Indlæg

KRONIK: Nej, vi skal ikke være verdensmestre i digitalisering – vi skal være verdensmestre i menneskelighed

Der hænger en dunst af panik, fortielse og løgn over historien om Danmark og det digitale. Politikerne påstår vi har fået bedre service og et mere effektivt samfund. Men digitaliseringen ligner altså simpel privatisering fyldt med fiktive besparelser og uendelige automatiseringer med det formål at fjerne mennesker og indsætte maskiner i stedet. Gør man opmærksom på at det digitale ikke har noget tøj på, bliver man prompte irettesat som var man en gammeldags, lidt barnlig nostalgiker, der vil ’tilbage til stenalderen’.

Der hvor det mærkes tydeligst, er hvis man ønsker at kritisere noget i den vanvidsbevægelse, som Digitaliseringsstyrelsen, erhvervslivet og førende meningsdannere dagligt bekræfter hinanden i uafvendeligheden, nødvendigheden og vigtigheden af: At vi absolut må fortsætte med at digitalisere alt, ikke må stoppe op og tænke for vi SKAL være førende: Anfægter man denne i høj grad religiøse tilgang til fremskridtet, forventes det, at man indleder hver sætning med: ’Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande og vi har fået meget ud af at digitalisere…’

’Digitalisering’ er blevet det, man på nydansk kalder en ’placeholder’ og på almindeligt dansk en stadigt dårligere undskyldning for vilde forestillinger om effektivitet og besparelser,  forklædt som ’bedre service’. Imens forsvinder menneskelige job, måske inkluderede de en del rutine, men det var også de jobs, der fik dagene til at være bløde og glidende. Nu logger vi ind og ud af selvbetjente løsninger og tilbringer vor alt for begrænsede tid på jorden med at kigge på en skærm i stedet for på et andet menneske.

Digitalisering i dag er alt fra brug af kunstig intelligens til forskning og festsange, overvågning af arbejdsløse, iPads i børnehaver, unge, der laver lektier via Google, computerspil og apps mod psykiske lidelser og til TikTok-video-ansvarlige fra SocialMedie-afdelinger i kommuner, der finder det vigtigere at implementere AI-chat-bots end at tale direkte med borgerne, der helst skal blive hjemme foran deres skærme. Drister de sig til at møde op for at få en forklaring af et menneske, bliver de mødt af anonymiserede medarbejdere, overvågningskameraer og vagter. Og de skal bestille tid. Via MitID.
Under indførslen af MitID blev borgerservice til en kampplads og HK måtte gå til pressen og indskærpe, at borgerne skulle tale pænt til medarbejderne, der jo bare passede deres arbejde. Digitaliseringsstyrelsen sad på kontoret i København, mens borgere landet over var i trediegradsforhør om familieforhold og tidligere bopælsadresser, for at kunne bevise hvem de var. Pas, dåbsattester og kørekort, engang gyldige legitimationspapirer, er nemlig sat ud af kraft når det gælder det MitID – og har du glemt dit password, har du store problemer.

Men én ting er den totale digitale dehumanisering, og identitetstyveri mod borgerne. Noget andet er, at vi ikke har mål for, hvad vi gerne vil med ’digitalisering’. Ser man på strategierne, der vælter ud af DJØFerne og de overbetalte private konsulenthuse, skal ’Digitalisering’ angiveligt effektivisere og forbedre servicen i det offentlige, selvom det fra borgersynspunkt opleves som om, det kun handler om, at borgerne skal gøre det, de ansatte i forvaltninger skulle gøre for os, før, mens forvaltninger så kan koncentrere sig om at lave data på de borgere, hvis skærm-arbejde, de nu kontrollerer?

Imens er den offentlige sektor vokset støt og vi har nu en ekstremt højtbetalt statsadministration på 100.000 mennesker, højeste antal nogensinde. Siden 2016, midt i den såkaldt ’effektive’ digitalisering, er der ansat 14.000 mennesker med ’arbejde, der forudsætter viden på højeste niveau’ – og med tilsvarende lønninger.
Den eneste succes man kan bryste sig af, er en FN-verdensmåls-undersøgelse, der viser penetrationen af bredbåndsforbindelser, antal mobiltelefoner og brug af offentlige digitale services. Den undersøgelse har vi været nummer et i nogen år i træk uden nogen har tænkt over, hvor nemt, det er at blive nr. 1, når man tvinger en hel befolkning til at deltage.

