Retten til et frit liv uden digitale teknologier

/i /af
“The Convention (nor any other standard) does not guarantee the right to free life without digital technology. One must  have the right to protect his or her privacy endangered by the internet, avoiding any online gadgets, or to live without digital technology without being financially or otherwise restricted or punished. Some people may prefer to live and communicate in the same way people lived and communicated for thousands of years before the internet appeared in 1994!”

Eller på dansk:

“(Børne)konventionen (eller nogen anden standard) garanterer ikke retten til frit liv uden digital teknologi. Man skal have ret til at beskytte sit privatliv – som er truet af internettet – undgå online gadgets eller at leve uden digital teknologi uden dermed at blive økonomisk – eller på anden måde – begrænset eller straffet. Nogle mennesker foretrækker måske at leve og kommunikere på samme måde som folk levede og kommunikerede i tusinder af år, før internettet dukkede op i 1994“.
Dette citat stammer fra et barn på en workshop afholdt i 2016 af det tjekkiske National Safer Internet Centre (SIC) med henblik på at fejre Universal Children’s Day. SIC organiserede to debatter på en skole i Prag med børn om børns digitale rettigheder og om børns plads i den digitale verden.
Fem år senere har UNHCR i marts endelig vedtaget en deklaration om børns digitale rettigheder under titlen “General Comment No. 25 (2021) on children’s rights in relation to the digital environment”. Det er et hamrende vigtigt dokument, der slår fast, at børn har krav på den samme grad af beskyttelse, når de er online, som når de færdes i den analoge verden. At der altid uanset hvad først og fremmest skal tages hensyn til barnets bedste interesser.

På første side slår forfatterne tesen an:

 “Meaningful access to digital technologies can support children to realize the full range of their civil, political, cultural, economic and social rights. However, if digital inclusion is not achieved, existing inequalities are likely to increase, and new ones may arise”.

Muligheden for lige adgang til internettet er af afgørende betydning i dag. Det kan ingen vel være uenige i. Ligesom ingen kan modsige de børn, der er citeret i de første linjer efter at have været konsulteret i forbindelse med tilblivelsen af dokumentet og som mente, at digitale teknlogier var helt afgørend vigtige og vitale for deres nuværende og fremtidige tilværelse. De siger:

“By the means of digital technology, we can get information from all around the world”; “[Digital technology] introduced me to major aspects of how I identify myself”; “When you are sad, the Internet can help you [to] see something that brings you joy”.

Men hvor er perspektivet fra det tjekkiske barn, der i 2016 påberåbte sig retten til ikke at være online? Var det bare en enlig svale? Det ved vi vel egentlig ikke, før vi har spurgt børnene? For som man råber i skoven, får man svar. Mon nogen har spurgt danske – eller andre – børn til, om/hvornår de oplever det som forstyrrende, at de andre børn i klassen bruger computere og smartphones til at chatte, game eller se online porno i GFO’en eller skoletiden?  Mon nogen har spurgt danske børn, om regler for ikke-brug i skolen, på fodboldturen eller i familien kunne være interessante og hvordan, de kunne se ud? Har nogen spurgt børn om de dybest set helst ville være foruden?

Nu er børns digitale rettigheder vedtaget. Læs dem – de er vigtige!

Næste skridt må være et dokument, der sikrer børns analoge rettigheder.