Indlæg

I(T)nvalid – en menneskeret?


Et billede kan sige mere end tusind ord – her er det Claus fra København der har været kreativ.

Artikel: Giv borgerne retten til at være analoge tilbage

Digitaliseringsministeren er nødt til at være åben for, at visse borgere foretrækker en analog relation til det offentlige, når de skal have hjælp, skriver lederen af Center for Digital Velfærd Irina Papazu og postdoc Søren Skaarup fra IT-Universitet.

Vores nye digitaliseringsminister Marie Bjerre mener, at det vil være at gøre borgerne en bjørnetjeneste at gøre det lettere at være analog i kontakten til det offentlige. Det ville være at lade de ikke- eller mindre digitale i stikken. De skal hjælpes, motiveres og nudges til at tilegne sig de digitale kompetencer, de tilsyneladende mangler, så de kan blive fuldgyldige medlemmer af det digitaliserede samfund.

Det er svært at være uenig med ministeren i, at alle borgere der ønsker at blive bedre til det digitale, skal have mulighed for at blive præcis så digitale, som de ønsker og magter. Det vil være godt for borgeren selv og for samfundet.

Men det kan sagtens forenes med, at alle borgere i kontakten med det offentlige skal have mulighed for at være så analoge, som de har behov for at være. Synes du, det lyder farligt? Så hæng på lidt endnu!

Det digitale slår ikke altid til

Forestil dig, at du er en borger, der skal ordne noget med det offentlige. Du skal måske ansøge om en ydelse, en service eller en tilladelse, eller du skal indberette f.eks. skat eller flytning – og du skal som udgangspunkt gøre det digitalt. Af en eller anden grund er du i denne situation ikke helt tryg ved at gøre det selv. Hvad gør du så?

Du kan ”ringe til en ven”, hvis du har nogen i dit netværk, som du tror har mere styr på situationen end du selv har, og som du i øvrigt synes skal have lov at få indblik i det, det handler om.

Du kan kontakte den myndighed, der har ansvaret og bede dem om hjælp (hvis du kan komme igennem til dem), du kan gå på biblioteket eller i borgerservice (hvis du kan få en tid, og de har åbent, når du kan), eller du kan trække på nogle af de frivillige organisationer, som tilbyder hjælp.

Eller du kan give op, fordi den hjælp, du har brug for, ikke er let for dig at få, eller du ikke har overskud og kræfter til at opsøge den. Disse scenarier skulle være nogenlunde udtømmende for, hvad borgere der ikke kan klare tingene selv kan gøre. Og det gør de allerede i dag. (Der er et yderligere scenarie: fuldmagter – men det er en problemstilling til en senere klumme).

Retten til at være analog

Forestil dig nu, at vi i morgen besluttede, at det ikke længere var obligatorisk for borgerne at betjene sig digitalt i forhold til det offentlige. Hvad ville der ske?

Når man lufter denne tanke for beslutningstagere, ser de tilsyneladende for sig en hær af borgere, der lægger de offentlige telefoner ned og danner kilometerlange køer foran borgerservicecentrene. Men hvorfor tror de egentlig det? Indimellem fornemmer man, at de antager, at borgerne simpelthen er for dovne eller dumme til at gøre tingene digitalt, hvis man ikke lægger pres på dem. Samtidig siger de også, at borgeren efterspørger mere digitalisering, fordi det er smart og nemt for dem. Det hænger jo ikke rigtig sammen.

Forestil dig nu, at du er den dovne borger. Du skal ordne noget med det offentlige og vil gerne bruge så få kræfter som muligt på det. Din eneste forhindring, antager vi, er dovenskab. Hvad gør du så? Bruger lang tid i en telefonkø? Bestiller tid i Borgerservice til en anden dag og bruger tid på transport og ventetid – måske i arbejdstiden? Eller ordner du det hjemmefra, digitalt? Vores gæt er, at du nok gør det sidste.

Dem, der ville opsøge hjælp, hvis digital selvbetjening ikke var obligatorisk, ville efter al sandsynlighed stor set være de samme, som opsøger hjælpen i dag. Men det ville ikke længere være inden for rammerne af en diskurs, hvor det ikke at være tilstrækkeligt digital ses som en mangel ved borgeren. Og hvor den mindre digitale borger ses som en, der ikke kan ”følge med”, ikke er ”kompetent” eller ikke er ”motiveret”.  Med andre ord vil det være en mere værdig og inkluderende tilgang, end den vi har i dag.

