Når skærmen tændes, slukkes verden

At lære er at tæmme verden; at sætte dens ting på rette afstand, at gøre dem til fakta, altså til varelinjer på en faktura, så de kan kontrolleres og udnyttes gennem tillærte kompetencer.

At dannes er at holde verden fri; at møde den uden at binde tingene til at udgøre en bestemt værdi for mennesket, og at lade sig selv være den betingede i mødet med tingene.

“Hele verden er i skærmen”, siges det, men det er en vrangforestilling. Der er ingenting i skærmen. Ingen ting. Der er kun indtryk af ting, som ikke gør os selv og vores ego skade. Bliver det for ubehageligt, swiper vi det væk. På skærmen møder vi aldrig andet, end det vi allerede kender. Her er intet uventet, her er kun dét, algoritmen véd, vi kan lide.

Når skærmen tændes, slukkes verden.

“Hele verden er uden for skærmen”, burde vi sige, for det er sådan, det er. Derude, herude, er tingene og menneskene til, i al deres pluralitet. Alting er altid nyt, din kæreste er ikke helt den samme i dag, som hun var i går, alt levende og dødt, alt værende, er altid i glidende bevægelser fra én tilstand til en anden. Intet er kun nuller og ét-taller.

Når skærmen slukkes, tændes verden.

Sluk – og tænd!

(På baggrund af kapitlet “Kunsten ikke at lære verden at kende” (af Pasgaard, N.J.), fra antologien “Sidste Chance – nye perspektiver på dannelse” (af Brinkmann, S., Tanggaard, L. og Rømer, T., 2021, Forlaget KLIM)).