Spørger man til om det digitale har gjort os lykkeligere eller bedre mennesker, mødes man altid med et ’du-vil-vel-ikke-tilbage-til-dengang-vi-stod-i-kø-i-posthuset-i-timevis? Eller-dengang-vi-skulle-ned-banken-for-at-få-penge’ – men jeg var der, dengang, og nej, det var én gang om måneden man gik på posthuset eller i banken, som regel mens man alligevel købte ind og det tog måske en halv time, men så havde man også betalt alle regninger, og man behøvede ikke at tænke mere på det, den måned. Men hvordan går det egentlig nu, hvor vi tjekker konti via bunker af apps fra de banker, der kynisk forsøger at standse vores analoge handlen med hinanden via de kontanter, bankerne helst ser afskaffet, og tvinger os til MitID og digitale penge? Er det blevet nemmere og bruger jeg mindre tid?
Jeg er alvorligt i tvivl.

Men selvom jeg så faktisk ville tilbage til posthuset og køen, så er det ikke længere muligt. Alle posthuse er lukkede og erstattet af GLS-pakketerminaler eller en enkelt PostNord-medarbejder på en lille plads ved siden af smøger og sprut i supermarkedet. En af de helt indlysende konsekvenser af første bølge af tvangs-digitaliseringen, digital post, var som bekendt, at man slog Post Danmark ihjel, og i samme åndedrag endegyldigt afskaffede århundredes analog brevskrivning mellem pårørende og elskende – og det ER ikke noget fremskridt, det er et syv-mile-tilbageskridt!
Og vi kan ikke gøre det om: For kort tid siden, kunne folketinget triumferende meddele at de ved lov har ’sat markedet frit’ hvilket betyder at vi ikke længere har et statsligt postvæsen her i landet.  Som eneste land i hele EU!  Vi er åbenbart for fattige til den slags?

Marie Bjerre, digitaliseringsminister, lovede at gøre det nemmere for de analoge danskere, der ikke ville være med i det digitale samfund, der mere og mere ligner en stor computer. Men vi ikke være analoge, selvom vi er mange, op til 25 procent af os er helt uden ønske eller evne for det digitale, iflg. Justitia, og står det til Bjerre og Digitaliseringsstyrelsen skal disse over en million borgere(!) enten lade sig umyndiggøre og dermed overlade deres liv, økonomi og helbred til kommunen eller en pårørende, eller de skal undervises og ’hjælpes’ ind i det digitale af frivillige eller via en hotline. Vi taler om voksne, i de fleste tilfælde velfungerende mennesker, der ikke kan eller ikke vil det digitale, der altså skal infantilaseres af den stat, der ikke formår at lave systemer, alle kan se sig selv i.

Måske er det på tide, at vi begynder at gå efter en anden slags mesterskab end det digitale. Kunne man for eksempel forestille sig, at Danmark blev verdensmestre i at være menneskelige? Eller i samfundskvalitet, demokrati, medborgerskab? At vi fik analoge rettigheder – at vi kan være her som borgere, uden internet og smartphone? Eller skal vi passivt stå i de digitale køer foran en stat, der ikke længere vil vide af borgerne – undtagen i form af salgbare data på en skærm?

Og er det ikke nu, vi behøver et kontrapunkt til den gammeldags Digitaliseringsstyrelse? Vi kunne jo kalde det Analogiseringsstyrelsen? Analogisering peger nemlig fremad – ind i det virkeligt moderne, der hvor mennesker kan bo og bruge teknologi uden at blive gjort til data.

For mennesket er så meget mere end bare det.

Mennesket er smukt.

Tidligere bragt i Kristeligt Dagblad https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/nej-vi-skal-ikke-vaere-verdensmestre-i-digitalisering