Mental vaccination imod utopisk digitalisering

I vores analopædi definerer vi “Utopisk digitalisering” som

Den antagelse at digitale løsninger er 100% effektive, har friktionsløse brugerflader og vil eliminere kendte problemer, uden at forårsage nye.

Det er præcist formuleret, men siger ikke noget om hvordan utopisk digitalisering virker, hvordan den er så succesfuld. Hvilke logikker bruger den, til at overbevise os om at alting er noget andet nu, på en måde der kræver at vi skal slippe alt hvad vi har i hænderne, for at ændre mindset? Der er ingen tvivl om at CD-brændere, computere, internettet, weblogs, 3D-printere, mobiltelefoner, VR-briller o.a. kan være nyttige opfindelser i nogle sammenhænge – men der er en tendens til at de ender med at blive annekteret af digitalister, som bruger dem til vilde fremtidsvisioner, ofte på en måde der skaber flere problemer end teknologierne selv kan løse. Vores analyse viser, at det ikke er nok bare at påstå at Blockchain f.eks. vil ændre verden som vi kender den, men at man skal gøre det på en bestemt måde:

  1. Forudsigelsen skal komme fra en “ekspert” – det er sådan en der har været passioneret omkring teknologien, og som påstår at have eksperimenteret og tænkt længe over dette – uden påvirkning fra gammeldags interesser, uden at være tynget af fortidig viden. Eksperten skal helst have et nyt slags navn. Vedkommende skal kalde sig selv thought-leader, passionista, teknologi-terapeut, techfluencer, 3d-preneur, nano-evangelist eller andet. Vedkommende er drevet af social indignation, passion og ren idealisme, på samme måde som en kunstner er det. Hun kan også godt lide at “provokere” på samme måde som en kunster.
  2. Teknologien skal skrives ind i en fortælling om “demokratisering” eller en historie om forbrugere der tager magt tilbage fra en undertrykkende, gammeldags industri. Med teknologi X, bliver gatekeepers nød til at afgive indflydelse, og forstå at deres monopol på hvordan vi hidtil har gjort ting, vil blive brudt. Teknologien giver lige adgang til muligheder, og er socialt orienteret. I startfasen bruges ofte ord som “open-source” og fri deling, og den tilbyder at forbrugeren vil genindtræde i et aktivt forhold til sit liv og sine forbrugsvaner. Lidt senere, ankommer den rigtige forretningsmodel, hvor man skal betale meget mere end i startfasen, og hvor mulighederne for at rode med kildekoden er forsvundet.
    Eksempel
    : med 3d-print vil produktionsindustrien som vi kender den dø. Nu kan folk selv printe genstande til hjemmet, når de har lyst, på den måde de har lyst, på en måde der passer til deres temperament, i de former og farver der passer dem. Farvel kop&kande, Tigerbutikker og IKEA!
  3. Man skal tage udgangspunkt i en bestemt (succesfuld) case, og så skal man generalisere den, spekulativt.
    Eksempel
    : Nogle tusinde mennesker har været yderst aktive i forbindelse med at skrive leksikon-opslag til wikipedia, ulønnet. På den baggrund kan vi sige at resten af verden fremover vil samarbejde og dele viden på helt nye måder. Farvel gamle, støvede leksikonudgivere! Farvel ledelser og administration! Inden for 5-10 vil folk helt automatisk og ulønnet bygge katedraler af viden, baseret på lyst og frivillighed, på en måde der er mere effektiv end noget vi har kendt til før.
  4. Fremtidsforudsigelserne skal ligge en 5-10 år frem i tiden, helst ikke før, og helst ikke længere. Det gør at man både kan forestille sig vilde ændringer, men i et samfund der stadig ligner det vi kender. Der er også noget direkte behageligt ved at hygge-fantasere over at alt går bedre lige om lidt, i stedet for at forholde sig til grimme problemer der er skabt i fortiden.
  5. Det eneste det kræver for visionen at blive til virkelighed, er at befolkningen/medarbejderne får indblik i mulighederne, overvinder deres angst, bliver dannet, får erfaringer med teknologi X, Y, Z (det kan eksperterne hjælpe til med).
  6. Man kan aldrig sammenligne nye teknologier med gamle, fordi nye teknologier altid er liiiige det tættere på visionen om demokratisk og lige adgang til ressourcer og muligheder. Grunden til at underholdningsbranchen (Disney, Warner Brothers, Netflix) ikke gik til grunde p.g.a. Napster og en folkehær af webloggere der hellere vil skabe selv, er fordi der ikke var ægte mulighed for [indsæt funktion] & fordi den måde man har forvaltet internettets arkitektur på er gammeldags. Alting bliver anderledes med Blockchain – især hvis vi tilpasser det politiske system til potentialet, og får dannet befolkningen.


Hvad skal man gøre?

