Sludder og vrøvl! Det analoge univers forsvinder ikke…

“Den 40-årige Anders Baumann er en af de få danskere, der helt bevidst har valgt computeren og smartphonen fra. Han klarer sig stort set med en mobiltelefon til 199 kr.” skriver JP i denne uge.

Artiklen er et super portræt af en mand, der har valgt det digitale miljø ryggen fordi han til enhver tid vil foretrække at sidde over for og have øjenkontakt med det menneske, han kommunikerer med. Hans “beslutning er ikke drevet af en rebelsk holdning til internettet – eller en fordømmelse af dem, der boltrer sig i det digitale univers. Han føler sig bare ganske enkelt ikke tiltrukket af den digitale verden og foretrækker at leve i den analoge“, udtaler han.

Jesper Bo Jensen, som er direktør i Fremforsk, Center for Fremtidsforskning, udtaler i artiklen, at danskere som Anders Baumann, der sætter sig uden for den digitale verden, snart vil være fortid: “I dag er det stadig muligt at fungere i et analogt univers, men om 20 år er det definitivt slut,“, siger han og forsætter: “Det er i den forbindelse væsentligt at huske på, at de generationer, der nu vokser op, slet ikke kender det analoge univers“. Men det er jo ganske enkelt noget sludder.

Nu gør Analogiseringsstyrelsen sig ikke i hverken gætværk, glaskugler eller fremtidsforskning. Men vi tillader alligevel at komme med en forudsigelse: Om 20 år vil det stadig være muligt at fungere i et analogt univers al den stund konversation, madlavning og en god løbetur trods alt er på det analoge spektrum. Mennesket er et biologisk væsen – også på trods af digitalisternes forsøg på en sælge løsninger, der understøtter det modsatte.