Det virker som om alle er enige med os – og endda har været det hele tiden?
Hvordan kan det være at de politikere som så ihærdigt gennemdigitaliserer vores samfund, tilsyneladende er så enige med os, som kritiserer dem?
Af: Anders Colding-Jørgensen
I Tænketanken Analogiseringsstyrelsen oplever vi lige nu en overvældende positiv respons på vores eksistens – og ikke mindst vores digitaliseringskritiske tankevirksomhed. Tak for den.
Et af vores nøglebegreber er digitalisme. Digitalisme er digitalisering som ideologi. Som digitalist, ser man digitalisering af enhver analog proces som et uundgåeligt fremskridt. I nutidens digitalistiske æra, kan man derfor stille sig op og påstå at der er et kæmpe potentiale i at digitalisere XX – uden at nogen stopper én og spørger hvilket potentiale der egentlig tales om – eller hvad der overhovedet menes med digitalisering. For en digitalist er fremtiden digital – det er et axiom, der ganske enkelt ikke stilles spørgsmålstegn ved. Svaret er en computer – nu mangler vi blot at finde ud af hvad spørgsmålet er.
Vi ser digitalisme alle steder. I bestræbelser på at digitalisere en smuk og demokratisk, analog valghandling, som i dag fungerer perfekt, med rekordhøj stemmedeltagelse. Planer som kun er sat i bero, fordi der endnu ikke kan findes en hackersikker løsning. Busplaner, som digitaliseres uden at brugerne bliver spurgt – så de efterfølgende må bruge tid og kræfter på at råbe op og bede om at få de velfungerende analoge køreplaner tilbage. I dag kan man digitalisere stort set hvadsomhelst, uden at blive stillet til regnskab for om det overhovedet er noget der gør mennesker sunde, glade og tilfredse. Tværtimod gentager politikerne selvopfyldende digitalismens credo: i fremtiden vil samfundet være mere digitalt, på stort set alle tænkelige områder. Vi kan lige så godt vænne os til det.
Øøøøh… fremtiden, siger I?
I Analogiseringsstyrelsen tillader vi os at påpege at der ikke findes nogen evidens for hvad fremtiden bringer – bortset fra at den traditionelt plejer at udvikle sig temmelig anderledes end man troede, før den indtraf. Vi ser det heller ikke som en naturlov at indførelsen en bestemt type teknologi – computeren – nødvendigvis er enhver innovations endemål og skal have forrang for ofte velfungerende og afprøvede analoge teknologier. Vi finder det direkte bizart at de selvsamme politikere som har direkte indflydelse på hvordan forvaltningen af samfundet udformes, taler som om en digitalisering af samfundet og den offentlige sektor er en uundgåelig kraft, som de ingen indflydelse har på. Hvis ikke de har – hvem har så?
Der er naturligvis forhold som påvirkes af markeder, standarder og forventninger fra borgerne. Men robotterne “kommer” ikke – det er menneskene der bygger og indfører dem. Og vores folkevalgte politikere kan sagtens vælge at der er andre parametre end effektivisering, som skal være styrende. Det vil faktisk være både legitimt og fremtidsorienteret at vedtage at visse opgaver ganske enkelt gør flere mennesker tilfredse og sunde, hvis de ikke udføres af en computer.
Men det kan jo være svært at se, hvis det er en fast etableret sandhed at en digitalisering af samfundet er uundgåelig.
For en ægte digitalist er udvikling det samme som digitalisering
I en radiodebat imellem Analogiseringsstyrelsen (ved undertegnede) og innovationsminister Sophie Lødhe om digitalisering af sundhedskortet, blev ministeren spurgt, hvem der egentlig havde bedt om at få digitaliseret sundhedskortet. Ministerens svar var et smukt skoleeksempel på digitalisme. Hun svarede nemlig at “danskerne forventer at vi udvikler den offentlige service”. Ministeren blev altså spurgt om digitalisering og hørte det som udvikling. Det er digitalisme, i sin mest pædagogiske form. For en digitalist er der nemlig ingen forskel!
Er vi enige alle sammen?
Derfor blev vi lidt overraskende over at nogle af de mennesker som erklærer sig ubetinget enige i vores kritik af hovedløs digitalisering er de selvsamme politikere – ja sågar folk i Digitaliseringsstyrelsen. Det er jo netop deres valg og forvaltning vi kritiserer – for at få dem til at være mere modige og at tænke selv. I ovennævnte radiodebat, gik to formuleringer igen fra både innovationsministeren og Socialdemokraternes IT-ordfører, Karin Gaardsteds side: “Man skal ikke digitalisere for digitaliseringens skyld” og “Man skal kun digitalisere hvor det giver mening”.
På overfladen kan det faktisk lyde som om de var ansatte i Analogiseringsstyrelsen – indtil man dykker lidt ned i substansen. For hvad betyder de to sætninger egentlig. Hvorvidt noget “giver mening” er en komplet subjektiv antagelse, som i praksis intet betyder. Det er nærmest nonsens. Og så længe det altid synes at være de andre der vil “digitalisere for digitaliseringens skyld” – aldrig én selv, betyder begrebet i praksis heller intet som helst. Begge udtryk er substansløse røgslør og rent subjektive besværgelser. En slags digitalistiske fadervor, som ikke tjener andet formål end at styrke den der bruger dem, i den digitalistiske tro og at afværge enhver dybere kritisk debat i opløbet.
Sådan digitaliserer man for digitaliseringens egens skyld
I sagen om sundhedskortet, havde Sundhedsministeren foretaget en undersøgelse, inden hun kom med sin udmelding om at digitalisere det. Men det var ikke en undersøgelse af de samfundsmæssige konsekvenser – eller de psykologiske eller sociologiske – en begyndende udfasning af et analogt sundhedskort kunne have. Nej, man havde spurgt et IT konsulenthus om det kunne lade sig gøre og hvad det ville koste. Man havde ganske enkelt sprunget det skridt over at undersøge hvad borgerne mister, hvis et analogt kort udfases. Om vores liv bliver bedre med et der kun virker hvis man har en smartphone med strøm på. Og det er da egentlig klart. Hvad skal man med den slags besværlige overvejelser, når vi allerede allesammen ved at “fremtiden er digital”?
Nu kan man berettiget mene at sagen om sundhedskortet er relativt enkel og at man, da man jo en tid endnu fastholder et analogt kort, ikke behøver at overveje omkostningerne ved at udfase det endnu. Men hvor mange andre steder springer man de vigtige spørgsmål over og går direkte til design, implementering og til at indkassere besparelserne? Spurgte man lægerne om de ville til at være lægesekretærer, inden man indførte sundhedsplatformen og fyrede en stor del af sekretærerne? Spurgte man danskerne om de gerne ville have at deres analoge klippekort forsvandt, selvom de fungerede upåklageligt?
Sandheden er at man kan udtale lige så mange gange at man da “ikke skal digitalisere for digitaliseringen skyld”, men hvis man derefter går i gang med at digitalisere, som om det var en naturlov, uden at undersøge om det i det konkrete tilfælde er den løsning der giver det bedste liv, er det altså lige nøjagtigt hvad man gør.
Fremtiden er ikke digital. Fremtiden er fremtiden og computeren er blot én af mange menneskeskabte teknologier, som man kan få en masse fantastisk værdi af, hvis man holder op med at tale om dem, som om de er sendt af guderne.
Læs også: Kære Ellen – en digitalisering er altså ikke en opgradering | Mandag Morgen: Digitalismen er død – længe leve computeren