Vores beredskab overfor digitalistisk utopisme er meget svagt, men det kunne styrkes ved at stille følgende spørgsmål:

  1. Dig som påstår at være drevet af idealisme, hvad er din forretningsmodel? Har du interesser i at puste et fænomen op, så du kan sælge foredrag og kurser om det? Hvor stort er dit vidensgrundlag? Hvad er din uddannelse egentlig? Har du konkret erfaring med implementering af teknologi i sociale systemer?
  2. Alle de digitale teknologier der har påstået at demokratisere adgang til dette eller hint – er de endt med at have den effekt, eller har de styrket monopoler og måske reduceret antallet af aktører der kan skabe værdi/tjene penge på fænomenet? Har adgangen til Youtube gjort folk mere passive eller aktive? Hvis svaret er negativt, hvad er anderledes i dette tilfælde?
  3. Hvordan kan man være sikker på at den case du fremhæver, også kan anvendes på andre områder, hvor forholdene er helt anderledes? Kan man forestille sig wikipedia brugt som styringsredskab i en krigssituation, eller til at slå rekorden i 100-meters sprint til de Olympiske lege? Kan du komme i tanke om andre områder?
  4. Kan vi forpligte dig på din fremtidsforudsigelser? Hvis det ikke sker, er du så parat til at tage nogle konsekvenser af det? Må vi kontakte dig om 5-10 år? Kunne vi i stedet reparere på eksisterende strukturer, for at opnå de samme fordele – så vi ikke behøver at vente til samfundet er klart til den nye verdensorden?
  5. Er kendetegnet ved gode teknologier ikke, at man ikke behøver at danne folk til at bruge dem? Var der brug for radiator-evangelister i samme omfang som der findes digitale evangelister? Var der brug for elpære-evangelister? For vaccinations-evangelister? Hvis man skal bruge så meget energi på at overbevise befolkningen om at ændre mindset i forhold til en teknologi, betyder det ikke bare at den simpelthen ikke er god nok, at den ikke er klar, at den ikke er afprøvet ordentligt af dem den var tiltænkt?
  6. Undervurderer du ikke økonomisk ressourcestærke institutioners og firmaers evne til at tilpasse sig, hurtigere end befolkningen får disruptet dem? Bliver 3d-print ikke bare brugt af virksomheder, til at producere billigere og hurtigere – på en måde der aldrig vil gøre mit eget køb af en 3d-printer rentabel?

Valgplakat #2 – Stem Digitaliseringskritisk

Et mere rent og rolig layout, minder dig om at det er ved de demokratiske valg, du bestemmer hvem der skal forvalte analogisering og digitalisering af samfundet, de næste 4 år.

Læs også: Analogiseringsstyrelsen skyder valgkampen i gang.

Idé: Arild Solbakken

Hent denne plakat (A3 format)

Brugsrettigheder: Alle valgplakater må distribueres frit og på et hvilket som helst (analogt eller digitalt) medie man måtte have lyst til. Så længe det sker i plakatens og Analogiseringsstyrelsens ånd. Vi er selvklart ikke ansvarlige for analoge ophæng, påklistringer, tatoveringer osv. 

Valgplakat #1 – “Du må godt”

Første valgplakat fra Analogiseringsstyrelsen fortæller det helt indlysende: at det faktisk er helt legalt at sige nej til at digitalisere, hvis det ikke skaber bedre liv. Og at mange analoge løsninger faktisk er supergode og fremtidssikrede, som de er.

Det gode spørgsmål: Har din foretrukne kandidat nogensinde sagt nej til at digitalisere noget som helst?

Tak til Alexander, som delte fotoet af Fru Larsens opslag på Reddit og siden gav os lov til at bruge det.

Hent denne plakat (A3 format)

Brugsrettigheder: Alle valgplakater må distribueres frit og på et hvilket som helst (analogt eller digitalt) medie man måtte have lyst til. Så længe det sker i plakatens og Analogiseringsstyrelsens ånd. Vi er selvklart ikke ansvarlige for analoge ophæng, påklistringer, tatoveringer osv. 

Hey, Movia! Er det dårlig analogisering eller analog chikane?

Er det uvidenhed eller chikane, når Movia nu alligevel ikke genindfører de analoge køreplaner?

I Analogiseringsstyrelsen  har vi konsekvent kritiseret at Movia digitaliserede de afprøvede og velfungerende analoge køreplaner, så man skulle til at have en telefon, strøm og app med sig, for at få at vide hvornår den næst bus går. Heldigvis kunne vi jo glæde os over at køreplanerne nu var på vej tilbage, som resultat af et pres fra passagererne på sociale medier.

En af de mange “medtænkere”, som skriver og ringer til Analogiseringsstyrelsen med ros, kritik, tips og ideer, kan nu fortælle at vi – og de andre passagerer – desværre har glædet os for tidligt. Det viser sig nemlig at det ikke er køreplaner – altså planer over hvornår bussernen kører – som Movia sætter op. I stedet sætter de “frekvensplaner” op, som fortæller hvor mange gange på en time, bussen går. Bor du et sted hvor der går én bus i timen, ved du altså ikke om den går om 1 eller 59 minutter!

