En styrelse i splid med sig selv?
En uformel, dynamisk kultur
I analogiseringsstyrelsen har vi en uformel, dynamisk kultur. Vores fokus er hovedsaligt orienteret mod det ansvar vi er sat i verden for at forvalte, og det meste af vores tid er fokus på implementering, implementering, implementering! Men det afholder os ikke fra at give hinanden snor til at tænke frit i de retninger, tankerne nu en gang løber. Det skaber energi, men kan selvfølgelig også være årsag til uenigheder og sammenstød. Fra mit perspektiv er der tre grundlæggende spændinger i styrelsen: den aktualitetsbårne, den psykologiske og den noetiske (den der beskæftiger sig med hvad det vil sige at tænke). Hvordan får vi det hele til at mødes, hvordan formår vi trods alt at bevare den kontinuitet og stabilitet, der kendetegner alle gode styrelser?
En anekdote fra Okkenhaug
Lad mig starte med en lille anekdote, fra min opvækst i Okkenhaug. Min far havde tre brødre: Geir, Thor og Knut. Geir arbejdede på værftet, og Thor og Knut på savværket. Når mine forældre holdt 17. maj fest, havde onklerne altid Kvikk Lunsj-chokoladebarer med til min søster og mig, hvilket skabte stor glæde. Geir var filosoffen blandt de fire brødre, og når den var blevet sent (efter vi var blevet puttet), kunne vi nogle gange høre ham råbe: “Men brødre: hvorfor gør vi det vi gør? Hvor kommer de ideer fra, der gør at vi skal arbejde så hårdt hver dag? Det er som om vi ikke tænker nok over det!“. “Nu begynder du igen, Geir” var svaret som regel, og hvis det ikke endte i slåskamp, så blev hans spørgsmål afbrudt af skål og sange indtil gæsterne faldt om, eller travede hjem igennem sneen.
Styrken i store ideer
Hvorfor fortæller jeg det? Onkel Geirs spørgsmål lever videre i styrelsen, selv her i dag: vi har brug for at tænke over hvorfor vi vælger de strukturer som vi gør, og selvom styrelsens fagligheder undertiden stritter i forskellige retninger, er vi dog enige om dette: det er de store ideer, der skaber forandring. Analogisering er en sådan ide. Men det er en forstyrrende, kompliceret idé, som afføder mange nye spørgsmål, for hvert skridt vi tager. Vigtigst er dog, at vi fastholder ambitionen om at den bærende ide skal kunne samle noetiske impulser op: Hvorfor tænker vi om ting som vi gør? Kunne det hele måske være anderledes? Selvom det kan ende i bragesnak, eller vi falder om af træthed.
For nyligt spurgte jeg min Onkel Geir til hvorfor han altid var blevet i Okkenhaug, og til hvorfor han aldrig søgte arbejde udenfor værftet. “Det er fordi, der den 17. maj, hos dine forældre, altid var plads til at overveje alternativer“, var hans svar.