Men det ville også stille nye krav til visse myndigheder. De myndigheder, der i dag har en utilstrækkelig service over for de mindre eller ikke-digitale, ville skulle forbedre denne service. De myndigheder, der ikke giver borgerne mulighed for personlig betjening, ville skulle overveje, hvordan de bedst muligt sikrer hjælp til de borgere, for hvem personlig betjening er den bedste løsning. Det kunne f.eks. være ved at give de kommunale borgerservicecentre bedre muligheder for at hjælpe på myndighedens område og/eller ved at støtte de frivillige organisationer, så de bedre kan hjælpe borgerne på vej.

Ingen ønsker sig papirblanketten tilbage!

Det er vigtigt at slå fast, at INGEN ØNSKER SIG PAPIRBLANKETTEN TILBAGE! Det er en stråmand, som alt for ofte bliver sat op. Alternativet til at borgeren sidder derhjemme og gør tingene selv på egen hånd er ikke at stikke dem en papirblanket, men at borgeren enten får hjælp derhjemme over telefon eller video eller fysisk sammen med en, der har mere forstand på det end borgeren selv.

Hvorfor har borgerne brug for hjælp?

Det er vigtigt at huske, at der også inden digitaliseringen var borgere, der havde brug for hjælp; de udfordringer, de havde dengang, er langt henad vejen de samme, som de har i dag.

For nogle er det det digitale i sig selv, der er den største udfordring: man kan have svært ved at bruge teknologien, eller man har ikke adgang til den. Men for mange betyder andre ting mere. Hvis man har problemer med at læse og skrive eller ikke er god til dansk, kan det være svært at klare tingene selv. Hvis man står i en situation, man aldrig har været i før, kan man mangle det mentale landkort, der gør situationen overskuelig. Der kan man have behov for at få hjælp til at sikre forståelsen og få skabt overblik og retning, inden man eventuelt selv fortsætter processen.

Der er flere andre grunde til, at man kan have brug for hjælp. Men digitale kompetencer er i det store billede en mindre udfordring. Derfor er det så afgørende, at der altid er gode analoge alternativer til rådighed for de borgere, der har brug for dem. Og det er vigtigt at forstå, at når alternativer efterspørges, er det ikke, fordi borgerne er dovne eller dumme, men fordi en støtte er nødvendig, for at de kan føle sig trygge i processen. Det burde Marie Bjerre have øje for.

Læs også: Analogisering for et bedre samfund – kronik bragt i Politiken 4.8.2022

Analogisering for et bedre samfund – kronik bragt i Politiken 4.8.2022

Der går et spøgelse gennem verden. Spøgelset hedder digitalisering.

Vi kan se digitalisering i alle statistikker.

Undtagen i produktivitetsstatistikkerne. Ifølge en undersøgelse fra OECD, så er produktiviteten faldet de sidste 10 år, trods eller måske endda på grund af digitaliseringen.

McKinsey, der ikke just kan kaldes maskinstormere, skrev i 2018 også undrende om manglen på produktivitet som følge af digitalisering, naturligvis med en tilføjelse om, at der er et stort potentiale, der endnu ikke er indfriet.

Når vi kalder digitalisering for et spøgelse, er det fordi, digitalisering regnes for en supermagt i sig selv, at den unddrager sig ansvar og at det er på tide, at den bekender kulør.

Påstanden bag den er, at alt er bedre ’digitalt’. Men når det kommer til stykket er vi jo alle analoge, uanset den elektronik, vi er pakket ind i.

Analogiseringsstyrelsen mener at digitaliseringen er nået til at punkt, hvor den skader mennesket og vore samfund. Vi stiller os hermed til rådighed for konstruktive analoge løsninger på de mange problemer, det digitale har skabt.

Der er faktisk steder, det går godt med det digitale: Produktiviteten stiger f.eks voldsomt indenfor medier, i computerbranchen og i den finansielle sektor, hvor sidstnævnte arbejder utrætteligt på at udfase de ikke gebyr-venlige analoge og anonyme kontanter, for at kunne erstatte dem med rent digitale, sporbare elektroniske overførsler.

Når det handler om mennesker, går det knap så godt. Der har aldrig været så megen klart dokumenteret angst og psykisk sygdom i samfundet som der er nu. Vi mangler desperat pædagoger og sygeplejersker og politifolk og fængselsbetjente og social- og sundhedsassistenter og læger og lærere – alle faggrupper, der arbejder konkret og analogt – det meste af tiden uden for det digitale.