Dette er et smukt, omend deprimerende, eksempel på at analogisering af en digital proces, ikke i sig selv er positiv eller værdifuld. I Analogiseringsstyrelsen elsker vi ikke alt der er analogt – og vi er stærkt modstandere af at et monopol indfører tåbelige løsninger, uanset om de er digitale eller analoge. I det konkrete tilfælde har man afskaffet køreplanen og sat en frekvensoversigt i stedet, så det i praksis stadigvæk er umuligt at se hvornår den næste bus går, uden at tage en app frem. Det ligner analog chikane for at tvinge borgerne over på en digital platform ad bagvejen  – det er på ingen måde hvad Analogiseringsstyrelsen står for.

Nej til idiotiske løsninger – både de digitale og analoge! Informationer  bliver ikke automatisk til en god, brugbar køreplan, fordi man skriver dem på papir og hænger dem op.

Det er en ommer, Movia!

Link til historien på TV2: Kritik af nye køreplaner: Er der ét minut til bussen går – eller 59?

Se også: Køreplan til det Analoge Samfund: En skitse til umistelige rettigheder 

Færre data – mere sikkerhed – og så taler vi sammen? Ikke?

 

 

 

 

Det virker som om alle er enige med os – og endda har været det hele tiden?


Hvordan kan det være at de politikere  som så ihærdigt  gennemdigitaliserer vores samfund, tilsyneladende er så enige med os, som kritiserer dem?

Af: Anders Colding-Jørgensen

I Tænketanken Analogiseringsstyrelsen oplever vi lige nu en overvældende positiv respons på vores eksistens – og ikke mindst vores digitaliseringskritiske tankevirksomhed. Tak for den.

Et af vores nøglebegreber er digitalisme. Digitalisme er digitalisering som ideologi. Som digitalist, ser man digitalisering af enhver analog proces som et uundgåeligt fremskridt. I nutidens digitalistiske æra, kan man derfor stille sig op og påstå at der er et kæmpe potentiale i at digitalisere XX – uden at nogen stopper én og spørger hvilket potentiale der egentlig tales om – eller hvad der overhovedet menes med digitalisering. For en digitalist er fremtiden digital – det er et axiom, der ganske enkelt ikke stilles spørgsmålstegn ved. Svaret er en computer – nu mangler vi blot at finde ud af hvad spørgsmålet er.

Vi ser digitalisme alle steder. I bestræbelser på at digitalisere en smuk og demokratisk, analog valghandling, som i dag fungerer perfekt, med rekordhøj stemmedeltagelse. Planer som kun er sat i bero, fordi der endnu ikke kan findes en hackersikker løsning. Busplaner, som digitaliseres uden at brugerne bliver spurgt – så de efterfølgende må bruge tid og kræfter på at råbe op og bede om at få de velfungerende analoge køreplaner tilbage. I dag kan man digitalisere stort set hvadsomhelst, uden at blive stillet til regnskab for om det overhovedet er noget der gør mennesker sunde, glade og tilfredse. Tværtimod gentager politikerne selvopfyldende digitalismens credo: i fremtiden vil samfundet være mere digitalt, på stort set alle tænkelige områder. Vi kan lige så godt vænne os til det.

Øøøøh… fremtiden, siger I?

I Analogiseringsstyrelsen tillader vi os at påpege at der ikke findes nogen evidens for hvad fremtiden bringer – bortset fra at den traditionelt plejer at udvikle sig temmelig anderledes end man troede, før den indtraf. Vi ser det heller ikke som en naturlov at indførelsen en bestemt type teknologi – computeren – nødvendigvis er enhver innovations endemål og skal have forrang for ofte velfungerende og afprøvede analoge teknologier. Vi finder det direkte bizart at de selvsamme politikere som har direkte indflydelse på hvordan forvaltningen af  samfundet udformes, taler som om en digitalisering af samfundet og den offentlige sektor er en uundgåelig kraft, som de ingen indflydelse har på. Hvis ikke de har – hvem har så?

Der er naturligvis forhold som påvirkes af markeder, standarder og forventninger fra borgerne. Men robotterne “kommer” ikke – det er menneskene der bygger og indfører dem. Og vores folkevalgte politikere kan sagtens vælge at der er andre parametre end effektivisering, som skal være styrende. Det vil faktisk være både legitimt og fremtidsorienteret at vedtage at visse opgaver ganske enkelt gør flere mennesker tilfredse og sunde, hvis de ikke udføres af en computer.

Men det kan jo være svært at se, hvis det er en fast etableret sandhed at en digitalisering af samfundet er uundgåelig.

