Til de af jer der ikke kender mig, så er jeg Jesper Balslev, stiftende fuldmægtig, og så er jeg lead på det strategiske månedensmedarbejder-spor i regi af analogiseringsstyrelsens nomineringsindsats, som den blev besluttet på et af vores styringsseminarer. Jeg tror det var i forbindelse med et af de møder hvor vi overvejede om vi skulle skifte fra en flad organisationsstruktur til en matrix-organisation.
Det er de færreste der ved hvor nomineringstung en styrelse vi egentlig er. En optælling jeg bestilte fornyligt, viser at styrelsens fuldmægtige i gennemsnit bliver nomineret 18,7 gange om måneden.
Jeg har fx nomineret Fuldmægtig Kjærulff i forbindelse med de analoge rettigheder, i forbindelse med produktion af vores podcasts, ved etableringen af det analoge træfpunkt, da han udgav Techpyramide-artiklen, jeg tror også der var nogen livstidsnomineringer i spil, i forbindelse med den analoge mærkedag (den 4. oktober). Undertiden føler jeg at, jeg godt kunne have nomineret fuldmægtig Kjærulff for mange andre indsatser end tilfældet har været, og jeg skammer mig over alle de gange jeg fuldstændig egoistisk har anmodet om en nominering, bare fordi jeg syntes at jeg skulle shine lidt.
Og så tænker I nok: Er der aldrig nogen der vinder noget? Nominerer I kun? Det vil jeg lade Anders svare på, når han har åbnet den her æske.
Mens han gør det, vil jeg motivere følgende FØDSELSDAGSNOMINERING!
AK fylder 60. I mange år var han den eneste alvorlige stemme i medierne der talte om de nye problemer der fulgte med den digitale udvikling. Anders er det modsatte af en opportunist. Han tager de svære emner op, beskæftiger sig med temaer som ikke er behagelige at læse om og dyrker modstandspositioner der kan virke håbløse for nogen. Anders har skærpet min kritiske sans, og jeg har set ham vække mange andres igennem sit milde, empatiske og spørgende væsen. Jeg ved hvor respekteret han er blandt mange professionelle der arbejder med digitalisering og hans ekkolod er kommet mange flere til gavn end de aner. Det er ikke en taknemlig position, og derfor er det godt at det er en mand med hans tålmodighed, format, viden og mod der har påtaget sig opgaven. Det som folk ikke ved, er hvor god en forfatter han er. Det er i litteraturen jeg synes AK skal bygge sin næste store platform, men det er måske bare min kæphest, fordi jeg har været så tæt på mange af hans tekster.
Som tak for det store privilegie det har været at have det så sjovt som vi har haft det, vil jeg hermed gerne uddele en pris. Vi har nomineret nok nu. Nu skal det sgu være alvor.