannelse’ af borgerne, der altså oveni at skulle supportere og betale egen infrastruktur, også forventes at skulle bruge tid på at forstå hvordan og hvorfor et dårligt gennemtænkt system fungerer og hvordan borgeren kan bidrage til det system. Dårlig digitalisering og skandaløst udrullede it-løsninger som f.eks. mitID gøres dermed til borgerens ansvar – ikke digitaliseringsstyrelsen, bankernes eller statens. Det mener vi er forkert.

Analogiseringsstyrelsen mener, farten skal sættes ned. At vi skal tænke os om. Hele den digitale bevægelse af samfundet bør gentænkes og analyseres til bunds – hvad giver egentlig mening og værdi til borgerne og hvad har det kostet, reelt?

Samtidig er vi nødt til at standse affolkningen og automatiseringen af de offentlige rum. Rådhuse, tog-stationer, supermarkeder, skattekontorer, biblioteker og banker bør være bemandet af andet end sikkerhedsfolk og kontrollører og der bør skabes mulighed for, at borgere kan blive betjent af andre mennesker.

Vi skaber lige nu et samfund til en særlig gruppe privilegerede, eller rettere en gruppe af særligt DIGITALE borgere, for hvem, det er mere bekvemt og mindre intimiderende at kunne betjene sig selv via smartphones og selvbetjening og selv-check-ud-kasser. De skal også være her, de digitale. Men skal de fylde det hele?

Analogiseringsstyrelsen holder af de muligheder, computere har givet os som mennesker. Men vi mener ikke, at digitalisering giver mening i sig selv og minder om, at sund fornuft stadig er hård valuta, der er gangbar verden over. Eksempelvis kunne man ansætte flere tusinde mennesker, med egen lommeregner, telefon, skrivebord og en løn over 500.000 kr om året for mindre end det beløb, SKAT hidtil har brugt på et endnu ikke fungerende automatisk kontrol- og inddrivelsessystem.

Danmark var faktisk et ekstremt veldrevet, trygt og sikkert samfund før vi blev digitale, men det er som om, politikerne ikke har fået principperne fra dengang med sig. I det analoge Danmark var der ikke register-samkøring, det var et forvaltningsprincip og det handlede om at respektere borgernes privatliv. Det kostede på effektiviteten, men var retfærdigt og rigtigt. I dag samkøres der registre til den store guldmedalje i verdensmåls-digitalisering, og borgernes liv tilhører tilsyneladende staten, der konstant søger muligheder for at optimere, forudsige og værdi-sætte, for ikke at sige: SÆLGE os til os selv. En ting er, at vi dermed dømmes på vores fortid, ikke vore potentialer og hvad vi måske gør i morgen, at vi så at sige kun ses bagfra, ikke mødes ansigt til ansigt.

Noget andet er, om det at være effektiv og optimeret og salgbar som Big Data virkelig er formålet med et menneskeliv?

Vi får også nye problemer.

Vores data-liv hænger, bogstaveligt talt, i en tynd, digital tråd som cyberkriminelle og data-købmænd hopper rundt på mens vi, borgerne, forsøger at holde balancen.

Analogiseringsstyrelsen mener der bør forskes grundigt i hvordan analogisering kan styrke cybersikkerhed. Vi bliver nød til at udvikle metoder til at bestemme selv.

Samfundet skal ikke være en stor computer. Det er et konkret sted, verden er altså ikke META, det er her vi lever, som mennesker med andre mennesker.

Analogisering er det kontrapunkt digitaliseringen har brug for.

Fordi mennesket er smukt.

et foto af en analog avis

Fotoet er af den analoge papiravisudgave som vi selvfølgelig håber I har købt

1)

Le droit à la déconnexion est un principe (intégré dans la loi en France) selon lequel un salarié est en droit de ne pas être connecté aux outils numériques professionnels (téléphone portable, courriels, etc.) hors des horaires de travail (temps de transport travail-domicile, congés, temps de repos, week-end, soirée, etc.). La France est le premier pays à avoir intégré ce droit dans le droit du travail (pour les entreprises) 1. https://fr.wikipedia.org/wiki/Droit_à_la_déconnexion på Dansk: Retten til at afbryde er et princip (integreret i loven i Frankrig), hvorefter en medarbejder har ret til ikke at blive tilsluttet professionelle digitale værktøjer (mobiltelefon, e-mails osv.) uden for arbejdstiden (rejsetid arbejde-hjem, ferier, hviletid, weekender, aftener osv.). Frankrig er det første land, der har indarbejdet denne ret i arbejdsretten (for virksomheder)

–