For en ægte digitalist er udvikling det samme som digitalisering

I en radiodebat imellem Analogiseringsstyrelsen (ved undertegnede) og innovationsminister Sophie Lødhe om digitalisering af sundhedskortet, blev ministeren spurgt, hvem der egentlig havde bedt om at få digitaliseret sundhedskortet. Ministerens svar var et smukt skoleeksempel på digitalisme. Hun svarede nemlig at “danskerne forventer at vi udvikler den offentlige service”. Ministeren blev altså spurgt om digitalisering og hørte det som udvikling. Det er digitalisme, i sin mest pædagogiske form. For en digitalist er der nemlig ingen forskel!

Er vi enige alle sammen?

Derfor blev vi lidt overraskende over at nogle af de mennesker som erklærer sig ubetinget enige i vores kritik af hovedløs digitalisering er de selvsamme politikere – ja sågar folk i Digitaliseringsstyrelsen. Det er jo netop deres valg og forvaltning vi kritiserer – for at få dem til at være mere modige og at tænke selv. I ovennævnte radiodebat, gik to formuleringer igen fra både innovationsministeren og Socialdemokraternes IT-ordfører, Karin Gaardsteds side: “Man skal ikke digitalisere for digitaliseringens skyld” og “Man skal kun digitalisere hvor det giver mening”.

På overfladen kan det faktisk lyde som om de var ansatte i Analogiseringsstyrelsen – indtil man dykker lidt ned i substansen. For hvad betyder de to sætninger egentlig. Hvorvidt noget “giver mening” er en komplet subjektiv antagelse, som i praksis intet betyder. Det er nærmest nonsens. Og så længe det altid synes at være de andre der vil “digitalisere for digitaliseringens skyld” – aldrig én selv, betyder begrebet i praksis heller intet som helst. Begge udtryk er substansløse røgslør og rent subjektive besværgelser. En slags digitalistiske fadervor, som ikke tjener andet formål end at styrke den der bruger dem, i den digitalistiske tro og at afværge enhver dybere kritisk debat i opløbet.

Sådan digitaliserer man for digitaliseringens egens skyld

I sagen om sundhedskortet, havde Sundhedsministeren foretaget en undersøgelse, inden hun kom med sin udmelding om at digitalisere det. Men det var ikke en undersøgelse af de samfundsmæssige konsekvenser – eller de psykologiske eller sociologiske – en begyndende udfasning af et analogt sundhedskort kunne have. Nej, man havde spurgt et IT konsulenthus om det kunne lade sig gøre og hvad det ville koste. Man havde ganske enkelt sprunget det skridt over at undersøge hvad borgerne mister, hvis et analogt kort udfases. Om vores liv bliver bedre med et der kun virker hvis man har en smartphone med strøm på. Og det er da egentlig klart. Hvad skal man med den slags besværlige overvejelser, når vi allerede allesammen ved at “fremtiden er digital”?

Nu kan man berettiget mene at sagen om sundhedskortet er relativt enkel og at man, da man jo en tid endnu fastholder et analogt kort, ikke behøver at overveje omkostningerne ved at udfase det endnu. Men hvor mange andre steder springer man de vigtige spørgsmål over og går direkte til design, implementering og til at indkassere besparelserne? Spurgte man lægerne om de ville til at være lægesekretærer, inden man indførte sundhedsplatformen og fyrede en stor del af sekretærerne? Spurgte man danskerne om de gerne ville have at deres analoge klippekort forsvandt, selvom de fungerede upåklageligt?

Sandheden er at man kan udtale lige så mange gange at man da “ikke skal digitalisere for digitaliseringen skyld”, men hvis man derefter går i gang med at digitalisere, som om det var en naturlov, uden at undersøge om det i det konkrete tilfælde er den løsning der giver det bedste liv, er det altså lige nøjagtigt hvad man gør.

Fremtiden er ikke digital.  Fremtiden er fremtiden og computeren er blot én af mange menneskeskabte teknologier, som man kan få en masse fantastisk værdi af, hvis man holder op med at tale om dem, som om de er sendt af guderne.

Læs også: Kære Ellen – en digitalisering er altså ikke en opgradering | Mandag Morgen: Digitalismen er død – længe leve computeren

 

3-dages workshop: Er hverdagen digital eller analog?

Er hverdagen analog, som vi stædigt fastholder – eller er den i virkeligheden digital, som visse andre påstår?

Nu udbyder Analogiseringsstyrelsen en 3-dages workshop hvor deltagerne får mulighed for – én gang for alle – at få afgjort om hverdagen grundlæggende er digital eller analog.

Workshoppen vil besvare spørgsmålet gennem en grundig og systematisk gennemgang af hverdagen, som vi kender den.

Program:

DAG 1

  • 10:00 – 11:00: Velkomst og kaffe
  • 11:00 – 11:30: Deltagerne nævner alle de digitale fænomener og genstande fra hverdagen, de kender
  • 11:30 – 12:30: Frokost
  • 12:30 – og resten af de 3 dage: Deltagerne nævner alle de analoge fænomener og genstande fra hverdagen, de kender.