Og så er der den grønne omstilling. Digitalisering er ikke ’grøn’. Den er baseret på gigantiske datacentre, de fleste af dem ejet af udenlandske techgiganter, datacentre, der alene i Danmark, forventes at bruge 3/4 af al den ’grønne strøm’, der produceres her i landet. Datacentre står for øvrigt for 33 procent af det samlede danske energiforbrug frem mod 2040 følge en undersøgelse fra COWI.

Alligevel tales der stadig om ’potentialer’, mens befolkningen og samfundet piskes frem af en absurd uafvendeligheds-dagorden: Det digitale er uundgåeligt, det er fremtiden, det er et tog, der kører og vi må ikke stå tilbage på perronen, hedder det sig ofte når politikere og embedsmænd udtaler sig. Ingen taler om, hvad digitalisering er og HVOR toget kører hen. Det burde vi.

For der er andre ting på spil her: Vores menneskelighed. Og hvordan vi skaber et bedre samfund.

I 2001 fik vi E-boks. Tanken bag det var at spare penge på den analoge post og gøre det nemmere for borgerne. I dag, over 20 år senere, kan vi konstatere, at besparelserne var illusoriske, især da den logiske, men ikke gennemtænkte konsekvens af e-boks var, at det analoge postvæsen de facto døde og vi dermed mistede muligheden for at sende egne, manuelt nedskrevne tanker til hinanden fra dag til dag: Brevskrivning som kunst og mulighed er reelt død, det er et kulturtab og bør begrædes, ikke hyldes.

I 2014 blev det obligatorisk at bruge E-boks og nemID – nu mitID – for alle, også ikke myndige børn på 15 år, og siden da, har stat, regioner og kommuner lagt mere og mere af deres arbejde over på borgerne. Vi forventes ikke bare at betjene os selv, men også at oppebære fælles teknisk infrastruktur i form af egen, nyere smartphone, en opdateret, sikker computer og solid, dyr internet-forbindelse, betalt af egen lomme og oftest uden adgang til professional hjælp, hvis noget svigter.

En ting er, at man pålægger borgerne økonomiske og praktiske byrder. Men forholdet mellem borger og stat ændres samtidig fundamentalt.

Som borger, har du selv det fulde ansvar for hvad, du indtaster og selvbetjening er blevet fulgt op af myriader af kontrolsystemer, der skal forhindre snyd og hvidvask, ikke mindst på det sociale og financielles område.

Falder du udenfor eller glemmer du at tjekke din e-boks, så straffes du – med bøde eller sanktioner. Mistro er indbygget, alting gemmes og kan analyseres.

Det er almindeligt anerkendt, at mennesker trives bedst i tillid. At Danmark oprindeligt var et tillidssamfund.

Vi arbejder og lever simpelthen bedst, når vi ikke bliver kigget over skulderen af et program i en computer. Den stærke demokratiske kommunikation mellem borgere og stat opstår, når vi får mulighed for at bruge vores fulde opmærksomhed og sproget er frit, ikke når det handler om at presse kommunikation ned i felter i et regneark.

Når man fratager os muligheden af at bruge vores eget sprog i forhold til myndighederne via mitID og faste skemaer, forsvinder borgeren som menneske og bliver til data, data, der gemmes og recirkuleres i en uendelighed i forvaltninger, der flytter sig længere og længere væk fra borgerne.

Ønsker vi at møde de mennesker, der angiveligt betjener de computere, der betjener os, skal vi bestille tid hos borgerservice via mitID.

Snart skal vi også have et europæisk ID, eID, noget, der bekymrer i blandt andet England, hvor man ser store problemer i forhold til borgernes privatliv og muligheder for at deltage i samfundet. Den diskussion har vi slet ikke taget hul på herhjemme.

Det burde vi.

Ønsker vi ikke eller kan vi slet ikke at deltage i det digitale er vi nemlig ilde stedt: For hvor det er muligt at frasige sig E-boks, ganske vist med den konsekvens, at borgeren så overlades til et skrantende, de facto svensk ejet Post Nord, så er det helt umuligt at slippe for nemID/mitID. Eller rettere: Du kan godt slippe.

Du skal bare umyndiggøre dig selv. Du skal gøre dig til en ikke-person ved at give en slægtning eller ven eller en fra kommunen fuldmagt til at underskrive digitalt for dig.

Denne umyndiggørelse er en stærk og urimelig reduktion af borgerens autonomi og vores mulighed for kontrol over egne penge, situation og liv.

