En styrelse i splid med sig selv: Giv din krop til jorden, ikke lægerne?

Analogiseringsstyrelsen er en rummelig styrelse, hvor der er plads til at være i spild med sig selv – måske skal du ikke give din krop til lægerne – men til jorden eller himlen eller ingen som helst?

‘Reality is NOT the totality of information’
The AntiTranshumanist Manifesto

Højtærede fuldmægtig Anders Colding anbefaler, at man donerer sin krop til lægerne. ‘Du har i dag en meget konkret og 100% analog måde at give de lægestuderende fysiske og taktile erfaringer med anatomi og døde menneskekroppe på, nemlig ved at donere din krop til lægevidenskaben’, skriver han i sit telegram, ‘Den ultimativt analoge gaveide’.

Jeg tillader mig at anfægte dele af det standpunkt.

Det er svært at være uenig i, at taktile øvelser på rigtige kroppe ikke blot er nyttige, men nødvendige for formelsen af de lægehænder, under hvis kniv, vi alle kan risikere at skulle ligge på et eller andet tidspunkt. Disse ituskårne kroppe kunne dog også(og gør) tilhøre andre, beslægtede arter, blandt andet grise. For desværre er det ikke kun taktile øvelser, ens døde legeme forventes at kunne anvendes til.

Hvis man har doneret sin krop til forskning kan man ganske rigtig bruges til at skære i, men man har også ubetinget stillet sig selv til rådighed for ‘forskning’ i bredest mulige forstand. ‘Brugen af det afdøde legeme tager tid, hvorfor tidsrummet mellem dødens indtræden og urnenedsættelsen / jordfæstelsen oftest er længere end normalt. Det kan vare fra nogle få dage og op til 2 år’, hedder det omkring donationsordingen, hvor man gøres opmærksom på, at legemet ‘endvidere (vil) blive brugt til forskning i sygdomme samt udvikling af nye behandlingsmetoder’.

‘Når AU modtager legemet, behandles det, så de naturlige processer, der automatisk går i gang ved et dødsfald stoppes, for bedst muligt at bevare vævet’, skrives der. Kroppen tages simpelthen ud af sin naturlige, analoge liv/død-cyklus, og fastholdes i et limbo i op til to år, hvor den kan kan gøres til data via blandt andet vævsregistreret, der er leverandør til det nye ‘Nationalt Genomcenter’, der blandt andet arbejder på at kortlægge hele det danske genom.

En længere række samarbejdspartnere, mange private, vil via forskerordningen også få adgang til ens krop – hvorved man ikke blot gøres til data, men også, indirekte, kommercialiseres og sælges.
Kombinationen af et afdødt, eller som man sagde ind til for nylig, et af-sjælet legeme og den til individet hørende sygdomshistorie og levnedsbeskrivelse, kommer dermed til at udgøre en ny, uimodsigelig, databåret totalitet, hvor det subjektive individ reduceres til ‘objektive’, digitale data.

Netop det, at mennesket er data, er det store digitalistiske projekt, som blandt andet Singularity U, især personificeret ved stifter og chef-ideolog Ray Kurtzweil, bekender sig til.
Den transhumanistiske bevægelse mener sågar, at mennesket vil kunne leve evigt, som data, i en computer, og glemmer fuldkomment at der her vil være tale om en ikke-bevidst kopi, en kunstig fugl i et robotbur, og at mennesket er det eneste dyr, der består af mening, der søger mening, uanset hvor unyttig, ulogisk eller forvrøvlet den er, kun for at kunne forsvare sin egen eksistens mod  universets vælde.

Man kan også indvende, at det er dødens essens – at det subjektive er forsvundet-  at det princip, der udgjorde personen, ikke længere er, og at det derfor netop giver mening, at data-gøre, digitalisere og udnytte resterne.
Men man kan også, helt analogt, i respekt for døden som det permanente modbillede på det levende, hævde, at der er mere mening i at sende legemet tilbage til den jord, det er kommet af, så det kan genopstå som græs, træer og blomster, som  orme, der spises af fugle, der netop nu, udenfor dit vindue, kan ses baske med vingerne i deres egen verden af fryd, uforståelig for os, endnu levende, her.

Er man mere buddhistisk anlagt, er afbrænding, legemets overgivelse til ilden, og den logisk følgende reduktion til værdiløs aske, også et alternativ til at gøre sig selv til data.
Begge løsninger, begravelse og brænding, repræsenterer i min optik en perfekt påmindelse om det enkelte menneskes kolossale betydning – for sig selv og for menneskeheden – og om dets absolutte undværlighed, at vi er en finger i et glas vand, og at det eneste vi efterlader os er en lille bitte bølge, der forsvinder ud mod den horisont, vi derefter bebor for altid, og som vore efterladte spejder imod.

Imens lyset svinder.