Da svaret på workshoppens spørgsmål ved afslutningen vil fremstå komplet evident, vil afrundingen bestå i at deltagerne graver have.

Tilmelding foregår pr. brev

Vel mødt

Foto: Peter Adelhejd Pedersen

 

Drop den smartphone: Rør ved borgerne og hinanden i kommunen

Danmark regnes angiveligt for verdens mest digitaliserede land, men det bliver stadigt vanskeligere at se om den placering skal udløse medaljer eller om det i virkeligheden er en advarsel i et seks meter langt signalhorn, en advarsel om ødelæggende skær og sirenesange fra et bundløst mørke under det mistænkeligt skærm-blanke hav, vi mennesker besejler?

Således har Københavns Kommune valgt at adressere et af livets evige spørgsmål, ved at gøre det til et uløseligt problem: Et problem, hvis formulering alene, gør det endnu større end det var, før det overhovedet fandtes.

‘Problemet’ er, at gamle mennesker ikke bliver rørt ved og set og besøgt nok, hverken af deres slægtninge eller af de ansatte, der skal tage sig af dem. Når jeg sætter ‘problem’ i anførselstegn, så er det fordi, det på mange måder er et grundvilkår at man bliver mere og mere alene, jo ældre man bliver, ens venner dør, man arbejder ikke længere og kroppens langsomme ødelæggelse tager mere og mere af ens sparsomme tid. Sådan har det dybest set altid været, men i disse verdensmester-digitale-tider har ingen af os tilsyneladende tid, længere, slet ikke til at tage på besøg hos de ældre slægtninge, vi har parkeret på plejehjemmene i kommunen.

Og det har fået Københavns Kommune, og med dem, desværre, sikkert også alle andre kommuner i Kongeriget, til at foreslå noget helt og aldeles vanvittigt.

Nem ‘dialog’?

»Langt de fleste af os har i dag en smartphone, og vi er vant til at kommunikere med alt lige fra banken til vores børns daginstitution fra denne. Derfor er det også helt naturligt, at vi samler kommunikationen mellem den pårørende og plejehjemmet i en app, så vi gør dialogen nem for begge parter,« siger Sisse Marie Welling i en pressemeddelelse.

Sisse Marie Welling er fra SF og har titel af Sundheds- og omsorgsborgmester, og hun mener altså i fuldt alvor at smartphone-brug er ‘helt naturligt’, hvilket i sig selv er en massiv modsigelse, og at den rigtige måde at adressere forholdet mellem pårørende, plejehjemmet og de gamle, er at proppe endnu en ‘app’ ned i den lille skærm, vi alle sammen er tvunget til at stirre stift ned i det meste af dagen, noget som Sundheds- og omsorgsborgmesteren åbenbart foretrækker.

»Jeg har selv en datter, der går i vuggestue i København, og jeg synes, at det er enormt trygt, at jeg bare kan åbne en app, og så ved jeg, at al information fra vuggestuen er derinde. Og hvis min mor eller far boede på et af byens plejehjem, ville jeg da klart foretrække en tilsvarende løsning,« siger sundheds- og omsorgsborgmesteren.

Den ‘App’ som Sisse Marie Welling henviser til, er den nye AULA-app(afløseren for forældreintra), der giver forældre og stat og kommuner mulighed for at overvåge  børn på sikker afstand lige fra vuggestue til gymnasie, helt uden at behøve noget så gammeldags som at være der selv.

Og når Sisse Marie Welling finder det ‘trygt’, så er det måske netop fordi det unægteligt er nemmere at lade som om man kan putte virkeligheden ind i en iPhone og klikke lidt rundt derinde. Herinde kan man nemlig nøjes med at beskæftige sig med det, Sisse kalder ‘informationer’ – og dermed slippe for at tænke over de mennesker, der gemmer sig i dem. Sisse Marie mener, at det vil gøre dialogen ‘nem for begge parter’, men hun glemmer samtidig, at appen netop ophæver al dialog og istedet etablerer et virtuelt skydetelt af gensidig overvågning og mistro, noget man tidligere har set udfolde sig i fuldt flor på forældreintra, hvor tilsyneladende voksne forældre trækker et uendeligt spor af intrigerende småsnak om lus og lærere med sig gennem nætterne, mens børnene ligger i deres senge og stirrer ind i deres telefoner.

Dialog ER ikke nemt. Det skal det heller ikke være. Faktisk er der alt for mange ting, der er blevet alt for nemme, og nej, det gør ikke vores liv, som sådan, en tøddel nemmere. Simuleret dialog via smartphones gør vores liv sværere, fordi det gør os mere ensomme og fordi skærmenes lys ikke kan erstatte lyset i den andens, dit medmenneskes, øjne.

Alarmerende symptom

Analogiseringsstyrelsen opfatter både AULA og den kommende app til kontakt mellem pårørende og ældre som alarmerende symptomer på en døende, skadelig og ubrugelig digitalisme, der her kun skaber yderligere afstand og lapper på den helt begrundede følelse af, at vi ikke længere er her for hinanden.