Der er selvfølgelig tilfælde, hvor denne umyndiggørelse giver mening, f.eks. ved stærk demens. Men forestil dig et øjeblik hvordan det ville være, at andre skulle skrive under for dig og have indsigt i dine private informationer om penge og sygdomme, blot fordi du ikke kunne eller ville betjene dig af en computer? Ville du kunne stole på dem? Og ville du bryde dig om, at være afhængig af dem?

Der er mange, der allerede nu står udenfor: I en rapport fra Justitsia anslås det, at over 25 procent af danskerne ikke ønsker eller ikke kan benytte sig af digitale løsninger. Det er rigtig mange mennesker, mere præcist godt 1.5 millioner danskere, og der er ikke noget der tyder på, at der bliver færre i fremtiden. Store grupper af unge har problemer med at adskille pligt-apps fra staten fra underholdning og andre forstår slet ikke brugen. Og så bliver vi altså alle sammen gamle, og selvom vi lige nu sagtens kan jonglere smartphones og logins og passwords, så skal der ikke mere end en enkelt lille blodprop, et svigtende syn, en svag hukommelse eller rystende hænder til at umuliggøre det digitale liv, alt sammen ting, der ikke som sådan gør os til dårligere mennesker, men som altså kræver, at vi umyndiggør os selv, hvis vi fortsat vil benytte os af offentlige services. Hvis ikke, bliver vi til dårligere mennesker i statens øjne. Det er uforståeligt og urimeligt, at et rigt samfund som det danske ikke kan oppebære alternativer i form af mennesker, man kan tale med eller finde ud af at bygge systemer som alle kan benytte.

Der rejser sig samtidig en stigende og forståelig utilfredshed med fattigdommen i det digitale liv i disse år. Digitaliseringen påvirker i stigende grad vores arbejdsliv, der nu finder sted på alle tider af døgnet via mails og smartphones.

Et land som Frankrig understøtter nu digitalt ikke-brug, ved f.eks. at forbyde arbejdsgivere at kontakte medarbejdere i ferier og fritid – og straffe dem med bøder, hvis de overtræder forbuddet. I Tyskland har store firmaer lavet e-postsystemer, der afviser mails sendt til medarbejdere, der har fri – ikke bare med et autosvar – mailen kommer simpelthen ikke frem.
1)

Det vi foreslår, er analoge rettigheder: At stat, kommune og regioner anerkender, at der er et betydeligt antal danskere, der ikke ønsker eller ikke kan leve et digitalt liv, og hjælper og støtter dem i en analog tilværelse i stedet for at reducere dem til usynlige og umyndige andenrangsborgere. Stat og myndigheder skal bevare analoge, menneskelige kontaktmuligheder og løsninger.

Som tænketank anerkender vi tilstedeværelsen af det digitale i verden, men som et værktøj, ikke som den religion, digitaliseringen efterhånden har antaget karakter af.

I de seneste strategier fra regeringen, kommunerne og regionerne ønsker man mere fart på det digitale. Det skal ske ved mere ’digital dannelse’ af borgerne, der altså oveni at skulle supportere og betale egen infrastruktur, også forventes at skulle bruge tid på at forstå hvordan og hvorfor et dårligt gennemtænkt system fungerer og hvordan borgeren kan bidrage til det system. Dårlig digitalisering og skandaløst udrullede it-løsninger som f.eks. mitID gøres dermed til borgerens ansvar – ikke digitaliseringsstyrelsen, bankernes eller statens. Det mener vi er forkert.

Analogiseringsstyrelsen mener, farten skal sættes ned. At vi skal tænke os om. Hele den digitale bevægelse af samfundet bør gentænkes og analyseres til bunds – hvad giver egentlig mening og værdi til borgerne og hvad har det kostet, reelt?

Samtidig er vi nødt til at standse affolkningen og automatiseringen af de offentlige rum. Rådhuse, tog-stationer, supermarkeder, skattekontorer, biblioteker og banker bør være bemandet af andet end sikkerhedsfolk og kontrollører og der bør skabes mulighed for, at borgere kan blive betjent af andre mennesker.

Vi skaber lige nu et samfund til en særlig gruppe privilegerede, eller rettere en gruppe af særligt DIGITALE borgere, for hvem, det er mere bekvemt og mindre intimiderende at kunne betjene sig selv via smartphones og selvbetjening og selv-check-ud-kasser. De skal også være her, de digitale. Men skal de fylde det hele?

