Ny plakat – vis hvor man nyder frihed (frem for overvågning):

Hent, print ud og sæt op og vis dine besøgende at de nyder frihed – frem for overvågning

FRIHED er det nye TILLID

Da vi lancerede tillidscertificeringen, responderede vi venligt og støttende på statsministerens, i tiltrædelsestalen erklærede, tillidskrise og bortforklarede regeringens efterfølgende bekendtgørelse om øget overvågning som en forståelig begynderfejl, som hurtigt ville blive rettet.

Men det skete ikke. Nu er dagsordenen flyttet og vi flytter med. Justitsministerens interessante udtalelse om at overvågning er frihed gør det pludselig nødvendigt at tage stilling, Er overvågning det samme som frihed?  I Analogiseringsstyrelsen mener vi at det er en analog menneskeret, ikke at være overvåget mere end strengt nødvendigt. Det handler ikke om hvor vidt det er farligt, men om at have ejendomsret til vores udtryk og adfærd i verden.

Som respons på denne dagsorden, lancerer vi derfor frihedscertificering. Vi mener ganske enkelt at videoovervågning står i modsætning til frihed. Man må vælge. Og vise det til andre.

Her finder du 3 forskellige udgaver af vores nyeste “frihedscertificering”. Designet er i PDF og kan f.eks. sendes direkte til klistermærketryk. Vær kreativ!

1. Vælg det udtryk du synes passer bedst

Klik og hent plakaten i A4 som pdf (passer til din printer)

2. Print eller brug som du vil

Du kan skalere plakaten op i stor størrelse eller printe mange små som klistermærker.

Copyleft notice: Dette design må trykkes, printes, broderes og 3D printes uden anden angivelse af ophavsfolk end vores logo, som vi meget gerne vil have at mange mennesker ser og tænker over :). Du må altså gerne trykke t-shirts og krus med motiverne og sælge dem. Eller bruge dem i dit blad eller på fotos. Spred det. brug det!

Om frihedscertifikatet

Dette er ikke en joke!

Det er en frihedscertificering, som garanterer folk at de er fri for videoovervågning lige der. Hvis du vælger at bidrage til frihedscertificeringen af verden, kan du begynde med at spørge dig selv om du egentlig kan hænge dette certifikat op i dit barns børnehave, ved dit skrivebord eller på din hoveddør.

Sæt plakaten op et sted hvor du kan garantere frihed fra videoovervågning – hvis du kan finde et!