Det burde efterhånden stå lysende klart, at man ikke ‘bare kan åbne en app’ og så er alting godt. I virkeligheden, og jo, den findes stadig derude(men den behøver altså lidt vedligeholdelse), der kræver både børn og ældre noget helt andet: Tilstedeværelse, berøring og, ikke mindst, kærlighed.

Forskellen på at røre ved en telefon og røre ved et menneske, kan faktisk gøres op i kroner og ører, og Analogiseringsstyrelsen skal på det kraftigste opfordre, ja KRÆVE af kommuner landet over, at de straks at begynder at tage ansvar for deres brug af borgernes skattekroner.

Vi foreslår følgende alternativer: Ægte, menneskelig analog dialog skal have første prioritet! Begynd med at tage telefonen, derinde på kommunen og på plejehjemmene, tag den, og hjælp borgerne med at få svar på det, de spørger om. Slå dørene til rådhuset op, på vid gab og lad os strømme indenfor og spørge og få svar, for nej, vi har ikke noget imod at stå i virkelige køer, måske møder vi nogen vi kender, eller endnu bedre, nogen vi ikke kender, endnu.

Og hvis I stadig hungrer efter et teknisk fix, så er her en billig løsning: I stedet for at udvikle en app, kunne man, i hvertfald så længe vi befinder os i den nuværende nødsituation, at vi ikke har et fungerende, analogt postvæsen, sende samtlige pårørende en sms med en opfordring til at komme på besøg på plejehjemmet/institutionen. I forhold til endnu engang at skulle udvikle og drive en digital erstatning og glitrende undskyldning for reel kontakt, vil det være utroligt kosteffektivt og simpelt.

Når et fornuftigt analogt postvæsen engang er genetableret, kunne man ansætte mennesker til hjælpe de ældre med at skrive breve til deres pårørende med en opfordring til at komme på besøg, eller til at sende breve tilbage – analog post er almindeligt anerkendt som et af de vigtige analoge reflektionsrum, vi alle sammen behøver for at have tilfredsstillende liv.

Børn og gamle sammen?

En anden og mere radikalt tilfredsstillende løsning ville være, at man for de penge, der idag er afsat til meningsløse apps og nyttesløs digitalisering, byggede integrerede institutioner, hvor gamle og børn opholdt sig på samme tid i dagtimerne, noget begge grupper beviseligt ville få stor medmenneskelig gevinst og friktion ud af.

Men vores vigtigste anbefaling til kommunerne og især til den i øvrigt sikkert velmenende, men digitalt forblændede Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling, er at hun lægger sin telefon fra sig, og i stedet rører noget mere ved borgerne og sine børn og sine slægtninge.

Og måske skulle de også røre noget mere ved hinanden, de skærm-ramte ansatte ude i kommunerne? Noget tyder på det er tiltrængt, det er som bekendt gratis, og alle får det bedre og bliver gladere, end de var før.

Faktisk er det ikke bare en opfordring: Det er et krav.

Vi er nødt til at gøre det.

Fordi mennesket er smukt.

 

 

Eksperiment med Søg/Erstat

Eksperimentel metode til udvikling af analoge løsninger

Der sker noget spændende når man f.eks. konsulterer vores datterstyrelse, tilgår nogle af deres mange fine udgivelser, og prøver at erstatte ordet “digitalisering” med “analogisering” (en funktion man kan finde i de fleste tekstbehandlingsprogrammer). Umiddelbart skulle man tro det gjorde teksten meningsløs, men det er ofte det modsatte der er tilfældet! Lad os prøve med “Vejledning om digitaliseringsklar lovgivning“. Under “formål” kan man læse:

Digitaliseringsklar lovgivning skal skabe grundlaget for en mere tidssvarende og sammenhængende offentlig forvaltning, som understøtter, at ressourcerne anvendes der, hvor det giver størst værdi for borgere og virksomheder og bidrager til en mere brugervenlig, lettilgængelig og transparent offentlig sektor, som understøtter den enkeltes retssikkerhed. Digitaliseringsklar lovgivning handler kort sagt om at sikre, at lovgivningen passer til det digitale samfund, som Danmark er.

Vi erstatter:

Analogiseringsklar lovgivning skal skabe grundlaget for en mere tidssvarende og sammenhængende offentlig forvaltning, som understøtter, at ressourcerne anvendes der, hvor det giver størst værdi for borgere og virksomheder og bidrager til en mere brugervenlig, lettilgængelig og transparent offentlig sektor, som understøtter den enkeltes retssikkerhed. Analogiseringsklar lovgivning handler kort sagt om at sikre, at lovgivningen passer til det analoge samfund, som Danmark er.