Analogiseringsstyrelsen holder af de muligheder, computere har givet os som mennesker. Men vi mener ikke, at digitalisering giver mening i sig selv og minder om, at sund fornuft stadig er hård valuta, der er gangbar verden over. Eksempelvis kunne man ansætte flere tusinde mennesker, med egen lommeregner, telefon, skrivebord og en løn over 500.000 kr om året for mindre end det beløb, SKAT hidtil har brugt på et endnu ikke fungerende automatisk kontrol- og inddrivelsessystem.

Danmark var faktisk et ekstremt veldrevet, trygt og sikkert samfund før vi blev digitale, men det er som om, politikerne ikke har fået principperne fra dengang med sig. I det analoge Danmark var der ikke register-samkøring, det var et forvaltningsprincip og det handlede om at respektere borgernes privatliv. Det kostede på effektiviteten, men var retfærdigt og rigtigt. I dag samkøres der registre til den store guldmedalje i verdensmåls-digitalisering, og borgernes liv tilhører tilsyneladende staten, der konstant søger muligheder for at optimere, forudsige og værdi-sætte, for ikke at sige: SÆLGE os til os selv. En ting er, at vi dermed dømmes på vores fortid, ikke vore potentialer og hvad vi måske gør i morgen, at vi så at sige kun ses bagfra, ikke mødes ansigt til ansigt.

Noget andet er, om det at være effektiv og optimeret og salgbar som Big Data virkelig er formålet med et menneskeliv?

Vi får også nye problemer.

Vores data-liv hænger, bogstaveligt talt, i en tynd, digital tråd som cyberkriminelle og data-købmænd hopper rundt på mens vi, borgerne, forsøger at holde balancen.

Analogiseringsstyrelsen mener der bør forskes grundigt i hvordan analogisering kan styrke cybersikkerhed. Vi bliver nød til at udvikle metoder til at bestemme selv.

Samfundet skal ikke være en stor computer. Det er et konkret sted, verden er altså ikke META, det er her vi lever, som mennesker med andre mennesker.

Analogisering er det kontrapunkt digitaliseringen har brug for.

Fordi mennesket er smukt.

et foto af en analog avis

Fotoet er af den analoge papiravisudgave som vi selvfølgelig håber I har købt

1)

Le droit à la déconnexion est un principe (intégré dans la loi en France) selon lequel un salarié est en droit de ne pas être connecté aux outils numériques professionnels (téléphone portable, courriels, etc.) hors des horaires de travail (temps de transport travail-domicile, congés, temps de repos, week-end, soirée, etc.). La France est le premier pays à avoir intégré ce droit dans le droit du travail (pour les entreprises) 1. https://fr.wikipedia.org/wiki/Droit_à_la_déconnexion på Dansk: Retten til at afbryde er et princip (integreret i loven i Frankrig), hvorefter en medarbejder har ret til ikke at blive tilsluttet professionelle digitale værktøjer (mobiltelefon, e-mails osv.) uden for arbejdstiden (rejsetid arbejde-hjem, ferier, hviletid, weekender, aftener osv.). Frankrig er det første land, der har indarbejdet denne ret i arbejdsretten (for virksomheder)

‘Digitalisering Danmark tonser derudad med røde kinder og praktiske briller’

Forfatter Christina Hagen taler det ikke-digitale op i sit essay i Weekendavisen:

Digitalisering Danmark tonser derudad med røde kinder og praktiske briller og klokker ind på Borgerservice med sin lille madpakke i en kuffert. Borgerne på Borgerservice skuler til hinanden på jagt efter de ikkedigitale krystere, dem, der ikke orker det. Det er dem her, du skal kigge efter: narkomanerne og alkoholikerne, de psykisk syge og de stressede, de gravide og de nybagte mødre, alle dem, hvis kæreste er gået fra dem, de midaldrende, der netop har mistet en forælder, de så for lidt og satte for lidt pris på, de kronisk angste, som bare håber at overleve endnu en dag, de ordblinde, der hverken kan skrive eller læse, og dem med ADHD, der ikke har ro i hovedet til det. Alle dem med en værge. Alle dem, der er senile. Alle dem, der ligger i en seng og ikke blinker, når man taler til dem. Kig også efter nye flygtninge og indvandrere, der ikke er gode til at læse eller skrive dansk eller måske har brug for en tolk, kig på deres børn, der har travlt med at lege og lave lektier, kig på alle dem med fysiske smerter, hvor ingen medicin rigtig hjælper, og kig på de selvmordstruede, der undersøger sporene lige nu for at se, om de kan dø i det her sving’

Læs det hele her:
https://www.weekendavisen.dk/2022-7/kultur/af-sikkerhedsmaessige-aarsager

ANALOGE HAR OGSÅ RETTIGHEDER: Stop udskamningen af vores liv!

De seneste år har ikke være nemme for mennesker, der foretrækker at leve at analogt liv.
Digitalister fra fremskridtsoptimistiske blockchain-besatte regeringer og multinationale firmaer med bitcoins i øjnene, tager hver eneste dag en stump af det analoge liv, mange af os foretrækker, og laver venlig menneskelig betjening om til en app eller en chatbot. De tager vores kontanter og erstatter dem med mobilepay, de fjerner busplaner og hænger digitale skilte op, hvor man kan ændrer ankomsttiderne efter forgodtbefindende, de indfører corona-pas og nummerpladescannere og parkeringapps og overalt og igen og igen skal man have sin nemID-app frem og swipe sig fremad i et lysende helvede af dårligt programmerede websider, nu også for at kunne få en aftale med den borgerservice, der ellers udgør et lille analogt figenblad af menneskelighed i en iskold, selvbetjent verden.
For der bliver tydeligvis længere og længere mellem menneskene mens antallet af computere omkring os vokser.

Det regnes for bedre at stirre ind i en skærm, end i øjnene på en medborger, og desværre har mange taget det digitale til sig, uden at stille spørgsmål og uden at tænke nærmere over det tab, også de har lidt, måske fordi de ikke længere orker at løfte blikket fra deres retina-skærme og kun kommunikerer gennem air-pods? Det stiller de endnu mange frie borgere, der ikke har en smartphone eller som ikke ønsker at deltage, fuldt eller i det hele taget, i det digitale, meget dårligt.
Især fordi digitalisterne brænder de broer, de betræder.

Ikke så snart har man opfundet et digitalt alternativ til noget allerede fungerende analogt, før det sidste forsvinder – de nye skærme skal øjeblikkeligt tilbagebetales med mennesker, der fyres fra deres job som det personale, der ellers taler med kunder og borgere og bliver de ikke direkte fyret, tvinges de til en trist omstilling, hvor de ender som klikkende zombier bag en skærm og et skrivebord.

De ikke-digitale er ellers mange: Her i Danmark har en undersøgelse fra KL og Digitaliseringsstyrelsen afdækket, at mellem 17 og 22 procent af indbyggerne i Danmark enten ikke vil eller kan bruge digitale løsninger. Det er langt over en million danskere, der hermed er ladt i stikken, og selv digitaliseringsstyrelsen antager, at det virkelige antal borgere, der foretrækker  eller kun kan bruge personlig betjening af virkelige mennesker, er langt, langt højere, da mange halter sig igennem vha venner, børnebørn og familie, der tvinges til at agere helpdesk, da hverken stat eller firmaer tilsyneladende mener at fysisk menneskelige hjælp er et indsatsområde, der kan betale sig.

Der hersker desuden en massiv misforståelse omkring, at denne gruppe er gammel og derfor vil uddø med tiden. Det er ikke rigtigt. Tværtimod er den voksende i takt med, at digitaliseringen er blevet mere omfattende og kompliceret og i øvrigt bliver selv de mest forhærdede digitalister selv gamle og funktionsnedsatte engang. Hvor der i dag tales højlydt om ’den digitale kløft’ mener vi, vi bør tale om den analoge, at vi efterlades på den anden side af en virtuel bro, der kun kan betrædes, hvis man har det rigtige, digitale tankesæt og – ikke mindst – det rigtige udstyr. Det kan ikke passe, at borgere i Danmark skal være pakket ind i smartphones og højhastighedsinternet og 5g for at kunne fungere som det, vi alle sammen er: Borgere.

Det værste er, at det digitale sælges til os, som en demokratisk, oplysende teknologi, når alle med to fungerende øjne i ansigtet kan se, at den er det modsatte, og at vi langsomt nærmer os et data-tyranni, hvor kun de, der bidrager med, i øvrigt ret tilfældige, data om sig selv, har ret til at være her?
Danskere uden smartphones og adgang til nettet bliver langsomt marginaliseret og det skal stoppe NU!

Vi er trætte af at høre bemærkninger som ’kom nu ind i kampen’, ’vil du tilbage til stenalderen’, ’så svært er det vel heller ikke’, ’hvis du ikke har noget at skjule har du ikke noget at frygte’ og ’toget kører nu, vil du stå på perronen’, når både vi, og digitalisterne, hvis de gad tænke sig lidt om, godt ved, at det ikke er sådan det forholder sig. Vi er vrede over at blive udskammede, for at ønske at leve et liv, der er mere i vores egne hænder end maskinernes og vi fortvivles over, at politikerne og de store firmaer har fået held med, at påstå, det ikke kan være anderledes!