Hvad sker der med teksten? Umiddelbart lyder det nye forslag ikke helt dumt. Analogisering er i hvertfald tidssvarende, i det omfang at det identificerer en lang række spritnye og topmoderne udfordringer skabt i fortiden (læs: af digitalisering), f.eks. redundans (overdreven brug af computere), forstyrrelser, produktivitetstab og overflødig energiforbrug. At tackle de problemer head-on ved at analogisere en række processer, ville tilføje stor værdi til borgere. Man kan også argumentere for at mange analoge løsninger udmærker sig ved at være brugervenlige, lettilgængelige og transparente, og i hvertfald på en måde der understøtter den enkeltes retssikkerhed! Og så er analoge løsninger endda billige, fordi der ikke er implementeringsudgifter (og andre) forbundet med dem (som argumenteret for tidligere her på sitet).

Men kan man tale om et analogt Danmark? Danskeren er – i skrivende stund – et biologisk, psykologisk og socialt væsen. Gode rammebetingelser for sundhed forbundet med alle de biologiske aspekter af eksistensen, psykisk velvære, og social trivsel er stadig forudsætningen for overhovedet at være et virksomt menneske. Hvis man accepterer at et dedikeret fokus på det analoge er forudsætningen, for f.eks. brug af teknologi, kan man godt sige at Danmark er analogt.

Eksempel 2

Dansk Erhverv har også meldt sig på banen med spændende tanker om digitalisering, lad os prøve igen:

Digitalisering forandrer måden, vi lever, arbejder, kommunikerer og handler på, og alle virksomheder er digitale virksomheder. Danmark har længe været i front på digitalisering, men vi mister tempo i en tid, hvor den digitale transformation er i højeste gear. Vejen til fremtiden er digital, og vi skal sikre, at hele befolkningen oplever digitaliseringen som en fordel.

Det bliver til:

Analogisering forandrer måden, vi lever, arbejder, kommunikerer og handler på, og alle virksomheder er analoge virksomheder. Danmark har længe været i front på analogisering, men vi mister tempo i en tid, hvor den analoge transformation er i højeste gear. Vejen til fremtiden er analog, og vi skal sikre, at hele befolkningen oplever analogiseringen som en fordel.

Forandrer analogisering måden vi lever, arbejder, kommunikerer og handler på? Hmm, det er måske lidt mere uklart. Det er måske ikke en forandring, mere et grundvilkår. Men det er indlysende at vi mister tempo i forhold til den analoge transformation, så længe vi digitaliserer som vi gør. At hele befolkningen skal opleve analogisering som en fordel, kan vi kun være enige i.

Sidste eksempel, og en lille konklusion

Digitaliseringsstyrelsen og Dansk Erhverv har ikke monopol på skarpe tanker om digitalisering. Dansk Industri er også godt med, med deres “Flere virksomheder har sat digitalisering på dagsordenen“.

I mere end fire ud af ti virksomheder har topledelsen i høj grad en vision for den digitale omstilling. Det er næsten dobbelt så mange som for to år siden. Det er en tendens, som fortsat skal understøttes, hvis danske virksomheder skal være klar til at gribe de store potentialer, der stadig ligger i brug af ny teknologi.

Bliver til:

I mere end fire ud af ti virksomheder har topledelsen i høj grad en vision for den analoge omstilling. Det er næsten dobbelt så mange som for to år siden. Det er en tendens, som fortsat skal understøttes, hvis danske virksomheder skal være klar til at gribe de store potentialer, der stadig ligger i brug af analoge teknologier.

Også her, giver det sjovt nok mening. I en parallel verden (eller måske endda i denne) ville det lyde snusfornuftigt at topledelser har en vision for analog omstilling: hvordan man forbedrer møder, hvordan man sørger for at medarbejdere bruger deres tid på at passe på deres krop, tænke, drøfte problemer eller forberede sig til produktion (i stedet for at tjekke nyheder og sociale medier på internettet, f.eks.). Det skal selvfølgelig understøttes, hvis vi skal gribe alle de analoge potentialer – lavthængende frugter som de er.

Nogle gange finder man inspiration de mest uventede steder. Der er en tendens, som fuldmægtig i analogiseringsstyrelsen, til at søge viden og nye ideer i værkstederne, i mødet mellem mennesker, og i stimulerende omgivelser  – men det viser sig, at det kan sætte fut i idéudviklingen med en simpel søgning på internettet og søg/erstat-funktionen. Prøv det selv!

Kære Ellen – en digitalisering er altså ikke en opgradering

Af: Anders Colding-Jørgensen

Først forsvandt klippekortet, selvom intet menneske havde krævet det afskaffet. Er vi ved at skrotte endnu en velfungerende teknologi, alene fordi den ikke er “digital nok”?

Dit gule sundhedskort – eller sygesikringsbevis, som det også stadig kendes som, er en enkel og afprøvet teknologi. Det er det kort du skal vise hos lægen og det fungerer som identifikation i mange både akutte og mindre akutte situationer.