De har indført en ’nødvendighedens lov’, hvor digitale urimeligheder og forringelser i vores alle sammens verden indføres, ikke fordi det giver mening, men fordi man skal, fordi det påstås at være fremtiden og fordi der (måske!)er penge at spare og fordi det virker moderne. Digitalister er determinister. De taler i et toneleje og med en næsten barnlig, fundamentalistisk alvor, som var de præster for en tech-gud, der kun ser verden i absolutter og uafvendeligheder.

I et og nul.

Det er en binær, gammeldags og ukreativ og ikke mindst umenneskelig livsindstilling.

Værre endnu: Det er altså ikke givet, at det digitale er den eneste vej, tværtimod. Digitalisterne skaber mennesker om til slaver af påstået bekvemmelighed, dataslaver, hvis egentlige formål er at levere til algoritmer. Således er selv moderne forskere nu så betagede af de mængder af stjålne data, techgiganterne har taget fra al verdens borgere, at de ønsker fuld adgang til hele møgbunken, og tror sågar det kan gøres uden at få meget beskidte hænder.
Det er hæleri.

Og det skal standse nu, hvis der er rimelighed og fornuft tilbage i verden. Der skal være plads til alle.
Til både digitale og analoge borgere og dem midt imellem – hverdagen er ikke digital, den er stadig og vil altid være analog. Derfor må vi kræve fuld indførsel af analoge rettigheder NU!

Og respekt for os, der ikke kan se lyset i en skærm, men foretrækker det, der er i øjnene på vore medmennesker.
Stands udskamningen.

Vi er analoge. Og vi er stolte af det.

Smartphones giver kontrol – men stjæler nærvær

‘Det kan lyde som noget værre hippiesnak. Men smartphonen er i min optik et udtryk for, at vi mennesker har et stort begær efter at kontrollere, hvad vi bruger eller spilder vores tid på.’
Katja Bitsch skriver om det gode analoge liv med en gammel Nokia – og samtaler om vej og vind.
https://www.information.dk/debat/2019/08/aldrig-ejet-smartphone-stjaeler-naervaer

 

Køreplan til det analoge samfund: En skitse til umistelige rettigheder

Jeg skriver dette på baggrund af noget helt konkret: Køreplanerne til de københavnske busser.
Og jeg skriver det, fordi de ikke længere er der, i virkeligheden.

Indtil for ganske nylig var der en firkantet metalramme med et stykke papir indeni bag et stykke glas ved hvert eneste busstop i byen. På papiret stod afgangstider og linier, og hvis køreplanen ændrede sig, tog man papiret ud og satte et nyt ind. Det gør man ikke mere. Nu kan man slå køreplanen op, på sin smartphone, over internettet, hedder det.
Nu er det ‘live’.

Movia følger den almindelige, offentlige digitaliseringsstrategi. Med liveopdateret trafikinformation kan vi give en bedre service digitalt end analogt. Det er rigtigt, at vi dermed også laver om på passagerernes vaner i den kollektive transport«,  siger Movias kommunikationsdirektør, Camilla Struckmann,
Movia bevarer et analogt figenblad ved at gøre opmærksom på, at man kan ringe til dem og få tilsendt en køreplan, men det er tydeligvis ikke det, man håber.

Og det er ikke kun passagernes ‘vaner’ man laver om på her.
Man sætter dem samtidig i en situation, hvor de, hvis de vil have en ‘live’ køreplan, SKAL have en mobiltelefon, opladet og med internetforbindelse.
»Så vidt jeg ved, står det ikke i nogen lov, at man skal have en mobiltelefon«, siger Joan Bøgh fra Sundbyvester, der er buspassager, og det har hun ret i, og alligevel ikke.
For der står heller ikke i nogen lov, at det skal være muligt at tilgå og bruge offentlige og private services UDEN en mobiltelefon.

Men det burde der gøre. Og vi er nød til at få indført love, der kan sikre os rettigheden til tilgå det samfund, vi alle sammen skal kunne bo i, også uden digitale mellemled, i en fart.

For det er ikke det eneste sted, mennesker uden mobiltelefon, og ikke mindst uden netadgang, er lukket ude: Med indførsel af tvungen, digital post, aka det i øvrigt profit og privatdrevne, statsprojekt E-BOKS og nemID, er der meget få muligheder for at klare sig uden.

Samtidig arbejder regering, folketing og administration utrætteligt på at ‘digitaliseringsklargøre’ love og regler, der indføres Robot Process Automation(RPA) overalt i forvaltningerne, og enhver, der har prøvet at komme analogt i kontakt med kommuner eller skat, ved hvor lang tid man så kan komme til at sidde i ventekø, mens man hører automatiske stemmer stave sig gennem uendelige selvbetjeningsmenuer og insiterende henvisninger til hjemmesider, hvor man angiveligt kan finde svar på det, man ellers netop har opgivet at finde – hvilket var grunden til, man tog telefonen og ringede….

Resultatet af digitalismens sidste, desperate krampetrækninger er som bekendt en uhyrlig ophobning af data om borgerne, data, forvaltninger og styrelser tydeligvis ikke kan finde ud af at håndtere på menneskelig eller sikker vis.

De digitaliseringssklare lovgivninger er et forvaltningsmæssigt kapitel for sig: Man kan som bekendt, med noget besvær, blive fritaget for at benytte nemID – men når ens sag om ganske kort tid bliver behandlet algoritmisk, så er der pt. lagt op til, at man skal fritages ENDNU engang, for at kunne klage analogt – en fritagelse, der iøvrigt SKAL gennemføres digitalt! Det er ikke sikkert, det går så galt. Måske kommer nogen til fornuft inden. Men det er heller ikke sikkert, det går bedre, ja, det kan såmænd gå meget værre – stat og kommuner har nemlig sandsynligvis allerede ‘hjemtaget’ forventet spare-‘gevinst’ ved digitalisering og automatisering – og så er der ikke råd til fine fornemmelser.

Og så er der alt det, man allerede har taget fra os, uden videre diskussion: Retten til at være off-line!
I en tid, hvor det bliver mere og mere tydeligt, at mange mennesker stresses og forvirres over deres digitale liv, skal der være mulighed for at sige fra og gå tilbage til den analoge tilværelse – den vi har levet efter indtil for ganske nylig og som har skabt det samfund, vi nu nærmer os vejs ende med at digitalisere.
Vi har brug for en analog køreplan, en vished om, at når bussen kører, så ved vi, hvor den skal hen.

Jeg mener derfor, vi hurtigst muligt skal have indført 10 bud i alt arbejde med fremtidig digitalisering og automatisering – der er p.t. tale om skitser – skriv endelig til analogiseringsstyrelsen, hvis du har forslag eller bedre formuleringer.

Jeg gør samtidig opmærksom på, at der indtil videre er tale om et enkeltstående, personligt og tvivlende synspunkt i styrelsen, at jeg end ikke ved, om jeg har ret og at understående vil være til diskussion mellem de øvrige fuldmægtige og jeg den nærmeste tid, i det håb, at vi engang kan formulere et officielt manifest:

1. Myndighederne kan aldrig pålægge borgere i Danmark at være forbundet til internettet eller være i besiddelse af mobiltelefoner.

2. Myndighederne kan ikke kræve af en borger, at man er i besiddelse af computere, smartphones eller andre lignende apparater, for at kunne få den betjening, man har krav på.

3. Al borgerbetjening skal tilgodese både digitale og analoge danskere.

4. Borgere skal kunne møde fysisk op og møde en ansvarlig, menneskelig repræsentant for de systemer, der har truffet en beslutning på deres vegne. Repræsentanten skal kunne forklare beslutningen på en let forståelig, og juridisk holdbar måde. I tvivlstilfælde bør menneskelige, juridiske skøn have forrang for algoritmiske beslutninger.

5. Borgerne skal frit kunne vælge mellem om de ønsker en digital eller en analog behandling af myndighederne.

6. Digital selvbetjening skal være et tilbud. Ikke et krav.

7. Relevante sagsakter skal kunne udleveres og fremsendes på betryggende vis i papirform.

8. Borgeren skal have mulighed for at svare myndighederne i brevform eller ved fysisk fremmøde.

9. Stat, kommune og andre relevante myndigheder anerkender og arbejder ud fra princippet om, at de er til for borgerne, uanset borgernes tilgang til myndighedernes tilbud og krav.

10. Borgere i Danmark har umistelig ret til at frasige sig digital behandling af myndighederne og dermed kunne leve deres liv som de ønsker, også udenfor internettet, uden nærmere begrundelse, og myndighederne forpligter sig til at understøtte deres livsvalg.