Sundhedskortet kan være i en tegnebog og er komplet uafhængigt af mobildækning, strøm eller it kundskaber hos ejeren. Det fungerer også selvom det har været en tur i toilettet. Det er med andre ord en robust og gennemtestet løsning, der altid ligger klar til besøget hos lægen eller på biblioteket. Hvis du ellers har husket det.

Skulle sundhedskortet en dag erstattes af en anden teknologi, kunne man forestille sig at det foregik omtrent sådan her:

  1. Man undersøger om der er et udbredt behov – eller blot et ønske, hos de mennesker der bruger det, for at få en anden teknologi
  2. Er det det, sætter man en process i gang, hvor man taler med borgere/brugere, for at finde ud af hvilke forandringer der vil opleves som forbedringer og gøre livet bedre for dem.
  3. Her kan man for eksempel hyre antropologer og produktudviklingseksperter, til at forstå om det for eksempel er nok at modificere det eksisterende kort – eller hvad den næste udgave i givet fald bør indeholde

Altså en lydhør og åben process, hvor intet tages for givet og borgerne er det naturlige midtpunkt. Ifølge en artikel i Jyllandsposten ser det nu ud til at man faktisk er gået i gang med processen.

Man har dog valgt en lidt anderledes tilgang, mildest talt.

Den ser omtrent sådan her ud:

  1. Uden at spørge borgerne om de egentlig er trætte af kortet, konkluderer sundhedsministeren at kortet bliver bedre, hvis det bliver digitaliseret. Altså en klassisk digitalistisk tilgang, hvor det tages for givet at en digitalisering af enhver analog proces, naturligvis er en opgradering. Eller en “modernisering” som det formuleres.
  2. Beslutningen bygges ikke på en analyse af hvad mennesker gerne vil have, men på en analyse fra et IT konsulenthus, som ministeriet har bestilt. En analyse af digitale muligheder, vel at mærke. Man har altså angiveligt spurgt omtrent sådan: “kan det digitaliseres og hvad vil det koste?” (den samme type analyser kunne bruges til at erstatte børnehavepædagoger med iPads, hvis man skulle få den idé).
  3. Brugeranalysen ser ud til at bestå i at sundhedsministeren antager at unge mennesker “undrer sig [..] over, at de skal have et gammeldags (sic!) plastickort op af lommen for at komme til lægen”.

Vi tager naturligvis forbehold for at journalisten har misforstået eller fejlciteret ministeren eller udeladt væsentlige udtalelser.

Hos Analogiseringsstyrelsen er vi ikke imod digitalisering.

Vi er til gengæld imod det, for samfund og borgere, åbenlyst skadelige fænomen, at man opererer med utopisk digitalisme i omgangen med kritisk samfundsinfrastruktur.

Digitalisme, fordi man uden nogen former for evidens, antager at den analoge udgave et et værktøj eller en proces er forældet og gammeldags – og at en digital udgave af samme derfor er en modernisering, en opgradering – uanset hvad brugere og borgere måtte mene (hvilket man sjældent ved, da de ikke er blevet spurgt).

Utopisk, fordi man tilsyneladende komplet ignorerer de praktiske problemer med at designe, udvikle, implementere og ikke mindst anvende de såkaldt “smarte” løsninger i en praktisk hverdag. Meget få digitale løsninger er lige så smarte i praksis, som de er på en powerpoint. Hvad gør man for eksempel, hvis man finder en livløs borger med en låst telefon?

Det mest problematiske er dog næsten at ministeren synes at mene at personlige informationer der findes på en app, tilstluttet internettet, er mere “sikre” end hvis de findes på et analogt plastickort. Vi efterspørger her empiri – eller i det mindste en lidt skarpere definition af hvad der menes med “sikker”.

Kære Ellen

Det er forståeligt at du vil gøre ting bedre og forandre verden, nu du er minister. Og du må også meget gerne forbedre vores sundheds-ID. Men begynd dog det rigtige sted: Spørg folk om de virkelig er så trætte af at have et lille plastkort med sig, at staten skal kaste endnu flere millioner efter en anderledes teknologi OG tvinge borgerne til at gå omkring med en tændt smartphone til tusindvis af kroner med strøm på og måske endda internetdækning, for at kunne identificere os hos lægen.

Og hvis kortet virkelig er upopulært, så find da ud af hvorfor og hvad der kunne gøre det bedre. Skulle det, i en sådan borgercentreret process, vise sig at en app på mobilen er det der gør fleste mennesker glade og trygge, så vil vi være de første til at promovere den i Analogiseringsstyrelsen.

Men måske er det på tide at nogen har modet til at sige: “dette kort er knippelfint, billigt og driftsikkert. Det er der naturligvis ingen grund til at skifte ud. Og skal det skiftes ud, er det på ingen måde givet at alternativet skal kræve en smartphone at bruge.”

Spørg dig selv: Har du nogensinde mødt nogen der var trætte af at have et sundhedskort?

Eller har du bare taget for givet at noget sikkert er bedre, alene fordi det er digitalt?